"Der er ingen skadestuer heeer.." piver han.
"Min arm er død for altid.. Chiaki gjorde gipsen våd.. så den kan ik heale mere... den er væk.. og mine ben... men... men..." han begynder at småhulke igen...

han kommer så i tanke om noget..
"ehm... der er et H-hus eller man kunne også finde de magiske kilder... de pleger at kune være gode til at heale sår og sådan" svare han roligt men virker stadig en smule nervøst..
den kvinde kigger lidt meget på mig... skræmmende tænker han lidt bange.

Hendes øjne lyser op.
"Vil du være sød at vise mig frem til en af disse killer? Min bror har virkelig brug for hjælp. Jeg betaler dig gerne for din hjælp."
Hun ser bedende på ham og så på Metzu
"Sluder skat, det er ikk ovre endnu.. Du ved jeg kæmper til det sidste og jeg er først lige begyndt"
Hun kysser ham på panden og smiler.

(Frys)

han bakker lidt bagud...
"ehm... ehm.. jeg ved ikke hvor de der kilder ligger har kun hørt om dem... og nu må i ikke hade mig, men jeg skal smutte nu" siger han en smule nervøst og retter på sin hætte igen og vender sig så om, han er godt nok ved at falde på vejen væk... men han forsvinder så fra stedet.

((eeeøøøh o.o tror det her frys er gået i stykker... xD alle er væk O_O på mystisk vis nu xD))

Yig kommer gående, hun er vidst faret vild.
Hun ved ivertfald ikke hvor hun er.
Et forviret blik sender hun rundt og ser en masse smadrede hødukker.
Ying væmmes ved synet, godt nok er det kun dukker, men hvad har dem der har ødelagt dem tænkt?
Hun plukker et strå fra græsset, og begynder at 'sy' en rift i en dukkes arm sammen igen.

yang kommer gående ind i arenaen. i modsætning til ying er hun ikke faret vild-tværtimod. hun skal have trænet sine evner...
hun kigger rundt i arenaen, og smiler ved synet. vinden får hendes i forvejen korte nederdel til at blæse yderligere op. hun dækker den forsigtigt, og vender igen blikket op.
først nu bemærker hun ying. på lang afstand kan hun se det er ying. dog er der... noget anderledes over hende? som om gløden er gået af hende. ying havde altid været smuk som en blomst, men nu var det som om kronbladene på blomsten var faldet af.
så falder Yangs blik på hendes søsters skulder. hun gisper, og blinker forvirret, inden hun med en voldsom hast styrter hen til ying, og griber fat i hende.

"HVAD HAR DU GANG I YING!?" siger hun rasende, og peger på samsons brændemærke..
at ying kunne finde på dette, sælge sin sjæl til noget der var så tæt på djævelen, det havde hun nu aldrig troet.
og nu var hun rasende. ikke på ying, men på samson.
mere end noget andet ønskede hun nu at træne sig selv og sine evner. det var på tide, at det her stoppede..

Yng sidder sille om nynner for sig selv, det altid glade smil er stadig på hende læber.
Og ja gløden er forsvundet fra den lille mælkebøtte der stå ude i vejkanten. Men ikke begrund af Samson, men af Ahillius.
Achillius, den person i verden Ying har holdt mest af, og så opdager hun at han ingen følelser har får hende.
hun stryger en tot hår om bag sit øre, og aer blidt nedd over dukkens arm.
Hun binder knude på strået og klaper blidt på syningen.
Da lyden af Yangs stemme høres af Ying, begynder ordne HVAD HAR DU GANG I YING!? at runge inde i hendes hoved.
Hun drejer langsomt hovedet, det er længe siden hun har set Yang, og hun ser være ud end nogen sinde. Blod over alt, og ødelagdt tøj.
Selv er Ying heller ikke klæd i de fineste klæder, bare en underkjol, en lang nederdel over og en lille rød vest.
"Tænk en gang på hvis du var blevet skabt til bare at blive tæsket uden at kunne gøre modstand" siger Ying og aer dukkens hoved.

"hvem siger jeg ikke er det" svarer hun, drejer om på hælen, og begynder at gå derfra, irreterret over, at ying ingorerer hendes spørgsmål på den måde..

"du har altid været den mest heldige af os. jeg ville give HVAD SOM HELST, for at leve dit liv, bare i en dag" siger hun stille, og løber derfra i form af en ulv..

//out

Horve høres et sted længere væk. Det var horve der ramte jorden i et hurtigt tempo, hvilket var et tegn på at et større dyr, var oppe i fart.
Han kunne godt mærke at der var to af hans slaver nær ham, og det ville de nok også helt sikkert kunne mærke, bare i deres brændemærker.
Samsons tyr, Brutus, der var i fuld hast mod hørdukkerne.
Samson sad på dens ryg, hans ansigtsudtryk var køligt, mens han havde rettet sit blik lige frem.
Et lille lumsk smil bredte sig over hans læber, da de nærmede sig en af hørdukkerne, og tyren bøjede sit store tykke hoved lidt ned, og havde sine horn i fronten - direkte mod den ene hørdukke.
Tyren prustede lidt, mens dens røde øjne var rettet fremad.
Samson hamrede den lidt i siden med begge sine ben, og det fik den til at løbe endnu hurtigere, ligeindtil.. PUUUF!!! Hø udover det hele.
Tyren havde løbet direkte ind i hørdukken, og den løb nu i en halv cirkel, og stoppede op længere henne, da der lige skulle tages fart af.
Samson hoppede af ham, og gik mod hørdukken. Han bøjede sig ned og roddede lidt rundt i høet fra dukken.

Ying sidder og synger for dukken, mens hun aer den.
Hvor er det syndt for en tænker hun og plukker et nyt strå. og syr endnu en rift.

(undskyld kort inlæg, men nettet hos mig blive slukket om 1 min.)

((Frys))

Samson skæver over mod Ying, inden han får et lille grumt smil over sine læber. Han sætter i spring mod sin tyr, som han ellers lige havde steget af, men kommer så op på dens ryg igen, inden han sætter farten over mod Ying. Han griber ud efter hende - i hendes tøj, og får fat. Han svinger hende op foran sig, så hun også sidder på tyren.
Han slår hende oveni hovedet med en knytnæve, så hun besvimer.
Samson bøjer sig forover, så hun ikke falder ned fra tyren, inden han sætter tyren igang igen, med kursen rettet mod hans hus.

//out.. har fået lov..

Der var mørkere end jeg havde troet, men måske er aftentræning ikke på programmet. Jeg tager en hånd op foran øjnene og spejder rundt, forsigtig hvor jeg sætter fødderne. I det samme trænder lamperne rundt omkring, og jeg kniber øjnene sammen, der lige havde vendet sig til mørket. Midten, jeg står i midten af pladsen, omringet af lamperne og de forskellige trænings ting.
Hvad laver jeg her? spørg jeg mig selv, og drejer rundt. Følelsen af ikke at kunne gøre noget? tomheden? Jeg sparker til en sten og ser op, mærker en pludselig flovhed skylle over mig og jeg sukker let.
Jeg kunne fægte som lille, men det er mange år siden jeg overhoved har holdt et sværd i hånden. Men det er da en start?
Jeg ser mig om efter et sværd, og en partner. Men det er kun sværdet jeg finder, og roligt går jeg hen mod de mange sværd, der er stablet op. Jeg lader en finger glide hen over dem og vælger et, der er rimlig kort. Det prikker let i mine fingre, og jeg fryder mig kort da jeg tager sværdet. Med små sving ser jeg rundt efter en brugbar modstander.

( Ny dimmer.. den er floot.. =D meget jane agtig 8D )

Meg er på vej ind til byen, eller bare hjem så hun kan overfalde Jane. Gud hvor har hun savet hende. Savnet er som en klump ved tanken om jane og huset og bare at være hjemme. Vejen drejer og Meg stanser lidt, savnet har givet hende modet og hun skyder genven gennem trænings pladsen. Allerede på lang afstand kan hun se at der er lys, og hun rynker brynene lidt og træder automatisk hen i skyggen, som hun følger rundt.
Jeg skynder mig bare, tænker hun og regner med at forblive uset af den der træner, da hun ser en lyshåret pige stå i midten, i sin egen verden.
Megs hjerte koger over da hun ser Jane, men hun rør sig alligevel ikke. Hvad laver Jane her ude? og lige her? hun kan skimte janes ansigt for håret. Hun har et tænksomt udtryk, som om hun skal overbevise sig selv om noget.Meg kniber øjnene sammen. Vil hun træne?
Stakkels Jane, tænker Meg og roder op i håret. Noget må have fået hende her ud, på denne tid.
Jane rør på sig, og går hen til sværdene og vælger et. Meg går langsomt frem og kan se at hun kikker efter noget at træne med, med den typiske tilbageholdenhed Jane har.
" hey.. kan jeg bruges?" spørg Meg og smiler skævt. Hun snakket roligt, selv om hun er ved at sprænges for at kramme hende. Men hvis Jane er i tænksomt humør skal man passe på, ikke hun trækker sig væk hvis man bare overfalder hende.

Lyden af en stemme overrasker mig, jeg er så langt væk i mine tanker at mine sanser er på lavt niveau. Langsomt vender jeg sig om, uden at have genkendt stemmen. jeg ser Meg, men alligevel ser jeg hende ikke. Det går adskillige sekunder, før jeg indser at det er Meg. - og at hun står lige foran hende.
Sværdet glider ud af min hånd, og jeg træder lidt frem. " Meg" siger jeg svagt, helt hæst af gråd. jeg står helt ubevægelig og halvt venter på at Meg vil omfavne mig. Da det sker ligger jeg hoved mod hendes skulder, og dufter til hendes hår. Det er Meg.. Langsomt ligger jeg armene rundt om hende, og lukket svagt øjnene.
Tårene prikker under mine øjnlåg, og jeg trækker vejret dybt ind, for at samle mig.
" Jeg har savnet dig " siger jeg med en mere normal stemme, og formår også at smile. jeg trækker sig lidt væk og smiler størrer. Tilsidst ler jeg og skubber håret væk.

Meg er lige ved at græde, da Jane bare slipper sværdet og siger hendes navn. Hun træder lidt frem, men stopper så og Meg er straks henne ved hende, og har lagt armene om hende, i et kram.
Meg trykker hende tæt indtil sig og snøfter ind. " Ehm" brummer hun og stryer Jane over håret. De står længe sådan indtil Jane bryder stilheden.
" Jeg har også savnet dig.. enormt meget " siger Meg i et alt for højt tonefald. Hun kan mærke at jane trækker sig væk, og Meg ser mod hende. Studerer hendes ansigt, trækene er til at være glade. Men de er mere foruroligene, jane ligger helt sikkert inde med noget. Gensynet må have skubbet det væk, for Jane smiler og Meg kan ikke lade hver med at gengæde.. og så griner de begge to.
" hm.. Vil du kæmpe?" spørg Meg. Jane var trods alt kommer her ud for at træne, og det er et godt sted at starte med at finde ud af hvad der foregår.

( Tak ^^, lavede den i dag ;D )


Jeg mærker lettelsen af bare at se på Meg. Det er som om at alt nok skal gå alligevel. Et skævt smil glide hen over mine læber og jeg nikker. " Jep, hvis du da tør " siger jeg smilende, og samler mit sværd op.
Mens Meg henter et sværd, prøver jeg at huske hvad jeg har lært men det er ikke meget jeg kan huske. Jeg ser på Meg, det virker ikke som om at er mester det til det, ikke at man skal undervudere Meg, men det får mig alligvel til at smile. Meg er ligesom mig og det får mig til at føle en smule mindre ubrugelig.
Jeg kommer til at tænke på alle de ting, der er sket mens hun har været væk. Krigen, vores hus, hverdagen.. Zamin.. Jeg sukker men jeg ved at Meg vil vende det hele til noget godt. Finde ud af hvad vi skal gøre, stille de rigtige spørgsmål.. Være Meg.
Meg der altid har en plan og en løsning. Hvad gør det mig til? overtænkeren? den konfligtsky? en smule måske. Sikkert værrer ting. Jeg roder op i håret, og vender rundt, så jeg står med fronten mod Meg. Nah hun finder nok en måde at vende det rundt på tænker jeg med et skjult grin.

Meg kan se at Jane tænke og vender sig rundt mod sværdene. hvilket et? jane har et forholdsvis kort et, de er sikkert gode at starte med. Meg tager et kort et, lige som Jane. Hendes er der slanger der slynger sig op af. Med et skævt smil vender hun rundt og finder jane.. i gang med at tænke.
Meg smiler skævt, og da hun rør på sig; vender sig og ser op. Angriber Meg, ved at træde frem og komme med et hug oppefra og ned.

jeg får lige set op og på Meg der tåner sig frem foran mig, med sværdet hævet over hoved på vej til et angreb.
Jeg træder forskrækket tilbage og med store øjne, og holder sværdet med begge hænder op foran mig i en parade. Sværdene klinger og vi bliver skubbet tilbage af energien.
Et sted i min underbevidsthed er der noget der er vågnet, og jeg stiller mig med den ene fod lidt foran den anden. Andet hug kommer mod maven, og jeg pararer og slynger et tilbage mod hende. springer til siden, og hugger igen.
Jeg fanger Megs øjne og smiler, hvorefter jeg hugger igen