“Familier....” lød det med et opgivende suk, inden hun dog kom til at le af sit eget udsagn, for familier var virkelig noget værre noget. Det havde aldrig været Coffeys hensigt at skade nogen, men det var sket og hun kunne aldrig gøre det om, hun kunne kun komme videre efter bedste evne. Acceptere fortiden og hendes nutid. “Du må savne din datter meget, men det betyder kun du er en god mor..” lød det opmuntrende for Coffey, da hun ikke kunne undgå at bemærke at Aliana blev påvirket af tanken om sin datter. 

Børn var dog ikke noget Coffey nogensinde havde overvejet, selvom hun nærmest altid var glad og udadvendt, og holdt meget af sine medmennesker, trods nogles onde ord og handlinger, hun så det bedste i folk. Men børn? Bare tanken skræmte hende.

Aliana kunne ikke være meget mere enig i Coffey's udtalelse. Et kort grin kom dog også fra hende og nikkede lidt. Hun håbede aldrig at blive lige som hendes egen familie, men på den anden side havde hun også Manuel til at kunne sige sin mening, og han kunne være noget så stædig når det kom til stykket. Så tanken om at hun ville kunne sætte sig imod ham var en smule morsomt. Men hun ville aldrig kunne gå imod ham. Det betød han for meget til, også selvom de ikke engang var et par som hun ønskede de skulle have været. Men på den anden side havde hun jo også et godt øje til Evander. Da Coffey nævnte hendes datter kiggede hun lidt ned og nikkede så. "Mere end du aner, godt jeg snart skal hjem til hende igen. Jeg glæder mig" kom det fra hende og smilte lidt for sig sellv. Hun håbede at Jamie ville få et godt liv og få et liv fyldt med glæde, men det sværeste ville være at få hende til at overleve en hård vinter, man kunne kun håbe at hun ville være stærk, og Aliana ville gøre alt for at sørge for hun havde det godt.

Som Coffey sad helt roligt, og lyttede til Aliana, kunne hun ikke skjule sit smil. Hun var i sandhed en kærlig moder, og hun var sikker på at Jamie ville vokse op og blive en utrolig kvinde, ligesom sin moder. Mens hun sad og lod blikket vandre, bemærkede hun tiden der var gået. Smilet blegnede en smule, for hun havde mistet tidsfornemmelsen helt, hun frygtede at Valtor ville blive sur på hende, og uroligheden var tydelig at fornemme på hende. Hun følte ikke for at få taget nogen af sine privilegier fra sig, hverken friheden til at bevæge sig frit omkring, eller miste Serpico. Sidste nævnte ville uden tvivl ødelægge hende mest, for uden hendes følgesvend, hvem skulle hun så finde trøst hos.
Hun sank nervøst en klump i halsen, og lod blikket finde tilbage til Aliana. "Tusind tak for din godhed Aliana, jeg har virkelig sat pris på dit selskab og fortællinger.." startede hun indledningsvist, for hvordan skulle hun dog kunne sige farvel, når hun mest af alt havde lyst til at blive og høre mere.

Hun smilte lidt til Coffey og havde ikke lagt mærke til hvordan solen egentlig var på vej ned. Hun vidste ikke hvad Coffey's præmicer var for at være ude efter mørkets frembrud. Hun vidste bare at hun kunne få problemer. "Vil du have selvskab på vej tilbage eller klare du dig?" hun ville nødig se hende blive overfaldet igen af en eller anden idiot der mente at han var bedre end Coffey. Hun pakkede det sidste mad væk i en pose og lagde ind i teltet bag sig. Hun rejste sig op for at ville følge Coffey på vejen, og hvis ikke hun ville have selvskab så i det mindste give hende et kram for at hun skulle føle sig velkommen i en verden der kunne virke uoverskuelig og kedelig samt mørkt. Men det var jo ikke sådan Coffey havde set verden på. Det var stadig en ting der undrede Aliana hvordan man kunne lide at være en slave og alligevel have et smil på læben. Men hun var overbevist om at det var fordi Coffey aldrig havde smagt på en frihed før.