Elveren kiggede interesseret fra Tenebris til Samson, hun håbede inderligt på at de to kamphaner snart kunne forhandle færdigt så hun kunne komme ud af Denaros hoved, Samson ville sikkert heller ikke have det for godt når han kom ud, han ville højst sandsynligt være træt og udmattet ligesom Tara, ikke fordi han brugte kræfter på det, men fordi han brugte hjernen væsentligt mere end at han var vant til, eller måske rettere; på en helt anden måde end han normalt gjorde.

Idét Samson fortrød sine ord så Tara meget skeptisk ud, hvis hun skulle være ærlig troede hun ikke rigtigt sine egne ører, hun havde aldrig i sit liv forestillet sig, at Samson ville stå overfor hende og undskylde som en lille knægt der før første gang meget længe stillede sig skoleret.

"Det er fint nok..."

Sagde hun så, med en stemme der tydeligvis afspejlede hendes overraskelse, så skævede hun end sidste gang imod artifakterne inden de forsvandt, hvad mon Denaro havde en tiarra for? Han var umiddelbart ikke lige typen elveren så danse rundt i store skørter og en prydsel i form af et diadem.

"Så lader det til at vi er enige, nu hvor jeg efterhånden har spenderet en del tid i Denaros hoved vil det ikke være svært for mig at finde hertil igen. Så er det et sidste problem, har du nogen idé om hvor vi finder disse artifakter, eller skal jeg meditere landet tyndt?"

Spurgte Tara så, som en sidste indvending, der var ikke lang tid tilbage nu, Samson måtte tage de sidste beslutninger og få afrundet hurtigst muligt, på trods af at hans bekymringer var reelle nok, Tara var dygtig, dygtig nok til at kunne vinde Denaro til sin egen fordel, men kun en tåbe ville gøre det, hun havde ingen steder at tage hen, alle i Krystallandet vidste at hun hørte til Samsons flok og desuden ville Samson kunne knække hende fuldkommen sammen uden den mindste anstrengelse hvis han først fik fysisk fat i hende. Det var alt for stor en risiko at løbe for den spinkle elver.

"Samson, vi skal til og afsted, hvis der er nogle sidste spørgsmål, så er det nu!"

Tenebris så fra den ene til den anden, og så tilbage igen, inden han langsomt nikkede. Jo nu så det vigtigste vist ud til at være på plads. Så var det bare at pege dem i den rigtige retning og snuppe sig en lur. Der var jo ikke mere han kunne gøre lige nu.

"Om nødvendigt besidder min vært evnerne til at flytte kræften, men det er en krævende affære og jeg kan ikke tvinge ham til det, så den må du tage med ham."'
Informerede Tenebris hurtigt Samson. At det krævede et mindre offer måtte Denaro stå for at forklare, hvis han da ville forklare. Det var trodsalt ikke en evne han brugte tit og kun få vidste overhovedet den eksisterede.
"Men artifakterne opbevares normalt af min værts klan, de holder til i grotter under tågedalen. Fører i Denaro derhen burde han være i stand til at føle dem med sin magi."

Tenebris gik over og satte sig på stolen, han havde sat på da han dukkede op.
"Klanen er ikke krigere, så I burde ikke have store problemer med dem, de besidder dog et par habile mentalister og almindelige magikere, så I bør heller ikke valse ind uden en god styrke."
Tenebris var ikke i tvivl om de kunne vinde. Det skulle dog blvie spændende at se hvad de måtte ofre for sejren.
"Og hvad angår kontrollen af min vært, så sagde jeg fra starten at min evne til at påvirke ham var direkte afspejlet i antallet af artifakter i hans besiddelse. Siden spydet er knækket ejer han ingen, så indtil det er repareret må i klare jer selv. Frøken Keens forsegling burde dog være nok til at give jer, som minimum, en uge, måske to."

Rummet omkring dem begyndte at opløse sig. Tenebris brugte ikke længere energi på at opretholde illusionen, da de alligevel var på vej ud. En sidste ting ville han dog fortælle dem.
"Jeg tvivler på at alle artifakterne vil være hos klanen, der vil formodentlig være 3-4 udsendinge på overfladen og de vil uden tvivl have bragt noget med sig. Det ville måske være en god ide at finde dem før i bringer min vært til hans hjem. Frøken Keen burde forstå."
Ansigtet var rettet imod Samson, men gled over på Tara i den sidste del. Grotten ville formodentlig give Denaro et mentalt chok, tilsvarende hendes tidligere angreb på hans sind, var de uheldige kunne han gå amok og Tenebris ville være nød til at besidde artifakter for at kunne holde ham tilbage.

Med disse ord forsvandt Tenebris og forbindelsen mellem dem var brudt. De havde været gæster hos ham og nu havde han lukket dem ud. Tara kunne utvivlsomt bryde ind igen, hvis hun da stadig havde energien, men det ville blive en mere krævende affære.

På jorden lå Denaro stadig, hans hud var begyndt at antage en blålig tone som følge af kulden og hans krop var stadig lige så kvæstet som før de var gået ind. Et svagt åndedræt holdt ham dog stadig i live.

Samson havde ingen indvendinger, det gjorde blot, at Tenebris havde aflæst ham som en åben bog, og følgende, taget ordet.
Den bredskuldrede bandeleder med sine alt for store overarme, havde nok ikke været så stille så længe før, når der forhandlet. Det var et emne der var svært at forestille sig, for en som ham. Var det derimod strategi og styrke samtale emnet blev præget af, havde han absolut ikke lukket kæften på nogen måde, eller havde på nogen måde fremstået halvundskyldende. På sin vis, var det svært for Tyren at acceptere dette. Alligevel måtte han tilstå, at det måtte være derfor, at han havde folk til de ting, som han ikke selv kunne udføre. Det fik ham til at slappe mere af, og tro på at han alligevel havde styringen i sidste ende.

*Klan? Tilhører Denaro en klan?* Uvidende om, om han nogen sinde er blevet fortalt dette, blev Samson ikke desto mindre en smule begejstret i sine egne tanker. Hvad havde den klan stået for? Hvis det ikke nærmere var en kult?
Samson ansigsts udtryk var koncentreret, og lyttede til hver et ord der blev sagt. Det var uden tvivl vigtigt at få det hele med, så han skulle absolut ikke afbryde med noget unødvendigt, som han alligevel troede på at Tara havde styr på.

*Så det var det, som staven var.. Så nu er den totalt ødelagt? Det gør ham jo ikke stærkere..*
Så nu havde Denaro altså ingen artifakter ved sin side. Det vil sige, at han lige nu måtte være svagere end tidligere, nu da han ikke havde den ved sin side. Tænk, at han bare havde smidt den stav omkring sig, uden at tænke på faren ved at den netop blev ødelagt, som den blev på en aften som denne.

Artifakterne betød altså utrolig meget for Denaros eksistens, tilsyneladende. Så hvis alle artifakter blev udryddet, så ville Denaro blive knækket helt over? Samson kunne lige tanken om at have sådan en magt i sin besiddelse.

Han stod et øjeblik og relaterede situationen over på sig selv. Ham og Brutus var også relaterede, det vidste han. Han kendte bare ikke den fuldkomne forklaring på forbindelsen, men han havde selvfølgelig sine anelser, og de par ting han er blevet fortalt for tid tilbage. Egentlig, så ville han vel heller ikke kunne bruge det til noget. Han ville nok kun kunne forstå tingene bedre, hvorfor de var som de var. Om det så var en fordel eller ulempe, det var ikke til at gennemskue.

Illusionsrummet blev opløst trinvis, og han fik Tenebris’ sidste ord med på må og få. Meningen kunne han i så fald meget hurtig gætte sig til, ved at genlytte ordene i hovedet.
Han mærkede under den forsvindende illusion, hvordan alting pludselig synes en anelse køligere. Hans fokus havde alligevel været andetsteds, end på sin egen krop. Han var dog ikke blevet kold, da hans ildevne havde sørget for at holde ham tilpas varm, selvom han havde været i et andet ”stadie”.
Samson så sig omkring. Det var blevet mørkere omkring dem, og Denaros krop lå endnu på jorden. Hans hudfarve afslørede, at han var ufattelig kold.

Samson slap nu omsider Taras hånd, selvom de ikke havde holdt så ufattelig meget fast i hinanden. Han var udemærket godt klar over, at Tara havde brugt ufattelig mange kræfter på en aften som denne, også mht. at skulle sørge for, at Samson blev lukket ind i illusionen. Han selv, kunne netop slappe af forholdsvist. Det eneste der havde trættet ham lidt, var kampen forinden mod Denaro. Smerten i lemmet var for længst gået væk, så nu var han noget bedre på benene igen. Psykisk var han dog halvtræt, da han alligevel ikke var vandt til at blive smidt med ind i illusioner.

Han så sig omkring. Der var jo masser der kunne brænde her i nærheden, så nu var det bare et spørgsmål om at få Tara og Denaros kroppe opvarmet hurtigst muligt.
1,2,3 større grene kom nu flyvende mod ham fra alle vinkler, og lagde sig sammen i et velopstillet bål. Det var kun et spørgsmål om milisekunder efter, at der var flammer i det. Varmen begyndte allerede at sprede sig. Ilden adskilte Samson og Denaro. Dog kunne Samson snildt se ind til Denaros krop. Et par flammer ”faldt” ud fra bålet, og fløj et par omgange rundt bag Taras ryg, og tæt på Denaros krop, sådan så de begge også blev varmet op fra den anden side af deres kroppe – bedst muligt vel at mærke.

Tara gav et anstrengt støn fra sig, hun havde virkelig brug for ferie, og havde ikke lige regnet med at skulle ligge og kæmpe med mentalister i grotter et eller andet gudsforladt sted under jorden. Men i og med at de var mentalister var hun vel nødsaget til at tage med, på trods af, at hun var uendeligt træt af at tage sig af hvad der nu engang foregik i hovederne på folk, men så få nogle moderate klø fysisk, og det var sikkert også sådan det ville ende ud der.

"Jeg kan finde de første artifakter med min evne, men det kommer nok til at tage tid, jeg har ikke haft fysisk kontakt med genstanden, men derimod kun set dens udseende. Jeg satser ikke på at der er genstande der har samme udseende!"

Knurrede hun så, hun var udemærket klar over, at det blev nødvendigt at skaffe de første to måske tre artifakter, inden de kunne slæbe Denaro med ned i grotterne, der var begrænsninger for det menneskelige sind, og med den behandling Denaros havde fået, skulle det bruge noget tid for at rekreere sig.

Da rummet langsomt forsvandt kæmpede Tara ikke den mindste smule imod, men lod både hende og Samson glide stille men sikkert ud af Denaros sind, indtil de fandt sig selv i det øde område. Taras hud havde som Denaros antaget en svag blålig tone, men takket være den tykke vinterkappe, og det faktum at det kun var hendes ben og ikke torso der havde været i kontakt med jorden var hun en kende bedre stillet. Til gengæld havde mørke render indfundet sig omkring hendes øjne til et træt udtryk og svedperler løb overraskende nok nedover hendes ansigt, på trods af kulden havde hun anstrengt sig tilstrækkeligt til at tærret på energidepoterne i den grad, at hun havde anstrengt sig fysisk. Normalt kunne hun tilbringe timevis i sindet på folk, uden de store problemer, men at have Samson med på slæb ville svare til at have bundet adskillige 30 kilos blylodder om livet på en marathon-løber.

Det var intet besvær for Samson at komme fri fra Taras greb, hun holdt dårligt nok fast længere, og kort efter kæmpede hun sig selv på benene, selvom de dirrede under hende. Varmen fra bålet hjalp dog gevaldigt, smart af Samson at tænke så hurtigt.
Elveren sendte ham dog et alvorligt blik, hvis hun skulle være ærlig vidste hun ikke rigtigt hvad hun skulle syntes om denne Tenebris, hun anede ikke hvor hun havde ham og havde haft for lidt kræfter til at finde ud af det, én ting var at bryde ind i et sind, men at bryde ind i en anden bevidsthed, som befandt sig i et sind var krævende, og det krævede at man gik direkte efter målet og Tara havde haft alt andet at tænke på.

"Hvad nu?"

Hendes stemme var hæs, men der var stadigt overraskende meget liv i hendes blik, på trods af at hun dirrede af udmattelse.

Ligesom Tara havde diverse skrupler, så havde Samson ligeså. De kendte ikke Tenebris, og var langt fra sikker på, om de overhovedet kunne regne med ham. Det virkede næsten for godt til at være sandt, altså udover at Samson ville få smæk af Denaro, hvis først han kom til alle artifakterne. Tanken var særdeles skræmmende, og han begyndte næsten at fortryde, at han rent faktisk var gået med til aftalen.
Samson stod blot og så på Denaro gennem bålets flammer, som stadig var så høje, at det dannede en mur mellem dem. De to øjensprækker blev mindre og mindre, som om han forsøgte at afkode Denaros sind. Dog virkede det på ingen måde. Blikket så lige så dødbringende ud, som det gjorde som spekulerende. Hvad nu hvis han faktisk havde planlagt sin egen død? Han var nødt til at have en backup plan, og han behøvede at arbejde på den i flere nætter, det var han klar over. Han ville måske endda blive nødt til at gå til sin far, endnu en gang, for at bede om alt for meget. Alligevel, måtte han vel selv kunne klare det. Hans egen magi var blevet så stærk efter den sidste besættelse af sin fars ånd, at faderen vel knap nok var desto meget stærkere end Samson længere. Sådan ville Samson i al fald gerne tænke, og måske var det også sandt. Dog havde faderen bare en bedre kontrolevne, og dette indrømmede knægten alligevel også over for sig selv... over for sig selv.
Blikket gled langsomt over på Tara, uden at bevæge hovedet, da hun begyndte at tale igen. Blikket fandt dog igen vej tilbage på Denaros krop – gennem ildens flammer.

*Hvad nu...*. Gentog Taras ord inde i Samsons øre.

”Tara.. sig mig engang.. Hvordan ville du reagere, hvis du var Denaro, og vågnede op efter alt dette?” Brummede Samson lavt hæst. Stemmen var sprød, og på sin vis hærget.
Efter et øjebliks tavshed som kun varede i et par sekunder, fortsatte han med at snakke.

”Jeg er ikke i tvivl, jeg ville uden tvivl gå amok.. Med andre ord, vi kan forvente det samme af Denaro. Nu, da han ikke har sin artifakt længere, så kan han umuligt være lige så stærk som før. Spørgsmålet er bare, hvor stærk han endnu er uden den. Om han stadig er en trussel. Vi skal overbevise ham så snart han vågner, selvom vi nok skal regne med at bruge mere energi.. Det har også hele tiden været vores mål at skulle overbevise ham på ny. Genvinde ham. Det er som på ny at få ham over på vores side.” Fortsatte Samson i samme toneleje som før. En smule langsommere dog, da han til og med stadig tænkte som en vanvittig.
Han ville sagtens kunne følge Denaro, hvis han gik amok så snart han vågnede. Han ville uden tvivl bruge de sidste kræfter han havde, for reaktionsmæssigt lignede de nok hinanden meget godt. Denaros nyde side, skulle efter sigende være som Samsons egen bersærkergang, når først nogen får pisset ham af.
En lille brise fik utallige gløder fra det større bål til at stige til vejrs i dette øde område. Natten var så småt ved at indtage, og dette kunne bestemt også mærkes på temperaturen. Duggen havde lagt sig. Et held at de var nået at komme ud af sindet, for ellers kunne det uden tvivl have dræbt Denaro, og det var bestemt ikke dét de var ude i.

Tara skævede ligesom Samson over til Denaros endnu ubevidste krop. Varmen havde været god for ham, for på trods af at han endnu lå på jorden havde han efterhånden taget en normal kulør og ikke længere den blålige tone. Elveren overvejede kort hvad Samson spurgte om, for hende var det svært at sige, hun var på ingen måde som hverken Samson eller Denaro, godt nok havde hun tillagt sig enkle vaner meget lig den store bandeleder, men hendes fordele og ulemper bar nogle helt andre, derfor ville hun aldrig få noget ud af at gå bonsai, hvis hun havde været igennem det samme som Denaro havde. Hvis hun var i hans sko krævede en 'hævn' snilde, tålmodighed og ro, hvorimod både Samson og Denaro kunne udslette hende på stedet, hvis de kunne fange hende.

Så trak hun langsomt på skuldrene og vendte de honningbrune øjne imod Samson.

"Jeg ved det ikke..."

Startede hun tøvende og trak kappen tættere omkring sig, en dundrende hovedpine optog de fleste af hendes tanker, faktisk kunne hun godt bare bruge et langt varmt bad nu, og så direkte i seng, men der var langt hjem fra hvor de stod. Så fortsatte hun.

"Hvis jeg skal være helt ærlig, ved jeg ikke engang om det er Denaro der vågner op. Ikke den Denaro vi kender til i hvert fald. Nogle af de træk der følger med den ønskede opførsel er slet ikke til at genkende hos ham, hvis han skal holdes i kort snor og så længe Tenebris ingen magt har er jeg nødt til at have en ugentlig session med ham. Det er intet problem nu, det kan gøres mens han sover, såfremt han bliver på borgen!"

Sagde hun så, og kneb så øjnene let sammen imod Samson, hun havde ingen idé om Denaros styrke når han først vågnede, eller om den tillid og troskab til Samson, som hun havde plantet i ham ville spire, eller dø ud med tiden, det var ligeledes op til Samson og hans opførsel overfor den rødhårede mand.

Samsons blik hvilede på Denaro gennem de høje flammer. Der var ingen grund til at gå nærmere end nødvendigt.

"Ud fra hvad jeg tidligere har hørt om Denaro, så skulle han være.. ukontrolleret når først det løber løbsk. Det er nødvendigt at være forberedt på det værste." Brummede Samson, uden at se over på Tara.

Flammerne tog engang imellem lige en "impulsiv" vandret retning, sådan så Denaros krop også fik varme fra siderne, og ikke kun fra fronten.
De måtte snart have ham hjem på Borgen. Han vidste at Tara var udmattet, og det var ganske forståeligt. Ham selv, jo han kunne jo også godt bruge en god nats hvile.

"Ham her, vil blive livsfarlig når først han kommer til fuld magt. Jeg har endnu ikke helt fundet ud af, om det nu også er sådan en god idé. Et par stykker, burde være nok?" Samson lød spørgende, men egentlig ville han ikke have svar på sit spørgsmål - et retorisk et af slagsen.

Tara trak på skuldrene og tog endnu et skridt imod bålet, varmen var så voldsom at det fik huden i ansigtet til at stikke, men elveren var blevet så gennemkold, at hun ikke tog skade af det, tværtimod varmede det godt, bare midlertidigt i hvert fald.

"Du skal være forberedt på det værste, jeg har set hvad Denaro har gjort før i tiden, det er ikke småting! Pas på at dine flammer ikke vokser dig over hovedet Samson!"

Advarede hun seriøst imod den store bandeleder, Tara havde ikke i sinde at kommandere rundt med ham, men hun vidste hvad hun snakkede om, og det var nødvendigt at fortælle Samson sandheden inden tanken om hans ultimative våben steg ham over hovedet.
Elveren vendte stift blikket imod den sorthårede mand og hævede så det ene øjenbryn med en skeptisk mine.

"Derfor forventer jeg også du er opmærksom Samson! Denaro er ikke dum, hvis han virkelig bruger hovedet kan han nok regne ud at jeg har været indblandet på en eller anden måde. Hvis det endelig lykkedes ham at ræsonnere sig frem til at jeg har rodet i hans hoved er jeg død, og dit liv afhænger umiddelbart af mig!"

Elveren stirrede dødalvorligt på Samson, det lange røde hår blev hidsigt pisket op ad blæsten, man kunne ikke være for forsigtig, så at Samson var opmærksom på Tara faktisk var i live af og til var nok meget godt.
Bag dem landede Taras store hvide ørn, dens kølige blå øjne stirrede interesseret imod scenariet, og elveren begyndte langsomt at gå imod dyret. Hun var træt og havde i dén grad for sin varme store seng, Samson måtte stå for at få Denaro hjem, det måtte være alle andre end hendes ansvar.

Samson så alvorligt mod Tara. Han hævede let de to øjenbryn, som for at sige, at han udemærket godt var klar over, hvilken situation de befandt sig i. Et mindre smil tonede sig frem på hans læber. Et smil, der alligevel var så alvorligt, og som alligevel sagde, at det hele nok skulle gå.
Han overvejede kort at lade sig befale Tara til at blive, men hun var udmattet, og hun ville højst sandsynligt skvatte om hvis hun forsøgte sig meget mere med sine mentalist-evner. Han kastede blikket tilbage på Denaro, og lod sig nærme ham.
Han skulle vågne op et sted, hvor han intet kunne smadre. Sådan et sted, havde han sat nogen af tjenestefolkene til opgave, at få fremskaffet inde på Borgen.
Tanken om at lade Brutus bære ham, kunne ikke komme på tale. Det var for riskikabelt at lade ham bære den sovende, i tilfælde af at han skulle vågne op og dræbe ham.
Han tog faste skridt over mod Denaro, og stod et øjeblik ved siden af ham. Med et fast greb, tog han ham over sin skulder. Denaro var overhovedet ikke tung, det var intet i forhold til hvad Samson ellers kunne løfte.
Han begyndte at gå mod Borgen, hvor der ventede ham et rum, tilsyneladende almindelig, bortset fra alt den magi som er blevet kastet på stedet, men som ikke skulle være til at spore.