Som om Izilarna ikke have slæbt nok, kunne hun nu mærle Taus vægt tynge i en grad der vidnede om, at knægten havde besluttet sig for at forlade de vågnes land. "Tau!!! TAU! Ved Zaladins røvskæg, jeg kan sgu ikke..." Hun kæmpede for at råbe ham op, men det blev nærmere en spruttende hvæsen og absolut ingen reaktion fra byvagten. En spinkel forpint lyd blev klemt ud mellem hendes læber, som hun endnu engang fik manøvreret ham omkring med den ene gode arm, men Tau var nu så slatten, at han lige så godt kunne være død. "Pis". Under normale omstændigheder havde denne situation været intet mindre end eminent til sarkasme, men det var der bare ikke nok publikum eller energi til. I stedet måtte jægeren på knæ, hvor hun fik vippet den halvdøde vagt over skulderen der endnu sad ordentligt, så rejste hun sig med et brøl. Hans vægt fik hendes ben til at dirre og sitre, mens såret i panden endnu engang sprang op og begyndte at pisbløde. Hun tørrede det værste af i Tau, som hun bevægede sig aldeles langsomt mod healerhuset. Så snart hun trådte over dørtersklen, sank hun i knæ, mens hun hev efter vejret, de mørke øjne skulede rundt "Jeg har brug for noget hjælp!"

Det var ofte om aftenen og natten, at de mest grufulde skadede folk kom til healerhuset. Det var altid i det tidsrum at det blev mere akut. Om dagen havde de fleste mere travlt med de mere mundane sygdomme og skader. Ofte skader fra normalt arbejde. En bager med en brændt hånd. En murer med et brækket knæ. Men om aftenen var der ro i gaderne. Lige indtil der kom tre byvagter og en borger med skader fra barslagsmål eller fra en jagt der var blevet gjort til meget mere end den før havde været. 
I nat var der endnu ikke sket noget, men Castor ventede blot på at det ville ske alligevel. Nu eller senere, det var næsten altid det samme. Og han fik ret. Et brøl fra gaden beviste for ham, at det var tilfældet, så mens han ventede på at der skulle komme nogen ind fik han gjort sig klar med en anden healer. De var tre i alt i aften, hvilket kun ville betyde, at de ville få travlt lige om lidt. For de to andre healere var knap så stærke i deres indre chakraer. Så de større stykker af arbejde sad primært på Castors skuldre.

Og ganske som de var blevet nogenlunde forberedt brasede der en kvinde ind med en mand hen over sine skuldre. Og det var ikke svært at se, hvor slemt det var. Mandens bandage var mere rød end hvid og kvinden lignede at hun havde badet hele sit ansigt i blod og støv. De så forfærdelige ud, begge to. Allerede nu var to af healerne på vej over til hende hvor de nænsomt samlede byvagten af hende og bragte ham ind i et andet lokale. Det betød at Castor skulle sørge for kvindens helbred nu. Han trådte med det samme frem. "kan du gå og stå?" det var det vigtigste for nu, som han satte sig på hug foran hende. Kunne hun ikke, måtte han hjælpe hende hen til briksen. Han kunne allerede nu se hvor al blodet kom fra. Og han kunne se, at hendes skulder mindst var dislokeret. Men det ville ikke være et massivt problem for ham. Med mindre noget værre gemte sig under alt det åbenlyse.

Da Izilarnas knæ først havde ramt det flotte gulv, var det som om tiden stod stille, længe. Taus vægt tyngede hende ned i en sær sammenkrøllet position. I det mindste kunne hun mærke hans puls med hans maveregion så tæt på det ene øre, mens hans snøvlende vejrtrækning fik hende til at ånde lettet op, så kunne hun da i det mindste ikke anklages for at have taget livet af ham. 
Pludeligt lettede hans krop fra hendes skuldre, hun kiggede ikke op, men zonede helt ud til en anden dimension. Alligevel tog hun en stor vejrtrækning, da hans kampvægt forlod hende. Det var først da en fremmed stemme henvendte sig til hende, at hun blev revet tilbage til virkelighedens verden. Hun virrede kort med hovedet, inden hun rettede blikket opad, mod den fremmede healer, formodede hun. Hun missede lidt med øjnene i det let oplyste rum. Man kunne ikke lade være med at skamme sig lidt, når man sad så pænt et sted, i hendes mundering, men det var nok hendes pæne opdragelse der talte. Hun nikkede langsomt, hendss skuldermuskler slap langsomt spændingen efter at have båret Tau de sidste hundrede meter. "Ja" konkluderede hun hæst, inden hun stemte fra gulvets blanke overflade med den gode hånd. Hun kunne sværge at hun trak et ikke bare beskidt, men ligeledes blodigt spor efter sig, selvom det ikke var så dramatisk. Bloddråber trillede endnu fra hendes pande, men hovedblødninger så altid ud af meget mere end de var. Med et vældigt støn kom hun på benene, inden hun fik taget healeren ordebtligt i øjesyn. Han var i hvert fald bedre klædt på end dem i slummen. Hun kneb øjnene en smule sammen, der var noget over ham hun ikke kunne sætte en finger på

Der var ingen skam eller fordom i Castors øjne over at man sad her, beskidt og blodig. Stedet blev rengjort mellem hvert besøg af specifikke personaler hvis arbejde blot bestod i dét og desuden var dette et hus dedikeret til netop det. Blodige personer der havde brug for heling. Han fulgte hende med op at stå og lagde en meget nænsom hånd på hendes raske arm, uden at lægge nogen vægt på, før han ledte hende ind i lokalet med en briks. Her gjorde han en gestus. Så snart hun sad ned, trak han sin stol med hen, samt en balje lunkent vand og nogle klude. Det var nok rart at få mindst ansigtet gjort rent. Det kunne dog sagtens gøres efter healingen.

"Jeg undersøger dig nu." forklarede han før han igen lagde en hånd på hendes raske arm, lige der hvor ærmet stoppede ved håndleddet. Hans evne krævede kun hud mod hud kontakt. Da hans magi begyndte lyste hans øjne en klar, nærmest himmelagtig blå farve. Han healede ikke endnu. Han undersøgte. "Du har nogle skader der er dybe nok til at noget af healingen vil give en smule smerte. Efter det vil det blive bedre." advarede han på forhånd, som han så hende i øjnene. "Jeg starter nu." hans hånd begyndte nu også at lyse med den samme blå farve, som hans healende chakra først skyllede igennem ham selv og derefter direkte fra hans hånd og ind i kvindens hærgede krop. Den værste del var hendes skulder, der skulle på plads. Der var ikke behov for nogle specifikke bevægelser. Magien gjorde hele arbejdet for ham og hende, som hendes skulder helt automatisk satte sig på plads og healede. Det var den del der kom til at gøre ondt. Såret i panden og resten af kroppen ville få en behagelig følelse af både varme og kulde, hvorefter hendes krop ville være en smule øm. En kæmpestor forbedring til hvad det havde været før. For Castor var dette heller ikke en stor dræning af ham. Han havde det fint. Hans indre chakra var ekstremt kraftfuld, især efter hans genopstanden som engel. "Vandet er til at rengøre dig for blod. Hvis du blot har behov for at slappe af nu, kan jeg godt hjælpe til." forklarede Castor mens han trak sin hånd til sig. Hans øjne gik tilbage til at være deres normale, nøddebrune farve.

Det tog ikke ret mange milisekundter fra Castor lagde hånden på hendes arm til hun bare fuldt åndsfraværende med. han havde en aura af ro omkring ham der var svær at forklare. Normalt var Izilarna ikke typen der stolede blindt på fremmede, men der var noget ved healeren der nærmest fik hende til at reagere uden at tænke en selvstændig tanke. der gik ikek mange øjeblikk før hun fandt sig selv på en briks mens Castor kom med en balje vand, nej, hvor så den bare tiltrækkende ud. Det var ikke engang længe siden hun havde vasket sig i bækken ikke langt fra hovedstaden, men takket være Taus støvbad, var hun igen tilbage som et beskidt udskud. Men først måtte komme først, englens undersøgelse var en underlig fornemmelse, hun havde altid været fascineret af healende magi, men havde svært ved at regne den ud. Alle healere gjorde det forskelligt, nogle brugte urter, andre vred og brækkede til tingene faldt på plads, så det her virkede noget avanceret og ikke mindst meget lidt skræmmende.

"Jeg tænker at enhver idiot kan regne ud, at det kommer til at svide lidt..." mumlede hun, det var måske en flabet kommentar, men hun havde ikke ret meget energi at give af, og slet ikke til at finde høflighederne frem, på trods af, at han faktisk virkede mere end villig til at hjælpe, han vidste ikke engang om hun var i stand til at betale endnu. I teorien kunne hun bare stikke af fra regningen, men hvis han var så god, som hun havde en fornemmelse af at han var, så var det nok det dummeste sted at efterlade sig gæld. Det tog ikke længe, Izilarna skulle vænne sig til den bizarre, men ikke uvelkomne følelse der løb gennem kroppen med mandens chakra, hun kunne heller ikek undlade at beglo ham, som hans øjne lyste op i en unaturlig farve. Faktisk var magien ikke langt fra hendes egen, forvandling, men andereledes og meget meget mindre bestialsk. Hun kunne ikke undlade at lade tankerne glide hen på hvor dyisk hun faktisk blev når hun forvandlede sig, hun mistede en del af sig selv, den del der kunne tænke helt klart og konstruktivt. Det virkede ikke til at healeren havde den oplevelse. "Av for... Zaladin!" Knurrede hun hult, idet leddet bevægede sig på plads, selvom hun ikke flyttede sig en milimeter, havde han underdrevet en smule. En barnlig del af hende prøvede ihærdigt at holde masken, så hun ikke sad der og hylede som et lille barn, men hendes ansigt fortalte dog, at det ikke kun gjorde godt. Så snart leddet var på plads skullede en lettelse dog over hende, hun åndede tungt ud og sank sammen i en mere krum stilling på briksen. Det føltes mest som en begyndende feber der rullede gennem kroppen, men samtidig virkede det til, at det hele summede lidt. Hun sad der lidt, uden at sige så meget, men så rettede hun blikket mod englen "Tak..." Det var en sær situation af taknemmelighed hun aldrig havde været så god til at udvise "Jeg vil meget gerne vaske mig... Det ville være dejligt..." Hans tanker kredsede i hendes hoved, "Hvis du blot har behov for at slappe af nu, kan jeg godt hjælpe til" Det virkede mere end almindeligt fristende, men en del af hende frygtede inderligt, at hun ville ende med at slappe så meget af, at rovet på hustaget forsvandt til anden side. Izilarna hvade fået en dårlig vane med at bedøve sig med Nox for at finde ro, tumulten der kom i hendes liv af at være dæmonjæger bragte nogle grimme drømme med sig, stoffet var en nem vej væk. Problemet var bare, at nu havde hun svært ved at undvære det. Hun bed sig tænksomt i underlæben. Hvad med Tau? Hvordan havde han tænkt sig at tackle den her situation når han kom gennem sin healing?

Det flabede svar på tiltale havde Castor oplevet flere gange end hvad han kunne tælle på alle to fingre. Ikke kun i hans arbejde som helbreder, men også i det arbejde, han havde haft før han var blevet til en engel. Som spion for Mørkets Hær havde han oplevet meget værre taleformer, rettet mod andre, mod sig selv, mod alt og alle. Han havde haft to liv. Begge de to liv havde været på kanten. Som spion var det kanten til ren, rå ondskab. Og nu, i hans nye liv, mødte han alverdens forskellige typer folkefærd. Og han healede dem alle, gode som lede, fattige som rige. Det var ét for ham. Han var bedøvende ligeglad med, om han sad med den mest uskyldige faun eller den mest stygge vampyr. Det var bare ikke vigtigt for ham, så længe han fik lov til at arbejde i fred og magelighed. Politik var ikke fem potter pis værd ultimativt. 
Så han tog sig ikke af, at denne kvinde var lidt beskidt i munden. Det kunne have været tusinde gange værre. Også da hun tog den onde guds navn i munden da hendes skulder satte sig på plads. Alligevel virkede hans blik mere som om at han var lidt mere end bare kendt med den guds navn. Mørkets Hær havde tilbedt Zaladin med den højeste iver. Lige så havde han selv gjort det. Han tilbad Isari nu, fordi han var blevet genoplivet. Men han var af den holdning, at alle guder havde deres plads, god som ond. Uden en ond gud, ville den gode gud trods alt ikke have så meget arbejde at lave. Og Castor kunne kun forestille sig, at når en gud begyndte at kede sig, så ville der hurtigt komme til at ske sære, drastiske, måske endda truende hændelser for de dødelige.

Han kunne se lettelsen skylle sig ind over den fremmede kvinde. Selvom hun fra starten havde virket til at have noget vildt over sig, virkede hun noget mere afslappet nu. Han vred en klud op og rakte den til hende. "Vi kan desværre ikke få dit tøj vasket her. Men der ligger en kro ikke langt væk. Betalingen er ikke så voldsom der heller, så det skulle ikke være et stort problem af få tøjet vasket der." forklarede Castor, stadig med en overraskende ro over sig. Da kvinden bed sig i læben med en eftertænksomhed der mindede om let bekymring, dukkede nysgerrigheden frem fra mørket inden i Castor. "Er alt i orden? Vagtens behandling kræver lidt mere tid og hvis du ønsker at vente på ham er du mere end velkommen til det." Castor rejste sig roligt og gik hen til et bord i lokalet, hvor der stod en lille te-kedel. Healerhusets tebryg var ofte meget rar at få oven på en healing. Den kunne formå at få det værste af ømheden i kroppen dulmet, fordi der var forskellige urter i. Den var ikke brygget af Castor selv, men han yndede stadig at tilbyde den til alle klienter.

Izilarna tog imod den lune klud, som han rakte hende, hun holdt den passivt i hånden nogle lange øjeblikke, inden hun begravede ansigtet i den. I kludens mørke kunne hun godt bruge en time eller to, men det ville ikke få hende tættere på beslutningen om, hvad hun dog skulle stille op med sig selv. Hun gnubbede og gnubbede til huden blev øm, det hjalp på sagerne, men nøj hvor hun endnu følte sig beskidt. Hendes hår var stift af støv og sved og blod. 
Hun rettede blikket mod healeren, nysgerrigt, som blikket gled ned over hans skikkelse,  hun havde set det allerede da han havde healet hende; hans eget ar. Det så drabeligt ud og Izilarna var ikke sikker på, at man faktisk kunne overleve det, hun kunne i hvert fald ikke, med mindre det havde været mere overfladisk end det så ud. I en let bevægelse gled hun ned fra briksen, men landede mere tungt end godt var, som var hendes knæ blevet til gele på vejen ned. "Det er okay, jeg finder et sted..." mumlede hun, som hun krabbede sig over til skålen med vand, hvor huk vred kluden op og vaskede sig lidt bedre end første gang, og igen og igen.
"Er alting i orden?" Kun kunne mærke hvordan en rislen løb ned ad hendes ryg, ingen havde spurgt hende om det i flere år. Hun havde et kort øjeblik lyst til at åbne op om alt det der bestemt IKKE var i orden, men nøjedes med ar nikke afmålt. "Ja jeg... ved bare ikke hvad jeg skal... stille op .. nu" mumlede hun tænksomt, mens hun vred kluden en sidste gang, øjnene stirrede dødt ud i luften uden et konkret fokus. "Måske... venter jeg lidt her..."

Castor var god til at gennemskue folk. Der lå mere bag hvor grundigt kvinden rensede sit ansigt første gang. Hun måtte ikke blot føle sig beskidt, men rent faktisk føle noget mere oven i alt det. Hvad vidste han ikke. Han vidste bare, at der lå mere bag hendes handlinger. Han lagde også mærke til hvordan hendes blik havde fanget det groteske ar på hans hals. Et ar der aldrig ville forsvinde, lige gyldigt hvor meget healende energi han selv eller andre puttede i det. Det var hans døds-ar. Det var permanent, en reminder om hvad hans krop havde oplevet før han blev som nu. Han havde et par gange fortrudt hvordan minderne fra dengang var kommet tilbage til ham i løbet af årene. De første par år efter hans genfødsel havde han bygget sig selv en helt ny identitet fordi han intet huskede fra sin mennesketid. Men det var ikke muligt længere. Lige som at det ikke længere heller var muligt at glemme præcis hvor ondt den kniv havde gjort i hans hals.

Hun var usikker og tung i benene da hun rejste sig fra briksen og dette overbeviste ham kun endnu mere om, at hun nok burde vente til vagten også var healet. Han fik ret hurtigt hældt to kopper te op og bragte dem over til briksen på en lille træplade så det ikke blev alt for ustabilt når den skulle stå der. Så satte han sig tilbage på stolen. "Mens du er her behøves du ikke vide noget som helst." forklarede Castor med en åben tone. Indbydende og beroligende. "Vi jager dig ikke ud før du mindst er helt klar til at gå selv og der er både lidt mulighed for noget at drikke og lidt at spise. Du er mere end velkommen til at blive her så længe du har brug for det." det var ikke nødvendigvis alle healere i dette hus, der havde den form for spiel til deres klienter, men Castor var ikke kold. Pengene var kun vigtige i det omfang, at selve huset fik den andel der skulle til for at man stadig kunne holde det kørende, og lige nu var der ingen andre klienter. Så der var masser af tid. Desuden var det jo et healerhus. Og skader var ikke nødvendigvis kun fysiske. Castor var derfor af den holdning, at man ikke skulle stresse på de folk der kom herind. Han gjorde en gestus mod tekopperne.

Izilarna trak skuldrene lidt op om ørene, hun testede fysikken lidt af, det virkede til, at healeren havde gjort et overordentligt godt job, selv hendes hofte værkede ikke mere. Hun skævede ned, og trak ud i læderbæltet som sad snørret ganske stramt, for at sikre, at de løse bukser blev på deres plads. Plamagen af blod der havde samlet sig under huden, var væk, ligeledes var den ovenliggende skramme, som ikke havde været dyb nok til at frigive det sammenholdte hæmatom. I et mindste var hendes bukser da reddet fra blod, nu var de bare almindeligt beskidte. Hun sendte tanken om en tøjvask et lille fnys, ja, det var fint at der var nogle som ydede den servise, men så havde hun ikke en eneste travl tilbage at tage på. "Nah, det her sted virker mere end genenmsnitsligt helle-agtigt!" kommenterede hun tørt med et lille skævt grin, før hun dumpede kluden i vandbaljen der bestemt ikke længere havde den klare farve det startede med at have. Hun beskuede healeren som han forberedte te, mens hun gruede for regningens størrelse, hvor ved alle guderne fik man lige en te til sin healing i dette rige, uden der var en eller anden form for bagtanke? Hun skævede skeptisk til den dampende væske, inden hun lod sig dumpe ned på briksen. Det duftede langt væk af barndomsminder, men ... "Du har ikke noget... stærkere?" Den hvidhårede kvinde fugtede læberne, hun trængte til noget der kunne vække hende lidt op, ellers gruede hun for at falde i søvn og sove hvor hun sad de næste fjorten timer. hun rykkede ubehageligt på sig, mens fingrene legede med hanken på det ene krus. "Den healingevne der..." startede hun tænksomt udenn at kigge på healeren, hun varn ærmest nervøs for at han kunne se lige gennem hende, havd kunne han udover at heale? "Den er lidt mere end usædvanelig, er den ikke?" Hun skævede til hans knæ, som frygtede hun at hvis hun så ham i øjnene, ville han suge hendes sjæl ud på stedet.

Det skæve grin virkede mere normalt for hende. Det så i hvert fald ud til at være meget mere naturligt, men samtidig en smule facadeagtigt ud. Men det bebrejdede han hende ikke for at gøre. Han gjorde det selv konstant, holdt en facade. Han lagde aldrig skjul på hvad han var, men han havde ikke sagt noget om sin menneskelige fortid til nogen i mere end 200 år. Alene tanken om at indrømme sådan en hemmelighed var nok til at få ham til at lade komplet være med det. Konsekvenserne ville helt sikkert være katastrofale. Hans ry ville gå i stykker, han ville miste sit arbejde og så til sidst ville han helt, helt sikkert blive jaget på porten. 
"Sådan burde det også være. De fleste der kommer her er af én eller flere grunde i en grim situation." konstaterede han mens han også sendte hende et smil. Som hun sad og pillede rundt med sit tekop, løftede han sin egen, men før han nåede at tage et sip fik hendes ord ham til at kigge op på hende, igen med et smil, dette mere hemmelighedsfuldt. Der var rigtig, rigtig mange der kom her, som ønskede noget, der var lidt mere til den stærke side. Egentlig var det sådan set ikke reglementeret, at give den form for drik til sin patient. Men Castor fulgte kun loven når det fungerede for ham. Og han ville langt hellere give slip på en glad og tilfreds patient end at han ville følge den højhellige lov.

Han stak langsomt en hånd i lommen på healeruniformen. "Så længe det bliver mellem dig og mig, så kunne det sagtens hænde." forklarede han, før hendes næste spørgsmål fik ham overbevist om, at det måske ikke kun var ham, der havde skuet en smule igennem hende. Hun var i hvert fald henne af den rigtige kant af informeret hvis hun godt var klar over at hans healende evner var usædvanlige. Men så igen, var det jo alligevel én af de få ting om ham selv, som han netop ikke holdt hemmelig.
"Jo, det er den. Jeg har altid været i stand til det, men den blev kun stærkere efter jeg genopstod." han fortalte det, som var det blot en aftenfortælling om bålet. Måske fordi han selv var så vant til det. For ham var det jo netop bare endnu en form for søndag at han var sådan.

"Eller fordi de er blevet udsat for yderst uretfærdig og pinagtig behandling af dem der har bygget et system, indrettet til dem som har mest!" Knurrede hun hult, inden hun omhyggeligt flettede næbbet. Det var nok ikke tid til at diskutere sin ellers radikale holdning med én som arbejdede på en af Dianthos nok fineste healerhuse. Hun skyndte sig at få rettet sin attitude ind, og tog straks en tår af teen, der endnu var alt for varm til at blive drukket. Den brænende følelse på tungen kunne dog heldigvis aflede hende fra hendes eget anarki. 
Hun så forventningsfuldt på healere, som vist havde lommerne fulde af mere end badager og salver hun higede efter det "Åg tro mig jeg kan godt holde på en hemmelighed..." hun smilede prøvende "Det håber jeg også du kan. Der er ingen der behøver vide at jeg kom her idag, slet ikke med en byvagt... Slet ikke slæbende på en halvdød en!" Hun vrængede en grimasse ved tanken, vagterne var ikke populære, med mindre det selvfølgelig var de korrupte af slagsen der var villige til at se den anden vej for en skilling, det behøvedes ikke at rygtes i hele byen at izilarna potentielt havde reddet livet på en af de mest moralske af dem.
hun skævede mod en af de små tændte lygter i healerhuset, flammen på indersiden kastede et hyggeligt lys, det føltes næsten hjemmevandt, hvis Izilarna dog havd haft sådan et, ville det i hvert fald være hyggeligt, ikke stort, sterile og klinisk. "Ah, ja, det er første gang jeg har været udsat for noget lignende, normalt involverer det ækle urter, eller smerter..." Hun tog endnu en tår af den skoldhede te, inden sætningen vendtes i hendes hoved, og hun måtte hoste for ikke at kløjes... 'genopstod'. Denne gang lagde Izilarna ikke skjul på, at hun stirrede på væsenet foran hende, der var intet dæmonisk over ham, det havde hun fanget for længe siden, måske tvært imod. Hun gloede, og gloede og gloede. Forstenet, med øjne som tekopper "Du tager pis på mig?"

Castors blik blev kort på kvinden, da hun lavede et udbrud, der var godt og grundigt farvet af helt sikkert en baggrund der var lige så farvet. han forstod det ærligt talt godt, men hvis blot hun vidste hvem han havde været før.. Ak ja. Ganske vist en hæslig mand i starten, men senerehen var han blevet en del af modstanden mod Mørkets regime. Det var så tæt på hendes farvede holdning man kunne komme uden at være komplet anarkist. Dog havde Castor aldrig rigtig manglet noget. En ordentlig familie måske? Uden en morderisk tvilling? Han sukkede lavt før han rev sig ud af sine tanker. De var ikke vigtige lige nu. Kvinden foran ham var vigtigere og som hun indvilgede i at holde hemmeligheden, smilte han som han tog en lille lommelærke frem. Det var noget relativt stærkt alkohol der var i den. Man vidste aldrig hvornår man skulle få brug for det. Castor vidste i hvert fald godt, at hvis det ikke var muligt for ham at heale et sår, så kunne alkohol godt bruges i nødsituationer. Det var også ganske udmærket til at få ro på en patient. Og nu gik det til at slukke denne patients tørst.

"Min mund er lukket." svarede han som han stillede lommelærken ved siden af hendes tekop. Derefter tog han et sip af sin te, som om intet lyssky var hændt. Dog måtte han hurtigt stille tekoppen fra sig da hun var ved at kløjes i sin egen te. Han skulle lige til at rejse sig for at hjælpe hende, men hun fik ret hurtigt styr på sig selv og så begyndte hun ellers at stirre på ham som havde han groet et hoved ekstra. "Jeg ville have leet hvis jeg tog pis på dig." konstaterede han, før han tog dem fri. Et sæt store, kridhvide vinger groede langsomt ud af hans ryg. De var nærmest skinnende. "Desværre er det ikke tilfældet. Og før du spørger, ja, døden er ikke rar overhovedet. Og nej, en genopstandelse er bestemt ikke rar. Især ikke når man er nødt til at grave sig selv ud igen, to år efter." det var en voldsom ting at sige, det vidste Castor godt. Han så alvorlig ud, men han gav stadig den fremmede kvinde et beroligende lille smil derefter, som for at sige at hun ikke behøvede at tage det så tungt.

Izilarna nikkede bekræftende "Aftale!" Den muntre tone holdt dog ikke længe, Castor var ikke lang tid om at folde sig ud. Hun sad bomstille, og gloede som en spøgelsesabe, som han talte, og ikke nok med det, et sær store glinsende englevinger voksede frem fra hans ryg. Den kvindelige jæger trak end ikke vejret. Hun måbede åndsfraværende, som øjnene gled over vingerne, alle tanker om alkohol og bekymringer om hvad de næste timer skulle bringe var vasket ud af ren og skær fascination og æresfrygt. Jo, alle havde da nok hørt om engle, myter, historier og fortællinger, nogle påstod endda at de havde set en engel, men blandt gadens børn og tyvenes røverhistorier, var det ofte bare blevet en metafor for et meget smukt menneske, eller i få tilfælde, en redningsmand. Nogle historier om bålet snakkede om sex med en engel, men det endte som regel altid der, hvor folk sad og grinede hånende og leverede albuer i siden på sidemanden, mens de kaldte på løgn, lyst og fantasier. 
Uden at spørge, uden at sige noget gled den hvidhårede kvinde ned fra briksen, inden hun uden at spørge om lov tog et par skridt mod Castor. Hun rakte armen frem, langsomt, som skulle hun tæmme et vildt dyr, inden hun lod hånden glide over vingen, ikke voldsomt, ikke som hun prøvede at få den af, mere som hun håndterede et lille dyr. Hun sitrede, det kunne selv et menneskeligt øje se. alt vr glemt et øjeblik, ubehaget, ømheden og den brusende blandede følelse af varme og kulde healingen havde efterladt. Så ramte virkeligheden, eller den virkelighed hun troede hun befandt sig i "Nix!" konstanterede hun hurtigt, inden hun snurrede omkring, som havde hendes krop bare fået nok, kunne hun mærke hvordan maveindholdet vendte sig i hendes torso, på få sekundter gik hun fra et lille barn der havde fået den gave det altid havde sukket efter, til komplet fysisk oprør. I en garvet vending greb hun skålen med beskidt vand og kastede op, overraskende præcist i skålen. Hun sank på knæ, knugende skålen. Det var en ekstrem sparsom mængde der kom op, måske taget i betragtning af, at det eneste hun havde ernæret sig på i løbet af denne dag, var et par mundfulde urtete. Hvorfor det påvirkede hende at seen engel på klods hold, anede hun ikke, hun havde gennem sin tid set elvere, enhjørninger og alfer, men der var noget over englen der triggede noget helt ekstremt, måske var det tanken om at trodse døden noget så grusomt, at man kunne dø og så ved alt hellige, vende tilbage sprællevende flere år efter. 

Hvis hun før havde set helt åndsfraværende ud, var det nu fordoblet mange, mange gange. Han havde ikke helt forventet at hun ville reagere så voldsomt, men det var jo ikke alle der så hans vinger. Eller andres engles vinger. De fleste engle holdt lidt deres natur for dem selv og det var sikkert blandt andet netop af denne årsag. Han stivnede dog selv en smule da hun rejste sig og nærmede sig ham for at røre ved hans vinge. Det føltes en smule akavet, men han accepterede det stadig. Vingen rykkede en lille smule på sig ved hendes berøring, for han kunne jo selvfølgelig godt mærke det. Og så snappede hun tilbage fra hvor end hun havde været. Han satte hovedet på skrå da hun brat vendte sig rundt. Og så røg hendes maveindhold lige direkte ud i spanden med nu beskidt vand mens hun sank i knæ. Castor tøvede kun et kort øjeblik før hans vinger øjeblikkeligt trak sig tilbage ind i hans ryg og han selv rejste sig.

"Åh.." lød det lidt tamt fra ham som han rakte ud og støttede hende. Han vidste ikke hvor sådan en ekstrem reaktion skulle komme fra og han håbede da heller ikke, at hun nu troede at han ville slå hende ned med himmel-lyn eller lignende. "Jeg tror vist at nu er et godt tidspunkt at tage det dér, der er lidt mere.. Stærkt?" han rakte ud, tog lommelærken og åbnede den så det var nemt for hende at drikke, før han placerede den i hendes hånd. "Hvad skete der lige?" spurgte han kort efter, dybt forvirret over hendes pludselige præcisions-opkast. Det var faktisk ret imponerende, at hun kunne være så præcis med det.

Izilarna sad der et par øjeblikke, som hun prøvede at fatte sig, og ikke mindst få styr på maven, hun stirrede mod en plante i hjørnet af rummet, som om hun prøvede at fange en del af virkeligheden i noget meget konkret. Det var ikke en sjælden plante i Krystallandet, derfor virkede den måske også som det mest håndgribelige hun havde lige pt. Så mærkede hun hans hånd på skulderen, han var virkelig en engel, ikke et sagn eller en myte. hun slap grebet i skålen med den ene hånd, inden hun tog fat i lommelærken, hun mærkede ikke engang efter i maven før hun tog et ordentligt drag. Det var okay, hun havde vist lagt det værste chok bag sig. "Undskyld!" Hun skævede let over skulderen mod englen, vingerne var væk igen, det var nok for det bedste. Hun havde så mange spørgsmål og alligevel kunne hun ikke præstere et eneste. "Det har bare været en meget.. Underlig dag..." Hun rynkede brynene sammen, underlig var nok en underdrivelse, faktisk var der ikke rigtigt noget som var gået som planlagt, andet end at hun formåede at få hbåde hende og Tau levende til healerhuset. 
Hun stillede skålen fra sig og skubbede den ind under briksen, hun kunne ikke rigtigt overskue projektet. "Det er sgu et underligt koncept.. En engel... To  år? TO?? Død? Og så, hvad? .. Hopper du tilbage i ... hvad? Den samme krop du kom fra? En ny krop? Hvad er der sket med din krop i mellemtiden? Hvorfor er den ikke rådnet? Hvis det er en ny krop... Hvor kom den fra? Den er vel ikke kommet ud af ingenting... eller hvad?" Og så startede det, alle de undrende spørgsmål kun han ville kunne besvare. Hun vendte omkring og stirrede på ham, ledte efter dødstegn, han så sprællevende ud, sådan så Lorgath i hvert fald ikke ud, han havde perioder hvor han var mere død end levende. Teknisk set var han jo stendød, men det var som om hendes hjerne havde lettere ved at acceptere en vampyr, de blev trods alt forvandlet, de forsvandt ikke bare midlertidigt. "Hvad..." startede hun, men stoppede sig selv kort efter, det var en forkert start på det spørgsmål "Ved din familie det? Dine venner?" Hun vidste godt at det nok var et sprængfarligt område, men hun var simpelthen ikke i stand til at holde sin kæft. Hun tog et stort drag af lommelærken og måtte skære en grimasse, det var vist den eneste måde at lukke munden på hende, midlertidigt om ikke andet.