Dagon kunne mærke hvordan leen havde sat sig i dæmonens hals. Farvel Philotanus. sagde han køligt og trak til mens han ignorerede hans provokationer. Han trak leens blad gennem halsen på dæmonen, som det blev løst og endte med at falde af. Det var nu en livløs krop. Hvor længe der ville gå før han fandt en ny var ikke til at vide. Det var for Dagon ikke helt tilfredsstillende nok, for han havde ikke hørt nok skrig af smerte endnu.

Som han fik leen fri og hovedet trillede på jorden kiggede han kort rundt. Jorden omkring dem var meget løst, så det ville nok ikke være det store problem at begrave ham. Selvom at det ikke var noget han normalt ville gøre, vidste han at det måske var meget smart med kroppen fra en dæmon. Da han havde kontrolleret at der ikke længere var nogen form for liv i liget, lagde han kort leen fra sig og begyndte at fjerne noget jord. Der skulle fjernes meget jord, for at kunne begrave ham helt.

Dagon kunne mærke hvordan kampen havde tæret på hans krafter og vidste at han havde brug for et ordenligt hvil snart. Selv engle havde brug for at sove en gang i mellem.

Det sidste han kunne høre var englens ord, som han sagde farvel og straks efter hev til. Det var en voldsom smerte, der bredte sig i hans nak, før at leen havde adskilt hovedet helt fra kroppen. Philotanus vidste udmærket godt, at han ikke kunne stille noget op og der gik heller ikke lang tid før at hans sjæl forlod den døde krop. Der var ingen grund til at blive i kroppen, når den ikke længere kunne bruges. Han ærgrede sig over at have mistet lige netop den krop, men samtidig gjorde det også det klart for ham, at den næste krop ville han ikke være tvunget til at passe på. I hvert fald ikke i samme omfang, som den krop, han netop havde forladt.

Heldigvis for ham ville englen ikke være i stand til at se hans sjæl forsvinde imod himlen, som han farede afsted imod den nærmeste krop, han kunne komme i kontakt med. Han skulle ikke risikere at vandre hvileløst rundt, som han strøg over trækronerne og ned imellem dem for at besætte den første krop han kunne opspore. Philotanus var overbevist om, at han nok skulle få sin hævn.. Han ville ikke hvile før det skete!

Mens Dagon fik begravet kroppen og hovedet i hvert deres hul i jorden holdte han et roligt øje med området omkring ham, da han ikke ville forstyrres. Da han havde begravet kroppen tog han sin kappe og maske af igen og pakkede sammen. Han fandt en slibesten frem og rensede leen for blod og jord.

Efter at han blev færdig med at rense sin le, pakkede han roligt stenen væk igen og bandt posen på leen. Han tænkte at det måske var bedst hvis han ikke blev hængende for længe i området og tog derfor til luften. Han startede med at flyve lavt, i en sydvestlig retning, inden han pludselig steg til vejrs. Han havde igen fået blod på tanden for at dræbe og pine. Næste gang skulle han måske blot finde en der kunne give ham den rigtige nydelse.