☰
Selmy

Selmy

Krystalisianer

Neutral God

Race / Menneske

Lokation / Dianthos

Alder / 21 år

Højde / 170 cm

Blæksprutten 22.10.2026 00:47
Der var farligt stille i Marcelhjemmet. Så stille, at Ernie følte, at Petra kunne høre det, når han sukkede så dybt over at have sin fætter til at slubre så varmt og så vådt dernede, tæt nede på gulvet. Han kunne høre nogen gå rundt nedenunder. Ingen bevægede sig i nærheden af trapperne dog, så Ernie lod sig ikke skræmme. Døren var jo også låst. Den måtte ikke være låst. Men det var den.

”Åh! Av..! Aah…” Ernie lænede sig længere tilbage, og lod sig lande lidt hårdt ned på trægulvet. Han slog sig ikke. Det lille av han havde sluppet, var fordi Adelbert fik suttet ham lidt for hårdt. Gammelt traume om at Adelbert var kommet til at skrabe ham med tænderne, sad vel stadig i ham. Men heldigvis mærkede han kun læberne, tungen og svælget, som Ernie så gerne ville udforske lidt mere. Men Adelbert tøvede som altid.

Han skælvede en smule på lårene, fordi det var så himmelsk en følelse. Det savl der slap forbi Adelberts stramme mund, gled ned ad hans pung og blev kølig i rummet. Det var både ubehageligt koldt, men samtidigt pirrende. Det fik ham til at gyse.

Han tog fat i Adelberts hoved med begge hænder, og forsøgte at overtage styringen for ham, selvom det føltes noget så akavet. Ernie skulle også lige finde ud af det. Det kunne bedre svare sig at holde hans hoved stille, og begynde at styre sine egne hofter op og ned. Pikken gled ind og ud, nu komplet i Ernies foretrukkende, måske lidt for ujævne tempo. ”Ååårrrh… Åhh ja…” Prustede han anspændt og slog blikket op for at se ned ad sig selv, og det våde, tilsavlede ansigt. Eksperimenterende, pressede han hans hoved længere ned mod roden, og skød hofterne opad, i et forsøg på at få ham til at tage mere af hans pik, men han kunne mærke, at Adelberts krop gjorde modstand.

”Ugghh…” Han måtte give op. Han hev ham op i håret, for at få en pause.

Adelbert gjorde ham fuldstændig sindssyg… Ernie var lykkeligt uvidende om, hvor meget Adelbert åbenbart også nød det. At han var blevet hård af det her…
Theodore

Theodore

Væbnerlærling hos Lyset

Kaotisk God

Race / Nordfolk

Lokation / Dianthos

Alder / 14 år

Højde / 158 cm

Tatti 22.10.2026 11:14
Adelbert forsøgte at tænke på Ceelias skønhed. Hendes kønne ansigt og det engleagtige, lyse hår. Hvordan hun kunne være både skrap og næsvis, og alligevel så yndig, når hun lo. Det var jo på grund af hende, han overhovedet havde set Selmy og Theodore stikke af sammen. Fordi han havde holdt øje med Ceelia. Hans følelser for hende var uskyldige. Et lille crush, der var begyndt omkring månehøstfestivalen. Måske endda før? Han huskede i hvert fald, hvordan han havde fundet hende alene mellem boderne den aften. Hvordan de havde stået og talt sammen, lige indtil Ernie blandede sig, og Adelbert blev reduceret til en rekvisit i baggrunden.

Han vidste jo godt, at Ceelia var lovet til Ernie. Det var i hvert fald planen. Adelbert skulle ikke gøre sig nogen forhåbninger. Og hvad skulle hun dog også med en, der var så klam som ham? Hvis hun nogensinde fandt ud af, hvad der foregik på Ernies værelse, når lyset blev slukket, ville hun væmmes.

Ceelia var Ernies. Og Adelbert var Ernies.

Så grådig, hans fætter var.

Av? Ceelias ansigt smeltede bort, og Adelbert blev brutalt hevet tilbage til det dunkle værelse. Ernie rumsterede på gulvet, og Adelbert stivnede. Havde han gjort noget forkert? Hvorfor sagde han av? Han lyttede anspændt efter lydene fra resten af huset. Ingen var på trapperne. Ingen syntes at nærme sig. Alligevel havde han den frygtelige fornemmelse, at alle vidste, hvad der foregik bag den låste dør.

Og hvad end Ernie havde beklaget sig over, var tilsyneladende allerede glemt.

Adelberts kinder brændte. Mellem fætterens dirrende lår, føltes det som om han havde stukket hovedet ind i en brændeovn. Fætterens hånd rodede i hans hår og strammede til. Hofterne skød frem, og Adelbert forsøgte at følge med. Klæbrig lyde blandede sig med Ernies lavmælte støn. Det sendte en kildende fornemmelse direkte til skridtet, mere krævende. Et hårdt ryk kom så pludseligt at det overvældede Adelbert. Pikken guidet hårdere og dybere ind, så det ramte svælgets åbning. 
"Huhm!" Næsen trykkede ned i fætterens krusede kønsbehåring. Kildede hans næsebor og han fnyste i afmagt og anstrengelse. Kroppen vred sig krampagtigt, spændte imod, før han overhovedet nåede at tænke. En knyttet næve slog mod gulvbrædderne. 

Først da Ernie endelig slap ham nogenlunde fri, kunne Adelbert trække vejret ordentligt igen. Han lå et øjeblik og forsøgte at få styr på de ujævne åndedrag, inden han med dirrende fingre strøg en forvildet pandelok væk fra ansigtet.

"Ernie ..." Der var noget i hans stemme, han ikke brød sig om. Noget blødt. Næsten bedende. Savl glinsede om hans rødhævede læber. Adelbert rømmede sig og forsøgte at lyde mere som sig selv. "Lad os stoppe nu ... De kan høre os," bad han dæmpet.

Alligevel blev han, hvor han var. 
Selmy

Selmy

Krystalisianer

Neutral God

Race / Menneske

Lokation / Dianthos

Alder / 21 år

Højde / 170 cm

Blæksprutten 22.10.2026 11:56
Ernies vejrtrækning var ikke lige så forpint som Adelberts, men på trods af at han havde bevæget sig så lidt, hævede og sænkede hans brystkasse sig heftigt. Det var med et oprigtigt smil, at han betragtede Adelbert og sin egen, våde, glinsende pik, der stod så flot løftet op ad buksekanten. Ernie havde sluppet grebet i Adelbert fuldstændigt, og han gav ham lige en pause til at samle sig. For Ernie havde planer med ham.

”Huh?” Lød det allerede irriteret fra ham, som han kunne høre på Adelberts bløde stemme, at han nok ville tigge om, at de skulle stoppe. Og ganske rigtigt. Han forsøgte at gøre ham paranoid. ”Slap nu af, de gamle fatter ikke en skid,” Vrissede han lavmælt, mens han rev og flåede lidt i sine stramme bukser, for at trække dem længere ned på låret.

Han rykkede sig at sidde på sine knæ igen, stadig pustende fra deres hede aktivitet. Han kravlede over Adelbert og greb ham solidt i trøjen og i den ene arm, og trak i ham, for at dreje ham rundt. Ikke om at ligge på ryggen, men for at vende Adelberts ansigt væk, og få Adelberts mås tættere på sig. ”Der var jo noget vi lige skulle prøve, ikke?” Ernies hænder flyttede sig ivrigt ned til bukserne og underbenklæderne. Han gravede fingrene ind under kanten, for at rive ned i dem.

Han kunne mærke den bløde hud mod sine fingre, og hans blik blev nærmest sultent, som han fik et glimt af ballesprækken.
Theodore

Theodore

Væbnerlærling hos Lyset

Kaotisk God

Race / Nordfolk

Lokation / Dianthos

Alder / 14 år

Højde / 158 cm

Tatti 22.10.2026 13:05
Han trak vejret dybt ind, men luften sved i halsen. Det gjorde ondt at synke. Først da Ernie slap ham helt, lykkedes det Adelbert at komme ordentligt op at sidde. Han tørrede forsigtigt munden med håndryggen, mens bekymringen stadig stod malet i de grønne øjne. 
"Petra er lige inde ved siden af ..." hviskede han. Hans egen stemme lød underligt fjern. Blikket gled ned til Ernies hænder, der allerede var i færd med at hive bukserne ned.

Åh ...

Ernie virkede endnu mere sulten efter det nu, som om han ikke ville finde sig i at vansmægte længere. Adelbert blev grebet af hænder og vendt rundt, før han kunne nå at protestere eller kæmpe imod. 
"Vent ..." Det var alt, han nåede at fremstamme.

Varmen steg ham til kinderne, mens han forsøgte at orientere sig i den nye, ydmygende stilling. Han kunne høre Ernie bevæge sig bag sig. Mærke utålmodigheden i hans hænder. Da værelsets kølige luft strøg den varme hulning over Adelberts bagdel - den lille dal, hvor bløde dun netop var begyndt at spire frem - krympede Adelbert sig og hev et skarpt sug ind mellem læberne. Samtidig bjergede hans eget lem forræderisk i bukserne. Adelbert bad til at Ernie ikke opdagede det. Og selvom han vidste, hvad der blev forventet af ham, havde han en frygtelig lyst til at kravle væk. Ernies fingre føltes svedige på deres vej ned ad ballerne. Adelbert rykkede sig instinktivt fremad, væk fra Ernies greb, og trak skuldrene sammen.

"Ernie ..." gispede han dæmpet. "Vi kan ... en dag, når huset er tomt." Han forsøgte at få det til at lyde som et forslag. Noget fornuftigt, de begge kunne gå med til. Ikke endnu en undskyldning, Ernie kunne blive vred over. For det var vel ikke så urimeligt at vente, til de havde huset for sig selv?

Adelbert begyndte forsigtigt at rette sig op. Han støttede den ene hånd mod gulvet og drejede overkroppen for at komme op på knæ og vende sig mod sin fætter. Måske ville Ernie være lettere at tale til, hvis han kunne se ham i øjnene.
Selmy

Selmy

Krystalisianer

Neutral God

Race / Menneske

Lokation / Dianthos

Alder / 21 år

Højde / 170 cm

Blæksprutten 22.10.2026 13:48
”Så må Petra jo lukke ørene!” Hvislede han med et fornærmet grin. Til Kile med om hans torskedumme søster kunne høre hvad de lavede! Hun havde nok en ide om hvad der foregik, men hun var ikke løbet ned for at sladre de andre gange, så hvorfor skulle hun dog sladre nu!? Ernie kunne ikke vide hvad der lå grund for, at hun ikke engang havde forsøgt sig at sladre eller konfrontere ham endnu, men en del af ham regnede da med, at Petra holdt af ham. At på en eller anden syg måde, ønskede hun også, at Ernie selvfølgelig skulle have lov til opsøge livets små glæder. 

Vent, Lød det fremstammende fra Adelbert. Ah, det var begyndt at gå op for ham, hvad der skulle til at ske nu. Ernie havde dog ikke tænkt sig at vente. Han var godt på vej til at kravle efter ham. Men som Adelbert selv rykkede sig frem, for at komme væk fra Ernies grådige hænder, udnyttede han det bare, og trak bukserne af ham. Adelberts eget stive legeme sprang fjedrende frem, og vigtigst af alt. Hans numse og bare, lange stænger kom til syne. Blodet i kroppen susede igennem Ernie lige nu. Han ville ha’ det!

Bukserne kylede han til side, og han kravlede ind over Adelbert, før han kunne nå at vænne sig helt om mod ham. Han pressede mod ham med sin vægt. Hans hænder fandt ham og forsøgte at justere på ham under sig. ”Jeg kommer til at kneppe dig som en mand knepper sin hustru, og det bliver i dag,” Hvæste han ham ind i øret, en advarsel om, at han skulle droppe at svare igen mere. Intet kunne tage lysten fra en, end at høre på beklagelser og høre på hvad ens søster eller hvad ens forældre mon lavede lige nu. Ernie ville kneppe Adelbert som var han en tøs. Skønt alt ved deres stilling og desperatheden i Ernies vejrtrækning, tydede mere på, at han ville tage ham som en køter ville bedække en tæve.
Theodore

Theodore

Væbnerlærling hos Lyset

Kaotisk God

Race / Nordfolk

Lokation / Dianthos

Alder / 14 år

Højde / 158 cm

Tatti 22.10.2026 14:33
"Nej. Nej jeg kan ikke." gispede han panikslagen. Ernie ville virkelig gennemføre det...?  Han klamrede sig til et naivt håb om, at Ernie blot trak vittigheden for langt. At han om lidt ville skubbe ham fra sig med sin ondskabsfulde latter og bede ham skride. Men håbet brast, da bukserne blev revet helt af ham. I samme bevægelse gled hans ene ben, og knæet slog hårdt mod gulvbrædderne. Adelbert bed smerten i sig og klemte lårene sammen, mens han lå halvt sammenkrøbet på gulvet. Han hørte bukserne blive kastet bort. Et sagte bump et sted i mørket var det eneste, der røbede, hvor de landede.

Ernie lod sin vægt synke ned over ham, tung og ubønhørlig som jorden over en grav. "Ah...!" sukkede han skarpt. Ikke så meget som et åndedrag kunne længere finde plads mellem deres kroppe. Adelbert skælvede, "Ernie... Erneste," hviskede han. Hans stemme hæs. Anstrengt. "Alt andet end det her... okay?" Han tiggede med en desperat blødhed, som kunne han stryge sin fætters grusomhed med hårene, indtil den lagde sig til ro.

Intet hjalp. Varme åndedrag fugtede ham ved øret. Ernies stemme trængte sig larmende ind i hans øregange, som knurren fra en bidsk ulv, hvis gab dryppede af umættelig hunger. Og pludselig blev Adelbert tom for ord. Som om heden fra fætterens krop og den frådende hvisken havde smeltet selv de sidste fra hans tunge. Han klynkede medgørligt. Deres tunge, hastige åndedrag syntes at ophede luften omkring dem. Adelbert lå presset mod det hårde gulv, mens fingrene kradsede forgæves mod træet. 
Selmy

Selmy

Krystalisianer

Neutral God

Race / Menneske

Lokation / Dianthos

Alder / 21 år

Højde / 170 cm

Blæksprutten 22.10.2026 15:51
Adelbert kunne ikke? Hvad vidste han om det. Han havde jo aldrig prøvet det. Hvis det var hans præstation han var bekymret for, så var det jo fuldstændig ligegyldigt. Ernie havde en ide om hvordan det her skulle gøres. I princippet skulle Adelbert bare ligge stille og ikke være til besvær.

Det tændte ham sådan, at høre sin fætter puste og ryste i frygt. Han burde måske være fornærmet over, at Adelbert ikke ville dø for ham, men det var svært at være sur over den dejlige modstand, som gjorde ham så utroligt hård. Han sank tungere ned over ham, og moslede sig lidt mod hans krop, med armene der mærkede sin yngre fætter ned langs siderne.

Erneste. Ernie ignorerede, at Adelbert benyttede sig af nye metoder til at få ham til at stoppe. Men han burde vide, at han kun føjede sig overfor én, og det var hans far, når han brugte hans fornavn.

”Alt andet end det her?” Hviskede han, tæt mod hans øre, fordi han nu havde fundet hvile med hagen mod hans skulder. Ernie lyttede ikke rigtigt. Han var mentalt et fjernt sted. Et fjernt sted der kredsede sig om følelserne længere nede. Med Adelbert trykket ned mod trægulvet midt på værelset, justerede Ernie på sin egen liggende stilling. Han var noget højere end ham. Hans pik gned mod de sammenknebne baller, og formåede med lidt pres fra hofterne, at klemme sig ind. Med let skælvende, pirrede bevægelser begyndte han at bevæge sig en smule, så den våde pik skøjtede frem og tilbage, forbi anus. Åh hvordan måtte det føles, at være inde i et andet menneske på den måde?

Ernie pustede ham koncentreret i øret. ”Prøv at mærke mig,” Hviskede Ernie. Hans stemme havde ikke samme vrede irritation over sig længere. Det havde han glemt, fordi det føltes så godt for ham lige nu. ”Mærk hvordan det føles, at få taget din jomfruelighed ahh… af din fætter… Som elsker dig.” Han stønnede og prøvede at skubbe sig ind, men pikken gled lige forbi. Adelbert var slet ikke løsnet op for ham endnu. Alligevel prøvede Ernie lykken.
Theodore

Theodore

Væbnerlærling hos Lyset

Kaotisk God

Race / Nordfolk

Lokation / Dianthos

Alder / 14 år

Højde / 158 cm

Tatti 22.10.2026 17:12
Som strejfet af sommerfuglevinger mærkede Adelbert Ernies øjenvipper stryge mod sit kindben. Fætterens ånde blev varmere, mere hektisk, for hvert ord han hviskede gennem den tunge, stillestående luft. Adelbert blev svimmel. Værelset syntes at gynge omkring ham, da Ernie rykkede nærmere, og hans hænder gled langs Adelberts sider. Fingrene spredte sig. Et gisp undslap Adelbert.

Det ville næsten have været rart, hvis det ikke var fordi Ernie prøvede at presse sin pik op i ham. 

Adelberts vejrtrækning kom rallende over læberne, så tæt på trægulvet, at hvert åndedrag syntes at efterlade et fugtigt kys. Noget prikkede mod hans bagside. Han vidste godt hvad. Det var varmt og klæbrigt, og et kort øjeblik klistrede fætrene sammen, som når to stykker hud med forskellige temperatur mødes, det ene glat og fugtigt, det andet støvet og tørt. Det klæbede til ham et øjeblik, og så gled pikken ind mellem hans baller. Ernies dirren forplantede sig gennem Adelbert, og til at begynde med troede han, naivt, men ja, han troede faktisk, at Ernie var tilfreds med dét. Så begyndte han at save frem og tilbage. Hans knurrende åndedrag uglede Adelberts ravnsorte hår. "Hah..." stønnede han lavt. Ansigtet blev presset mod gulvet for at dæmpe lydene. Nu begyndte han selv at dirre. Frem og tilbage-bevægelserne fik tvunget Adelberts lem til vugge pirreligt mod gulvet. Det gjorde ondt. 

Prøv at mærke mig. "Ernie.. stop." mumlede han ned i gulvet. Der var ingen steder at rykke hen. Han kunne ikke andet end at mærke ham. Savl dryppede fra hans mund og lavede en pøl ved hans ansigt. 

Ernie stødte. Mærk hvordan det føles, at få taget din jomfruelighed ahh… af din fætter. og stødte. Som elsker dig. 

Hjertet slog skævt til den tilståelse.

Ernies pik skøjtede forbi Adelberts hul, stram og ikke medgørlig var det. Måske ville han give op nu. Men Ernie stødte varmen tilbage mellem Adelberts baller igen. "Ernie..." pustede han anstrengt og forsøgte at trække ballerne til sig. 
Selmy

Selmy

Krystalisianer

Neutral God

Race / Menneske

Lokation / Dianthos

Alder / 21 år

Højde / 170 cm

Blæksprutten 22.10.2026 21:25
Ernie ville aldrig bare stoppe. Ikke her. Ikke når det føltes så godt. Han vidste ikke hvordan det ville føles, faktisk at trænge op, men han var overbevist om, at det ville være besværet værd. Adelbert var som hans egen personlige dukke, som bare blev liggende og ventede på sit formål. Han gav modstand, men uden at Ernie skulle slås vildt og voldsomt for det. Måske kunne man kalde det handlingslammet? Uanset hvad det hed, så var Ernie til det. Han følte sig utroligt magtfuld.

”Shh sh-shhh,” Tyssede han til ham, i et forsøg på at berolige ham og eventuelt holde ham fra at finde på flere forsøg på at tale ham fra faktisk at gøre det. Der var faktisk ikke noget han kunne sige, som ville få ham til at bakke ud nu alligevel. ”Du gør det så godt,” Roste han nu ”Bare slap af. Du er så nhh… så anspændt.” Det var det der måtte være galt. Han var dejligt jomfru og sikkert stram… Men det kunne ikke være rigtigt, at han var uigennemtrængelig.

Han måtte skifte stilling. Skifte taktik. Han løftede sig op og kiggede ned på den liggende Adelbert, der lå alt for… lukket i det. Det måtte han gøre noget ved. Hans hænder begyndte at justere på ham. Forsøgte med et bestemt tag om hans talje, at få Adelbert til at tage sig en smule sammen, og komme op fra sin egen lille pøl af savl. Han løftede en smule op i ham, og flyttede hans ene ben til side, for at sprede ham mere. Ernies øjne åbnede sig mere, som om han så direkte ind i den snævre ende, som han havde forsøgt at trænge ind i.

Åh, det var jo så perfekt. Et lyserødt hul i al sin simpelhed, og alligevel så perfekt. Han gned sine hænder op ad Adelberts nøgne ben, for i stedet at koncentrere sig om den unge, anspændte røv, der lå præsenteret for ham. Til ham. Hænderne førte sig masserende og værdsættende og begge baller i et synkront mønster og klemte afslutningsvist til. Nu skulle det være.

Mere målrettet denne gang, stillede han sig over ham. Den ene hånd holdt stadig en balle fastklemt mellem fingrene. Den anden hånd holdt sig selv ved roden af sin pik, som han pegede mod Adelberts ende. Herfra kunne han tydeligt følge med i, om Adelbert slappede af eller spændte op. Han vidste ikke om det var bevidst eller ej, men han pressede på og afventede det helt rigtige øjeblik, før han ville skubbe til for alvor.
Theodore

Theodore

Væbnerlærling hos Lyset

Kaotisk God

Race / Nordfolk

Lokation / Dianthos

Alder / 14 år

Højde / 158 cm

Tatti 22.10.2026 23:08
Ernie tyssede på ham, men det gjorde intet for at dæmpe Adelberts hektiske åndedrag. Intet kunne berolige ham. Ikke engang fætterens ros. Han kunne selvfølgelig forsøge at vride sig fri. Kæmpe imod. Slås, om det så skulle være. Men han kunne ikke få sig selv til det. Det var, som om Ernie havde syet usynlige tråde gennem hans lemmer og nu holdt dem spændt mellem fingrene. Ét ryk, og Adelbert adlød.

En hånd greb fat i ham, og Adelbert krympede sig atter med et luftigt klynk. Hvert øjeblik kunne det ske. At de smeltede sammen. Men i stedet begyndte Ernie at flytte på ham, og skælvende fulgte Adelbert med, uden helt at begribe, hvad han gjorde. En tåge havde lagt sig mellem ham og hans egen krop. Han bevægede sig, når Ernie ville have det, som om viljen ikke længere var hans egen, indtil han var, præcis som hans fætter ønskede. Benene blev spredt, og Ernie pressede Adelbert ned med en hånd, så hans brystkasse ramte gulvet, mens resten af kroppen blev holdt oppe. Numsen strittede i vejret. Blottet og forsvarsløs over for sin fætter. En streng af præsperm hang fra hans lem og plettede gulvet. Han forstod ikke selv hvorfor. 

"Ngh...ah..." Adelbert bed tænderne sammen og kneb øjnene hårdt i. Det ravnsorte hår faldt ned foran ansigtet. Ernie håndterede ham som en kludedukke, hvis sømme og fyld var hans at flå i, uden tanke for, at der fandtes et menneske indeni. Nej nej nej nej. Ernie spredte hans baller og klemte til om dem, mens kølig luft ramte den stramme hud om hullet. Det fik gåsehuden til at løbe over lårene så han sitrede. Adelbert udstødte et forskræmt fnys gennem næsen. En skinger, næsten kvalt piben, da han mærkede spidsens fugtige varme helt tæt på. Han blinkede febrilsk med de vidt opspærrede øjne og borede neglene ned i gulvbrædderne. Selvom Adelbert ikke kunne se Ernie, vidste han, hvad der var ved at ske. Han mærkede det i spændingen i fætterens krop. I den måde, han pludselig blev så målrettet. 

Et eller andet. Han måtte finde på et eller andet. 

"Ky ..." gispede han halvkvalt. Adelbert forsøgte at dreje hovedet for at se tilbage på ham. Måske ville det hjælpe, hvis deres blikke mødtes. Hvis Ernie et øjeblik huskede, hvem han havde foran sig. "Kys mig først?" fremstammede han hektisk. "Be' om ...? Så skal jeg nok være god." 

En sidste bøn. 

Tankerne fór omkring i hovedet på ham, vilde og usammenhængende. Det var ikke engang, fordi de plejede at kysse. Ernie gad det sjældent, og de få gange, det var sket, havde været under ganske særlige omstændigheder. Adelbert vidste udmærket, at han bad om noget, hans fætter sandsynligvis ville afvise. Men måske var det netop derfor. Måske kunne det købe ham et øjeblik. Bare et enkelt, hvor Ernie måtte standse op og tage stilling til ham.

For kysset var ikke det, Adelbert ønskede.

Han ville bare ... Ikke det her.
Selmy

Selmy

Krystalisianer

Neutral God

Race / Menneske

Lokation / Dianthos

Alder / 21 år

Højde / 170 cm

Blæksprutten 22.10.2026 23:49
Ky… Kys? Ernie bremsede op og kastede blikket ned på Adelberts ansigt, der kiggede om på ham. Han tiggede om kys? Nu? Det var vel meget normalt at kysse lidt, inden man havde sex. Det var bare ikke lige der Ernie havde følt de var. Han havde skam kysset med Adelbert en del gange før. Først fordi han var nysgerrig på det. Det var før alt det andet startede. Og nogle gange havde han bare haft lyst til at kysse Adelbert. Typisk efter at Adelbert havde fået ham til at komme ved hjælp af sin hånd.

”Hmm..” Ernie smallede øjnene. Han flyttede lidt på noget af Adelberts sorte hår væk fra ansigtet så han kunne se ham ordentligt. Noget af håret havde klistret sig vådt til ansigtet. De sorte øjne betragtede Adelberts tiggende grønne øjne. Hekseøjnene… Så kiggede han ned på munden og den våde hage, og han skar en frygtelig grimasse af afsky. Hans læber var sammenknebne og bevægede sig, uden at han sagde noget først. ”Du har erh… savl ud over det hele,” Munden blev til et grin, der næsten ikke kunne falde ned igen. Så ulækkert. ”Åh Adelbert, altså,” Fniste han, inden han i stedet klappede ham på den våde kind og tørrede hænderne af i håret, der også lige blev rodet til.

Han bed sig spændt i underlæben. ”Du kan jo møsse lidt på de gamle gulvbrædder, og håbe på at du ikke for splinter på tungen” Sukkede han, inden han med sin krop begynde at synke ned med sin underkrop. Pikhovedet mødte modstand. Det virkede som en umulig opgave, indtil han møvede sig utålmodigt ind med et ryk. Han gispede selv overrasket. Ringmusklen, der aldrig havde været udsat for den form for stress før, klemte vildt om hans pikhoved. Så vild en følelse! Så dejligt! Ernie kunne mærke det alt sammen. Hvordan kroppen forsøgte at udstøde ham. Han vidste bedre end at bevæge sig dybere ind lige med det samme. Til gengæld holdt han instinktivt godt fast om Adelberts hofter, for at holde ham fra at stikke af i chokket.

”Åhh! Jeg er inde,” Gispede han overvældet. Han undertrykte en fnisen. Han havde en fornemmelse af, at det nok var for det bedste.
Theodore

Theodore

Væbnerlærling hos Lyset

Kaotisk God

Race / Nordfolk

Lokation / Dianthos

Alder / 14 år

Højde / 158 cm

Tatti 23.10.2026 00:58
Læberne pressede sig sammen, og Adelbert sendte Ernie et tiggende blik. Han var på randen af et sammenbrud. Aldrig i sine seksten år havde han følt sig så rådvild. Så skræmt fra vid og sans. Det var ikke Ernie selv, han frygtede. Det var, hvad hans fætter havde tænkt sig at gøre ved ham.

Og Ernie lo.

Næsten kærligt. Næsten opgivende. Som var Adelbert blot et lille svin, der havde savlet i søvne og nu måtte finde sig i sin fætters drillerier. Et klap på kinden fulgte. Åh, Adelbert, altså. Som om han bare var så forfærdelig fjollet.

Adelbert mærkede fingrene rode i sit hår. Kæben spændte, og han vendte resigneret ansigtet bort, gemte armene, som han nu havde foldet foran sig på gulvet.

Selvfølgelig...

Møsse på gulvbrædderne. Han fnøs bittert. Det var åbenbart alt, hans fætter ville tilbyde ham. Hjertet hamrede. Han kunne godt klare det. Det var okay. Hvis bare han trak vejret. Hvis bare han–Øjnene spilede op. Han bed tænderne så hårdt sammen, at han frygtede, de ville knække under presset.

Og så skete det.

Adelbert ville skrige. Munden åbnede sig, men ikke en lyd slap ud. Halsen snørede sig sammen, mens han gispede indad i hårde, lydløse stød. Et øjeblik gik, før han igen fik luft.

Krampagtigt vred han sig under sin fætter og forsøgte at komme fri, men blev holdt på plads. "Ah-av!" Gispede han. Pikken borede sig dybere ind i ham som en skruetvinge "Stop." Stønnede han ujævnt, stadig så lavt så familien i huset ikke ville høre det.

Jeg er inde!

Ernie lød så forbandet begejstret. Henrivende.
"Jeg dør ..." klynkede Adelbert. "Jeg dør ... Jeg kan ikke ..." Det føltes, som om han var ved at revne. Sprække. Smerten var overalt, fremmed og ubærlig, og han kunne ikke begribe, hvordan hans egen krop skulle kunne holde til den. Til Ernie.

Det var alt for meget.

"Det gør ondt!" Nu græd han også.
Selmy

Selmy

Krystalisianer

Neutral God

Race / Menneske

Lokation / Dianthos

Alder / 21 år

Højde / 170 cm

Blæksprutten 23.10.2026 10:22
Han havde aldrig hørt Adelbert sådan der før. Han havde aldrig hørt nogen sådan. Han burde ikke nyde det så meget som han gjorde, men det gjorde han! Bare tanken om at han kunne nedlægge og ydmyge en anden mand på den måde. Så let. Få ham til at tigge og be. Få ham til at græde.

”Du dør ikke,” Hviskede Ernie ekstatisk, og med en ro over sig, nu hvor han endelig var inde. Hans hænder knugede strammere fat, for at holde ham i skak, og for at minde ham om, at han altså skulle blive. Ikke noget pjat! Det ville ærlig talt blive værst for ham selv, hvis han rykkede for voldsomt rundt. ”Det værste er overstået,” Mente han nu nok. Ernie havde ikke just erfaring nok til at kunne sige det med sikkerhed.

Mens han kun lige var inde med spidsen af sit stive lem, positionerede han sig så han kunne spytte ned på den. En grov spyttelyd, der tog Ernie tilbage til den aften, hvor han havde spyttet en perfekt klat ned på sin skospids foran Theodore, inden han havde fået ham til at slikke det op. Det fik Ernie til at smile lidt. Han tørrede sin mund, inden han fik fat på Adelberts talje igen. Nu med spyt til at løsne lidt op for Adelberts snævre åbning, skubbede han sig ind. Først en lille smule længere ind, og så helt dyybt ind. Ernie slap et dybt støn, der udtrykte hvor meget han nød hvordan Adelberts krop strammede om ham. Hvor meget han kunne mærke de indre muskler kæmpe traumatiseret imod ham. Det føltes helt ubeskriveligt godt.

Denne gang flyttede Ernie sin ene hånd hen for at holde Adelbert nede med et solidt tag i hans nakke. Han bevægede sig ikke lige nu. Ikke før han kunne mærke at Adelberts krop vænnede sig en smule mere til hans indtrængen. ”Bertie, ikke græde, vel?” Hviskede han helt sødt, selvom han lød helt vild efter mere. Langsomt begyndte han at trække sig en smule bagud igen. Så ind igen. Hans penetrerende bevægelser begyndte at blive mere sikre, som de kæmpede sig imod modstanden. ”Åh… åh…” Stønnede han sagte. Han kunne ikke selv fatte at det her skete. At Adelbert kunne gøre ham så lykkelig.
Theodore

Theodore

Væbnerlærling hos Lyset

Kaotisk God

Race / Nordfolk

Lokation / Dianthos

Alder / 14 år

Højde / 158 cm

Tatti 23.10.2026 11:47
Det værste er overstået. 

Adelbert nikkede medgørligt, til trods for alt i ham skreg det modsatte. De giftgrønne øjne blev glasagtige, tomme. Lugten af sex og sved gjorde ham smådårlig. "Uh-huhm..." Hele hans krop dirrede af anstrengelsen, men han lå bumstille. Han ville ikke gøre situationen værre end den allerede var. I dét penetreringen af Adelberts indre begyndte at vrikke, trak hans muskler sig instinktivt sammen og han bed sig hårdt i læben så han ikke kom til at hvine højere end han allerede gjorde. Det var nyttesløst. Et fugtigt 'ptuh' lød bag ham, og uden megen tøven, arbejdede Ernie sig ind. Fætterens svulmende spids havde ganske rigtigt ploppet igennem ringmusklens febrilske modstand, og var nu i stand til at glide dybere klistret ind i spyt - men smerten fortog sig ikke med det samme.  

Armen gled om Adelberts talje, og intet kunne standse Adelberts tårer fra at falde. De fordampede på hans hede kinder. Optakten havde været ukomfortabel, men intet havde forberedt ham på dette. Det her... sved. En svidende lidelse. Hans røv brændte og det her var kun begyndelsen. Lige så snart Ernie begyndte at bevæge sig, blev det endnu værre. 

"Ååhh...." buldrede det smerteligt fra ham. En mærkelig følelse sænkede sig over ham han ikke kunne overskue. Varmen fra Ernies hånd pressede mod hans nakke, og holdt ham på plads. 

Ikke græde, vel? Adelbert kvalte lydene i sit ærme. Så dybt... han var så dybt inde i ham. Bevægelserne ophørte, men kun for en stund. Længden og tykkelsen af Ernies pik strakte og flåede i ham. Fyldte ham til bristepunktet. "Det føles mærkeligt... Ernie, stop." Han anstrengte sig for at kontrollere sine hyperventilerende vejrtrækninger, mens Ernie bevægede sig prøvende inde i ham. Mere tid fik han ikke til at vænne sig til den fremmede, indtrængende fornemmelse. 

"Åh.. Hah... neijh..."  Adelbert håbede det ville gå stærkt, hans hul dirrede for at rumme den forfærdelige varme som Ernie pløjede i ham. Igen og igen. Hvert rul af hans hofter blev mere selvsikre, rytmiske og gentagende. Stødte til. Ernie var som et dyr i løbetid, på jagt efter nydelse om han så skulle flå Adelbert i stykker undervejs. Hud der klaskede mod hud ekkoede i soveværelsets mørke. Det var ulideligt.  
Selmy

Selmy

Krystalisianer

Neutral God

Race / Menneske

Lokation / Dianthos

Alder / 21 år

Højde / 170 cm

Blæksprutten 23.10.2026 16:22
Stop var ikke et ord Ernie nogensinde havde lystret på, det var utroligt at Adelbert blev ved. Det fik ham ikke engang til at overveje at stoppe op eller sænke tempoet, så hans ufrivillige sexpartner kunne følge med. Nej, det her var det perfekte tempo.

Adelbert syntes åbenbart at det føltes… mærkeligt? Hm. Det var da fremskridt, at det ikke længere føltes som om han skulle dø. Ernie smilte bredt, og betragtede ham med en mærkelig form for stolthed i blikket, for Adelbert var allerede kommet så langt. ”Du er jo også en mærkelig dreng… Nh.. ” En meget mærkelig dreng, men med en delikat krop, og den var kun til ham.

Grådigt trak han Adelbert til sig, som om han ikke vejede noget. Ernie havde altid været stærk. Aldrig havde han været særlig villig til at gøre noget som helst arbejde, dog, hverken pligter eller i sengen med Adelbert, men lige nu var det anderledes. Han styrede det hele. Med hænderne, der holdt så hårdt om Adelberts smalle talje, førte han ham nærmest lige så nemt, som havde han masturberet. Underkroppen stødte til i utilregnelige, forhastede bevægelser mod den mindre fætters krop. Der var ingen knirkende seng, men brædderne under dem gav sig lidt, og selv hvis Petra stadig var en ungmø, så ville hun ikke kunne nægte, at de smæklyde der kom inde fra hendes tvillings værelse, var lyden af Ernie der havde sex med nogen.

Ernie var blevet ligeglad med hvem der kunne høre dem. Måske vidste hele huset godt hvad der foregik af sindssyge ting i det her forbandede hjem. Det eneste gode der var at blive hjemme for, var hans fætter.

Hans fætters røv var blevet så let at penetrere. De silkeagtige indervæggene havde givet slip og lod pikken trænge helt ind. Helt ind, indtil roden af Ernies penis ramlede mod de lyse baller. Ernie stønnede rungende og mørkt. Han havde ikke meldt ud, at han skulle komme. Adelbert ville bare kunne bare mærke, at Ernie bevægede sig mere ujævnt og forhastet, indtil han pludselig spændte godt op i hele kroppen og holde ham utroligt godt fast i nogle lange sekunder. 

Penetreringen foregik roligere derefter og mere glidende, med Ernies sæd inde i ham. Ernie pustede blidere, foroverbøjet mod sin fætters nakke.
Theodore

Theodore

Væbnerlærling hos Lyset

Kaotisk God

Race / Nordfolk

Lokation / Dianthos

Alder / 14 år

Højde / 158 cm

Tatti 23.10.2026 18:45
"Jeg er ikke--" mærkelig, ville Adelbert protestere, men stemmen knækkede over i et klynkende støn som han med det samme prøvede at kvæle. Alle ved hvad de laver. Det var det eneste Adelbert kunne tænke. Alle ved det... Alle kan høre det. Han kunne slet ikke stoppe sine hurtige gisp, om han så ville. Bekymrede det slet ikke Ernie, at familien hørte dem?

Et bandeord knækkede over på midten, jamrende, som Ernies pik hamrede dybere i dets ujævne, uforudsigelige stød. "Ah.. h åh åh." Adelberts støn fulgte taktens hurtige tempo, Ernie havde fat i ham, og styrede akten præcis som han ønskede. Grådige stød igen og igen - ekstatiske gisp fra fætterens mund dryppede ud i værelsets skygger. Knæene vrikkede slidende mod gulvbrædderne. 

Det gjorde stadig forbandet ondt, men det var på en eller anden måde nemmere at holde ud nu. Ernies bevægelser fik spredt ham løsere og mere medgørlig så pikken kunne glide ubesværet frem og tilbage i sine fugtige stød. "Årh!" Øjenlågene sitrede, og han holdt sig panikslagen for munden. Petra ville have hørt ham. Pis, lort lort. Men tankernes paniske dunken splittede sig ad og blev til en flydende, usammenhængende masse. Ernie stødte til. Dybt, forbandet dybt. "Hng." En mærkelig varme, sød og prikkende rullede gennem ham. Ernie gjorde et eller andet i ham. Det føltes pludselig... så godt. 

Adelberts gisp smeltede ud af ham. Fremmed og karamelagtig. "Ernie.. åh.." Han rystede igennem det. Varme tårer faldt endnu og alle musklerne sitrede imens han forsøgte at jagte følelsen af det han ikke forstod, men pludselig ville have mere af. Så forsvandt det igen. Mere.. Ernie stoppede brat med at bevæge sig og udstødte et støn. Adelbert havde aldrig hørt ham sådan. Han havde hørt ham stønne i sin nydelse før, selvfølgelig - men det her var slet ikke det samme. Han kunne lide det. Åh gud, hvorfor kunne han lide det. 

En tyk, underlig varme smurte hans indervægge, mens pikken syntes at pumpe videre som vilde hjerteslag. Ernie dirrede bag ham, hans vejrtrækning så fløjlsblød. Adelbert sank hårdt, og pustede udmattet gennem munden, nu hvor fornemmelsen af heden endelig så stille ophørte. Ernie vuggede langsommere over ham, og hans varme ånde pustede ham mildt i nakken så det kildede. "Hah..." Kroppen vilde falde sammen, hvis Ernie tillod det.
Selmy

Selmy

Krystalisianer

Neutral God

Race / Menneske

Lokation / Dianthos

Alder / 21 år

Højde / 170 cm

Blæksprutten 23.10.2026 19:33
Det var svært at sige, hvornår det begyndte at virke som om, at det var holdt op med at gøre alvorligt ondt på Adelbert. Stønnene var alle fremtvungne. Alle kom direkte nede fra hans mave. Ernie nød det, som var det den sødeste musik i hans øregange. Det havde næsten lydt som om, at Adelbert var begyndt at nyde, hvad den ældre gjorde ved ham.

Enten det, eller også havde alle Adelberts forhåbninger om at overleve svundet ind til ingenting. Ernie kunne mærke hvordan han til slut blev så utroligt slap i hans greb. Ernie selv havde spændt så meget op, og han havde haft så hårdt et tag i de nøgne hofter, at det ville efterlade mærker. Med garanti. Men nu slap de det fængslende greb, og han lod Adelbert glide forsigtigt ud af hans greb, og lande helt slattent.

Ernie gispede efter vejret. Fristet til at falde ind over ham, sådan som han lå. Men han havde kigget ned på den ryg så længe, at han var nysgerrig efter at se hans ansigt, om det ville være genkendeligt eller om det ville være som at betragte ruinerne af det der engang var en hel og glad dreng.

...Lille Adelbert, der skyndte sig at få sine støvler på, så han kunne følge med Ernie ud at lege… Ernie kunne tydeligt erindre ham kalde hans navn skingert. Tigge ham om at vente på ham og lade ham komme med...

Forsigtigt gled Ernie ud af Adelberts krop. Blikket kastede sig nysgerrigt ned, og han blev noget overrasket over at se, hvordan det overhoved ikke lignede det hul han først havde forsøgt at trænge sig op i. Han skød munden tilfredst frem. Han syntes faktisk om synet, også selvom det næsten virkede volsomt. Så vådt og åbent. ”Kom kom kom…” Hviskede han og hjalp nu Adelbert med at tilte om på ryggen at ligge. Han var yderst forsigtig med ham lige pludselig, og han lænede sig ind over ham ganske blid og ufarlig. Håret strøg han glat tilbage på Adelbert, så han bedre kunne se ham. Han tørrede hans mund for det meste savl, men ikke alt. Han tørrede hans øjne for tårer. ”Hvorfor græder du?” Hviskede han og tyssede blidt, mens han kom tættere på med sit hoved.

Små kys plantede sig på hans læber. Langsomt søgte han tilladelse til at kysse ham rigtigt, men han ventede på Adelberts tilladelse. Der var ingen grund til at græde mere. Ernie var her jo.
Theodore

Theodore

Væbnerlærling hos Lyset

Kaotisk God

Race / Nordfolk

Lokation / Dianthos

Alder / 14 år

Højde / 158 cm

Tatti 23.10.2026 21:44
Åndedragene forlod ham i lange, trætte drag. Kroppen, der før havde været spændt til bristepunktet af rædsel og smerte, syntes nu at have mistet enhver kraft. Han sank sammen mod gulvbrædderne, som var han ikke andet end en brugt klud, nogen havde kastet fra sig. Varmen fra hans indre forsvandt, og han kunne mærke sæden følge med Ernie. Det fugtede hans baller til, så de næsten klistrede sig sammen. 

Ulækkert... Han klemte benene en smule i sit forsøg på at holde det inde. 

Da Ernie vendte ham om, mødte han knap nogen modstand. Adelbert lod sig føre, stadig fortumlet, som om hans tanker endnu ikke helt havde fundet tilbage til kroppen. "Ah ..." brummede han anstrengt. Selv den mindste bevægelse gjorde ham smerteligt opmærksom på, hvor øm han var. Han trak vejret skarpt ind mellem tænderne og lå et øjeblik med sammenknebne øjne, inden han forsigtigt åbnede dem igen.

De grønne hekseøjne fandt Ernies rødmossede ansigt. Adelbert betragtede ham anspændt. De mørke øjne, de velkendte ansigtstræk. Det var jo stadig Ernie. Den samme Ernie, han havde kendt hele sit liv. Alligevel havde han for et øjeblik siden føltes som et fuldkommen fremmed menneske.
Og nu, hvor fætteren igen var rolig, mærkede Adelbert en næsten ubærlig længsel efter ham. Efter hans trøst. Hans nærvær. Efter at blive behandlet, som om han stadig var noget værd. Ernie strøg håret væk fra hans ansigt, og Adelbert forsøgte at få styr på den ujævne vejrtrækning. Berøringen var så velkendt, at han næsten kunne bilde sig ind, at alt var, som det plejede.

Han gjorde sig umage med at skille de to fra hinanden. Ernie før. Og Ernie nu. Som om det var to forskellige mennesker. Som om den ene ikke kunne stilles til ansvar for den andens handlinger.

Hvorfor græder du?

Adelbert vidste ikke, hvad han skulle svare. Der var så meget, han kunne have sagt, men ordene lå som en uformelig klump et sted i brystet. Han følte sig ulykkelig. Uendeligt ulykkelig. Og han kunne ikke engang finde ud af, hvad der gjorde mest ondt.
Da Ernie kom nærmere, slap han et ujævnt suk og lagde armene om ham. Først tøvende, så fastere, som om han frygtede, at også denne lille smule omsorg kunne blive taget fra ham.

Han ville bare holdes om.

"Jeg ved det ikke ..." svarede han desorienteret. Stemmen var hæs og knap mere end en mumlen. "Alle ved, at vi ..." Han nåede ikke at fuldende sætningen. Ernies læber standsede ordene, før de nåede længere. Og han blev ved. Små, forsigtige kys, der søgte Adelbert med en ømhed, han ikke længere vidste, hvad han skulle stille op med. Hans kæbe dirrede svagt. Et øjeblik tøvede han, fanget mellem trangen til at vige bort og længslen efter at blive hos ham. Så gav han efter. Åbnede munden til ham så han kunne trænge ind. 

Hans hænder fandt vej til fætterens mørke nakkehår, hvor fingrene blev liggende, som om de søgte et holdepunkt i noget, der ikke længere føltes sikkert. Det var lettere at tage imod trøsten end at forstå, hvorfor han havde så desperat brug for den.

Og lige nu orkede han ikke at forstå det.
Selmy

Selmy

Krystalisianer

Neutral God

Race / Menneske

Lokation / Dianthos

Alder / 21 år

Højde / 170 cm

Blæksprutten 23.10.2026 22:48
Ernie fandt sig godt til rette ovenpå Adelbert. Imellem hans ben. Nøgen forneden, hvor han kunne mærke Adelberts klistrede skridt og den bløde kropsbehåring, der endnu ikke var blevet strid med alderen. Han sukkede af veltilpashed og noget der vist nok føltes som tryghed, som selv han, Ernie Marcel, længdes efter, når alt kom til stykket. Han var jo også bare en stakkels sjæl, der længdes efter at blive elsket.

Alle ved, at vi- Et lille kys. Ernie vidste det godt nu. Det var ikke så godt. Der ventede ham med garanti en straf senere. Eller det vidste han, at der gjorde. Han kyssede Adelbert forsigtigt igen. Og igen. Han lukkede øjnene. Han behøvede ikke høre Adelbert sige det lige nu. For ham var det godt nok at vide, at de havde knaldet. Lige her på hans værelse midt på gulvet. Hver dag når Ernie stod op, ville han kigge på det gulv med et lille smil og mindes hans første gang. Mindes hvor dejligt Adelbert havde åbnet sig for ham, og ladet ham tage ham i røven. Hvor brutalt det end var, så var det alligevel noget af det sødeste nogen nogensinde havde gjort for ham.

Der gik et sug igennem maven på Ernie. Et væld af følelser skyllede ind over ham. Noget der mindede lidt om den besættelse han normalt følte omkring nogen eller noget, men som alligevel føltes anderledes. Han ville så gerne kysse Adelbert dybere. Normalt ville han ikke, for Adelbert havde jo suttet ham så grundigt tidligere. Men alligevel fandt han sig selv skubbe den tanke til side, fordi den alligevel ikke betød så meget. Hans mund åbnede sig mere, og han lod tungen glide ind i et krævende, smasket kys. Ansigtet fortrukket i en øm, anspændt mine.

Han pustede ud af næsen, mens hans hænder søgte op ad Adelberts krop og ind under blusen. Op at mærke Adelbert langs den flade brystkasse, for at mærke den silkeagtige hud omkring de lyserøde brystvorter. Han gned dem opstemt, men stoppede midt i bevægelsen, fordi Adelberts fingre ved hans nakkehår gav ham et gys og et sæt igennem kroppen.

Lige som det var startet, lige så hurtigt trak Ernie sig fra kysset. Fra krammet. Fra befamlingen. Han kom lidt fortumlet op at sidde, og hans hånd ømmede sig til halskraven. Hans hånd trykket mod halsen, og et forstyrret blik i hans øjne.

”Ikke der,” Sagde han kort for hovedet.
Theodore

Theodore

Væbnerlærling hos Lyset

Kaotisk God

Race / Nordfolk

Lokation / Dianthos

Alder / 14 år

Højde / 158 cm

Tatti 23.10.2026 23:40
Adelbert sukkede ind i Ernies mund. Bød tungens fugtige varme velkommen, mens han spredte læberne mere for at gøre ordentlig plads til ham. Han pressede sig tættere på. Lod sig sluge og blive slugt. "Mh.." Han ønskede, at natten aldrig ville ende. At morgenen måtte glemme at komme, og solen blive under horisonten, hvor den hørte til. Hvis bare det hele havde været en drøm. Men han vidste, at så snart de trådte ud gennem døren, ville dette øjeblik briste. Udenfor ventede resten af familien. Deres blikke, deres spørgsmål. Og den frygtelige mulighed, at de allerede havde hørt alt

Aldrig før havde Ernie vist ham en sådan hengivenhed. Som om de delte en længsel, ingen af dem turde give navn, og som derfor kun kunne eksistere her, hvor mørket skjulte dem for resten af verden. "Hah..." en skælven fór gennem ham. Ernies hånd listede under skjorten hvor gåsehuden jagtede fingrene der spredte sig over Adelberts bryst. Han måtte gerne blive ved. Med en lille sitren hævede han brystkassen, for at jagte mere af den kildende, blinde hede. 

Men så forandrede noget sig.

"Huh ...?" Det var, som om Ernie havde hældt iskoldt vand over ham. Varmen forsvandt så brat, at Adelbert næsten ikke forstod, hvor den var blevet af. Han blinkede forvirret mod Ernie, mens afstanden mellem dem pludselig syntes langt større, end den var. Han støttede sig på albuerne og rettede forsigtigt overkroppen op. "Hvad er der ...?" Ernie havde taget sig til halsen. Adelbert fulgte bevægelsen med blikket, men han anede ikke hvad det betød. "Undskyld?" Han sank og kom langsomt op at sidde. Et øjeblik blev han blot siddende, usikker på, hvad han havde gjort forkert. Så lænede han sig tøvende nærmere.

Han ønskede bare, at Ernie skulle være, som han havde været for et øjeblik siden. At den søde varme skulle vende tilbage og overdøve alt det andet, han ikke kunne holde ud at tænke på.

I det mindste kunne han give Theodore skylden. Theodore og Selmy. Det var dem, der havde tirret Ernie. Dem, der havde fået ham til at gå så vidt. Adelberts hænder knyttede sig og han trak vejret tungt. Det var lettere at være vred på dem end at tænke på, hvorfor han stadig længtes efter sin fætters kærtegn. 

Men han blev ved med at se på Ernie. Adelbert tiltede hovedet til siden og plantede et kys på hans kæbe. 
0 0 0


Chatboks
Gæst
[smilies]
IC-chat▽
Online nu: Tatti, Blæksprutten, Beanstalk, Granny
Lige nu: 4 | I dag: 15