Ordene ramte plet. Amelia havde altid været til de fine unge herrer til ballene - bare aldrig til Athelstan. Så igen, hvem kunne være til en så modbydelig mand? Fra et rent æstetisk synspunkt så han jo endda godt ud. Ham og Aldamar brugte uden tvivl  lige så lang tid på deres udseende om morgenen, men der var bare noget helt igennem råddent ved Athelstan, der gjorde frastødelsen så utålelig. Amelia havde hadet ham selv inden hun havde vidst, at han torturerede killinger i sin fritid - og hvad end han ellers kunne finde på af modbydeligheder. Det var et punkt, hvor Adenas nysgerrighed ikke havde lyst til at kigge hen. Hvor meget hun end kunne finde ud af om Athelstan ved at bruge sin evne på ham, havde hun ikke lyst til at se hvad han ellers kunne finde på. 

Da Fabian gjorde anlæg til at rejse sig, rettede hun selv lidt på sin kjole og rystede sig ud af tankesporet om andre adelige og deres syge lyster. På den front kunne hun i det mindste undertrykke sine egne underlige lyster.
"Tak," svarede hun oprigtigt og rejste sig selv op for at følge ham til døren. En høflighedsvane vennerne i Proteaus havde sagt, hun burde lægge fra sig, når hun var på disse kanter. "Det... Det vil jeg huske."
Tanken om at hyre en kvinde til udforskning forekom Adena meget underlig. Bare at have indrømmet over for Fabian, hvad hun godt kunne tænke sig, føltes så langt fra den adelige pige, hun var opdraget til at være, at hun ikke var helt sikker på, at det var hende. Måske var det den rebelske side der også rendte rundt med Proteaus? Nej, at hun havde haft det sådan her siden før hun kom med i Proteaus, kunne hun ikke benægte.  

Hvad Deena ville ende med at finde ud af, det var op til hende selv, men Fabian havde lagt nogle muligheder frem for hende, og forhåbentlig... endte hende og Aldamar at være bare en smule ærlige overfor hinanden. Det ville i hvert fald gør de næste 50 år nemmere for dem. Heldigvis, så skulle han jo ikke være vidne til det. Det virkede til at Aldamar forsøgte at holde ham udenfor alle de adelige funktioner, med god grund.

Han greb krystallerne, men også sin skjorte, som stadig var sølet ind i vin, og han tog den derfor ikke på. Posen med krystallerne blev dog gemt ind i trøjen, så det bare lignede det var hvad han bar.
Hun havde dog ikke behøvet at følge ham hen til døren, men han stoppede hende ikke i det, og det var også et næsten blidt smil hun blev mødt med, da han endelig sagde farvel til hende.
”Jeg håber du og din kommende mand finder ud af det,” sagde han endelig. Måske ikke pga. hvem hun var, men pga. hvem hun skulle giftes med.

Hun fik et sidste blik i sin retning, inden han forlod bygningen og ud på de travle gader endnu engang. Posen med krystaller var tung og ærlig talt så var han ikke helt sikker på at han havde fortjent dem med hvor lidt han havde gjort. Heldigvis vidste han også at hun måtte være rig hvis Aldamar skulle gifte sig med hende. Så det var den kommende hustru. 

Døren lukkede sig bag Fabian, og Adena stod lidt og kiggede på træet. Hendes 'vagt' i aften vendte sig mod hende fra sin plads på gangen, hvor han havde læst en bog og så ud til at have kedet sig.
"Skal jeg følge dig tilbage til Evlyn?" spurgte han. 
"Giv mig lige et øjeblik til at rydde op," svarede hun tøvende og gik tilbage ind i rummet igen.
Der var ikke meget at rydde op. Vinen havde på godt og ondt mest ramt Fabians skjorte, og derfor var både sofa og gulv sluppet - og nu slap hun for at prøve at vaske vin ud af stof. 
Glassene stillede hun ud i køkkenet og endte med selv at skylle af, selvom de havde sagt, hun ikke skulle tænke på det. Kanden lod hun stå på bordet med et stykke stof henover, så der ikke kom fluer derned. De havde ikke drukket det hele, og det var det mindste hun kunne gøre som ekstra tak for lån af nogen andres hus. 

Lidt tid sad hun på sofaen og så ud for sig med et ængteligt udtryk. Hun havde virkelig håbet, at forskifterskøgen ville have været i stand til at hjælpe hende. Nu følte hun sig bare drænet for energi og klar til at gå i seng. Tanker føg rundt i hovedet på hende, og hun havde stadig svært ved at fatte, hvad hun havde sagt i sin febrilskhed. Hvor pinligt ville det ikke også blive at sige det til Evlyn? Hvad hvis hun... Hvad hvis hun havde kunnet se det hele tiden?
Adena sukkede og rejste sig op, som for at forlade tankerne der på sofaen. Med hurtige bevægelser samlede hun sine ting og gik med sin følgesven tilbage til de kendte rammer hos Proteaus. Hvad skulle hendes liv dog ikke blive til.