Maji gik sjældent selv ind i kampen. Han var som skakbrættets konge, som altid stod tilbage og betragtede kampen, mens han selv undgik en direkte konfrontation. Foran ham stod nu Samsons og Rex, tårnet der kunne bryde alt ned på sin vej og bonden der stod beskyttende foran og på muren var hans både springer og løber placeret. Kanismo og Taylor.

Maji drejede blikket op på Taylor, som hvis lod til at have fået sig nogle problemer med den brutaltudseendet fyr, men det var der jo råd for. hans lille springer skulle ikke falde endnu. Hurtigt blev armen hævet mod Taylor inden magien boblede gennem hans krop.
Det næste øjeblik ville kraften skyde gennem Taylors krop og give ham den kraft han skulle bruge for at slynge den barbar væk.
Et smil gled over Majis læber. Gad vide hvor lang tid det ville tage barbarene at indse effekten af hans magi? Hvad ville de gøre når de fandt ud af at selv folk som ham kunne få givet styrken til at gå ind nærkamp med dem?

At samson igen blev angrebet gjorde han dog intet ved. Han havde allerede åbnet så den i forvejen stærke fyr skulle kunne slynge den fyr væk inden han nåede hen til dem.
Maji var trodsalt yderst selvsikker når det gjald hans egne evner, men skulle det ske at Samson valgte at undvige, så ville fyrens bane bringe Maji i farezonen.

Samson ignorerede Katahs bemærkning. Det eneste han ville kunne få ud af at svare tilbage, ville sikkert være en omgang hån, og måske skade fra Tarraks side, hvis han ikke var koncentreret. Desuden, var for meget snak ikke så godt i længden. Kun lige så den kunne provokere nok, og gik ind og frustrerede modstanderen.
Han så kort ned på Rex, og et selvsikkert smil kom frem på Samsons læber. De isnende lyse øjne blev atter rettet mod Tarrak, som pludselig kom farende mod ham og Rex.

"Lige nu, ser det ud til at det er fint at du er et sværd.. Så længe du skærer igennem ham!"
Jorden rystede under dem, da Tarrak sådan løb. Samson mærkede hvordan Maji's magi boblede inde i ham, og satte -overraskende nok, af mod Tarrak. Han havde Rex rettet lige mod Tarrak, som vidst ikke så ud til at kende til Rex' evner - ikke at Samson selv specielt heller gjorde det, men der var ikke noget der holdt ham tilbage inde i hverken hans hjerne, eller krop. Samson blev godt nok skubbet noget tilbage, og hans fødder skrabede lidt henover jorden, under sammenstøddet med den nogen og 400 kg mand.
Disse folk, kunne åbenbart ikke se, hvorfor han havde valgt at opbygge en bande. Det hele drejede sig simpelthen om evner. Evner gjorde folket stærke, og når hver en borger, til gennemsnit havde ca. to evner hver for sig, så var det meget bedre, at kunne slå sig sammen med andre, og på den måde øge styrken. Samson var stærk af sig alene ja, men man kunne ikke blive for stærk af sig.

"Du spilder din tid.." brummede Samson og så op på Tarrak med et lille hovent smil.



Bag denne borg, inde for borgmuren, dukkede en stor sort tyr op med det vildeste blik i al den tid som Samson havde haft ham. Den kiggede på alt det ødelagte, og så videre hen på fjenderne der var brudt ind. Samson havde åbenbart ikke helt kontrol over al det magi der var på spil, og da der var en magisk kraft bundet sammen med ham og tyren, var den blevet påvirket af Samsons raseri, og var her smidtet af på den. Al magien gik gennem brændemærket, som tyren også bar. Det var et meget gammelt brændemærke, da Samson havde haft ham lige fra barn. Det var altså ikke en almindelig tyr, da tyre normalt ikke lever så længe, og Samson havde haft ham lige så længe som han kunne huske. Samson havde dog aldrig nogen sinde fundet ud af, hvilken slags tyr Brutus var, men han havde nu heller ikke haft så meget interesse for at finde ud af det, da tyren bare skulle kunne bruges til Samsons formål.
Brutus udstødte et gavaldigt brøl, og skrabede vildt i jorden.
Brutus var vældig muskuløs af bygning. Hans pels var kulsort, og havde blodrøde øjne, og også en anelse større end af almindelige størrelse's tyre.


Samson så ud i øjenkrogen hen på Brutus, som havde sytråd syet ind i huden, eftersom at Rex havde haft en lille nærkamp med den tyr. Han bed sig selv i læben, men så tilbage på Tarrak, for ikke at miste koncentrationen.
Samson prøvede gevaldigt at få kommunikeret med Brutus. Den skulle til at gå frem, men Samson ville have at den skulle forsvinde helt fra stedet. Men med al denne magi på spil, stod tyren simpelthen stille, og stod blot og stagede i luften.

((Taylor er ikke lige online pt. Men tror, at hun snart kommer tilbage..))

((Vil lige nævne at jeg ska ud af døren lidt i syv, så der ska til at ske noget rimelig snart))

((Jeg har på fornemmelsen at denne tråd kan vare ved nogle dage oO"))

(( Bare skriv videre til det blir min tur, og så frys den... eller hva det nu hedder.. ^^ ))

( Det er også en stor tråd at begynde her i eksamens perioden, op til sommerferien. Den bliver jo aldrig færdig

EDIT: Husk at passe på med powerplay? Der er TO admins i den her tråd, så det er et meget dårligt tidspunkt at vælge at powerplaye xD ... You have been warned .. may de' force be with u )

Rex hævede et øjnbryn da sværd-bladet imod angriberen. Han sukkede og lod noget elektrisk energi glide henover sværdbladet. Han var ikke sikker på om han ville ramme angriberen, men uanset hvad, så vidste idioten vist ikke at Rex' våbenform kunne skære igennem alt og alle. Han smilte. Glæden ved at være uovervindelig. tænkte han og lod tungen glide henover læberne.

Tavsheden der var inde i hans hoved, opslugte ham indefra. Han kløede sig i nakke og gabte opgivende. Det var egentlig dejligt ikke at skulle gøre noget når man angreb. Hvis han ramte Tarrak, så ville han sende et voldsomt elektrisk stød igennem hans krop. Det var den sjov han selv kunne have.

Tarraks skulder kolliderede hårdt imod Samson, men overraskende nok formåede denne miding at stå tilbage for Tarraks udfald og kun blive skubet lidt tilbage. Tarrak kunne ikke fatte det. Han så ned af sig selv og så en lang flænge i hans højre side, lavet af sværdet Rex der havde skåret ham ved sammenstødet, strømmen der havde kørt igennem Tarrak var dog ikke noget han havde mærket, Adrenalinen og kolisionen havde forbavset ham, men kun så det vækkede endnu mere vrede.

Tarrak brølede af rasseri, som hans arm blev forvandlet til en sylespids pig. Han satte frem mod Samson igen og forsøgte at gennembore hans skulder med armen. Tarrak så rødt af vrede, INGEN havde formået at gøre skade på hans krop i metal formen, ikke før nu, dog voksede såret sammen lige efter angrebet, men allerede kunne Tarrak mærke anstrengelserne og hans vejrtrækning blev tungere og mere desperat, det krævede meget at bevæge hans tunge krop, som var som en stor rustning.

Han lagde ikke mærke til tingende omkring ham men kun Samson. Han fokuserede heller ikke på Rex, Samsons våben, da han altid havde lært at gå et skridt fremad og ingen tilbage, slå istedenfor at parere. Han var derfor helt åben for angreb.

Katah bemærkede ikke bueskytten, først da hans anden pil fløj lige forbi hendes ene lægmuskel og dannede et dybt sår der hurtigt begyndte at bløde, en tyk lind strøm af blod løb roligt ned ad benet på hende, pilen i skulderen var begyndt at irritere hende, og hun flåede den ud med et brøl. "Forbandede bueskytte!" mumlede hun irriteret for sig selv idet hun fik øje på tyren. "Tarrak, der er satanen!" sagde hun med et grin, og satte i løb mod den store tyr, og da hun kun var tyve meter fra den kastede hun med alle kræfter spydet mod dens side. Hun manglede hun kun at den gik til angreb på hende, så ville hun have den store tyr i sin hule hånd. Hun vendte sig kort mod bueskyten, og sendte en upræcis ildkugle mod ham, men nu handlede det om trofæet.

Hun stillede sig lidt ned i knæ for at blive et mindre mål, men også for at tirre den store tyr

En brølen fangede hans ører, ''jahh....så er hun sur....godt klaret Kanismo....'' kom det tavt fra ham mens han gav sig et enkelt klap på skulderen, han så hen mod tyren som de stod i åbningen, det da en fin en et vendligt smil kom frem på ham og først da en ildkugle kom farende lige foran næsen kom han til sig selv, ''HVA F**DEN ER MENINGEN!!!'' råbte han arrigt imod Katah og forsvandt igen.
Han listede sig roligt frem i sin viden om at ingen kunne se ham, han nærmede sig Katah, og lagde mærke til at fyren der lige var slynget ind i muren var helt kvæstet, og en størrer stålmand der var skåret i? hold da op....efter dette trænger jeg til en øl....
10m fra Katah trak han sit sværd frem, lavede en klon af sig selv, kom til syne og stormede med klonen mod Katah, Han med sværdet langs hendes ryg(?) og klonen med sit sværd langs hendes underliv(?)
hvis dette lykkedes ville hun havde nogle skrammer der ikke var til at spøge med, både foran og bagved.

Arkk blev stoppet i sine fodspor, 10 meter fra Taylor der nu holdt ham fast i tågen.
Tågen omsluttede Arkk, og trods store anstrengelser kunne han ikke slå skyen eller slippe fra den. Han slog og brølede, men jo mere han prøvede at komme fri, desto mere omsluttede tågen ham og han kunne knapt få luft.
Panikken bredte sig i hans sind, men med det kom også vreden!
Ukontrollerbar rå bestialsk vrede!
Al sund fornuft og selvstændig tankegang slog fra, og tilbage var kun det blodtørstige og absolut rasende dyriske i Arkk.
I takt med tågen omsluttede ham, mørknedes hele himlen, og for hvert brøl Arkk udbrød, tordnede himlen som var den Arkk selv.

Arkk blottede sine tænder og skreg af sine lungers fulde kraft mod himlen, og himlen svarede ham.
Lynene skød ned i alle retninger, og kaosen var total.
Igen gik det værst ud over borgen, der pga. sin størrelse tog en del af slagene, og blev flænset flere steder. Tarrak blev blæst omkuld da et af lynene slog ned for foden af ham, men skade forvoldte det ikke.
Ét lyn slog ned uhyggeligt tæt på Taylor, der mistede koncentrationen det korte sekund det tog for Arkk at kunne se en smule ud.
I hans dyriske desperation så han ud, og så Maji i baggrunden og Kanismo's klon der angreb Katah.

I en stor kraftanstrengelse rakte han hænderne ud, og skød to lyn i retning af de to fjender inden han blev hevet ind i tågen igen.
Det ene hvislede tværs over borgpladsen og i fald det ramte, ville det ramme klonen lige i ryggen og sende ham på en flyvetur (?).
Det andet borede sig igennem luften og ramte hvor Maji stod og trak i snorene (?).

((Og nu er det Maji's tur, men han får ikke skrevet i dag, da jeg ved at hans net på skolen går kl. 22 ca.

Om ikke andet er den nye rækkefølge således:
Tarrak
Katah
Kanismo
Arkk
Maji
Samson
Taylor
Rex ))

Han kunne høre Taylors ønske om selvstændighed og trak sin kraft tilbage. Hvis hans springer ikke ville have hjælp, så var der intet at gøre ved det.
Blikket gled hurtigt rundt over kamppladsen i et forsøg på at holde øje med alt hvad der skete, men der var noget der tiltrak hans opmærksomheden. Kvinden lod til at være den eneste af de indtrængende, som egentlig kunne bare en nogenlunde kontrol over sig selv, hvilket i hans øjne gjorde hende til den farligste af dem.
Hendes udfald mod tyren fik ham hurtigt til at føre armen frem mod den vældige tyr inden hans barriere skød op fra jorden og rundt om det brutale væsen. Tyren lod åbenbart til at være vigtigere end selve kampen for kvinden, så det måtte åbenbart være en vigtig brik i deres spil.

Det elektriske udfald kom som et chok og han opdagede intet før den voldsomme kraft sog direkte ind i brystet på ham og sendte ham flyvende afsted ind mod muren bag ham.
Kroppen rystede efter slaget og Maji blev siddende et øjeblik før han igen fik kontrol over kroppen og kæmpede sig op med muren som sin støtte.
Sværdet var som klistret til hans hånd og selv med sammenstødet med muren havde grebet ikke løsnet sig.

Samson hørte kvinden Katah råbe. Hun havde tydeligvis fået øje på Brutus, hvilket var det som Samson nok mest frygtede. Mens han stod op af Tarrak, og mærkede hvordan hans skulder kollidrerede hårdt mod Samson, så så han alligevel ud af øjenkrogen og hen på Brutus. Han forsøgte gennem magien, at tvinge tyren væk, men han kunne ikke. For første gang, så kunne han ikke. Han plejede at have styr på denne tyr, og det foruroligede ham gevaldigt. Han vidste at han havde påvirket Brutus' humør med sit eget, og for dernæst ikke at se på, at Samson allerede havde meget magi på spil.
Samson så hvordan Katah farede mod Brutus, og i et forsøg på at få hende til at gå væk var, at omdanne tyren til en magnet i et øjeblik. En magnet i forhold til Katah, hvor begge var nordpoler, og dette ville så resultere i, at Katah blev kastet tilbage, hvis hun ikke havde en rigtig god løsning mod dette.

*Tag dig af ham Maji!* tænkte Samson, som virkelig havde sin tyr kær. Mens han prøvede at beskytte Brutus, mærkede han hvordan hans skulder pludselig begyndte at bløde. Samson så op på Tarrak, og gled lidt tilbage hen af jorden, så alle de små jordklumber blev skrabet med op på overfladen, og løsrevet for den ellers hårdtrampede jord. Det varme blod løb nedover Samsons skulder, og Samson så op på Tarrak, med et gennemborende blik. Små flammer kom op omkring det som havde trukket sig ind i skulderen på ham. Han trak vejret som et dyr. Det var så tungt. Det kom som en overraskelse for ham, det kunne man tydeligt se. Dog hjalp det ikke det mindste på hans humør - tværtimod. Han lod våbenet blive skubbet ud ved hjælp af magnetismen, og han mærkede hvordan dette blot førte til yderligere med blod.
Samson hvæste.. Han havde oplevet denne smærte før. Han lod skulderen fortsat stå i brand, der hvor såret var. Det hjalp en smule på det hele, men det var ikke meget han kunne bevæge den.

"ARGH!" brølede han i bar vrede. Brutus reagerede på dette brøl med et tilsvarende. Samson svingede Rex mod Tarrak's side i fuld kraft, og for at klingen ikke skulle være alt for venlig, tilsatte han lidt ild. Han sørgede dog for, at ilden ikke ville skade Rex selv.

( Alle (()) beskeder bliver snart slettet ... x.x De fylder. I må skrive sammen over PM eller msn )

Rex stirrede på Samson med et forvirret blik. Han var kommet til skade. Kunne han forsat kæmpe? Tydeligvis.
"Samson! Du skal ikke presse dig selv for hårdt." lød det fra sværdet. Et eller andet sted var han ligeglad med Samson, og så alligevel ...? Idioten skulle jo ikke gå hen og dø!
Rex sank en klump og sværdet lyste op, imens Samson svingede ham imod Tarrak. Sværdet blev et par centimeter større på hver led. Rex brugte sin magi til at fordoble Samsons fysiske styrke. Sværdet slog gnister imens det fløj igennem luften. Rex betragtede blot slogskampen fra sin ikke-eksisterende verden/vinkel. Han lod tungen glide henover læberne og sank en klump. Han kunne ikke gøre mere for Samson nu. I hvert fald ikke som det så ud nu. Han ville under ingen omstændigheder lade Samson komme til skade igen. Det var han i hvert fald sikker på.

( Samson og jeg bytter måske plads i rækkefølgen. Så ved I det :3 )

Tarrak smilede sejrrigt da han så hvordan hans arm borede sig ind i Samsons skulder. Han fnøs overlegent, denne Samson kunne bløde, og dermed også dø, det udelukkede rygtet om at han var udødelig, Pragtfuldt! Han så imod tyren med et jublende blik, trufæet var indenfor rækkevidte, nu skulle han vel bare holde denne orn i skak! Han skimtede også kort til Arkk med et smil på læben, HAH, Tarrak var ifølge ham selv en langt bedre kriger end Arkk som ellers altid har været den alle så op til, men nu var Tarrak overlegen og dermed den der fortjente størst hæder for denne sejr de snart havde opnået! " Fang den!" Råbte Tarrak til Katah med en anstengt stemme, da han holdte fokus på den anstrenge krop der var begyndt at føles ulideligt, hans krop var meget afkraftende at bevæge.

Han så hvordan Samson trak dette magiske sværd tilbage før at han svang det imod Tarrak, hvis krop var fyldt med adrenalin og kampiver. Han havde denne gang regnet sværdets kraft ud da det første slag nok ville efterlade Tarrak et sår når først han da transformerede sig tilbage, og dermed var det ikke en fejltagelse han ville begå igen. Han udbrød i et vredesråb og svang hans sylespidse arm imod Samson, Denne gang gjorde han dog noget uventet. Pludselig skød hans arm små, spidse metal nåle imod Samsons brystkasse, hans arm blev dog mindre af dette.

Han skreg højlydt da Rex huggede ind i det ellers ubrydelige metal og skar halvt igennem Tarraks krop, dog uden at han faldte sammen, metalet var solidt og hans organer ligeså lavet af hjern men fungerede dog stadig intakt. Han mærkede chokket ved elektrisiteten der skød igennem ham, og varmen fra klingen der brændte indeni ham. Hans pisk farede op i de samme sekunder som Samson gjorde sit udfald og Tarrak gjorde sit, og forsøgte at slynge sig rundt om Samsons ben og nådesløs flænse det, da den trak sig tilbage hvis udfaldet da lykkedes.

Shrade havde været inde på borgen længe. Han havde fortvivlet siddet lænet ind over en bog, mens han forsøgte ihærdigt at identificere de forskellige bogstavers rækkefølger som ord. Dette var dog sværere end man umiddelbart lige skulle tro, og til sidst var han blevet nød til at få noget mad og noget søvn. Alligevel havde han været der inde i flere dage, da han til sidst besluttede sig for at han havde brug for at komme udenfor. På den relativt lange strækning af tid, havde han fået læst halvanden side, men han var ikke tilfreds. Hans lunge havde værket mere end den plejede, og hans åndedræt var tilsvarende tungere. De blytunge udåndinger lavede en væssende lyd, så han lød hovedsageligt som en dysfunktionel respirator.
Han havde hørt lyden af skrig, hvilken slags skrig havde han dog svært ved at bedømme, og da han endelig kom langt nok ud til at kunne se hvad der foregik, blev han da oprigtigt talt også overrasket. Det lignede jo en kamp. En kamp, der fandt sted lige foran bandens borg. En uhørt ting, der bestemt ikke kunne finde sted mens Samson var tilstedeværende. Han kiggede på de forskellige personer, og jo, Samson var der i hvert fald. Ikke nok med det, det så også ud til at han var blevet skadet. Endnu en ting Shrade aldrig troede han skulle se.
Han havde dog ikke desto mindre svært ved at få det hele til at passe sammen, og sagde så langsomt, selvom folk meget muligt ikke ville høre ham. ”Hvad foregår der her?”
Han bemærkede personen, der tilsyneladende så ud til at kæmpe mod Samson. En mand, lavet af jern? Den var nu ny…
((Undskyld forsinkelsen ^^’ Hvis min indblanding ikke er passende, så bare sig til, og jeg fjerner mit indlæg igen.))

Idet Kanismo svingede sværet mod hendes ryg blev hun ligeså slynget tilbage af Samsons magenetiske kræft, hvilket førte til en lang flænge langs rygsøjlen, og at hun blev kastet bagud og landede tungt på ryggen på jorden med et højt tungt gisp. Hun rejste sig, denne gang mere afkræftet, de var åbentbart mere stædige end resten af riget. Hun tog en dyb indånding og så rundt, en mere, de havde tilsyneladene ikke nogen ære i livet.
Katah vendte det stålgrå blik mod Maji, han var tilsyneladene en kilde til deres energi, derefter vendte hun hurtigt blikket mod Kanismo, hun skulle gøre det af med dem begge før hun kunne få fat i sejerstrofet, nemlig tyren.

I arrigskab farrede hun frem mod Kansmo, der var vel ikke andet at gøre end bare at tage dem en efter en. Hun stirrede koncentreret på hans sværd for at få metallet til at gløde mellem hans hænder, før hun var helt tæt på og sprang på ham, mens hendes stærke hænder omsluttede hans hals i en kvælning, mens hun uden problemer løftede ham fra jorden(?)
"Hvis du bare lægger dig nu, kan du slippe me livet i behold mide!" hvæsede hun koldt, mens hendes blik hvilede på hendes næste offer, nemlig Maji.
Hun kunne mærke hvordan blodet løb ned af ryggen på hende, ikke fordi såret blødte voldsomt, men det gjorde ondt, og gav hende et adrenalinkick uden lige

Sværdet var plaseret perfekt i ryggen hvis ikke det lige skete at Katah røg i hovedet på ham lige præcis det øjeblik han var bag hende, han fløj med hende et par meter og landte blødt på maven. Det ville havde været en bedre oplevelse for ham hvis det ikke lige var fordi at Katah med sin større vægt landte lige pladask oven på ham, hvilket resulterede til to brækkede riben og et ordenligt slag i ryggen og lungerne. Stædigt trak han vejret og åndede lettet da Katah rejste sig, hvorefter han hurtigt rullede til siden og rejste sig hurtigt op. enkelte blod dråber faldt ned på jorden fra et sår en af hans pile havde lavet i venstre håndflade fra den korterer flyvetur.
Sværdet lå et par meter væk fra ham. Kanismo kom hurtigt derhen og i bedste rulle stil fik han det op i højre hånd, ''auch!!!'' han slap hurtigt grebet om det da det var glødene på skarftet. F**DENS K**LING

Kanismo nåede ikke at reagere da Katah omsluttede sine hænder om hans hals, forsvarende prøvede han at nå hendes hals for at kvæle hende lige ledes. Hænderne strejfede kun lige Katah's hals, hvorefter han klemte om Katah's hænder i et panisk forsøg på bare at gøre noget.
''Hvo...dan...skal...jehh...g....lægg...e....mi...g...her....'' kom det i svage toner gispende fra ham, han var fanget her, han kunne ikke kopiere sig selv nu da han for det første ikke kunne få vejret ordenligt, og for det andet grævede det noget energi som han sku bruge for at holde sig i live med nu.

Sølvdjalen dykkede fra sin position fra luften og fløj langs borgens vægge ned og forbi ingangen hvor Shade stod og videre hen mod Katah som stod med Kanismo i sin hule hånd.
Da den var tre meter fra hende skreg den højt og flåede med kløerne katah's ryg(?) og fløj derefter op mod skyerne igen.

Arkk vred og brølede stadig arrigt, stadig omsluttet af denne uhumske tåge. I et øjeblik syntes det hele at sætte ned i tempo. Hans bevægelser blev langsommere.. hans vejrtrækning rolig.. hans hjerte slog i dæmpet fart..
I tågen materialiserede sig hovedet af en slange der stirrede ondt på Arkk, og spurgte den store kriger om han var klar til at dø.
Den frygtindgydende slange nærmede sig, og var nu faretruende tæt på halsen af Arkk, men Arkk fortrak ikke en mine.
Hverken frygt, vrede eller nogen følelse var at se på hans hærdede ansigt.

Var det nu han skulle dø? Uden at genvinde sin ære, fordømt til en død ude af stand til at møde sine forfædre i det hinsides......
Pludselig drejede Arkk hovedet hastigt, og stirrede intenst lige tilbage på slangen og sagde vredt: "Nej! Jeg dør ikke i dag! Jeg dør ikke før mine forfædre ser mig værdig til deres rækker din modbydelige kujon!"
Tiden begyndte at sætte farten op igen. Arkk's vejtrækning (eller forsøg på vejrtrækning) blev hurtigere, og hans hjerte begyndte at hamre intenst i hans brystkasse som tusinde hamre der banker på jernet i smedjen!

Arkk skreg og råbte af raseri og vrede mod slangen... mod tågen.. mod Taylor! I takt med Arkk's råb, vred og drejede skyerne sig i himlen, men denne gang var det kun lige over Arkk og Taylor. Skyerne buldrede og bragede ovenover, indtil de tilsidst et splitsekund tiede, kun for at hagle lyn ned!
Som Arkk's vrede var koncentreret, lige så var lynene der regnede ned over Taylor og tågen. Ét lyn... to lyn.. tre lyn... fire.. fem... osv. Det regnede mildest talt med lyn, og de slog ned hver gang Arkk brølede sit had og vrede ud!
Lynene ramlede ned og sprang jorden op hvorend de ramte, og ud af de mange lyn var det en del der hvirvlede tågen bort(?), og kraftownede (selvopfundne ord er awesome! \o/) Taylor hvor han stod(?).

Arkk var træt af feje tricks og tøsede beskyttelsesmagier, men hvis det var med DEN på, så ville han slå dem i deres eget spil. De sidste tre lyn borede og slangede sig igennem himlen mod Arkk, men stoppede ved ham og formede en kuppel der lyste og knitrede med blændende kraft!
Forpustet forsøgte han at løsrive sig fra den genstridige tåge, og løbe hen mod Tarrak(?).