Ebbe var fuldkommen væk, hans krop var grebet af de mange følelser, og lyde fra hvad han netop havde overhørt gled igennem sindet, igen og igen for at prøve at forstå. Det var ikke noget et barn som han skulle have hørt, det var heller ikke noget Lykke skulle have lagt krop til, det var så forkert på alle måder, prøvede deres far at splitte familien mere? Fordi så var han god til det, for hver dag der gik blev Ebbe mere bange for ham, han gjorde sit bedste for at undgå ham, men det var bare ikke muligt. 
Det var lidt som om han glemte, at han ikke var påklædt nok til at ligge på sneen, kroppen skælvede imens tårer gled så meget ned, at man skulle tro de aldrig ville stoppe igen, han følte lidt at det var hans skyld, efter at have svaret igen ved bordet og dermed sat sin søster i dårligt lys, men det var jo ikke dette der havde været hans ide skulle ske! 

Han bemærkede ikke lyden af tunge fodtrin i sneen, og først som han hørte Lykke skulle han til at råbe op, men idet munden åbnede sig faldt en ork ned og lande næsten ved hans side. Det fik knægten til at krybe endnu mere sammen, og kravlede en smule højere op for ikke at være nær bæstet, stirrede på den som ville den pludselig rejse sig og gå til angreb. Kroppen skælvede af frygt samt kulde, det var farligt for ham hvis ikke snart han kom ind i varmen igen. Som Lykke fandt ham kaste han sig i hendes arme, pressede sit hoved ind imod hende og hulkede. Det var ikke muligt for ham at snakke lige nu, måske fordi læberne også var en smule blålige, hans øjne så på sin søster imens tårer igen trillede, armene lagde sig omkring hende som kun en lillebror kunne gøre. For en stund mærkede han hendes varme, og bare det at være nær hende, begyndte langsomt at få ham til at falde mere til ro " Undskyld Lykke, det er min skyld" mumlede han med en rystende stemme, kunne ikke engang helt fortælle hvad han undskyldte for. Det var anden gang på samme dag hun redde hans liv, det var mere end hvad man kunne sige om den fulde mand i deres hytte, en ting var sikkert Ebbe var fra denne dag, færdig med at kalde ham far.....
Han troede hun vidste han havde hørt dem, men sandheden var måske mere at hun troede han havde drømt, om hvad der var sket tidligere på dagen? 

Kulden var ligegyldig for Lykke. Adrenalinen pumpede for hurtigt til at hun overhoved bed mærke i hvordan kulden bed i huden. Ja, endda det kroppen var gået igennem bed hun i sig. Der var ikke tid til at lide. Hun kom op og løbe langs træets stamme. Hendes trin var langt lettere end hvis det var en ork der var på vej mod kronen. Så snart hun nåede til kronen, hoppede hun ned til ham og trak ham ind i sin favn. Hun tyssede på ham, som han begravede sit hoved ind mod hende. Hun lod dem ikke blive siddende længe, for med de orkere hun lige havde taget sig af, var det måske kun et spørgsmål om tid, før de fik flere eller at den sidste ork slap løs. Hun tyssede på ham, som han prøvede at undskylde. Hvis skyld der var hvis var ikke relevant før de var i sikkerhed - i sikre omgivelser. “Ikke nu,” hun placerede en blid hånd mod hans kind i håb om at han ville prøve at gemme undskyldninger til senere. “Vi kan ikke blive herude,” hviskede hun til ham, stadig mens hun holdt ham tæt. “Vi skal hjem nu,” fortalte hun ham. Hun spejdede hurtigt ud over kronen, før hun rejste sig og prøvede at hive ham med sig. Det var for koldt og de ville sagtens kunne finde et bedre sted at være, når de var inde i varmen derhjemme.

Ebbe holdt sig så tæt på hende han kunne, man skulle næsten tro han græd på begge deres vegne, og skyldfølelsen var stadig så stor i ham. Kroppen rystede imod hendes, kulden var ved at få godt fat i ham, især fordi han var ret spinkel, blikket gled imod hende, men som hun sagde ordet hjem blev hans øjne store. For var deres hjem et hjem? 
" men jeg vil ikke tilbage til F" han kunne ikke få sig selv til at sige far lige nu, men som hun rejste sig og spejdede, måtte han rejse sig op. Kroppen var lidt stiv i ledende, som han fik rejst sig fra sin plads, dog gispede han let ved synet af den store ork hun havde nedlagt, en krop følelse af mere frygt fordi det fik ham til at indse, hvor tæt på Kile han havde været, hvis ikke hun havde fundet ham lige i tide. Det fik ham til at gribe fat i hendes arm for at holde sig til, men uden mere brok lod han hende følge dem, tilbage imod deres hytte, imens tanker strømmede rundt og han frygtet lidt for at skulle sige, han havde hørt dem i sengen...

Han protesterede mod at tage hjem, hvilket fik hende til at vende sig mod ham og gribe om hans ansigt. Det var meningen det skulle være i beroligende kærtegn, men hasten i bevægelserne kunne få det til at virke mindre følsomt. “Jeg ved godt han er ubehagelig. Men vi bliver nødt til at holde ud lidt endnu,” prøvede hun at overbevise ham. De blev nødt til at stikke af, men først måtte Lykke sikre sig at de havde penge nok til at kunne forsørge dem selv eller mulighed for et godt betalt job. “Du er i sikkerhed hos mig, okay?” Hun nikkede ivrigt til ham. Hun prøvede både at overbevise sig selv og ham på en gang. “Jeg lover dig... Der sker dig ikke noget,” fortalte hun ham, før hun ville prøve at hive ham med sig ud fra kronen og hjem mod hytten. Hun sørgede for at holde godt fast i ham hele vejen for at være sikker på, at han ikke stak af eller blev grebet af noget.

De nåede til hytten. Faren lå stadig og sov sin brandert og klimaks ud i sin egen seng. “Lad os få dig ind til pejsen,” lød det lavt fra hende. Hun fulgte ham hele vejen over til den næsten døde pejs. Hun hjalp ham ned og sad, fandt ham hans dyne og begav sig derefter hen for at fyrre op igen. Da hun stod foran pejsen og fik den op at køre, begyndte hun at kunne mærke, hvordan Aksels handlinger havde påvirkning på hendes krop. Kroppen gjorde ondt, hun frøs og hun havde lyst til at rive sin egen hud af - ligesom hun havde gjort ved haren til morgenmaden. Nok havde hun lige været i bad, men hendes hud ville huske hver en berøring. Hendes frie arm lagde sig om hendes nederste del af maven, mens hun tændte op. Så snart der var tændt, vendte hun sig rundt og begav sig tilbage til Ebbe for at sidde ved siden af ham. “Kom her,” mumlede hun, som hun trak ham ind til sig, i håb om at hun kunne varme ham lidt. Selvom Lykke havde svært ved at forstå sig på følelser, så forstod hun sig på overlevelse. Hun vidste hvad der skulle til.

Ebbe mærkede hende gribe om hans ansigt, ufølsomheden var han van til, hans blik mødte hende som hun snakkede og han forstod. Men det var bare svært at skulle tilbage igen, men ja de havde ikke andre hjem "men er du sikker?" blev han nød til at spørge hende om, for han havde jo hørt deres far skade hende på en eller anden måde? Så det var også hendes sikkerhed han var bekymret for, Ebbe var god til at bekymre sig, det var en af hans svagheder og måske en styrke? Han følte sig ikke sikker, men så småt begyndte han at bemærke hvordan han rystede, skævede ned på de bare fødder imod sneen og endte så med, at rejse sig for at gå med hende. 

Han var stille på vej til hytten, hjertet bankede af frygte for deres far skulle være vågent da hun gik, men han snorken var næsten beroligende, for det betød han var fuldkommen væk. Sank ned på gulvet som hun satte ham, før han fik trukket dynen godt omkring sig, tænderne klaprede lidt efter at have været ude i kulden. Blikket hvilede på hende imens hun tændte ovnene mere op, og som hun kom hen til ham trak han hende tæt til sig og, lod dynen glide over hendes skulder også så de kunne dele, hun føltes kold, måske ikke så meget som ham. Hovedet gled imod hendes skulder for at hvile sig, betragtede flammerne i pejsen som de voksede. Der var stille lidt tid imens de begge fik varmen tilbage, hans tanker var dog i gang på højtryg " f... skade dig i nat?" han kunne ikke sige ordet far, det føltes forkert i hans mund og hadet til ham var blevet større efter denne nat, dagen efter skulle han nok fortælle manden hvor dum han var, ikke at det ville være et klogt valg, men han ville gerne være der for sin søster. " jeg hørte jer i sengen, men jeg var for bange til at sige noget, Lykke jeg undskylder, det er min skyld alt sammen" hans ord var hurtige og meget usikre, blikket vendte sig ned imod hans hænder, det var ikke nemt at snakke om men han kunne ikke holde det hemmeligt at have overhørt dem, det ville være noget der ville plage hans tanker de næste dage. 

Hun forstod ikke, hvad der lå bag hans spørgsmål, hvilket var hvorfor hun vejede hans bekymring væk, som var det ingenting. “Jeg er altid sikker,” hun prøvede hun at berolige ham, stadig uvidende om at han havde hørt på den seance, der var hændt for ikke så længe siden.

Som den hjertevarme af de to søskende, delte lillebroren den dyne som hun havde givet til ham, for at hun også kunne få mere varme. I dette øjeblik, hvor det gjaldt om at blive varm, tillod hun at man var tætte. Ebbe var heldigvis ikke i en dødelig situation, men stadig i en situation der kunne være usund at være i for længe.
De sad i noget tid og kunne se på hvordan flammerne voksede sig store og stærke - nok til at Lykke måtte se væk fra flammerne, for at det ikke blev for ubehageligt for øjnene. Som Ebbes brød stilheden, trak hun sig lidt væk, men kun nok til at kunne se mod ham. Hvad var det han sagde?
Som han uddybede, lagde alle brikkerne sig på sin plads. Han var stukket af fordi han havde vidnet den behandling, som Aksel havde givet Lykke. Hun trak ham ind til sig igen, med et let hånende grin. “Vi må altså finde ud af hvad der udløser dine mareridt,” hun aede hans ryg lidt, i håb om at der ville komme mere varme til området. “Det går virkelig ikke, at du har sådan nogle mareridt,” lød det lavt fra hende. Hun bandede sig selv langt væk. Lige nu var det for nyt for hende, og hun ville ikke have, at Ebbe skulle gøre noget overilet mod Aksel. Hun placerede sin kæbe ovenpå hans hoved. “Der er altså ikke sket noget, Ebs,” Hun stak ham en fed løgn, men med en så rolig stemme, at man næsten ikke kunne andet end at stole på hende.

Ebbe følte sig mere tryg, når han sad så tæt på hende selvom, han havde svært ved at skubbe hvad natten havde budt på ud af sit sind. Varmen begyndte langsomt at få hans krop til at slappe mere af, det var godt hun havde fundet ham ellers ville han ente være blevet dræbt, eller fået forstskader, han skulle måske bare have gemt sig oppe på hemsen. 
Som hun trak sig lidt mødte deres blikke, Ebbes så fyldt med følelser at de næsten hang ude på tøjet, han mærkede hende dog trække sig tættere på igen, en smule undre han sig over dette. Som det hånlige grin lød gav det en knude i maven, ordene der lød fik ham til at stirre på hende med store øjne, et svagt suk slap som hun nussede hans ryg for at give den varme, det var da kun derfor ikke? Klar over hun ikke var ligeså kærlig som ham, det undre ham at hun prøvede at benægte, denne gang var han da ikke skør nej? 
Mærkede hendes hage imod hans hoved, de sidste ord fik kort en tvivl til at bredde sig i ham, men han løj jo ikke? panden rynkede let sammen og han måtte dreje hovedet for at se på hende " Lykke jeg havde ikke mareridt" hun plejede ikke at lyve hvilket skræmte ham endnu mere, lige meget hvad hun ville sige, var han besluttet på at deres far skulle hører for det! 
" jeg hørte jer! jeg hørte endda du græd" han trak sig en smule fra hende, at hun løj for ham var svært at rumme, selvom hun lød så sikker, så var minder for natten printet fast på nethinden. Han så kort alvorligt på hende " han må ikke skade dig" hviskede han næsten bange og rystede på hovedet. Blikket gled ned som han havde fået sagt sine ting, denne ene gang kunne hun ikke få ham på andre tanker... 
Og Aksel skulle ikke slippe, det plejede at være ham han slog, ikke Lykke. 

Han trak sig for at se på hende. Han stolede ikke på hendes ord endnu. Hun så på ham, som var hun upåvirket. Hun så undrende ud. Hendes hånd førte noget af hans hår bag hans ører, så det var ude af vejen. Hun tyssede stille på ham som han prøvede at insistere. Om hvad han sagde var rigtigt eller ej, så ønskede de ikke at vække Aksel. Hun rynkede lidt på sine bryn, som han prøvede at overbevise hende om hvad hun vidste der var sket. Lykke gav ham et mistroisk smil; som hvis han talte i gåder. “Der er ikke sket noget,” fortalte hun ham. “Far har ikke gjort mig noget og jeg har heller ikke grædt,” Ebbe blev nødt til at glemme hvad der var sket i nattens løb, for Ebbes mund stoppede aldrig når han var i selskab. Selvom Lykke ikke selv var klar til at snakke om tingene, betød det ikke at Ebbe kunne tale hendes historie - og hun vidste, at det ville han gøre, hvis ikke han glemte det. Hun plantede begge sine håndflader på siderne af hans barnlige kæbe. “Jeg er okay, Ebbe. Det var bare et mareridt,” Hun blev nødt til at overbevise ham. Hvem turde tænke over hvad der ville ske med hvem hvis nattens seance løb ud til omverdenen?

Ebbe forstod ikke hvorfor hun prøvede at lyve for ham? han havde da ikke haft mareridt? Han lod hende fjerne håret om bag øret, blikket stadig rettet en smule forvirret imod hende, dog dæmpede han sig da det gik op for ham, at der var en chance for at vække deres far, hvilket han slet ikke ønskede lige nu, han kunne holde sig langt væk! 
Det mistroiske smil fik ham til at hæve brynet, og hendes ord rode blot mere med hans stakkels sind, han var ved at være godt usikker fordi hun jo ikke plejede at lyve? Han snakkede ofte over sig ja, men lige dette ville han nok kun snakke med deres far om, hvilket nok ville være farligt for ham? Et suk slap som hendes hænder greb om hans ansigt, og han så på hende  " men søs" han trak på skulderne, og lod sine arme få hende tættere på sig. Han sendte hende et forsigtig smil, lige meget hvad var han glad for de havde hinanden, måske han burde lade være med at spørge mere?  "skal vi gå i seng?" spurgte han og gabte lidt. 
Ikke fordi han var træt, men fordi hun forvirrede ham, og han ikke vidste hvad han ellers skulle gøre...

Hun rystede på hovedet som han skulle til at protestere noget så forsigtigt. Som han trak hende ind til sig, var det som om det gik op for hende hvad hun havde gang i, og det lagde sig som en tung byrde på hendes brystkasse. Hans spørgsmål om at gå i seng vækkede endda en lille frygt i hende. “Ja, lad os,” lød det lavt fra hende før hun kravlede ud af hans arme og hjalp ham over i sengen. Denne gang lagde hun sig tæt på Ebbe - men det var vel for at han kunne holde varmen. Ingen af dem havde behov for trøst, for der var jo ikke sket noget.