Alexanders smil var varmt og ærligt som de vendte tilbage til det lille område Arya havde lykkedes at gøre sit. Selv i deres fraværd havde ingen grebet muligheden for at besætte det lille område, trods det havde en fremragende placering. Nært nok til at man kunne følge med i det meste der skete, men også privat nok til at man kunne føre en samtale. Alexander formodede placeringen ikke var tilfældig for Prinsessen.

"Følelsen er gensidig Prinsesse. Om ikke andet vil jeg forsøge at indfinde mig ved Midsommeballet, om Lyset tillader det" svarede han med let latter. Det ville næppe blive et problem i disse fredelige tider, tænkte han. Mørket slikkede stadig deres sår, og han hans deling burde længe være færdige med deres patruljer i Medanien inden sommeren tog fat i landet.

Der var nok bare ingen der rigtig turde at tage den plads som Arya havde værnet om hele aftenen, for der intet der skreg om at det var hendes, men stolen hun havde, den stod der stadig urørt. Måske en naturlig reaktion på at hun stadig var bare en anelse sygelig, men ligeså meget, at folk gerne ville have hende et sted hvor de nemt kunne gribe hende ind i en samtale. Det var ikke til at vide.

”Jeg vil se frem til at se Dem så,” sagde hun, da tanken om midsommerballet ikke var helt skidt når hun tænkte over det. Hun havde det seneste år haft mulighed til at tage på bal på Paladset, selvom hun ikke havde haft så meget mulighed for at slænge sig med dem af ikke adelig stand. Måske i år ville der være mulighed for det.

De nåede hendes stol, og hun gav slip på ham for at vende sig med et smil på læberne mod ham. ”Jeg har virkelig nydt vores tid sammen i aften.” Det var oprigtig nok ment, selvom man næsten kunne se hvordan et par af menneskene i nærheden lige drejede deres blik for at kigge mod de to af dem. Arya tog sig ikke af dem. De måtte sladre så meget de ville. ”Og hvis vi ikke ses til Midsommerballet, så må De endelig komme og besøge mig, når Lyset tillader det.” Det var et lidt drilsk blik i hendes øjne. Hun regnede med at han nok skulle finde tid, selvom Lyset måske også holdt ham på dupperne. 

Aryas smil blev gengældt med varme. "Følelsen er gengældt" svarede han åbent, hvilket kun fik de lurende blikke til at spærre sig op, og mens nogle diskret trådte en anelse nærmere, hastede andre den anden vej, og nåde kun akkurat udenfor hørevidde, inden deres ihærdige hvisken begyndte.

Som var det blot for at tirre de nysgerrige sjæle omkring dem, sænkede Alexander stemmen. "Og Deres ord er ikke faldet for døve øre. Jeg vil.. bestemt tænke over dem, mens jeg er i Medanien" lovede han hende. Alexander havde ikke ænset dem omkring dem, men det var dybtfølte, ærlige ord, og det var kun naturligt for ham, at de blev talt med forsigtighed.

Hans smil vendte tilbage. "Det vil jeg gøre, som lovet!" fastholdt han, inden han trådte et halvt skridt tilbage, og bukkede dybt for hende. "Og indtil da, ønsker jeg Dem det bedste. De må have en fortsat fortrinnelig aften, Prinsesse Arya" bød han hende endelig farvel. 

Alexander havde bestemt nyt Aryas selskab, og selv efter de havde budt farvel, kunne han ikke undgå at glæde sig lidt til sommeren kom. Det var svært ikke at se frem til så friskt, ærligt et pust som Arya var! Så rar en person, med så varmt et hjerte skulle man lede længe efter, og han var taknemmelig for, at han kunne kalde hende sin ven.

Aryas øjne blev lidt større, men det venskabeligt og blidt smil strålede fra hendes ansigt. ”Det glæder mig at høre,” sagde hun blidt. Hun vidste måske ikke specifikt hvilke af ordene, men hun havde en fornemmelse om at det havde været det de havde talt om ude på balkonen. Forhåbentlig næste gang de sås, så kunne de snakke mere åbent om tingene. Midsommerballet var nu nok ikke sådan et sted, men det kunne være de fik lidt ro, og ellers måtte de jo finde en dag hvor de kunne være alene, med en anstandsdame. Arya var ikke naiv nok til at tro at hun måtte være alene med en mand.

Hun tog fat i sin kjole og nejede for ham. ”I lige måde Prins Alexander,” sagde hun som sin sidste hilsen, og gav ham et lille vink, som han begyndte at bevæge sig væk, inden hun satte sig tilbage på sin plads.
Deres to ekskursioner sammen var dog ikke gået forbi nogle af de mere sladderhungrende ung adelige, men selvom Arya fandt sladder fascinerende, og gerne lyttede til det, så supplerede hun sjældent til det, så de måtte blot tænke for dem selv. Hvis et rygte eller to alligevel fandt vej i balsalen om at prinsen og prinsessen måske så hinanden an på ægteskab, så ville Arya kun kunne afslå. For det var det der var længst væk fra hendes tanker lige nu. Hun glædede sig blot til sommeren, og det behagelige selskab Alexander virkede til at være.