Dagen stod på sol og skyfri himmel. lækkert ville de fleste tænke men det gjorde at gaderne i byen var proppede med folk og det kunne Yuri ikke lige idag. hun begyndte derfor at gå ud i skoven og kom så langt at hun nåede Amazinit skovene. hun havde en bluse på som gik lidt over navlen. en nederdel der gik op til midten af lårne. 
Bluesen var blå og havde små stjerner broderet på.
Nederdelen var også blå men uden noget mønster.

Yuri havde sat hendes længe smukke sorte og hvide hår op i en hestehale så det ikke var i vejen.
Yuris øjne så ned i jorden som hun gik rundt og nød stilheden. hun manglede dog byens lyde men så måtte hun tænke sig til det. 
Det gjorde hun og begyndte at danse rundt i sine bare føder/poter. hun havde smidt sine sko længere væk for hun ville gerne mærke hvor hun gik.

Yuri var forresten et halvdyr med mere menneske udseende end dyre udseende men det gjorde jo ikke noget. hun var og blev et halvdyr. hun var sort ulv. hendes søster, hun ikke så, var albino ulv.

Yuri begyndte at nynne imens hun dansede rundt i skoven. Yuris gyldne øjne  så på skovbunden men hendes ulveører var alle vegne.. hun lyttede efter alt for at være klar på at slå igen vis nødvendigt. hendes ører specielt var følsomme for lyd. da hun jo ikke var god til store mængder mennesker. hun var ikke god til øjenkontakt eller nærkontakt. ja. faktisk var hun det man ville kalde sær i Krystallandets tid. 

Yuri kom pludseligt til et stort træ og standsede op. hun så roligt op i træet og smilte for sig selv. hun tog fat i træet og begyndte at klatre op til en tyk gren længere oppe så hun kunne studere naturen og måske "lege" lidt med den.  selv om lege var farligt når det galt hende.

Catarina havde søgt væk fra byen af samme grund som så mange andre — men ikke for at finde selskab. Hun ville bare have fred. Stilhed.
Amazinit-skoven var tæt og levende, og hendes støvler knasede mod skovbunden, som om skoven selv hviskede hende videre frem.
Hen til et stort træ hvor hun med lethed skiftede til sin panterform og kravlede elegant og lydløst op på en stor og bred gren,  hvor hun lagde sig, henslængt højt oppe i træet.
Den varme sol sivede ned gennem bladene, og hun lod halen dingle roligt ud over kanten, mens hun lyttede til skovens rytme. Den stille summen, den fjerne fuglesang. Her var fred. Her kunne hun være sig selv.
Hendes sorte panterkrop var næsten usynlig i skyggerne, kun øjnene glimtede svagt, gyldent og vågent.

Så hørte hun noget. Trin — lette, rytmiske. Ikke som et dyr, mere… dansende. Nysgerrigheden vakte hendes opmærksomhed. Catarina løftede hovedet en anelse og kiggede ned gennem løvet.

Der kom nogen. En pige — eller noget, der lignede. Hendes hår var sort og hvidt, sat op i en høj hestehale. Hun havde en blå bluse med små stjerner og en kort nederdel, barfodet, med øjne der var rettet mod jorden, som om hun hørte musik ingen andre kunne høre. Hendes ører — ulveører. Catarina blinkede langsomt. Halvdyr? Det var længe siden, hun havde set en anden som mindede om hende selv bortset fra Jack.

Pigen som uden at vide det, havde placeret sig lige under Catarinas gren,  og et smil eller det tætteste en panter kunne komme på det, gled over Catarinas ansigt.

Hun løftede forsigtigt en pote og skubbede til nogle blade. En håndfuld dryssede ned og landede i håret og ansigtet på pigen nedenunder hende.

Yuri dansede ellegant rundt til musiken i sit hoved. hun havde lette tin, Hun havde let tøj på så det ikke tyngede hende ned til jorden. Hun havde det også med at vise sin krop mere end det skulle måske. Men Yuri var ligeglad. Hun var glad for sin krop og sådan var det bare.

Yuri havde ikke rigtigt koncentreret sig om sin lugte sans så at der lå en pige/panter oppe i træet havde hun ikke opdaget. Hun var begyndt at klatre da nogle blade faldt ned og landte i hendes hår og hendes ansigt. Hun slap på træet da et blad landte i hendes øje og hun fik et chok over det. Hun faldt den halve meter ned på jorden og landte på sin hale, som gjorde hun udbrød et lille hvin i smerte.

*Shit hvad var det* Hun tog bladet væk fra øjet og så på det med et sammen gnebet øje og et åbent øje. Hun havde fået ridse i øjet. det højre. Så hun så lidt arigt på bladet og det gik pludseligt op i flammer. Noget man kunne fornemme at Yuri kunne lig.

Yuri var pyroman og derfor skulle der ikke meget til at tænde hendes lyst til ild.
Hun snussede ind og ilden gik pludseligt ud. 
*Her er nogle... eller er det noget* Hendes ører bevægede sig rundt som hendes tænker også blev ved med at ændre sig fra glad til forvirret til lystigt efter ild osv osv.

Catarina havde egentlig bare villet drille hende lidt. En uskyldig rysten med grenen — som et fnis mellem skovens blade.

Men det, der skete, var alt andet end uskyldigt.

Pigen under hende — dansende, svævende, let som støv — stoppede brat op, grebet af et pludseligt chok, da bladet ramte hendes øje. Et fald. Et lille hvin. Og så… ild.

Catarina stivnede, øjnene smalle. Bladet, som få sekunder tidligere havde svævet fredeligt, gik pludselig op i flammer i den andens hånd. En snerrende varme hang i luften, og luften dirrede på den måde, ild gør, når den er for tæt på et sind, der ikke helt holder den i skak.

Panteren i hende trak sig lidt bagud. Ikke i frygt, men i ren instinktiv respekt.
Catarina, du dummede dig måske en smule der.
Tænkte hun kort i mens Hun så ned på hende — pigen med det gyldne blik, det vilde udtryk og ørerne, der jagtede lyde som flakkende skygger. Og da ilden slukkede sig selv med et pludseligt hiv af luft, var det som om noget slog klik i Catarinas hoved.
Denne pige… var ikke almindelig.

Hun lod sig glide ned fra grenen igen, men denne gang langsommere, mere afventende. Ikke fjendtlig. Bare nysgerrig og lidt på vagt. Hun landede let på alle fire porter og skiftede fra sin fulde panter form til sin menneske form og rettede sig op og så på pigen foran hende.

“Det var ikke meningen at skræmme dig så meget,” sagde hun roligt, med et blik mod det svedne blad. “Men wow. Du fik det til at brænde. Direkte ud af hånden. Ret imponerende”

Hun hævede øjenbrynene og lod øjnene glide hen over Yuri — ikke som dom, men som analyse.

“Du er ikke bare halvdyr, hva’? Du leger også med flammer. Det er ikke noget, man ser hver dag i Amazinit-skoven.”

Catarina holdt en pause, så Yuri kunne samle sig, hvis det var nødvendigt. “Har du mange af de… stemningsskift? Eller var det mig, der tændte gnisten?”

Et lille, skævt smil fulgte med. Hun stod stadig på sikker afstand, men ikke fjern. Der var mere nysgerrighed end frygt i hendes blik.

Yuri så på ilden med nærmest lystige øjne. da hun havde rejst sig hørte hun noget lande på jorden. Noget stort. Hun vendte sig mod lyden og så en panter, der blev til en kvinde. Yuri så på kvindens krop. hun søgte slet ikke øjenkontakt. noget som hun ikke kunne lig. hun så på alt andet end øjnene.
Da kvinden talte løftede hun hovedet lidt op og hendes ører det samme. Ikke for at skræmme hende? Var det kvinden her der havde gjort det med bladet der faldt i hendes øje. "Jeg blev ikke bange... Jeg blev forskrækket over noget faldt i mit øje. Bogstaveligt"

Yuri havde fået en lille ridse i øjet og det var nok det der havde gjort hende arrig. Yuri så på kviden da hun talte om at Yuri ikke bare var et halvdyr.  Sagde hun det fordi Yuri kunne ild? Men det var da normalt at alle kunne ha magi i sig. Selv halvdyr,
"jeg er halvdyr ja. og ja jeg kan lege som De kalder det med flammer"
Hun løftede armende og to blå flammer kom til syne i hendes håndflader. Flammer var normalt orange eller røde men Yuri kunne bruge den blå flamme som var mere varm og farlig ind almindelig ild.

Da hun talte om stemnings skift så Yuri undrene på hende. Hvad talte kvinden her om. Stemnings skift?
"jeg forstår ikke hvad De mener. Men vis det er fordi De tænker på jeg tændte ild til bladet, så.... ja jeg har vel stemnings  skift?" hun vidste ikke hvorfor hun blev spurgt om stemnings skift. Ja Yuri kunne være uforudsigelig fordi hun i nutids tale var autist så man kunne ikke altid læse hende.

Yuri var også meget glad for ild så at tænde hendes gnist var måske lidt farligt.

Der gik ikke mere end 30 sekunder efter hun havde tændt sin blå flamme før den blev slukket. den var jo noget der tog energi fra hende,

Tak! Her er en scene skrevet fra Catarinas synspunkt, hvor hun oplever Yuris reaktion og begynder at danne sig et indtryk af hende — stadig præget af respekt, nysgerrighed og lidt forsigtighed:

Catarina iagttog hende med rolige øjne, selv da hun undgik hendes blik. Det var tydeligt — pigen så ikke i øjnene. Øjnene var for direkte, for intime. Hun lod sit blik følge Yuris bevægelser i stedet. Den måde hun stod på. Den måde hendes skuldre strammede sig lidt, som om hendes hud bar et usynligt filter mod verden.

Men det var først, da Yuri løftede hænderne, og de blå flammer voksede frem i hendes håndflader, at Catarina ærligt blev fascineret.

“Blå flammer…” mumlede hun halvt for sig selv. “Ikke mange, der har styr på den slags. Det er ikke bare ild — det er ild med vilje bag.”

Hun tog et skridt nærmere, langsomt. Stadig med åbne hænder, som om hun trådte ind i kredsen omkring en vild kat, der ikke skulle jages væk.

“Jeg mente ikke at fornærme dig, da jeg kaldte det at ‘lege’. Det var ikke hån,” sagde Catarina stille og oprigtigt. “Det var mere… beundring, tror jeg. Der er mange, der har kræfter, men ikke mange, der ser ud til at nyde dem.”

Hun så på flammerne, som så hurtigt som de var kommet, slukkede sig selv. Et kort, intenst glimt. Som et glimt ind i Yuris sind.

“Stemningsskift,” gentog hun så, da Yuri spurgte. “Du gik fra let og dansende… til vred og tændt på et øjeblik. Ikke fordi det er forkert. Det er bare… sjældent at se nogen, der føler så tydeligt, og som ikke forsøger at skjule det.”

Hun trak på skuldrene og smilede lidt. Ikke nedladende — bare ærligt.

“Det gør dig… ægte. Men det gør dig også lidt farlig, tror jeg. For folk, der ikke forstår dig.”

Så holdt Catarina en pause og bøjede hovedet en anelse, som om hun først dér besluttede sig for noget.

“Men jeg er ikke én af dem, der bliver skræmt væk af lidt ild. Eller uforudsigelighed. Jeg synes faktisk, det gør tingene lidt mere spændende.”

Hun slog armene over kors, stadig afslappet, og tilføjede med et smil:

“Så… hvad kalder man dig? Eller skal jeg blive ved med at tænke på dig som ‘pigen med de smukke blå flammer’?”

Yuri så aldrig folk i øjnene. hun vidste ikke helt selv hvorfor men noget i øjnene gjorde hende utilpas. hun så på kvinden da hun  mumlede blå flammer. Yuri elskede sine flammer. hun elskede at prøve at brande ting med dem. men de kunne være farlige fordi de var kraftige. Yuri så på hende da hun trådte nærmere Yuri.

hvorfor nød folk ikke deres evner? evner da da bare det der gjorde en... unik? Yuri stod lidt og så på kvindens krop sprog da hun standsede op og talte igen. Yuri nød sin evne ja. rigtig meget. for så kunne hun jo lave brand. smuk, blå brand.

ikke mange brugte ordet stemnings skift til Yuri så hun måtte jo lige sikre sig hvad kvinden mente. men ja. hun havde vidst gået fra let og glad til arig og gal. hun trak skuldrene op til hovedet og slap dem igen. "jeg forstår ikke hvorfor man skal skjule hvad man føler.... ja jeg føler mig vel bare mere i et med mig selv" sagde hun roligt og smilte forsigtigt lidt. hendes øre var oppe og hun lyttede intent 

hvordan kunne denne kvinde forstå Yuri så godt uden at kende hende? hun havde tit søgt nogle der forstod hende uden at dømme. for ja folk dømte hende tit fordi hun var ærlig omkring sig selv

Yuri blev faktisk lidt overrasket over at kvinden her sagde hun ville tænke på hende som pigen med de smukke blå flammer. ikke mange så dem som smukke. især ikke dem hun kendte.
"jeg hedder Yuri, Yuri Suzukimi" sagde hun og gned lidt sine fingre i sine håndflader. hun vidste ikke helt om hun skulle gi hånd eller om skulle holde hånden for sig selv.

Catarina så, hvordan Yuri ikke mødte hendes blik, og det gjorde hende ikke det mindste. Det fortalte hende bare noget om, hvordan Yuri sansede verden — med ører, med bevægelser, med flammer… ikke med øjne. Catarina kendte selv det med at være blevet set forkert for mange gange. Nogle gange var det lettere bare at kigge væk, før nogen kunne kigge igennem.

Hun bemærkede Yuris små bevægelser. Det forsigtige smil. Den lette trækning i skuldrene. Det var ikke nogen, der spillede en rolle. Det her var en pige, der var, som hun var. Ikke fordi det var let, men fordi det var det eneste hun kunne være.

Da Yuri sagde ordene — “jeg føler mig vel bare mere i ét med mig selv” — var det som om skoven et øjeblik blev helt stille omkring dem. Catarina kunne ikke lade være med at smile lidt. Ikke over Yuri, men fordi det var… sjældent. Sjældent at møde nogen, der ikke skjulte det, de var. Ikke pakkede sig ind for andres skyld.

“Det er præcis det, der gør dig stærkere end de fleste,” sagde hun blidt. “De fleste prøver så hårdt at være noget, andre kan forstå men ikke er, du virker som en, der bare prøver at være dig selv.”

Hun kunne se, hvordan Yuri gned hænderne lidt nervøst mod hinanden, som om hun overvejede, om hun skulle række hånden frem eller beskytte sig selv.

Så Catarina rakte stille hånden frem — men vendte den opad i en åben, inviterende gestus i stedet for den typiske håndtryk-holdning.

“Yuri Suzukimi,” gentog hun, som om hun prøvede smagen af navnet. “Det passer til dig"
Hun lod hånden blive i luften, ikke for at presse, men for at give Yuri muligheden. Øjnene lå roligt på hendes pande eller skuldre, aldrig direkte ind i hendes — hun respekterede det.

“Mit navn er Catarina Af Kazimi" Hun viste udemærkert at hende navn var kongeligt, men håbede på en måde at det ikke var noget Yuri bemærkede.

“Du sagde noget før… om at du ikke forstod, hvorfor man skjuler sine følelser,” sagde Catarina efter et øjeblik. “Måske fordi folk har lært, at det er farligt. At følelser kan skræmme. Men det gør dine ikke.” 

Yuri vidste ikke hvorfor. men denne kvinde, hun virkede til at forstå og respektere Yuri end de der forhen kaldte sig hendes forældre. hun rødmede let da Catarina sagde det gjorde hende stærkere end de fleste. og hun havde ret i at mange prøvede at være noget de ikke var. Yuri så ned på Catarinas hånd. hun så på sin hånd og rakte den forsigtigt mod hendes hånd. hun lagde hendes hånd på hendes, håndflade mod håndflade.

Yuri var autist men det kendte man jo ikke til dengang så man kaldte hende sær og anderledes. men Yuri, ja hun tog sig ikke af det. hun var ikke generet af det mere.

Catarina af Kazimi. hvorfor vaar der et eller andet ved det navn der sagde Yuri noget. hendes fremtoning virkede jo ikke ligefremst kongelig. hun sagde heller ikke De til Yuri som mange adenlige gjorder. måske var hun bare en fjern slægtning til de kongelige?

da hun havde holdt hånden på Catarinas hånd i 30 sek tog hun hånden på en lidt hurtig men respektfuld måde til sig. ikke pga hendes tittel men pga hun ikke ville virke som om hun fandt det ulækkert. det gjorde hende bare lidt utilpas!

Yuri lyttede intenstivt til Catarine da hun talte om følelser. hun tog en lukket hånd op til sit ansigts højde. "vis man holder følelserne inde.... " hun åbnede hånden og en blå flamme tændte "...eksplodere de bare tilsidst" tror det eller ej men Yuri vidste hvad hun talte om. hun var trodsalt en "morder" pga følelsernes kamp i hendes indre.

hun så på og så på Catarinas mund. "men selv om følelser kan være farlige er det også farligt at spille et spil for gallariet"

Yuri smilte lidt skævt. det var jo også Yuri der talte med erfaring. hun lukkede hånden og flammen slukkede. hun løftede ørene og lyttede til alt omkring sig. tydeligt. for hendes ører vippede frem og tilbage. hun var meget ops på sine omgivelser. hun lagde hovedet på skrå og så stadig på Catarinas mund. for det var jo den hun bedst kunne fokuserer på.

"men om man er almindelig i sin hverdag eller adelig... gør det inden forskel for om man skal spille et spil eller om man skal være sig selv." hun prøvede bare at sige at hun ikke mente at Catarina skulle spille en anden end hun var om hun var adelig eller ej. Yuri var stadig itvivl om hvor hun havde hørt det der Kazimi fra før

Catarina mærkede Yuris hånd mod sin. Det var ikke fast, ikke svagt, men forsigtigt ægte — som om hun lagde en hemmelighed i hendes hånd og ikke bare hud. Da Yuri så trak hånden til sig igen, gjorde hun det ikke i flugt, men som én, der havde vist noget, og nu forsigtigt lukkede det væk igen. Catarina lod hånden falde ned langs siden uden at presse. Den slags kontakt… det var mere værd end lange samtaler.

Hun kunne ikke lade være med at smile lidt, da Yuri talte om at holde følelser inde — og lod flammen tænde i sin hånd. Blå, igen. Skarp. Smuk. Farlig.

“…eksplodere de bare til sidst.”

Det ramte Catarina på en måde, hun ikke helt havde regnet med. Der var noget bag de ord, som ikke bare var snak. Ikke bare filosofi. Der var smerte dér. Og måske skyld. Og Catarina genkendte det. Hun vidste ikke hvordan, men… hun vidste.

“Du har ret,” sagde hun, efter et øjebliks tavshed. Hendes stemme var lav, men tydelig. “Spillet for galleriet… det suger én tør. Og det værste er, at selv når man spiller godt, så elsker de én ikke. De elsker rollen. Ikke personen bag.”

Hun tog en lille indånding, så Yuri kunne høre hun mente det næste.

“Jeg spillede engang. Længe. Men jeg fandt ud af, at masker bliver tunge. Til sidst kan man ikke huske, hvordan ens rigtige ansigt føltes.”

Så rystede hun blidt på hovedet og så på Yuri — ikke i øjnene, men hen over panden, ligesom Yuri selv undgik blikkontakt.

“Jeg er glad for, du ikke spiller. Du minder mig om noget, jeg havde glemt.”

Da Yuri nævnte navnet Kazimi, blev Catarina en anelse stille. Ikke på en farlig måde, men som én, der vidste, nu kom noget tæt på.

Hun trak vejret langsomt, og det varme smil blev en smule mere lukket — ikke falskt, bare… eftertænksomt.

“Det navn… det er ældre, end det lyder. Og mere kompliceret, end jeg selv forstår. Jeg bruger det sjældent. Ikke fordi jeg skammer mig, men fordi… navne kan veje tungere end ild, hvis man ikke passer på.”

Hun løftede skuldrene let.

“Men du har ret. Om man er adelig eller almindelig — det burde ikke bestemme, hvem man må være.”

Så lagde Catarina hovedet en smule på skrå — et spejl af Yuris bevægelse — og talte roligt:

“Du lytter til skoven, til din krop, til flammerne i dig. Jeg tror, det er derfor, du ser ting, mange overser. Måske endda også ting i mig.”

Et smalt smil gled over hendes læber.

“Så… hvad siger du, Yuri Suzukimi? Skal vi følges lidt? Bare et stykke. To ‘sære’ sjæle i skoven, der ikke spiller roller for nogen.”

ja Catarina havde ret i at en blå flamme var smuk og farlig. men det var alle ikke helt klar over. noget som måske var dumt. Yuri sagde tingene som de var. ikke fordi at det var noget der gjorde ondt i hende. ikke mere ihvertfald. Yuri havde engang skyldfølelse over det hun havde gjort men så forsvandt skyldfølelsen også langsomt igen.

Yuri nikkede til at Catrina sagde om at folk elskede rollen man spillede og ikke den bag masken. det var også derfor pyramanien var blevet en del af den Yuri var. 

den måde Catarina fortalte om at masken blev tung og man ikke huskede sit ansigt gjorde Yuri så undrene på hendes mund. ikke fordi hun ikke kendte til det. men fordi hun undrede sig over en der kendte til det hun havde oplevet.

"minder jeg dig om noget? og hvad er det du har glemt?"

Yuri vidste ikke helt hvad hun kunne ha glemt som Yuri mindede hende om.

nok havde Yuri ikke nævnt Kazimi direkte men hun kunne fornæmme Catarina  ikke kunne lig det og hun lagde en finger på sin hage eftertænksomt. hendes høre var rettet først mod catarina og så mod skoven.

Yuri lyttede ja. faktisk til alt om sig men når hun var i sin ejen verden lagde hun ikke mærke til alt ting. men kun til nogle af tingene hun så ned i sine hænder da hun sagde hun havde overset noget i sig selv tænkte Yuri hvad det kunne være.

men det næste fik hendes øre til at pege mod Catarina.

hun ville følges? med Yuri? det var mange år siden nogle ville det. hun stod lidt og lyttede til Catarina, et lille smil landte på hendes læber og hun vendte ansigtet op igen og mod Catarina.

"to sære sjæle, vil nok ha godt af hinanden! sagde Yuri og hun åbnede øjnene lidt op og så på skoven bag Catarina.

"men vi skal ikke vejen bag dig. jeg kan høre det lyder som en slags blumren som torden der er på vej" sagde hun roligt og virkede ikke bange men hun gad bare ikke blive våd.

Catarina stod lidt og så på Yuri — ikke med øjne der stirrede, men med nærvær. Den slags blik, som ikke var rettet mod øjnene, men mod sjælen. Og Yuri havde netop åbnet døren på klem, så Catarina kunne se et glimt af noget dybt. Næsten som om hun havde set ind i gløderne i en ild, der havde brændt længe og stadig brændte — men nu uden at fortære alt omkring sig.

Hun smilede, ikke stort, bare varmt og ægte, da Yuri sagde “to sære sjæle vil nok ha godt af hinanden.”

Catarina nikkede, langsomt, som om de ord betød noget for hende. Og det gjorde de.

“Du minder mig om… den del af mig, jeg måtte lægge fra mig for at overleve,” sagde hun lavt. “Den der sagde tingene, som de var. Den der hellere ville være ægte og alene end elsket for noget, jeg ikke var.”

Hun lod fingrene glide let hen over barken på det træ, de stod ved. Som om hun skulle sikre sig, at det hele var virkeligt. At dette ikke bare var endnu en rolle.

“Jeg har ikke mødt mange, der ikke forsøger at dæmpe deres ild,” tilføjede hun. “Du lader den brænde — og du styrer den ikke med frygt, men med forståelse.”

Så lo hun ganske let da Yuri sagde, de ikke skulle gå bag hende. Lyden var let, som løv i brise. Ikke hånende, bare ægte anerkendende.

“Du har skarpe ører, Yuri Suzukimi. næsten Skarpere end mine, og det siger ikke så lidt.”

Hun vendte sig stille mod en anden retning end den, hun var kommet fra. Hun stod rank og rolig, men klar til bevægelse.

“Så lad os tage stien mod øst. Jeg kender en tør plet under et klippefremspring. Der vokser vilde krydderurter og nogle meget stædige blomster der. Det virker som et sted, to frie sjæle kunne trække vejret.”

Hun vendte sig en smule, nok til at Yuri kunne følge med, men uden at presse. Hun bevægede sig ikke, før Yuri var klar.

“Du går forrest, hvis du vil. Jeg følger din rytme.”

tænk at minde en anden om at man ikke skulle spille en rolle hele livet.  Yuri selv havde svært ved ikke at være sig selv. hun ville ikke være som en ulv i bur. hun forstod Catarina så meget på det punkt med at man ikke ville være elsker for noget man ikke var. måske var det derfor hun slog sin familie (eller det meste) ihjel. Yuri lagde hovedet tænkende på skrå. 

da Catarina sagde det forstod Yuri at hun endelig ikke var alene om den følelse. hun sank skuldrene en my i lettelse af ikke at være alene. "det er altid rart at vide man ikke er alene med ens følelser og tænkegang her i verden"
 
Yuri så på himlen bag Catarina og så der var en smule sorte skyer og det var nok dem hun kunne høre brummen fra. 

Yuri havde en god hørelse når det galt omgivelserne. hun sendte Catarina et forsigtigt smil.  ja hun lod sin ild brænde smukt og blåt og ikke i frygt men i respekt. hun elskede også ilden hun sjældent mødte.... en ild hun måske idag havde mødt?

mod øst... Yuri lyttede mod øst og nikkede så. hun kunne ikke høre en brumme eller anden form for fare den vej. hun begyndte at gå og havde sine hænder bag sig som om hun gik med en hemmelighed i sig selv.

Yuri så på Catarinas pande. det tætteste hun kom på øjne og spurgte så. "vis jeg må spørger men. hvad er din magiske evne. ud over at være en stor panter?" hun var nysgerig omkring hvad folk kunne af magi. verden havde så mange uforståelige  magiske evner. og transformation var ikke just en mystisk. men måske hun kunne mere.?

Yuri gik med elegante skridt mod øst og de klippefremspring Catarina sagde lå den vej. Yuri synes dog det sted lød som et rart sted.

Catarina så på Yuri, mens hun talte  med dét blik igen. Som om hun hørte hvert eneste ord, ikke kun med ørerne, men med sit indre. Og da Yuri sagde noget kunne Catarina ikke holde et lille, næsten sårbart smil tilbage. Det ramte noget blødt i hende, som hun troede, hun havde lært at ignorere.
“Ja,” sagde hun lavt, næsten som et ekko. “Det ændrer ikke alt. Men det ændrer nok.”
Da Yuri begyndte at gå, fulgte Catarina efter. Hun gik let og roligt, ikke med lydløse skridt som en jæger, men med ro i kroppen  som én, der ikke længere flygter. Hun holdt øje med Yuris tempo, men lagde også mærke til, hvordan hendes hænder lå, som om de bar noget usynligt. Catarina sagde ikke noget til det. Hun forstod det.
Yuris spørgsmål kom, som alt hun sagde – ærligt og ligetil. Ikke påtrængende. Bare… nysgerrig. Catarina smilede ved det og svarede roligt, uden hemmeligheder:
“Panterformen har jeg fuld kontrol over, men pludselig kan jeg også skifte form til en ravn, hvorfor ved jeg ikke og jeg har heller ikke kontrol over den fjollede fugl...andet magi er endnu ikke opdaget" Fik hun sagt selvom hun viste ikke hvorfor hun pludselig var, så åben over for en fremmede, det plejede hun ikke lige frem at være, men der var noget over Yuri der gjorde hende tryg og føle sig i godt selvskab.


Hun kastede et blik frem mod øst. Klipperne lå endnu et stykke derude.
"hvad med dig? kan du mere end frembringe smukke blå flammer?"
Hun smiliede mens hun lod spørgsmålet hænge og fortsatte ved Yuris side.

Yuri så på Catarinas hoved at det lidt lige som udtrykkede en tristhed. noget Yuri ikke lige forstod. men valgte at springe spørgsmålet over da hun så sagde det med ravnen. en ravn var vel nyttig i flugt forsøg!

Yuri så frem for sig hun gik ed rolige skridt. de kunne ikke høres som sådan. for hun var jo ulv og ulve havde lette skridt. men hun gik faktisk i afslappet tilstand.

hun lyttede til Catarina og verden omkring dem. da hun fortalte om hun ikke mestrede ravnen. det var vel også klart. en ravn var let som en fjer hvor imod en panter jo var lidt tungere og nok også mere vægtmæssig i hendes menneskeform.

da hun blev spurgt til hendes anden evne smilte Yuri ganske forsigtigt. "jeg elsker min blåflamme. men min anden evne er brugbar i mit erhverv som glas mager." hun tog en hånd frem for sig imens de gik, hun koncentrede sig og pludseligt løftede sand sten fra jorden. der var ikke mange men de var der. hun fik en lille kugle på størrelse med en negl op imens de gik. hun vendte hånden så sandet kom op i øjen højde.

"ild og sand er en dejlig kombination. især når man laver glas" hun grinte. de to evner blev jo glas sammen.

Yuri så på hende hår imens de gik side ved side, hun følte sig helt trygt i denne kvindes nærhed. noget hun længe havde manglet i sit liv. Catarina virkede som om hun forstod Yuri mere end andre gjorde.

Catarina kunne mærke det, selv før Yuri sagde noget  den fredelige måde, hendes skridt knap rørte jorden. Der var noget næsten meditativt i den måde, Yuri bevægede sig. En blanding af dyrenes instinkt og en sjæls ro, man kun havde, når man var, ikke spillede.

Da Yuri fortalte om sin anden evne og nævnte, at hun var glasmager, gled Catarinas blik med stille interesse hen mod hendes hånd. Hun så, hvordan sandkorn løftede sig fra jorden, dansede i en lille kugle, og hun smilede  ikke overfladisk, men med det særlige lys i øjnene, man fik, når man så skønhed i noget simpelt og ægte.

“Glas,” gentog Catarina blødt, næsten som om ordet selv var skrøbeligt. “Så du tæmmer ild og forvandler støv til noget gennemsigtigt og stærkt....Det giver mening, Yuri. Du tager det, folk går hen over uden at se det — sand, jord, varme — og gør det til noget smukt, men farligt. Noget der kan skære, hvis man ikke passer på… men som kan fange lys som intet andet.”


Hendes stemme bar en varme, der lå et sted mellem respekt og ømhed. Ikke den klistrede, krævende slags, men som en stille anerkendelse: jeg ser dig  og jeg går ikke.

Hun mærkede Yuris blik mod sit hår og bemærkede det ikke med forlegenhed, men med en stille forståelse. Catarina vidste, hvordan det var at se på nogen, man ikke helt vidste, om man kunne stole på – og langsomt begynde at gøre det alligevel.

“Jeg har aldrig kendt nogen, der kunne lave glas,” sagde Catarina blidt. “Men jeg tror… jeg har manglet det. Ikke tingene du laver, men evnen. Evnen til at gøre noget  gennemsigtigt...Når vi når frem… vil du så vise mig, hvordan du former det?”

Yuri var ganske imponeret over Catarina var så glad i hendes selvskab. så nysgerrig og varm. noget hun ikke mødte så tit. Ja Yuri var lidt speciel med at hun ikke folk i øjnene. ja hun var pyraman. noget hun ikke kunne gøre for. hun elskede bare ildens dans

da hun fik sand op af jorden og Catarina så det og sagde glas, nikkede hun bare let. ja hun kunne lave glas. Yuri var ganske glad for at kunne bruge jordens recurser til at lave sit erhverv og bruge sin ild på den måde. Yuri var slap evnen ganske let og sandet fald til jorden igen.

hun så på hende hår og så frem for sig.

hun havde ikke mange venner. dem hun havde haft, havde vendt ryggen til hende lidt efter hendes mord på sine forældre. så at få en der sagde uden at sige det. at de gerne ville en var rart.

Catarinas spørgsmål kom lidt bag på Yuri. hun så rundt i skoven og tænkte lidt stille.

"jeg kan vise hvordan jeg laver glas... men hvordan jeg former det bliver svært da jeg ikke har redskaberne her ude." sagde hun ærligt og vidste at på sit værksted havde hun et specielt puste rør som gjorde hun kunne forme glas og  vaser og sådan noget.

Catarina nikkede blidt, som om hun havde forventet netop det svar. Der var noget ærligt i Yuris tone, og det ramte hende et sted, hvor tillid var sjældent men dyrebart.

“Selvfølgelig,” sagde hun roligt, mens hendes blik gled over skovens åbne sti foran dem. “Man beder ikke en maler om at male uden pensler. Eller en ulv om at jage uden tænder.”

Hun kastede et lille smil til siden, ikke direkte mod Yuris øjne, men nær nok til, at det kunne mærkes.

“Men du behøver ikke bevise noget. Jeg spurgte ikke for at få en præstation. Jeg spurgte… fordi jeg gerne vil forstå den del af dig.”

Der blev stille igen et øjeblik, men det var ikke en tung stilhed. Det var den slags pause, der føltes tryg — som vinden mellem to trætoppe, hvor der ikke behøvede at blive sagt noget hele tiden.

Catarina sparkede blidt til en løs sten i jorden og kiggede frem. Skovens træer blev tyndere, og det begyndte at dufte af klippe og fugt, som tegn på, at de nærmede sig stedet, hun havde nævnt. Hun kunne høre dryp langt fremme, hvor vand sikkert sivede fra sten.

“Du ved, du imponerer migp” sagde hun så, lidt lavere, næsten som en hemmelighed, hun ikke havde tænkt sig at sige højt. “Ikke bare fordi du kan styre ild og sand. Men fordi du tør være… det hele. Også de farlige sider.”

Hun vendte hovedet let mod Yuri.

“Det er der ikke mange, der tør. De fleste går deres liv igennem og prøver at gemme det, de skammer sig over. Du går med det. Som en del af dig. Som flammerne, du ikke slukker.”

Hun tog en dybere indånding og så frem igen.

“Jeg tror… jeg har manglet sådan en sjæl i mit liv.”

Og så, næsten som for at lette stemningen, tilføjede hun:

“Men jeg vil gerne se dit værksted en dag. Hvis du vil vise det.”

Hendes stemme bar ingen forventning, kun åbenhed. Det var ikke en krav, ikke et bånd — bare en mulighed, lagt nænsomt frem i skovens lys.

Yuri fniste lidt da hun sagde det med ulven. Sjov metafor. Yuri var jo ulv, og hun jagtede gerne vis hun fik mulighed for det. men som halvdyr havde hun jo også menneske gener i sig så hun kunne gøre som mennesker og bare købe det.

Yuri sendte et smil frem for sig da Catarina sagde hun bare gerne ville forstå det. det var dejligt nogle ville det. "det er forståligt. det er der ikke mange der vil."

hun nød lidt vinden i trætoppene. hun så op og hendes ører vibrerede lidt. Hun fornemmede regnen snart var ved at være over dem. hun var ikke just stor fan af regn.

hun vidste ikke lige hvad der gik af hende men hun tog hurtigt fat i Catarina vis hun lod hende, og begyndte at løbe. 
lige som Catarina kunne Yuri lugte og mærke fugtigt fra en hule.

De var 50 meter fra hulen da regnen pludselig tog fat.

Da de kom ind i hulen og var blevet lidt våde.

"Phy. Den regn kom hurtigere end jeg regnede med. du er ikke kommet til skade?" spurgte Yuri ganske roligt og håbede ikke Catarina havde haft noget i mod det pludselig gik stærkt.

Yuri havde hørt alt Catarina havde sagt og svarede roligt. "farligt eller ej, jeg vil ikke lade som om jeg er en dygtig lille uskyldig pige når jeg ikke er det. jeg nyder at være mig selv. og det skal farlige steder ikke lave om på" sagde hun roligt med et smil. hun så mod Catarine og hendes blik faldt på hendes mund. 
Yuri kunne ikke se folk i øjnene. det var lidt svært for hende.

Regnen trommede mod klippens yderside som en dæmpet trommesolo, og hulen kastede lyden tilbage i et blidt ekko. Catarina stod et øjeblik og rystede lidt vand ud af sit mørke hår, mens hendes øjne fulgte Yuris bevægelser — ikke på en dømmende måde, men med den slags opmærksomhed, der siger jeg ser dig.

Hun smilede skævt ved Yuris spørgsmål.
“Ikke en skramme,” svarede hun, stemmen rolig og varm. “Jeg har oplevet langt værre end at blive trukket i læ for regnen.”

Da Yuri talte om ikke at ville lade som om, lod Catarina sin ryg glide mod hulens væg, så hun kunne stå afslappet og stadig have frit udsyn til hende. Der var en gnist af respekt i hendes ansigt, blandet med et næsten uforståeligt skær af lettelse.

“Og det er netop derfor, jeg sagde, at du imponerer mig,” svarede hun. “Det kræver styrke at være sig selv i en verden, der konstant prøver at give én en maske at bære på.”

Hun lænede hovedet en anelse på skrå, så en mørk tot hår faldt frem over hendes pande.

“Og… det farlige ved dig? Det er ikke det, jeg frygter.”
Hun lod ordene hænge et øjeblik, som om hun ville være sikker på, Yuri forstod vægten bag dem.
“Det er kun dem, der skjuler deres farlighed bag falsk venlighed, jeg ikke stoler på.”

En dråbe fra hulens loft faldt ned i en lille pyt mellem dem og sendte små krusninger gennem vandet. Catarina lod blikket glide kort mod indgangen, hvor regnen faldt tungt.

“Vi har tid nu,  mens vi venter på regnen holder op  og tid til at lære hinanden bedre at kende.”

Så gled hendes mundvige let op, næsten drilsk
“Hvis du altså tør være i et lukket rum med en stor, våd panter.”