☰
Theodore

Theodore

Væbnerlærling hos Lyset

Kaotisk God

Race / Nordfolk

Lokation / Dianthos

Alder / 14 år

Højde / 158 cm

Tatti 04.10.2026 11:12
"Kun hvis det er gode overraskelser," påpegede Theodore, og forsøgte at tvinge det flygtige svi af mindet om Ernie der dukkede frem fra skyggerne. Dét havde været en af den slags overraskelser, Theodore godt kunne have været foruden.
Det gav det samme mærkelige stik i brystet igen. Skulle det virkelig være sådan fremover? At hver gang noget mindede ham om den aften, skulle han stå og mærke på, at der var noget, han aktivt ikke fortalte Selmy?
Han ville ikke dvæle i det. Theodore var glad for endelig at kunne tale med ham igen, og han nægtede at ødelægge det allerede ved at gå rundt og se ud, som om nogen havde sparket hans hund. I stedet begyndte han at gætte på, hvad Selmy overhovedet kunne finde på at overraske ham med. Et bibliotek? Pfft. Eller slæbte han ham måske med ud i en urtehave for at lære Theodore hvordan man kunne kende forskel på sytten slags grønne blade? Et lille smil løftede sig i mundvigen. 

Til hans overraskelse styrede Selmy dem i stedet mod en hestevogn. "Øh..." Theodore satte farten en anelse ned. Ceelias dømmende stemme om, at Theodore manglede penge, spøgte igen. Og joh, Theodore havde nok godt råd, men kendte han Selmy ret, ville han sikkert punge ud. Ligesom til festivalen. Nu sad det mærkeligt forkert i ham. Som om Theodore rent faktisk var dét, Ceelia netop havde gjort ham til. Blikket gled fra vognen til Selmy.
"Er de ikke dyre, sådan nogle?" Han nikkede mod vognen og sendte Selmy et henkastet blik. "Det gør mig altså ikke noget at gå." Theodore så ned ad sig selv og trak lidt på skuldrene. "Man kan vel sige, at jeg er blevet varmet ordentligt op nu." Han lo affejende, selvom hver eneste muskel i kroppen var af en ganske anden mening og allerede syntes at have forelsket sig hovedkulds i tanken om et polstret sæde.
Selmy

Selmy

Krystalisianer

Neutral God

Race / Menneske

Lokation / Dianthos

Alder / 21 år

Højde / 170 cm

Blæksprutten 04.10.2026 12:25
Kun gode overraskelser. Nu måtte han se, hvad Theodore syntes om hans overraskelse. Det her var bestemt ikke noget han havde planlagt for Theodore i al hemmelighed, derhjemme. Han havde jo slet ikke regnet med, at trække ham med sig endnu engang.

Men Selmy havde noget vigtigt han lige skulle have ordnet…

Hestevognen var sort, lukket og diskret. Sæderne var tilpas behagelige nok, så længe det var en mindre køretur igennem byen. Selmy styrede ham åbenlyst i den retning og fik fanget den småsløve, men velklædte kusks blik, men kommunikerede ikke yderligere med ham med det samme. Han skulle først lige høre, hvad Theodore sagde til, at Selmy havde tænkt sig at tage ham med i en vogn. Han snurrede let og elegant rund på skoen ved den lille dør i hestevognen. Man kunne ane det polstrede interiør igennem den lille rude.

Om det var dyrt? Måske lidt, men det skadede ikke med luksus, bare engang imellem. Modsat Selmys øvrige familiemedlemmer, var Selmy ikke nær så sparsommelig med lommepengene.

”Du skal da være velkommen til at løbe ved siden af vognen, mens jeg sidder mageligt og nyder udsigten,” Lo han med et glimt af noget djævelsk i sit blik. Han var rimelig energisk lige nu. Selmy regnede ikke med modstand. Han åbnede døren, og gjorde vel den del af arbejdet for kusken. Han tilbød en hjælpende hånd til Theodore, så han kunne klatre op i vognen. Der var dog trappetrin og en håndtag man kunne holde ved. Han ventede på at Theodore trådte ind.

Kusken hoppede ned fra førerbænken, og Selmy stak hånden ned i sin læderpung under kappen og placerede dem direkte i kuskens hånd.

”Skumringskvarteret,” Selmy så kusken an. Han måtte kende til lokationen, selvom det var i den anden ende af byen. Kusken hævede et øjenbryn. ”Javel hr. Tag plads,” Kusken overtog taget i døren og bød den blonde unge mand ind. Han lukkede døren efter ham og cirklede rundt om vognen og besteg førersædet og signalerede til hestene, at de skulle skridte afsted.
Theodore

Theodore

Væbnerlærling hos Lyset

Kaotisk God

Race / Nordfolk

Lokation / Dianthos

Alder / 14 år

Højde / 158 cm

Tatti 04.10.2026 13:00
Theodore lagde armene protesterende om sig selv under den mørkeblå væbnerkappe, så han næsten lignede en fugl, der pustede sig op over den diabolske kommentar, Selmy lige havde lukket ud. Det forbavsede ham stadig en smule, hver gang den slags attitude skinnede igennem hos den ellers så pæne og velbeherskede mand.
"Wow, Selmy. Du har virkelig en mørk side," slap det ham tørt, samtidig med at en mærkelig spænding rumsterede i maven ved synet af det djævelske glimt i de kønne grå øjne. Theodore tog imod hånden en smule modstræbende og lod sig hjælpe op, selvom han udmærket selv kunne være hoppet klodset ind i vognen. Med den anden hånd greb han fat om håndtaget og hev sig resten af vejen op, inden han dumpede ned på det polstrede sæde. Irriterende nok smeltede kroppen næsten øjeblikkeligt til rette. Forræder.

Et tungt suk slap ud gennem næsen, mens han skævede ud ad ruden i den modsatte side, det ene ben hoppende rastløst under ham. Det var dog hurtigt glemt, da ét bestemt ord nåede hans ører. Skumringskvarteret?
Blikket fløj tilbage på Selmy. Theodore måtte have hørt forkert. Hvad i alverden skulle de dog dér? Han kunne dårligt forestille sig, at sådan en som Selmy — en ren og pæn mand, som hans søster så eftertrykkeligt havde beskrevet ham — havde noget at gøre sådan et sted.
Derfor blev Theodore også siddende og stirrede på ham, som om Selmy havde nået at gro tre hoveder i løbet af de få øjeblikke, det tog ham at komme ind i vognen. Så kom et fnys, og han vendte hovedet væk med et mærkeligt, lettere forarget smil, der ikke holdt længe, før blikket søgte tilbage igen.
"Skumringskvarteret?" gentog han og kneb øjnene mistænksomt sammen, mens armene fandt på plads over kors. "Du udlever virkelig din rolle som kidnapper."
Selmy

Selmy

Krystalisianer

Neutral God

Race / Menneske

Lokation / Dianthos

Alder / 21 år

Højde / 170 cm

Blæksprutten 04.10.2026 16:41
Præcis som Selmy ville have det, tog Theodore imod hans hånd og møvede sig ind i vognen. Han klukkede lidt hemmelighedsfuldt over kommentaren om, at han skulle have en mørk side. Theodore skulle bare vide. Hvad ville han ikke tænke om ham, når han fandt ud af hvor Selmy tog ham hen?

Ikke lang tid efter han havde givet lokation og betalt sine krystaller, trådte han selv op på det lille trin og hjalp sig selv ind. Vognen vuggede en smule, af at han steg indenfor. Træet i vognen knirkede en lille akavet lyd, da han tog plads, men på trods af det. Det var ikke den største hestevogn, men Selmy tog plads ved siden af Theodore frem for på sæderne overfor. Han holdt sine arme tæt ind til sig, for ikke at fylde alt for meget, men hans ben var lige akkurat for lange til at han kunne strække dem, så han bredte sig lidt ved benpladsen.

Selmy rømmede sig lidt og fik tæmmet det lille spændte smil ”Apropos det. Du kan enhver tid sige fra. Bare sig; Selmy, jeg vil hjem. Og så tager jeg dig hjem med det samme.” Bare så der ikke herskede nogen tvivl. ”Vi skal til skumringskvarteret. Der er en mand jeg lige skal møde, for han har noget til mig... Det skulle være okay roligt, så længe solen er oppe.” Selmy afventede Theodores respons på det han lige havde fortalt. Udenfor vinduerne kunne man se at vognen lige så roligt trillede forbi festlighederne og de smukke velkendte bygninger. Hjulene bumlede let over brostensbelægningen og fik vognen til at gynge lige så let. Det var mere behageligt end det var ubehageligt at sidde i. De kunne ikke helt undgå at komme til at røre hinanden, Selmys overarm mod Theodores skulder.
Theodore

Theodore

Væbnerlærling hos Lyset

Kaotisk God

Race / Nordfolk

Lokation / Dianthos

Alder / 14 år

Højde / 158 cm

Tatti 04.10.2026 17:21
Selmy fik sat sig til rette ved siden af Theodore, og med den sparsomme plads de allerede havde, undrede han sig en smule over valget. Ville det ikke have været nemmere at sætte sig overfor, så de slap for at mosle om den samme benplads? Ikke at Theodore havde noget imod det. Han trak bare armene lidt tættere ind til sig, så Selmy også kunne få lov til at være der, mens deres skuldre hvilede let mod hinanden.
De blå øjne blev ikke mindre skeptiske af Selmys forsøg på at berolige ham. Der er en mand, jeg lige skal møde. Theodore betragtede de fine træk, der tydeligvis kæmpede en brav kamp for ikke at give sig helt hen til det lille spændte smil, og lod stilheden hænge et øjeblik.

"Oooowkay?" Det lød overhovedet ikke okay roligt, hvis hele sikkerheden afhang af, at solen fortsat befandt sig på himlen. Theodore missede med øjnene. Faktisk lød det mere suspekt, jo længere han tænkte over det. "Og du har taget mig med fordi... hvad? Så jeg kan banke ham, hvis noget skulle blive ubehageligt?"
Vognen ramte en ujævnhed i brostenene og sendte Theodore sidelæns nok til, at både skulder og knæ bumpede mod Selmy. Ikke hårdt, men tydeligt nok til, at Theodore lagde mærke til det resten af turen, efterhånden som deres bukseben gned mod hinanden og kapperne knitrede og hvislede ved bevægelsen. En blid, vuggende rytme, som ingen af dem kunne kontrollere.
"Jeg ved ikke, om du har bemærket det, men mit legetøjssværd er i teltet, vi lige har forladt." Theodore sendte ham et skævt blik, mens vognen fortsatte sin rolige vuggen gennem gaderne.Det blev varmt i den lille vogn, særligt i den smalle sprække, der af og til opstod mellem deres kroppe, indtil den gyngede på ny og lukkede den igen.

"Og..." Han gned sig over næseryggen og forsøgte stadig at få hele planen til at hænge sammen. Skumringskvarteret. En fremmed mand. Noget, Selmy skulle hente. Helst mens solen stadig var oppe. Det blev ikke mindre skummelt af at stille det op i den rækkefølge. "Hvad er det helt præcist, han har til dig?" Han kunne ikke helt dreje hovedet på deres smalle plads. Gjorde han, ville deres næser sikkert støde sammen, og Theodore havde allerede én gang slået ham ud med sin pande. Selmy skulle nødig besvime på deres tur.
Selmy

Selmy

Krystalisianer

Neutral God

Race / Menneske

Lokation / Dianthos

Alder / 21 år

Højde / 170 cm

Blæksprutten 04.10.2026 17:54
Den bløde del af sædet gik kun op til ryggen, så det var et hårdt underlag for Selmys baghoved, da han afslappet lænede sig mere tilbage og hvilede øjnene veltilpas. Det var alle krystallerne værd at betale sig fra at gå og navigere sig væk fra Mærkedagens travlhed. Hestevognen gav ham også mulighed for at kunne tale frit med Theodore. Måske kunne kusken høre, hvis de talte højt nok, men kusken kunne de ikke se.

Selmy fnøs afvisende. Var det virkelig derfor Theodore troede han skulle med ham? Hvis Selmy virkelig var bekymret for sin egen sikkerhed, havde han da nok lejet en mand med større skræmmeeffekt. En med væsentligt brede skuldre, og måske med en masse ar i ansigtet. ”Nej,” Tiskede han "Jeg har taget dig med, fordi jeg gerne vil være sammen med dig.” Det kom ud lidt belærende, på en eller anden måde. Hvad er det du ikke har forstået? ”Vi er jo venner nu.” Uddybede han. Det føltes ret godt at sige, men selvfølgelig frygtede han, hvor skrøbeligt det egentlig var. Hvem vidste hvornår Selmy ville gå i panik igen, og bede Theodore om aldrig at komme tilbage? Han håbede aldrig at det ville komme så vidt. Ikke efter denne dag.

”Jeg kan ikke sige så meget mere. Og jeg er i øvrigt ikke helt klar over det selv...” Sagde han lavmælt og kryptisk. Han prøvede virkelig ikke at mystificere sig selv, men han kunne ikke komme udenom, at hans seneste foretagender... måtte se meget mystiske ud udefra!

Han åbnede kun det ene øje og skævede lidt ned til Theodore. ”Hvornår får du i det hele taget et rigtigt sværd?”
Theodore

Theodore

Væbnerlærling hos Lyset

Kaotisk God

Race / Nordfolk

Lokation / Dianthos

Alder / 14 år

Højde / 158 cm

Tatti 04.10.2026 18:45
Theodore kunne pludselig ikke helt finde ud af, hvordan han skulle sidde, ikke efter Selmy så ligefremt havde sagt, at han havde taget ham med, fordi han gerne ville være sammen med ham. Selvom noget så sårbart på en eller anden måde var kommet ud som en irettesættelse. Fint nok. Så kunne Theodore også nemmere gemme sin forlegenhed bag et flabet fnys. Armene, der lå over kors, pressede han lidt tættere ind mod sig, mens han vendte blikket ud ad vinduet og væk fra Selmy, mest fordi læberne blev ved med at true med at krølle sig sammen i et smil. Han gned dem sammen. 

Vi er jo venner nu.

Noget i ham gav langsomt slip. Theodore blev siddende sådan et øjeblik, før han forsigtigt vendte ansigtet tilbage mod Selmy, og da han endelig gjorde, havde han opgivet kampen mod smilet. "Det er vi nemlig," påpegede han med en næsten højtidelig alvor og en lille fure mellem brynene. Han var lige ved at tilføje, at så burde Selmy vel også fortælle ham, hvad det hele handlede om. Venner fortalte hinanden ting. Men tanken nåede knap at fæstne sig, før en gammel, kvalmende smag syntes at brede sig over tungen igen. Theodore lukkede munden om resten. Det var måske ikke lige ham, der skulle føre regnskab over, hvad venner fortalte hinanden.

"Hm. Jamen hvem er så den fyr?" spurgte han i stedet. Selmy måtte da vide et eller andet, når han ligefrem havde arrangeret et møde med manden i Skumringskvarteret. Theodore begyndte efterhånden også at forstå, hvorfor Kiefer-familien gik til andre kilder, hvis det krævede så meget arbejde at hive oplysninger ud af Selmy.
Deres lår blev ved med at støde og presse mod hinanden i takt med vognens bevægelser. Theodore gad ikke længere sidde krummet sammen for at skabe plads, og Selmy havde tydeligvis heller ingen problemer med at brede benene, så til sidst gjorde Theodore bare det samme. Det hjalp ikke synderligt på pladsen, men det var i det mindste mere behageligt.
"Hvornår?" Theodore skulede til ham over frækheden i bare at skifte emne sådan, men trak alligevel på skuldrene og lod blikket søge mod loftet. "Når jeg bliver væbner. Tror jeg." Han skuttede sig lidt og lænede siden af hovedet mod ruden, hvilket i det mindste gav ham afstand nok til faktisk at kunne se på Selmy uden risiko for endnu en hovedskade. "Eller måske før. Når vi begynder at få lov til at træne med dem."
1 1


Chatboks
Gæst
[smilies]
IC-chat▽
Online nu: Blæksprutten, Tatti, Helli , Charizard , Xenix, Krystal
Lige nu: 6 | I dag: 14