Frida prøvede ihærdigt at ingen lyd lave. Hun vidste ikke hvordan hun skulle sige noget til Tick så stille lød der bare et svagt tyssen. To øjne mere, gule som før dukkede op og så mod dem. Hun kunne høre raslen med blade som de to dyr bevægede sig derimellem buskene og træerne. "Tick om et øjeblik skal du bare stå stille og slappe helt af." Frida lod stille krammet gå og drejede så ved Ticks skulder så hun også kunne se dyrenes skikkelser der bevægede sig imellem buskene. Det var en lille ulveflok. Men Frida var ikke bange længere. Hun så dem stille derhenne og tvivlende ikke på at de nok bare legede.

Tick ville se sig til siden for at undersøge Fridas ansigtsudtryk, men hun turde ikke bevæge sig. Hvad foregik der? Var der noget galt?
Med et lavmælt klynk knyttede hun sin ene hånd om sin lille kjoles stof og sank en klump. Frøken Frida virkede så anspændt lige pludselig og det kunne hun ikke lide. 
Hendes lille hoved rasede med ting der kunne være galt: Røvere, en sprække i isen, vilde dyr, måske noget harmløst, men nok ikke. Med et lydløst åndedræt stirrede Tick frem for sig og adlød bare Fridas efterspørgsel: Stå stille.