En lang nat, hun vidste ikke ligefrem om det lød tillokkende, men hun vidste hvad der ventede ved enden af rejsen, og denne del kunne hun slet ikke vente med at nå til, at se havet for første gang i flere årtier. Et smil tegnede som omkring hendes læber, for hun vidste ikke om de minder hun havde, var en opdigtet del af hendes fantasi, eller egentlige minder. Hun lagde hovedet imod hans skulder, og gjorde som ham, lukkede øjne og tillod sig selv at finde en form for hvile, selvom hendes fødder uroligt blev ved med at vippe frem og tilbage, ro kom ikke let til hende, selv ikke i søvne var hun helt i ro. "Jeg ved det ikke Faust, men jeg ønsker at tro det vil lade sig gøre.. Tror du jeg har en familie et sted derude?" spurgte hun dæmpet, uden at løfte hovedet fra hans skulder. Hun ønskede at tro på hun havde nogen derude, nogen som kendte hende, som kunne fortælle hende om den del hun altid havde manglet. 

Han næste ord, fik hende dog til at klukke let af latter, mens hun rettede sig op fra hans skulder, trods hun hvilede så godt der. "Nogle af dem var.. samlere.. Der havde jeg ikke meget formål, og forholdene.. Jeg tror de kaldes kummerlige, men Vargas tog mig altid tilbage når nyhedsværdien faldt.. Andre ønskede forestillinger, hvis de dog blot vidste jeg aldrig har sunget en tone eller lavet nogen forestillinger for dem.." fortalte hun med en let latter, hendes evne havde kommet hende gevaldigt til hjælp i disse "hjem", hvor de ønskede hun skulle underholde. Ved hver og en af dem, havde hun brugt sin evne, så de blot troede hun optrådte for dem, med hvad end de ønskede af hende, men ved mindet om Vargas kunne hun dog ikke undgå at føle en smule savn, manden havde ikke altid været sød, men han havde altid været der, taget sig godt af hende under omstændighederne, og hun holdt af ham, hvor bizart det end måtte være. 

Han sad og slappe af og lod hende læner sig op af ham, han åbne det en øjet da hun snakke til ham og kiggede ned på hende, "ja, hvorfor skulle du ikke havde det" sagde han og lukke sit øjet igen, han gik ud fra at hun havde en familie, et eller andet sted skulle hun jo kommer fra men hvor det var vidste han ikke, en ting var at han kun holde vejret under vand men ikke længe nok til at han vil kun finde en by eller hvor de nu en gang bor, han lag en arm om hende, så hun kun kom til af sidder bedre op af ham, hvis hun ikke vil havde det sagde hun nok noget til det, "undskylde jeg enlig ikke har spurgt om det tidlige, men er du sulte" sagde han og åbne sine øjne og kiggede på hende, end han tog arm til sig og tog fat i sin rygsæk, hvor han åben den og tog en lille pakke ud af rygsæk, hvor han åben den lille pakke, der var brød i den, "det er ikke normal brød, det er noget elver laver, og det mætte meget mere end man regne med" sagde han og kiggede på hende og rakte hende en skive af det, hvis hun tog en skive vil han selv tager en skive og derefter lukke den lille pakke og lig den tilbage i sin rygsæk som han lukker, hvorefter han begynde stille og rolig at spise af sin skive.

Han lo kort af det næste hun sagde, "det er altid godt med et es i ærme" sagde han og kiggede på hende, og spise rolig videre, han havde gemt elver brødet, her til ørken og det var hvis en god ide at han havde det, da han ikke havde styk på noget han kun jage eller noget andet han kun spise, brød var godt nok ikke det mest spændende men kun få men det mætte næste en hele dag og så fik man noget mad, han lad arm om hende igen mens han spise videre, så måtte hun flytte den hvis hun havde noget imod den.

Da Faust lagde armen omkring hende, sendte hun et lille varmt smil op imod den store kæmpe. At føle sig sikker på denne måde, var nyt for hende, men helt ind til den allerinderste kerne, var hun overbevist om Faust aldrig ville hende ondt. Hun puttede sig lidt tættere ind imod ham, og med et lille suk hvilede hun hovedet imod hans skulder og lod øjne glide i, men søvnen kom ikke til hende, kun en let hvile, så da han gav sig til at svare lyttede hun opmærksomt til hans ord. Det gav hende en smule trøst, at vide der burde være nogen derude som kendte hende. Måske hun faktisk havde været savnet, måske hun havde søstre eller brødre, en stor familie eller måske kun en lille familie. Det var underordnet for hende, hun glædede sig blot til at finde ud af det.

Da han pludselig undskyldte, og trak armen til sig, løftede hun forvirret blikket og fulgte hans bevægelser med blikket, men hendes mave måtte have vidst hvorfor han undskyldte, for ingen han nåede at spørge, begyndte hendes mave at knurre af sult, så højt af hun slog begge arme omkring maven for at prøve at dæmpe lyden. "Åh mange tak Faust...!" udbrød hun glad, og tog imod skiven af brød som han rakte hende. Hun duftede prøvede til det først, og måtte give ham at det virkelig duftede henrivende godt! Hun tog en lille mundfuld af brødet og dets sødme fyldte hele hendes mund ud. Et sagligt suk af nydelse slap over hendes læber, mens hun gumlede løs på den ene lille mundfuld brød. 

Stilheden de nød mens de spiste afløste han dog hurtigt, med en kommentar der fik hende til at le så meget at hun måtte holde sig for munden. Hun nikkede ivrigt, stolt over hun i så mange år havde formået at narre sine ejere. "Nogle evner kan være yderst brugbare.." medgav hun fornøjet, inden hun tog endnu en lille mundfuld af brødet. 
Da Faust igen tilbød hende at putte sig, skyndte hun sig at putte sig helt tæt ind til hans side, der sad man nu bare bedst!

Han når næste ikke at spørge om hun var sulte end hendes mave begynde af knurre, han lo kort af det, så var det godt at han havde noget mad, han kun dele ud af og det mætte samtid ude man behøver at spise meget af det, de skulle nok få bruge for energi når de skulle ud af gå langt når det bliver mørke og køligere, han så frem til at det bliver køligere og nok ikke også at hun gør det, han smiler af hende, "det var så lidt, vi har nok bruge for det begge tog til tur senere" sagde han og kiggede på hende, han spise rolig videre, ja okay hun havde nok mere bruge for det end han havde da han kn spise rolig, det gik ikke så godt for hende med at spise rolig, men nu ved han heller ikke hvor lang hun havde gået ude mad, hvor han havde haft mad med til sin rejse, også mere end han enlig nok skulle bruge men heller for meget end for lidt.

"Ja det kan være en fordel at kun noget" sagde han og kiggede på hende og spise det sidste af sit brød, det hjalp da på sulte men noget mad, selvom han heller vil havde haft noget andet men den mulighed var der ikke, det måtte han venter med til han kommer frem til en by, men noget han så mere frem til være en kold øl eller noget whisky, men der var noget rejse forud i nu end han kun ser frem til det, han lukke sine øjne og læner hovedet tilbage mod stamme, for at hvile sig, "prøve af hvile dig lidt end vi skal ud af gå" sagde han rolig, han vidste ikke rigtig hvad de ellers skulle laver, men han var da frisk på at høre, hvis hun havde nogen forslag til noget.

Da hun i stilhed havde nydt hele brødet, sukkede hun helt sagligt og vendte blikket op imod den rare kæmpe. Hun strakte sig op med lidt besvær og placerede et blidt kys på hans kind. "Det smagte dejligt, mange tak for maden.." hviskede hun blidt, inden hun lagde sig bedre til rette ind imod ham. Hun kunne tydeligt høre hans hjertes slag, og sammen med den fyldte mave, bemærkede hun slet ikke døsigheden komme snigende ind over sig. Et par bitte små og svage smask, lød fra hende, inden hun gled helt sammen i kroppen, slap som en pose kartofler og langt væk i søvnen. Hendes hoved der før havde hvilet imod hans skulder, gled lige så langsomt ned over hans brystkasse, til hun lå foldet sammen som en lille kugle med hovedet i hans skød. 

Hun hørte aldrig hans sidste kommentarer, eller hans opfordring til at hvile sig, hun var for længst kommet ham i forkøbet med netop dette, men det kunne ikke ligefrem siges at hun var rolig når hun sov, tvært imod rullede hun nærmest hele tiden rundt i søvne, først den ene vej, så den anden vej, så halvvejs hen over Faust, så bagdelen til ham, inden hendes hoved atter fandt tilbage i hans skød, med den ene arm slynget hen over hans lår, som for at sikre han ikke skulle gå nogen steder uden hende.

"Det var godt at høre at du synes om det og velbekomme" sagde han og kiggede kort på hende end han lukke sine øjne for at hvile sig, der gik ikke længe før han kun høre at hun var flade i søvn samt mærke det, da hun gled ned af hans krop, til hun havde dit hoved på hans skød, ikke lige der han havde regne med at hun vil ligger men det gik, han fortsatte selv med at hvile for at være sikker på at der ikke var noget som prøver at snige sig ind på dem, udover det vil han nok heller ikke kun sove så hun lå og rullede rundt.

Timer gik og sol forsvandt mere og mere samt med at temperaturen faldt stille og rolig, der var ikke sket noget men han havde dog ikke fået sovet alligevel, da det var blevet kølig nok, rystet han rolig til hende, "det er tid til vi skal videre men første skal du lige en tur i vandet, så du er klar" sagde han og kiggede ned på hende og smiler, da hun rejse sig, rejse han kort efter og begynde at pakke de få ting han havde tager frem, derefter tog han rejse af dit tøj og udstyre på sig, så var han klar til at gå, så var det bare om hun var.

Isarnia var fuldkommen uvidende om den manglende hvile, hun havde forsaget for Faust, men for hende selv havde søvnen været dyb og behagelig, så da han begyndte at ruske blidt i hende, mumlede hun en masse eder, mens hun knugede armen omkring hans ben. "Bare lidt længere.." mumlede hun ned i hans lår, inden hun begravede sit ansigt i hans bukser. Hun var ikke lige frem den blufærdige eller generte type, hvor hun bestemt heller ikke skænkede sine handlinger den mindste tanke, men da hun pludselig indså det var blevet køligere og hvad det rent faktisk var, de skulle. Gav det et helt sæt i hendes krop, idet hun sprang op på hans skød. "Havet! Vi skal ud til havet nu!" udbrød hun mens hun sad overskrævs med et knæ på hver side af hans lår og ansigtet imod ham.

Hele hendes ansigt var et stort smil, og den før så kraftige søvndøs, var forsvundet som dug for solen. Hun sprang op fra hans skød, og med ryggen til ham, trak hun den tynde natkjole hen over hovedet, inden hun hoppede ned til vandet, i små gadedrenge spring. Da hun nåede vandet satte hun fra og sprang med hovedet først ud i vandet. Månens kraftige skær på den skyfri himmel, fik hendes sølv og blåfarvede skæl til at glimte nede under vandoverfladen, mens hun svømmede rundt og slog små kolbøtter i vandet. Fra tid til andet lød et plask, når halen brød over overfladen og kom ned igen med et klask, så vand sprøjtede ud til alle sider.

Han ryste svagt på hoved af hende over at hun vil sove længe, men den mulighed var der ikke, men der gik heller ikke længe før det gik op for hende da de skulle afsted, da hun lige pludselig sad på skød af ham med et knæ på hver side af ham, "ja det skal vi, ser at få dig en svømme tur, så gør jeg mig klar" sagde han og kiggede på hende, da det var svært ikke af gør det.

Han grine kort af hende så hun Spanget op og hvade kort efter trukket sin natkjole over hovedet, end hun var på vej ned til vandet for derefter at Springe i det, han tog sine ting på sig og pakke derefter sineygsæk og tog den på, hvorefter han så udover vandet, han kun godt ser hende under vandet overflade, han skulle nok klar tur men det var mere om hun kun eller om de måtte holde en pause, han smiler rolig da hun kom op imod ham, "er du klar til at gå" spurgte han og kiggede på hende, han vidste godt at hun skulle lige have sin natkjole på end de kun gå.

Efter lidt tid i vandet, vidste hun godt at det var på tide at drage videre. Og i en tid hvor hun burde bekymre sig, for turen, for varme, for hvor længe det ville stå på, inden de igen fandt vand, tog Isarnia det uden tvivl alt for roligt, for tankerne havde ikke studset hende. Hun svømmede med et par hurtige slag med halen, ind til bredden hvor hun fik sig trukket op i sandet. Halen vrikkede ganske let, mens sandet klistrede sig til hendes våde skæl. Månens lys fik de sandfrie områder til at glimte svagt, men intet i nærheden af når hun befandt sig i vandet. 

Selvom solen var gået ned, og vejret var blevet mildere, tog det ikke længe for halen at svinde ind til et par spinkle blege ben. Et lille fnis lød fra hende, for hun forstod stadig ikke konceptet ben, de var mærkelige og ikke særlig troværdige, de havde det med at spænde ben for hinanden, men hun fik sig alligevel til sidst stablet op på dem, inden hun trak kjolen over hovedet. Sandet kradsede hende, der hvor det tynde natkjole stof lagde sig imod hendes hud. Det gav et helt sæt i hende, da Faust stemme afbrød hendes tankemylder. I et stort smil, vendte hun sig imod ham og nikkede ivrigt, mens hendes hår stadig klæbede let til hendes ansigt, hals og skuldre.

Han smiler svagt da hun nikke til at hun var klar til at gå, "så lad os kom afsted, der er en lang nat foran os, det er den her vej" sagde han og smiler rolig end han begynde rolig af gå i den retning de skulle for at kom til havet, han gik et rolig tempo for at være sikker på at hun kun følger med ham, han vidste jo at hun ikke var så sikker på sine ben, og så bliver det også spænde om hun kun klar tur ud til havet ud pauser eller om de var nød til at holder nogen på vej "du må sige til hvis du har bruge for en pause" sagde han efter noget tid hvor de havde gået, ellers gå han i stilhed medmindre hun havde noget af sige.

Efter noget tid hvor de havde gået i stilhed begynde han rolig at synge en rejse sang på elviske, den var rolig i tempo, ikke fordi han regne med at hun forstod det, men hvis hun gjorte handel den om at rejse fremme sted og ikke vide dags gør mål og hvad der vente om det næste hjørne, ikke fordi han sang normal når han var på fart alene, men der var ikke andre ind dem hvad han ved af,

Hun stod for en stund i sin egen verden, og lod blikket vandre ud over den oase, hvor Faust havde reddet hendes liv, et smil dansede om hendes læber, mens hun var dybt begravet i følelsen af vandet så nær. Hun kunne dufte vandet, mærke fugtigheden i luften omkring sig, selv vandets bevægelser kunne hun fornemme dybt indeni, men lyden af skridt i sandet, den knitrende lyd, dog så dæmpet fik hende til et blinke et par gange og løserive sit blik fra vandoverfladen, det var Faust, han var i bevægelse, væk fra hende. Hun rynkede forvirret panden, for hvor skulle han hen? Pludselig slog det hende, som et lyn fra en klar himmel, de skulle finde havet, og det var meningen hun skulle følge med. 

Med en fnisen, satte hun i en forkvaklet løb efter ham, hvor hun flere gange nær mistede balancen, de ben var og blev ikke lette at styre, men hun vidste det ville blive bedre. Efter lidt fik hun indhentet ham, og med et lalleglad smil om læberne, gik hun frejdigt afsted med oprejst pande, som var de på vej ud på et kæmpe stort eventyr. Og et eventyr var det så sandelig for hende. Hendes blik vandrede fra hans enorme skikkelse til omgivelserne, og tilbage til ham. Han var en massiv klippe ved siden af hendes lille skikkelse. Hun gik ham end ikke til brystet, og hver en detalje ved ham, lod hun blikket glide over, selvom hun allerede havde set det hele, blev hun alligevel ved med at opdage ting, som hvordan hans træk adskilte sig fra hendes, hans fysik, så udviklet i forhold til hende selv. Og da en sang, på et sprog hun ikke forstod, lød fra ham, blev hendes øjne store. Hans stemme var dyb og maskulin, men ordene lød som en fløjlsblød tæppe der viklede sig omkring hende. Betaget af hans sang, glemte hun alt omkring dem, til hun snublede over sine egne ben og faldt med hovedet først lige imod sandet, med et hvin, klar til at tage imod sammenstødet, uden at sanse at tage fra med hænderne, lukkede hun øjne og ventede på sammenstødet. 

Han nåh ikke at gå langt før han stoppe op, da han kun ser at hun stadig stod, som om hun er helt fortrylle af oase eller nok mere vandet i oase, men de skulle jo videre, hvis de skulle når ud til havet i nat, man da hun hørt at han var gået var det som at hun vågne op fra sin fortrylles og gik imod ham, så kun de kom videre, vej var lang og det gjorte det ikke bedre at de skulle gå i sand og samtid at hun ikke var hele sikker på sine ben, som man også kun ser at hun ikke have hele styre på da hun kom løbe over til ham, så de kun kom videre på deres rejse, han begynde rolig at gå igen, nu hvor hun var kommet op ved side af ham.

Han lad godt mærke til at hun fik store øjne da han begynde af synge, og hun blev hvis så overrasker at hun gemt hele at holde styre på sine ben, at hun snublede over dem, han stoppe med at synge og grab ud efter hende, da det ligner at hun ikke havde tænk sig at tage fra med armene, han tænke ikke rigtig over det så han grab ud efter hendes kjole i nakke, for at prøve at hun ikke tog fra med hovedet, så var det bare lige det han ikke havde tænke over at hende kjole var jo tynd og ikke sikker at den kan holde til det.

Hun knugede øjnene hårdt i, klar på sammenstødet med sandet, men i stedet mærkede hun hvordan stoffet omkring hendes bryst strammede til, hvorfor vidste hun ikke, men en lyd af stof der blev revet i stykker fulgte øjeblikket efter, og hun landede på sandet, med et lille blødt bump, der fik hende til at le, da hun endelig løftede hovedet. Hun havde ikke stykket noget af det sammen i hovedet, men det hele havde føltes så underligt, på den måde hun blev bremset, så lyden og til sidst det bløde bump, hun løftede hovedet med et fjoget grin om læberne, inden hun brød ud i latter, da hun så op på Faust, opdagede hun nemlig årsagen til det hele. Manden havde forsøgt at redde hende fra det skæbnesvangre møde med sandet, men stod blot tilbage med et stykke af hendes kjole knuget i hånden. 
Hun rullede om på ryggen, med begge de sandede hænder oppe foran munden, mens hun klukkede af grin. Håret var rodet, og hun havde sand alle steder, men synet af Faust med stof i hånden, var åbenbart det morsomste hun havde set i evigheder, hvis man gættede ud fra hendes latter, og den måde hendes øjne funklede i månens skær. 

Med lidt besvær fik hun sig stablet op på benene, mens hun støttede sit let imod Faust til hun helt fik balancen, men da hun lod hænderne falde ned langs hendes side, gled kjolen med ned, og hang løst fra hendes smalle hofter, så hendes overkrop var blottet. "Ups..." begyndte hun med en fnisen, inden hun så ned af sig selv, så håret faldt løst omkring hendes slanke ansigt. 

Da det var for sent gik det op for ham at det nok ikke var den bedst ide han havde få sig med at tager fat i nakke på hendes kjole og det viser sig også at det var en dum ide at gør, da hendes kjole gik itu, så han stod tilbage med et stykke af hendes kjole i hånd og hun lå på sandet foran ham, en god ting ved at han havde gjorte det var at hun ikke faldt lige så hårdt ned i sandet, der gik heller ikke længe efter det var gået op for hende hvad der var sket, før hun begynde at grine, han synes dog ikke at det var lige så sjov som hende men han smiler bare af det, han smide det stykke stof han havde i hånd fra sig, han kun ikke bruge det til noget, han hjalp hende op af stå da hun blevet færdig med at grine.

"Jeg har en skjorten mere, du kan låne hvis det er" sagde han og kiggede på hende, da han kun ser at hendes kjole hang løst om hendes hofter, det var op til hende om hun vil låne den eller ej, den vil nok passer fin som en kjole for hende, nu hvor han er så meget højere end hende og hvis hun ikke vil, var der sikker heller ikke nogle som så det udover hendes selv og ham, ørken virker rimelig død for andre menneske, det han nu havde set og hørt herude var dyr, og så lige hende men ellers ikke noget udover dyreren.

"En skjorte?" gentog hun med undren i stemmen, mens hun lod blikket glide ned af sig selv. Hele hendes overkrop var bar, og kjolen hang kun helt løst om hendes hofter. Vidste man ikke bedre, lignede hun en der forsøgte at se eller fange sin egen hale, da hun begyndte at dreje rundt for at se hvordan kjolen så ud, men for hver bevægelse, gled kjolen kun længere og længere ned, til den lå omkring hendes bare fødder i sandet. "Jeg tror...." begyndte hun fnisende og fuldkommen uberørt af sin egen nøgenhed. "At en skjorte er en god ide.." fortsatte hun til sidst, inden hun stoppede op, helt rundtosset og med begge hænder solidt plantet omkring hans ene overarm for balance, indtil hendes syn og alt igen blev normalt. For kulden var allerede begyndt at komme snigende, i stor kontrast til den glohede varme der var, når solen stod højt på himlen.
En gysen gik igennem hendes krop, inden hun knugede sig ind til hans varme krop, med en skælven. De burde gå, men rejsen foran dem, var endnu en gang blevet vasket bort, med alle de mange andre indtryk der fangede hendes blik og tanker. At nå havet, ville måske vise sig at være en større udfordring, end nogen af dem til sammen havde forventet.

Han skulle lige til at forklar hvad en skjorten er, da hun så begynde at drej rundt om sig selv, jo mere hun drejer rundt om sig selv jo mere faldt hendes kjole ned af hende, til den lå på sandet og hun stod nøgen foran han igen, det var ikke lige første gang at hun gjorte det og det vil ikke overrasker ham at det nok heller ikke var sidste gang at hun gjorte det, han gjorte ikke noget ved at hun tog fat i hans arm, da hun var stoppe med at dreje rundt, han nikke til det hun sagde, da hun fik sagt den fulde sætning, "så finde jeg en skjorten" sagde han og tog sin taske af efter hun havde fundet sin balance, så hun kun stå selv ude at ryge på røven, han åbne sin taske og rode lidt rundt i den inde han tog en hvid skjorten op af den, han lukke sin taske efter det og tog den op på ryggen igen, hvorefter han rakte skjorten til hende, den skulle være lang nok til at dække hvad den nu engang skulle dække på hende.

Han grine kort af hende efter hun havde fået hans skjorten på, hvor store den enlig er på hende, men den virker til det den skulle, "er du klar til at gå videre" spurgte han og kiggede ned på hende, der var jo stadig lang vej til havet og det kun godt virke til at det bliver en kølig/kold nat, nu var han heldig at han mærke det på sammen måde, som hun nok gør det, så det vil nok være godt at de kom videre, så hun kan prøve at holde varm ved at gå.

Taknemmelig for skjorten som Faust rakte hende, og hjalp hende i, lod hun blikket glide ned af sig selv. Den gik hende helt ned til knæene og ærmerne var så lange at hendes hænder forsvandt, selv hvis hun strakte sine arme så langt frem hun kunne. Hun kunne ikke lade være med at flagre lidt med armene, mens hun fniste over følelsen af hans skjorte. Den var slet ikke ubehagelig eller kløende. Tvært imod var hun overrasket og hvor varm og blød den egentligt var. Hun slyngede armene omkring sig selv, så enderne af ærmerne flagrede rundt, inden hun så op på ham, med et stort taknemmeligt smil. "Sååååh varm og dejlig, tak Faust!" udbrød hun glad, inden hun knugede sig en sidste gang ind til hans krop. 

Da han mindede hende om deres færd, gjorde hun et lille hop på stedet sammen med et hvin, for hun havde glemt alt om havet. Hendes blik flakkede ivrigt rundt, som om hun kunne se havet, hvis hun bare kiggede ordenligt efter. Pludselig kastede hun en arm frem for sig og udbrød ivrigt "Vi skal denne vej!" Efterfulgt af en komplet tavshed, da hun indse fodsporene i sandet var deres og hun altså pegede i den retning de rent faktisk kom fra. "Hvilken vej skal vi?" spurgte hun med et forsigtigt lille smil om læberne, ja hun så næsten forlegen ud med en svag rødmen i kinderne. 

Han smiler af hende da hun havde fået hans skjorten på, hvor store den enlig var nu hvor hun havde den på, den passer fint som kjole til hende, ærmerne var dog for lang men det kun han gør noget ved, "kom her med ærmerne" sagde han og hvis hun kom med dem vil han begynde at rulle ærmerne op, så hun fik sine hænder fri, han kramme hende tilbage da hun knugede ind til så de kun kom videre, "så lidt bare husk at jeg skal have den igen" sagde han og smiler, han kun godt finde en ny hvis det var det, men det synes han bare ikke rigtig at der var nogen grund til at skulle.

Han Horne kort af hende da hun gjorte et hop på stedet, ja en lille energi bombe var hun da, han smiler bare af hende da hun peger hvilke retning de skulle og at de gik op for hende at det var den vej de kom fra, han dreje hende svagt rundt så hun kom til at vende den rigtig vej de skulle, "det er den her vej" sagde han og klappe hende drilsk på hendes bagdel, lige så meget for af få hende til af gå, han begynde selv at gå videre, de var jo næste kun lige begynde på deres rejse mod havet.

Hun lod blikket falde ned på sine ærmer, da Faust bad hende rækker armene frem, og uden tøven gjorde hun som der blev sagt. Hendes blik fulgte nysgerrigt med i, hvordan han foldede ærmerne omhyggeligt, til hendes hænder og underarme kom fri. Måbende viftede hun let med hænderne, men folderne blev hvor de var, men hendes blik var ikke sådan at løsrive, mens hun drejede sine arme for at studere dem nærmere, opslugt af dette simple trick overhørte hun helt hans ord om at skulle have den tilbage igen, først ved hans sidste ord vippede hun hovedet tilbage, for at kunne se op på kæmpen foran sig, hendes krystalklare blå øjne søgte hans, mens hendes smil bredte sig over hele hendes ansigt. 
Komplet uanfægtet af hun ikke hørte et ord han sagde, nikkede hun blot ivrigt som accept. Hendes blik gled fra hans øjne, ned over hans skulder og fulgte hans løftede arm, der pegede i den retning de skulle. Vandet! Hun kunne slet ikke være i sig selv at spænding, og et lille hvin lød fra hende, med armene oppe foran sig, der flagrede let og fødderne der trippede ivrigt i det varme sand, sprang hun afsted i den angivende retning, hendes lange blonde lokker flagrede let omkring hendes skuldre og ryg, mens hun løb afsted, inden hun stoppede brat op, og drejede hovedet til siden for at se om Faust nu egentligt fulgte med, en svagt pink tint farvede hendes kinder, da hun strøg håret om bag øret for bedre at kunne se ham. "Kom nu Faust..." lo hun mildt, inden hun vendte blikket frem og skuede imod horisonten. 

Han fik rulle ærmerne op på hende, så hun fik sine hænder og noget af underarm fri igen, ja den var alt for store til hende men det var jo hans skjorte og han var bare den del store inden hende, han rystede kort opgiver på hoved af hende, hun var sgu et lille humør bomber, som nok vil hjælp hende langt her i liv men nok også giv sine problemer med det, men det måtte være en anden dag, nu skulle de finde ud til havet, så hun kun kom tilbage til vandet og måske hvis hun var heldig at finde tilbage til sit ejer folk.

Det virker lidt til at hun ikke rigtig hørt efter hvad det var, han sagde til hende men hun fik dog fandt i hvilke vej det var at de skulle for at kommet mod vandet, inden han når at tag sin rygsæk op på ryggen, var hun allerede på vej videre i den rigtig retning, han rystede kort på hoved igen inden han begynde at gå mod hende, heldigvis havde han længere ben inden hende og samtid var han også mere sikker på dem inden hun var, selvom hun var blevet bedre i løbet af deres gåtur, han lo kort af det hun sagde, ”ja ja, kommer nu, det er jo ikke dig som bærer på det hele” sagde han med et smilet på læber, han vil enlig heller ikke lad hende bærer på tinger, for han var ikke sikker på at hun vil kun gøre det også samtid vil det sikker heller ikke hjælp med at hun er usikker på bene.

Resten af natten gik med at gå mod havet, de holdt når kort pause for af hvile bene og få lidt vandet, det var godt at han havde fyldt sine vandskind inden de var gået videre, jo længere ud på natten de kom, mere kold bliv det, han mærke ikke det store til det men det gjorte hun sikker, men han håber på at hun kun holder det ud til de nået til havet, tidlige om morgen inden sol rigtig var begynde at visere sig på himmel, kun de hørt de svagt lyde fra havet der ramme landet og kort efter kun de også ser det, ”så når vi det” sagde han og smiler til hende, nu så han også frem til at hviler fødder, han var vant til at gå meget men i sandet som her i ørken var noget andet at gå i, det var hårdere inden man bare lige tror at det er.