Yuri havde altid haft en intens flamme af vrede i sig. mest af alt fordi de altid havde set hendes søster som den lille perfekte pige og Yuri som... ja det andet barn.

Yuri mærkede en trykken i hendes hånd og så en lyd "se på mig" hun snappede pludselig ud af det hun var igang med at hade. hun så mod Catarina langsomt. men stadig ikke i hendes øjne.

hun lyttede til Catarina hun havde stadig flammen tændt. "behøver jeg ikke?" hun så kort mod sin far og så poå Catarina igen, hun havde ret. men hun havde hele sit liv  levet i vrede og det var svært at gi slip på.

Yuri vidste hellere ikke hvorfor hun kunne se det. det var en en slangs magi. som en magisk grotte de var i. og dette var fortidens spøgelser der opsøgte dem.

Catarina bag ikke Yuri tilgive dem og vis hun havde bedt hende om det havde hun nok også sat ild til Catarinas tøj. mest af alt pga hun ikke kunne tilgive dem.

hun så mod sine forældre med sammen knebne vrede øjne. "de har altid forgudet min søster. jeg var der bare! de var ligeglade med mig." sagde hun vredt og man kunne fornemme på Yuri at det var svært for hende. hun havde jo altid været set som det andet barn.

manden så bare på Yuri, han virkede hård og kontant imens moderen virkede mere sorgbetynget. manden så kort på Catarina. "Yuri. hvorfor?"
Yuri slukkede flammen  og tog Catarinas hånd. "lad os komme ud. inden jeg gør dig fortræd" hun havde stadig vrede iøjnene. men hun ville ikke skade sin nye ven. og vis de blev meget længere kunne hun ikke love at hendes vrede ikke omsluttede hende og gjorde dem begge ondt og brandte alt ned i nærheden.

Catarina mærkede Yuris hånd lukke sig om hendes, og denne gang tøvede hun ikke. Hun lod sine fingre flette sig ind i hendes og gav hendes hånd et fast, roligt tryk.

“Ja,” sagde hun stille. “Lad os komme væk herfra.”

Hun kunne se vreden i Yuris øjne. Ikke bare den vrede, der var kommet frem i grotten, men noget langt dybere. Noget, Yuri havde båret rundt på i årevis.

Catarina kastede et sidste blik mod skikkelserne ved alteret.

Kvinden stod stadig med sænket blik, sorg malet i ansigtet. Manden så derimod fortsat på Yuri med det samme hårde udtryk.

Yuri. Hvorfor?

Catarina mærkede en irritation vokse i sig. Ikke fordi hun kendte historien, men fordi hun kunne mærke, at Yuri havde brug for at komme væk fra dem, ikke stå til regnskab for noget, hun tydeligvis havde lidt under hele sit liv.

Hun vendte sig mod Yuri igen.

“Du gør mig ikke fortræd,” sagde hun roligt. “Og jeg tror ikke, du ønsker det.”

Hun lod blikket falde et øjeblik til Yuris hånd, der nu var fri for flammen.

“Du slukkede den, da du blev bange for at skade mig. Det fortæller mig mere om dig end den vrede, du lige viste.”

Catarina tog et par skridt baglæns, men beholdt Yuris hånd i sin.

“Kom.”

Hun begyndte langsomt at føre hende væk fra alteret.

Efter nogle få skridt stoppede hun dog og så tilbage én sidste gang.

“Og bare så du ved det...” sagde hun lavt.

Hendes blik fandt Yuris.

“Det var ikke dig, der var det andet barn.”

Hun lod ordene hænge et øjeblik.

“Det var dem, der fik dig til at føle sådan.”

Catarina vendte sig derefter mod udgangen og fortsatte med Yuri ved sin side.

Hun havde stadig ingen anelse om, hvad der var sket mellem Yuri og hendes forældre. Hun vidste heller ikke, hvorfor denne magiske grotte havde vist dem fortiden.

Men én ting vidste hun.

Hun ville ikke lade Yuri gå igennem det alene.