Det kunne ikke blive bedre end at stå og kramme en person man holdte så ubeskrivelig meget af at man end ikke kunne finde ordene til at beskrive det. Nok var Bumi bedre til at udtrykke sine følelser med ord, men lige nu var han bare komfortabel med at vise det gennem krammet og holde godt fast i hende. Han smilede derfor også som en lille sol da kysset blev afbrudt og hun tog styrringen tilbage mod bålet så de kunne sidde og få varmen igen efter den isende oplevelse de havde ude i natten. Et sted i baghovedet dulmede tanken om skovtroldene stadig. Han håbede ikke de kom herhen og at de havde nok i sig selv.

Han smilede stadig bred med den lette røde farve stadig farvende hans øre. "Det er jeg i hvert fald nu" hentydende at hendes tilstedeværelse gjorde alting bedre og frygten mindre faretruende. Han havde stadig sin frygt, men det ville også være underligt hvis den pludselig forsvandt, hvor fortryllende Peony end var for ham.