Et lille, skævt smil gled over Jarkos læber, ved Amys snak om præsterne. "Du har nok ret i, at vi ikke skal snakke alt for højt om, at vi har tænkt os at udplyndre et gammelt tempel. Det tror jeg ikke, de vil være så glade for." Selvom Jarko troede på guderne, troede han i højere grad på at få krystaller og andre rigdomme skovlet til sig - guderne havde alligevel rigeligt at straffe ham for i forevejen. Så længe rigdommene - hvis de altså eksisterede - var nogelunde lette at få fat i, uden at have en flok vrede præster på nakken..
"Jeg kan nok også komme på et par stykker, vi kunne snakke med. Efter vi har besøgt vores gamle ven, vel og mærke." sagde han. Det føltes godt at have en plan at gå efter - selvom der naturligvis stadig var meget, der kunne gå galt. Han kunne dog stadig mærke en lille smule af sejrsrusen efter at være sluppet af med banditterne fra tidligere.

Han hastede ombord på skibet efter Amy. Nu var tiden inde til at vende hjemad - selvom det havde været et ganske kort besøg i Syden. Han vekslede et par ord med nogle af sømændene, idet han gjorde et kast med hovedet mod Amy, der allerede havde indfundet sig på dækket.
"Du kommer nok til at skrubbe dækket undervejs, nu hvor jeg har taget en ekstra passager med." Sagde han muntert, idet han sluttede sig til hende. De sidste varer var allerede læsset på skibet, der ville sejle direkte tilbage til Det Centrale Krystalland.


Tænker at vi afslutter tråden her og opretter en ny? :3

"Altid godt at du har en plan." der var en hvis morskab at spore i hele Amys holdning og stemme. Hun syntes rent faktisk at det her var sjovt. Et godt eventyr, på trods af de få problemer de var løbet ind i. Indtil videre løb det dog ganske smertefrit. Heldigvis. Forhåbentlig fortsatte det også på den måde.

Amy gav sig straks til at kigge rundt på skibet og vandre hen over dækket. Når Jarko var med følte hun sig ikke så udsat og havde da også en forhåbning om at hvis der var nogen der tog fat i hende, så kom han til udsætning. Som han kom hen og talte til hende igen, begyndte hun dog at rynke sine bryn skeptisk. "Skrubbe dækket? Det bad de ellers ikke om på vej herhen... - der vidste de selvfølgelig heller ikke at jeg var her.." det sidste hviskede hun ganske lavt med et skævt smil. "Men hvorfor skal jeg straffes for at du har taget mig med?" hun så på ham med et løftet øjenbryn. Det endte nok alligevel med at hun gjorde det. Men det var heller ikke verdens undergang. Nu var de på vej. På vej tilbage til staden og til at finde frem til hvad end der gemte sig.

//lukket?