Det var en farlig situation som Sif befandt sig i - for efter dette møde, måtte det gå op får den spinkle kvinde, trods formerne stadig tydet på, at hun havde født - Erkende, at det ikke blot var hendes evne, der havde fortalt hende hvad han ønsket. Nej, det var lysten til at tilfredsstille ham. Men lige som alt andet arbejde, ville man finde sig i en situation hvor arbejdsdagen blot skulle overstås. Også var der tidspunkter som denne, der gjorde man ville gøre sit bedste - og hvor det faktisk var noget man nød. Og det kunne mærkes i måden hun bevægede sig på - hvordan hendes negle og fingre gled over den mørkglødende hud. Der stod i skarp kontrast til hende. 
Følelsen af små iskolde vanddråber der gled af hendes ryg, hendes arme - ekstasen af hvordan han fik deres kroppe til at kollidere i voldsomme og fantastiske stød, fik hende til at slå hoved tilbage. Mærkede hvordan de blonde lokker kildede hendes blottede læn. Og lige så hurtigt som alt andet, de havde fortaget sig - begyndte hun at falde ind rytmen han havde startet. 
Fingrene gled fra hans skuldre op i håret igen - der var noget over det, som hele tiden fik hende til at finde tilbage. Hun skubbede håret væk, lænede sig hen mod ham igen - så hun kunne mærke hans hud tættere mod hendes igen. Tænderne bed fast i spidsen af øret, og tungen gled ned af siden til hendes tænder igen tog fat i øreflippen - alt imens, en spindende lyd forlod hendes næse. 
Hvad der ville ske som det næste - ja det havde hun jo lidt ladet op til ham. Han havde trods alt betalt for natten, og måtte i de tekniske øjne. Bruge hende som han havde lyst.

Vektor havde sjældent sine øjne lukkede når det gjaldt skønheder, og synet af Sif's svungne krop, det tilbagelænede hoved, kaskaden af gyldent hår der faldt ned omkring hendes nøgne ryg og de enkelte dråber af sved der var begyndt at danne sig... jah det syn var smukt. Det syn var dragende. Halvelveren følte neglenes pirrende vandring op over skulderen og imod håret - hvilket var en velkommen detalje - og da Sif så valgte at sætte tænderne i den ene ørepids, var det en nydende stønnen der forlod den 'hårdtarbejdende' mand. Mere, han måtte til gengæld have mere. Nu.
Hænderne greb fastere om hende, Vektor sløvede kortvarigt tempoet ned førhen at han med en kraftanstrengelse og et grynt stemte benene imod sofaens bundkant, spændte i lår-og-mavemuskler og rejste sig i et ryk; hvide ben heldigvis støttende og klamrende til hans hofter. Et kort øjeblik var han bange for at falde forover i fremdriften fra det noget svære løft, men heldigvis genfandt Vektor balancen for dem begge, og rykkede med en lusket latter hænderne om til hendes baller i stedet. Og greb godt fat i den fantastisk bløde hud.

Stadigvæk med Sif omkring sig, tog han sig lige nogle sekunder til at få vejret, inden at han med en dominerende knurren skubbede hende rigtig 'på plads'. Der var ikke mange skridt til væggen herfra, men han bevægede sig med vilje næsten pirrende langsomt imod fladen, hvoraf at der på hvert skridt blev løftet op i den petite Sif, for at smække hende ned igen i det næste skridt. Hun vejede heldigvis næsten ingenting, følte han i hvert fald. Måske havde adranalinen noget med dét og den følelse at gøre.

Da han så tilgengæld endelig nåede væggen, var pausen overstået og timen kunne atter begynde; Vektor pressede hende op af den (måske en anelse hårdhændet i sin iver), trak en anelse ud og satte så tempoet op - hurtigere end hvad det havde været i sofaen, hvis det var muligt. Hurtigere, og en anelse voldsommere end den blide behandling hun havde mødt indtil nu. 
"Sif..." knurrede han lavmælt imod hendes skulder, og hverken kunne eller ville skjule det smil der strakte sig over ansigtet

Åbenlyst ville dette være en af de tilfælde, hun ville sammenligne alle andre gange med. Hvilket taget i betrækning af hun havde været i faget siden hun var seksten år gammel. Måske var en anelse trist, men mænd der var så gode som manden her - det var ikke dem som kom og besøgte hende. Nej, det var mænd der ingen problemer havde at finde kvinder i de forskellige krostuer; hun kunne nævne flere af dem, som havde et sundt flertal af smukke kvinder, og mænd - hvad man nu var til. Han kunne tage af, uden han behøvede at betale for dem. Så hvorfor var han her overhoved? Hvorfor behandlede han hende, som var de elskende - som skulle hun nyde det lige så meget som ham. Hans lyde, de knurrerene lyde der kunne mærkes i hans brystkasse, fik den blonde kvinde til at le mod hans øregang. En åndeløs latter, der fortalte ham, at alt han gjorde ved hende - var godt, nej mere end godt - perfekt. 
Og det gjorde det bestemt ikke værre, da hun mærkede hvordan hans muskler arbejdede under hende. Hun slikkede hurtigt hendes læber, inden at tænderne vandrede ned fra øreflippen, til hans kæbe. 
Et lille hvin blandet med latter, gled fra hendes strube, som hun mærkede hvordan han løftede hende op fra sofaen. Hendes ben lagde sig som en hurtig refleks omkring hans talje, og derved også skubbede sig tættere mod ham. Hendes blå øjne var atter åbne, som hun betragtede hans egne i samme farve. De drillende og sultne glimt som hun kunne se, fik det til at løbe med behagelige kuldegysninger igennem kroppen. 
Igen slikkede tungen hen over hendes læber, men mere i en provokerende maner. Men hvad han gjorde som det næste, fik ganske tydeligt, en reaktion for den lille skikkelse. Som lagde hoved tilbage, og næsten jublede i nydelse - hvad end det var han gjorde, måtte han ikke stoppe. 

Og derfor gjorde det hende hellere ikke noget, da han mistede hans besiddelse en anelse - eller lidt stoppe med at passe på, ikke at gå for hårdt mod hende - hun var trods alt ikke en kvinde der så let kunne knækkes - der løb dog noget igennem hende, noget helt fantastisk da han knurrede hendes navn. En forløsning - noget hun ikke havde oplevet - i meget lang tid.
Hun skubbede hele sin krop mod ham, og spændte op i musklerne omkring hans liv. Hendes negle kredsede ned af hans nakke, hen over ryggen - "Vektor" hviskede hun hæst tilbage - som havde alt væske forladt hendes mund. Og dertil faldt hendes læber hen over hans igen. Satte tænderne i hans underlæber, og hæv den let frem. 
Gav slip, og lod nogle kække øjne glide ned over deres kroppe, som der arbejde sammen - og blikket vidste kun tydeligt, hvor meget hun nød det - "Endelig ikke stoppe - " kom der lidt højere denne gang, som hendes fingre greb omkring hans skuldre, og en anelse hårde borede neglene ned i den solbrune hud. 

Det var måske ikke den mest behagelige position at vælge, hvis man ikke brød sig om de anstrengelser det krævede at holde sin partner oppe, så længe som Vektor gjorde det nu. Ønskede man at slappe af, var det her ikke måden. Overarmene begyndte at brænde en anelse, halv elveren kunne hertil godt mærke at hans mave og rygmuskler især, også arbejdede en del hårdere end de var vant til. Men hvis man nu faktisk brød sig om den prikkende smerte det hårde arbejde gav en, jah så var det oplagt. Og Vektor brød sig i den grad om det. 
Det hele. 

At have så godt fast i hende, at benene strammede til når han ramte et godt sted. At mærke hende arbejde for selv at møde ham i de stødvise ryk, og dertil også de lykkelige lyde der gled over hendes læber. Hvordan det hele kom til udtryk når hun grådigt satte tænderne pirrende i hans underlæbe, og hendes stemme der hæst bad ham forsætte. Pirrende træk som hun uden tvivl vidste fungerede. Så da fingrene borede sig ned i den solbrune hud; da neglene formåede at trække kærlige streger ned over den muskuløse ryg. Jah der var det at Vektor med et grynt af anstrengelse smilede skarpt. Selvfølgelig ville han ikke det. 
Han var glad for at det ikke var træplanker der udgjorde alle bordellets vægge, hvilket nok også var en af de primære grunde til at han nu med et fnys pressede hende hårdere mere imod den, så størstedelen af vægten hvilede på hofterne og Sif selv. Han ville trods alt ikke skrabe hendes ryg fuld af splinter, men begge hænder skulle bruges, sådan som han kontrollerende søgte at styre hendes stød, og nu tog godt fat i den blonde kvindes hofter og hud. Hvis han bare kunne...

Oh. Med et stakåndet grin følte halvelveren hvordan han i hvert fald ramte et eller andet idet at musklerne omkring og i Sif spændtes op, og nådesløst greb Vektor den bølge, for at ride den helt ud, idet at hans hoved forpustet lænede sig imod væggen bagved hende. Han kunne snart ikke mere lige nu. Han hørte sig selv stønne, men det faldt mere i baggrunden af hans opmærksomhed da han trak ansigtet tilbage, for at lade et alt for selvfedt og smørret blik og smil møde kvindens ligeså blå øjne. 

Det var berusende, den måde deres kroppe mødte hinanden - sveden de delte - den som gled ned af deres hud, som de anstrengte sig. Hun kunne næsten ikke trække vejret, så godt var det - og aldrig ville nogen få ud af hende, at dette nok var noget af det bedste hun havde prøvet. For det var det - men hvad sagde det også lige om en glædespige - at en kunde skulle være det bedste hun nogen sinde havde været sammen med? End ikke manden hun skulle dele sit liv med, havde hun oplevet i sengen endnu. Han var altid blot kommet, for at være sammen med hende for hendes omsorg. For at ligge i sengen, og holde om hende - fortælle om hvor hårdt det havde været fordi at hans kone var afgået med døden. Og efter noget tid, havde han lagt den kærlighed på Sif. Og måske var det ikke kærlighed for hendes side, men det var en vej ud - det var et liv hvor hun kunne være sammen med hendes datter - og det var det eneste hun ønskede. 
En enkelt tåre gled ned af hendes kind, som hun stønnede i takt med at tempoet satte op. Hvordan hun mærkede at han pressede sig tættere på - kunne føle igennem hendes fingre spidser, hans pulserende følelser - han kunne ikke holde meget længere. Hendes læber fandt igen hen til hans øre. Lod tungen glide hen over hans øreflip, op til hans spids før tænderne bed ham kærligt i den. Til sidst hviskede stemmen - som hendes fingre gled ned af ryggen. 

Inden hun lænede sig tilbage - formåede hun at fremsige nogle ord - "Kom for mig." hviskede hun hæst, inden hun gled tilbage - og kiggede ind i hans smørret blik. Det blå hav som var hans øjne, og lod fingrene glide ned over hans kindben - gribe omkring hans kæbe. Læberne fandt hinanden igen, som hun pressede sit liv tættere mod ham. 
Aldrig, skulle nogen have at vide hvor fantastisk denne aften havde været.

Vektor havde egentlig altid fremhævet sig selv på sin udholdenhed, som var til gavn på flere punkter. I hans tidligere arbejde, havde udholdenhed været hvad der holdt ham i gang på skibene. For evigheder siden, var det hvad der havde holdt ham ovenvande i en hektisk strøm af overfladiske relationer, og en insisterende hvisken fra hans mor, om at livet i Fristavn ville ændre sig. Med tiden. Og nu, jah så var det hvad der holdt ham i gang, her hos Sif. 
Der var bare en grænse for hvad man kunne præstere, når lokkende ord og pirrende tænder greb fat i ham - og det på hver sin måde. Kuldegysninger strakte sig usynligt ned over halvelverens muskuløse ryg; den skrabende markeringer af hendes tænder var nok til at luften i et ryk blev trukket ind. imellem hans egne sammebidte. Men ikke nok med det, jah så forsatte de ned til selve øret. Og det var med en hæs hvisken, at Sif formåede at tænde noget utrolig instinktivt i halvelveren. Komme for hende? Selvfølgelig ville han det. 

Han havde aldrig kunne sige nej til så direkte en ordre, og kunne heller ikke benægte at det gjorde det helt rigtige for hans egen primitive lyst. Tempoet blev ikke sat op, nej, det rareste var at holde det i det tempo han formåede at holde jævnt lige nu, men... men Vektor blev grådig når man talte så fint til ham. 
Mørke læber mødte krævende hendes, en kende uhensigtsmæssigt på det her punkt, og de grove fingre næsten borede sig ned i kvindens fine hud. Han ønskede ikke at skade hende, men han kunne ikke lade værd med at snerre en anelse - jah dominerende, som ønskede han i sandhed at hun var hans. Hvilket hun også var i nat. 
Atter brød Vektor kysset, for med en grimasse af både nydelse, skarp tilfredshed og pervers betagelse at holde øjenkontakten, som han færdiggjorde sig i hende, en taknemmelig mumlen af hendes navn som tilføjelse, igen og igen. 

Det var dog ikke der at han slap hende helt. Nogle overfladiske og tunge vejrtrækninger blev taget, hovedet støttende imod væggen bagved hende, men langsomt vendte halvelveren sig imod sengen i hjørnet af rummet, og havde et næsten spørgende glimt i øjnene. 
Var hun færdig? Fordi hvis ikke, skulle hun nok blive det. 

Åh, den fabelagtige følelse af hvordan hans krop begyndte at spænde op. Hvordan hans følelser flød igennem hans hud ind i hendes fingre, hvordan de overvældede hende. Lige så meget som hun hadet hendes evne, havde det også været et helt igennem fantastisk redskab. Hun følte hans ekstase, hvordan den flød igennem hende, som var det hendes egen. Så selvom, han allerede havde bragt hende over bjerget en gang - hvordan følelsen af klimakset havde bredt sig i hendes krop. Så kunne hun igen mærke det. Hendes læber greb grådigt omkring hans, benene spændte omkring hans hofter som hun red med ham. Red hen over bølgen og ned i dybet.
Pludselig rumsterede tankerne; hans. I hendes indre, og hun blev opslugt af det. Aldrig havde hun følt så en intenst følelse af at en mand, følte at hun var nogens. Jo, der havde altid været folk som havde taget hvad de ville have. Og følelsen af det var hendes pligt at give dem det, især fordi de havde betalt for natten. Og hun vidste også godt, at der var intet romantisk. Men, for første gang - gjorde det hende ikke utilpas. Og det fik hende til at klamre sig til ham - mærkede hvordan hendes negle borede ned i hans skuldre. Gled hen over hans ryg, på ingen måde lige som fjerlette berøringer som før. Nej disse var krævende, som prøvede hun at tage alt hun kunne komme i kontakt med. 

Da han trak sig, for at kigge hende i øjnene, gjorde hun som han ønskede. Hendes lysende blå øjne,  betragtede ham dovent, fyldt med lyst og tilfredshed. Et lille smil blomstret frem på hendes læber - og hendes fingre gled igen ind i det skønne hvide hår. 
Et dybt suk forlod hendes læber, som han trak hende væk fra væggen. Følelsen af de bløde lagner, tæpper og puder. Var en velkommen til mod hendes ryg, hun blinkede kækt mod ham - som han betragtede hende spørgerne. "Bliv endelig liggende - " kom der som svar, som hun kravlede hen og skubbede han ned og ligge på ryggen. Hendes læber ramte hans bryn, hvor sved gled ned fra panden. "Noget mere at drikke?" spurgte hun, som hun rejste sig op i hendes nøgne skikkelse. Gik hen til bordet hvor drikkevarende stod. Og hældte i første omgang op til sig selv - hendes ben rystede stadig svagt under den fantastiske følelse kroppen havde været igennem.

Ikke længe efter at han havde sat sig, blev den sølvhårede elver skubbet godt tilbage i sengen, og faldt småleende ned i den store samling af dyner, tæpper og puder. Det bløde stof var dejligt kølende imod hans brandvarme hud, der i den varme belysning glimtede en anelse af sved. Ikke noget han gjorde meget for at fjerne, og overgav sig i stedet for til den simple kommando; han kunne sagtens blive liggende. 
Havde nogle fortalt ham at han ville  ende her i aften, jah så havde han småleende rystet på hovedet - han var næppe en der frivilligt gav krystaller for selskab man kunne finde på gadehjørnerne. Men det var nu alligevel et lidt smukkere syn, at se den kornblonde kvindes vuggende skikkelse bevæge sig imod alkohollen, fremfor de mere... livs-slidte kvinder og mænd som nattens gadestræder husede. 

"Gerne" kom det smilende fra halvelveren, der strakte halsen en anelse for nysgerrigt såvel som betaget at følge med i hvad hun gjorde, og hvor fin hun så ud imens hun gjorde det. Overkroppen løftedes en anelse fra sengen idet at Vektor trak sig op på albuerne, men ellers forholdt han sig i saglig, magelig ro. 
Med øjne på hendes smårystende ben, var det efterfølgende en tilfreds lille klukken der fulgte med. "Det var ikke helt skidt..." et drillende toneleje, og Vektor's øjne glimtede en anelse ved det sidste ord. Det havde ikke været helt skidt fra hans side af, men det var ikke hvad han havde ment i det hele taget. Nej, det var så bestemt en kompliment til den blonde kvinde, og den ene af de solbrune hænder klappede hentydende til pladsen ved siden af ham, idet at hun så ud til at være færdig med at skænke op. Hun var lidt magnetisk, og Vektor kunne ikke benægte at det stadigvæk kriblede i fingerspidserne efter at lade dem danse henover den hvide hud. 

Drikkevarerne blev båret over til manden der lå og slangede i hendes seng. Hun måtte kort stoppe på, som et sug greb omkring hans mave. Det var ikke i orden, at man så så smukt ud som han gjorde, i lysets skær fra de brændende stearinlys, der næsten varmede hans hud - og fik hans tatovering til at se næsten - magisk ud? 
Tungen gled hen over hendes læber, inden hun igen fik fødderne til at bevæge sig hen mod sengens kant. Med en glidende, forsøgende hyptoniserende bevægelse, hen mod ham som hun rakte glasset med den gyldne væske frem. 

Og sådan fortsatte natten. En nat hun senere ville kigge tilbage på, og tænke at dette ville være en af de bedste nætter i hendes liv. Men også en nat, der ville bringe hende en uønsket gave. Men dog en gave, en der skulle vise sig, at ændre hendes liv i så drastisk en retning hun aldrig kunne have forestillet sig andet. 

Men ikke desto mindre, ville hun ikke være dette møde foruden. 

Ru hænder greb de drikkevarer der blev rakt imod ham, og med en stiltiende tilfredshed var det at Vektor tog en slurk af den, øjne der over glassets kant ikke forlod den kornblonde kvinde der havde fået sat sig ved siden af ham. Hun havde reddet ham fra byvagten, så meget var slået fast. Men det var næppe det han ville huske hende mest for, når hun med sin lyse latter og bløde hænder formåede at løfte stemningen der omgav dem, og skabe et mere permanent minde end hvad en hjælpende hånd kunne give. 

Da morgenen nærmede sig og de spæde solstråler atter tittede over himlen, var det derfor uden den ellers... karakteristiske ligegyldighed at Vektor forlod bordellet, men derimod med en doven  og magelig morgenmine, samt et farvel smil til den lyse Sif. 
Han regnede ikke med at møde hende igen, men nogle gange kunne skæbnen overraske; om det så var til den positive eller negative side, se det måtte tiden velsagtens vise.