Hele minen virkede til at snurre rundt og Frederik klemte øjnene for at lukke det ude. Men selv bag lukkede øjne virkede alt til at snurre rundt. Frederik stønnede næsten i takt med stødene op i Leon, og han gav ikke vennen under ham mange tanker eller overvejelser. Alt han tænkte på var hvor fantastisk det føltes. En mild frustration fandt dog også vej frem i ham - for hvorfor føltes det så fantastisk, han var ikke til mænd.

 Frederiks frustrationer kom ud hvor de kunne - i sin behandling af Leon - og Frederik slap den rødhårede vens skulder igen, for at tage fat om hans hofte med den anden hånd også. Med begge hænder om hofterne stødte Frederik hårdere op i Leon og kom med små grynt en gang i mellem, som musklerne ligeså stille spændte mere og mere op.
 "Hnngh...Ah..!" Indtil det hele gav efter, og Frederik fyldte Leon op med anstrengte støn og hakkende stød.

Misbrugt som et overflødigt stykke legetøj hos en fyrstelig overforkælet prins eller prinsesse, blot til gavn for et moments fornøjelse. Det opsummeret deres venskab ganske godt og præcist. 

Men fornu accepteret Leon det. Overgivet af forelskelse til det ene menneske han i virkelighed stolede mest på af hele sit liv. 

Kroppen summede af behagelse og chok, for som trykket kom, kunne han selv mærke, hvordan bærret blev fyldt op. 
Hans legeme blev slap. 

Drømme var grufulde, når de var så simple, men så forkerte og urealistiske for virkelighedens afspejling. 

 Frederiks ben rystede svag under ham, som var de et par tynde pil der bar på en stor vægt. Alt sitrede forsat, som efterskælv fra stormen der lige havde været mellem dem. Tøjet klistrede sig stadig til Frederiks hud, nu fra laget af sved der var kommet på ham efter hans anstrengelser.

 Hovedet faldt forover, panden landede mod Leons ryg med forpustede prust, inden Frederik trak sig ud af vennen og trak bukserne på igen. Han hoppede op på vognen og lod sig vælte bagover, hænderne bag nakken og blikket vendt mod minen loft.
 " Du er lidt af en idiot, ved du godt det... " brummede Frederik, med et lille smil i mundvigen og en tilfreds tone i stemmen. Ved Isari han havde det godt lige nu. Han var virkelig ved at have styr på det hele. Han var sikkert snart klar til pigerne.

Klamtsvedende, åndedragtsforladt og forløst på måder som end ikke guderne kunne tillade, lå han blot der og hev let efter vejret som han mærkede vennens hoved mod hans ryg i øjeblikket. Men halv sløvt fulgte han alligevel trop. Bukserne blev spændet op, omend det måtte glide ud af ham og plette ham til set bagfra. Leon følte sig høj og skæv. 

Med små givende lyde fra sig, fik han sat sig op på vognen og lod benene hænge udover kanten, så han sad med ryg til vennen. Det var ingen lyv for ham, han kunne ikke benægte det selv længere. Men de talte ikke om det, det kunne man ikke, det måtte man ikke, det gjorde man ikke. "Fortæl mig noget jeg ikke ved, men hvis jeg er lidt, grænser du dig vel til lidt mere end det.." spurgte han små klukkende. 

Men blikket blev vendt mod udgangen af minen der endnu lod regnen være som et tæppe.. Lidt endnu da. "Jeg ved ikke om jeg nogensinde kommer til at kunne redde afgrøderne hvis de overvandes..." hans evner rakte jo ikke så langt. Men det var ikke noget som sådan var en invitation til vennen at svare på. Det var blot en kendsgerning af hans egne mangler. 

 Et fnys af påtaget fornærmelse lød som Leon sendte ordene tilbage til Frederiks retning. Han var da ikke en idiot.. Blikket var fortsat vendt op mod loftet som han rystede lidt på hovedet ved tanken. 
 " Det var ikke mig der ville stoppe med at øve.. " Han rullede svagt med øjnene inden han så hen mod Leon. 

 Leons næste ord fik Frederiks bryn til at rynke sig en anelse forvirret, og han løftede sig op på albuerne så han bedre kunne se Leon. Hovedet tippede svagt på skrå. 
 " Det er der heller ingen der har bedt dig om.  " Så vidt Frederik vidste handlede Leons evne om varme, ikke vand. Han var bare en af mange ansatte, Leon havde ikke hele ansvaret for alle afgrøderne. Gjorde han?

Et let ryst kom fra den rødhåret knægt som han hørte vennens ord. "Nej, det siger du jo" stak han mildt igen med et klukkende smil malet på sine læber, omend det ikke kunne ses af den anden. Men det fjernet ikke fokusset fra hans tanker om evner, pligt og ofringer der var foruden. 

"Nej, men jeg skal gerne kunne varme jeres hektar i fremtiden for at undgå et dårlig salg" hans evne var ikke til mere gavn end det, og Frederiks far vidste det, hvorfor den var som skabt til deres formål. Leon sørgede for penge til familien og han fik muligheden for at være venner med Frederik. Den eneste ofring var hans egne drømme, men det var jo intet i forhold til alle andres. Vel?

Men et let skuldertræk kom til syne, og han så over skulderen for at se mod vennen: "Tror du ikke de venter på os?" deres familier.