Håbet for ikke at blive opdaget voksede da manden ligefrem konkluderede at Ergin ikke var i rummet. Han åbnede derfor øjnene så han kunne holde øje med at han gik, så han vidste hvornår han kunne kravle ud fra under sengen, for han lå egentlig ikke skide rart. Hånden blev klemt godt mod munden, da manden stoppede ved kanten af sengen, og Ergin kunne mærke hjertet hamre løs i hans brystkasse. Da manden begyndte at gå mod døren, lod Ergin hovedet falde lidt mod gulvet, og han skulle til at flytte hånden fra munden, da han pludselig blev grebet fat i. 
 " ARGH NEEEJ!! " hans skrig var skingert og kom helt nede fra maven. Han prøvede at sprælle og forsøgte at holde sig under sengen, men han var træt, udkørt, og selvom adrenalinen pumpede rundt i ham, var manden stærkere. 

 Ergin blev hevet helt ud for sengen, og i stedet for at blive liggende på gulvet, da manden bare tråde væk, skyndte han sig at rejse sig op. Hurtigt vendte han sig lidt om, og greb fat i det første og bedste han kunne få fat i - en lysestage af en art - og vendte sig tilbage s han havde fronten mod manden, med lysestagen fremme foran sig, klar til at slå fra sig.
 Et fnys forlod Ergins læber, ved mandens kommentar, og han så irriteret rundt, inden han så mod døren manden stod i vejen for.  Hans brystkasse hævede og sænkede sig hurtigt, på grund af den hurtige vejrtrækning fra løbeturen og generelt at kæmpe sådan. Da manden snakkede igen, flyttede Ergin kort blikket mod sengen ved han side, inden han så på manden med smalle, skulende øjne.
 " Glem det!  " snerrede ham, og strammede grebet om lysestagen, klar til at slå ud efter ham, hvis han kom for tæt på.

Det var nemt nok at hive drengen ud fra under sengen, som han bare trak til og ikke rigtig gav ham mulighed for at hive fat i sengen eller andet, der kunne trække det hele i langdrag. Deavás kunne sagtens trække pinslen ud, men han var nærmere interesseret i at knække ham hurtigt end at lade ham lide. Selvfølgelig havde han også en grænse for, hvor meget tid han kunne bruge i hans selskab og tanken om at lade ham svede for nogle dage strejfede ham også, som drengen hurtigt kom på benene. Ergin havde tydeligvis ikke planer om at overgive sig lige foreløbig, som Deavás himlede ganske let med øjnene og lagde armene over kors. Han lod blikket hvile på den stage, drengen havde fået fat i. Hvis ikke han passede på, så ville den nok knække, før han nåede at svinge den imod ham. Hvis han var rigtig uheldig ville den knække over hovedet på ham. 

Deavás sukkede opgivende, som han trådte et skridt nærmere og trak let på skulderne af drengens udtalelse. Han ville virkelig ikke lystre, så måtte han jo ty til andre midler, som Deavás mumlede for sig selv. "Du har måske et mere tilfredsstillende alternativ?" spurgte han med et hævet bryn, som han virkelig tvivlede på at drengen kunne komme frem til noget der var bedre end det han havde af planer lige nu. Armen løsnede han, som han lod dem hænge langs med siden og trådte nærmere. Ville han tage chancen og forsøge at slå ud efter ham med det ynkelige våben? Deavás gjorde klar til at gribe ud efter hans arm for at forhindre et eventuel sving med stagen.

Det kunne godt være at Ergin var klar til at slå fra sig, men Deavás var egentlig ikke så bekymret, som han sagtens kunne se på ham, at han var ved at være afkræftet, så der ville næppe gå særlig længe, før at han kunne gøre hvad han havde i tankerne. Alligevel havde han ikke tænkt sig at give knægten skyggen af håb igen, for han var faktisk en smule træt af ham allerede. Måske han bare skulle komme videre med redskaberne og så få det overstået, så kunne drengen altid få lov til at svede lidt dernede på egen hånd. Stilheden ville nok efterlade ham skør med tiden..

Svaret var forventet, som Deavás trak en smule på skulderne og egentlig ikke så særlig imponeret ud efter drengens svar. Han vidste godt, at drengen ville forsøge alt for at undgå det, der skulle ske, men kunne han ikke have anstrengt sig bare en lille smule mere? "For dig måske.." svarede han køligt, en smule henkastet, som han atter trak på skulderen. Det lød virkelig ikke særlig tilfredsstillende, som Deavás vendte et sulten blik imod drengen. Så skulle han nok kunne forstå alvoren i situationen og at han ikke var i humør til små drengestreger. Han tog endnu et skridt tættere på drengen, som han hævede den ene hånd for at forsøge at vride stagen ud af hans greb. Hvis ikke den knækkede først.

Blikket i de gyldne øjne forandrede sig fuldkommen, som der kom et dæmonisk dystert blik, som drengen udtalte sig om at han ikke var en rigtig mand, når han ville forulempe en dreng som ham.  Langsom slikkede Deavás sig på underlæben, som han flyttede hænderne fra stagen og i stedet greb ud efter drengens skuldre i et forsøg på at kaste ham imod sengen. Om det lykkes var ikke sikkert, men han havde reagere forholdsvis hurtigt, så det var ikke engang sikker, at der var kræft nok til at han ville komme helt op i sengen. Men det bekymrede ham egentlig ikke. "Det skal du slet ikke bekymre dit lille hoved med.." vrissede Deavás lettere frustreret, som der var en dyrisk undertone, da han bestemt ikke ville finde sig i den udtalelse. Så gik han tættere på ham, for at hviske: "Jeg skal nok vise dig, hvor meget mand jeg er.." stemmen var faretruende.

 Det overlegne og lidt arrogante smil på Ergins læber, svandt lidt ind ved manden sultne blik. Blikket fik det til at løbe koldt ned af Ergins ryg, og han strammede grebet lidt om stagen, mens blikket blev nødt til at søge lidt ned. Det gik dog ikke at vise det påvirkede ham, så han rettede sig hurtigt op igen og sendte manden et skulende blik. Han havde bestemt ikke tænkt sig bare at give op! Han ville kæmpe ind til han kom fri! 
 Da manden trådte er skridt frem mod ham igen, tråde Ergin lidt tilbage, men stødte ind i kommoden han havde taget stagen fra. En smule forskrækket drejede han kort hovedet over skulderen for at se hvad han stødte ind i, og da han vendte blikket frem igen, fløj manden hånd i mod ham. Han nåede lige at løfte stagen, men kraften fra manden hånd, fik stagen til at dele sig i to.

 Overrasket over hvor lidt stagen kunne holde til, og at Ergin nu stod med at stykke i hver hånd, stod han blot forbløffet og så på stykkerne i hans hånd. Derfor reagerede han også for sent på grebet i hans skulder, og kom med et lettere anstrengt lyd, da grebet gjorde ondt i såret i halsen, og faldet ned i sengen, gjorde ondt i såret på maven. Forskrækkelsen over pludselig at blive taget fat i, fik ham til at tabe begge stumper og det trille hen over gulvet, efter at have ramt det med et let bump.
 Da Ergin var kommet sig lidt over forskrækkelsen over at blive flyttet med, begyndte han at vride sig, og prøvede at møve sig bag ud, så han kunne kommer over på den anden side af sengen, og derved væk fra manden. Det gik dog lidt langsomt, da sengen var ret blød, og Ergin kunne mærke hvordan trætheden fra at være sådan oppe at køre, og den manglende mængde blod, begyndte at snige sig mere og mere ind over ham. 

 Selvom frygten for hvad der snart kunne ske, begyndte at fylde mere og mere i Ergin, gjorde han sit bedste for ikke at vise det. Han kunne ikke helt holde et lettere tilfreds smil tilbage, da det virkede til hans kommentar havde prikket lidt til manden, og Ergin fnøs blot som respons på hans kommentar. Alt i mens han ihærdigt prøvede at komme væk. Eller så ihærdigt han havde kræfter at prøve.

Drengen kunne forsøge nok så mange gange, at virke overlegen eller selvsikker for Deavás havde allerede sket glimt af den knækkede skal. Hvilket også var grunden til at han fortsatte med at presse sådan på. Hvis der var kommet bare den mindste revne i hans facade, så skulle der umuligt meget mere til, før at drengen ville overgive sig helt og så havde Deavás en mindre forhåbning om at han nok skulle få, hvad han havde bedt om. Nok krævede Ergin noget øvelse endnu, men som sagt, så var det intet der hastede, da han sagtens kunne more sig lidt i mellemtiden. 
Et bump lød og stagen delte sig i to. Drengen var gået ind i kommoden, som han var trængt op i en krog og faktisk ikke havde mange muligheder for at undvige Deavás forsøg på at låse ham helt i hans nuværende position. Han hævede det ene øjenbryn for at få en fornemmelse af, hvad drengen havde af planer med stagen, for der var vist ikke meget fare tilbage i hans bevægelser. Havde han mon opgivet?

Som drengen var dybt chokeret over at stagen var knækket og derved var distraheret, fandt Deavás det ikke særlig svært at skubbe ham op i sengen. Han var selv hurtigt henne ved sengekanten, så Ergin ikke ville være i stand til at rejse sig op, lige efter han var faldet ned i sengen. Der blev han stående for en stund, blot for at se hans forsøg på at undslippe imod den anden side af sengen. Gav han da aldrig op? Stumperne af stagen skubbede han ganske let til med foden, så de gled under sengen og ikke længere var et muligt våben for Ergin. Derfra gik der dog ikke lang tid til at han havde placeret sine knæ imod madrassen, imellem drengens ben, som han kravlede op i sengen. "Regel nummer 1.. Gør aldrig modstand, medmindre du er blevet bedt om det" hvæste han ganske let, som han bukkede sig ned over drengen og pressede tungen imod såret på hans mave. Blot for at minde ham om, at der ikke ville være langt fra regelbrud til straf.

Deavás løftede hånden fra sengen, som han plarede den imod drengens brystkasse for at holde ham nede i sengen og samtidig forhindre ham i at bevæge sig yderligere. "Lig stille" beordrede han, som han skubbede knæene mere imod Ergins skød for at få ham til at sprede benene yderligere. Så flyttede han hovedet fra drengen mave og bevægede sig op imod hans ansigt. Derfra smilte han lumsk til ham, før at han løftede den ene knæ og placerede det ganske let imod hans skridt. "Er det forstået?" spurgte han, som han søgte en lydig respons fra hans læber.

 Det blev ret hurtigt klart for Ergin at han ville kommer særligt langt hen over sengen, da manden stillede sig ind mellem hans ben og holdt han lidt fanget mod sengen. Det stoppede ham dog ikke fra at forsøge. Han prøvede at sparke lidt med benene, men som han lå, gjorde det nogen forskel, så han måtte vride sig og hive sig bagud med armene. 

 Flugtforsøget blev stoppet, da manden satte knæet op i sengen og kravlede ind over Ergin. I et kort sekund stivnede Ergin, som den ubehagelig følelse fra tidligere bredte sig i han krop. Det var dog kun et kort sekund, og Ergin var hurtigt igang med at vride sig igen. 
 Ordene der kom fra manden, fik Ergin til at fnyse. Hvem troede han lige han var? At sætte regler op for ham. Det var da lige til at grine over. Ergin nåede dog ikke at give sig til at grine, før et kort skrig slap ud over hans læber, for han fik bidt tænderne sammen. Tungen der blev presset mod såret gjorde ondt, og Ergin knugede hårdt fast i sengen under ham, mens han vred sig i vildskab. Man kunne måske undre sig over hvorfor han ikke brugte hænderne til at prøve at hive manden hoved væk, det var jo ikke bundet denne her gang.

 Da en hånd blev lagt mod hans brystkasse, blev det en hel del svære at vride sig. Ergin skulede til manden, som han beordrede Ergin til at ligge stille. Så da han begyndte at skubbe til Ergins knæ, kæmpede han så meget i mod som muligt. Han var jo blevet bedt om at ligge stille? Det var måske ikke lige det manden havde ment, men Ergin havde bestemt ikke planer om at gøre noget som helst nemt for ham! Han havde et lidt flabet smil på læberne, men det svandt lidt ind, som manden kravlede mere ind over ham, og Ergin så hans smil. Kvalmen begyndte ligeså stille at vokse sig frem, sammen med den ubehagelig følelse igen. Ergin skar kort en grimmasse da han mærkede knæet mod hans skridt, og Ergin sendt blot manden et frastødt udtryk, mens han prøvede at møve sig bagud, væk fra knæet.

At der endnu var så meget spræl over drengen, generede ham en smule. Hvilket også var grunden til at han begyndte at overveje sine muligheder for at binde drengen fast til hovedgærdet og eventuelle benene i den anden ende, for det ville i hvert fald forhindre ham i at stikke af og forsøge at sparke sig ud af sengen. Deavás ønskede ikke at spilde kræfter på at holde ham nede, men han kunne godt fornemme på drengen, at han ikke bare sådan ville makke ret. Hvilket der tydeligvis skulle arbejdes på, for det ville ikke fungere i længden.

En anden mulighed ville være at låse ham helt fast, som Deavás endte med at kravle op i sengen til ham. Han kunne sagtens lade sin kropsvægt hvile på drengen, men så ville han heller ikke have lige så meget adgang til hans krop, som han egentlig ønskede. Svagt brummede han dybt nede i halsen, som han var lettere frustreret over at drengen ikke bare blev liggende og lod tingene gå sin gang. Det ville måske endda gøre det langt mindre smertefuldt for ham, men måske han ville ende med at indse det på et senere tidspunkt?
Lettere provokerende pressede Deavás tungen godt imod såret, som han hørte drengen skrige og vred sig under ham. På et tidspunkt ville han nok komme til at vride sig af andre årsager, men lige nu fungerede det fint, som han gerne ville gøre det klart for drengen, at han altså ikke var med på hans leg. ”Hvis du ligger stille, så gør det ikke helt så ondt” hviskede han lettere provokerende, som han flyttede sig over hans krop og bevist lod sit underliv lægge sig imod hans. De havde jo stadig tøj på begge to, så der var ingen fare for direkte kontakt endnu.

Drengen hold munden lukket eller lukkede kun jamrende lyde ud, som han endnu forsøgte at vride sig ud af grebet. Det endte med at Deavás satte neglene ned i drengens brystkasse for at rive dem over og ned imod såret på maven. Så bukkede han sig atter ned til ham, før at plante sine læber imod hans hals. Langsomt strøg han tungen over hans hals, før at han tvang deres læber sammen og pressede sit underliv hårdere imod drengens. Forhåbentlig før at drengen bed ud efter ham, trak han hovedet til sig og strøg i stedet tungen ned over hans brystkasse. Det lidt tøj der var tilbage, blev skubbet væk, så han kunne lade tungen vandre omkring drengens ene brystvorte.

 Tænderne blev presset hårdt sammen for at holde de smertende lyde tilbage, og da manden pressede tungen endnu mere mod såret, kom Ergin med et anstrengt støn. Hænderne kom der endeligt liv i, og de flyttede sig fra sengen, og mod mandens hår, men inden hænderne nåede mandens hår, flyttede han hovedet. I stedet blev de lagt mod manden bryst, da han kravlede ind over Ergin. Han skar en grimmasse da han mærkede mandens underliv mod sit, og pressede så hårdt han kunne mod manden brystkasse. Han var ligeglad med hvad manden tænkte. 
 " Hvis du lod mig gå, ville det slet ikke gøre ondt..  " Snerrede han anstrengt ud mellem tænderne, der stadig var bidt anstrengt sammen.

 Et klynk forlod Ergins læber, da mandens læber og tunge fandt vej til hans hals. Presset mod mandens bryst, stoppede også lidt. Forskrækket over at mandens læber pludselig blev presset mod Ergins, fik ham til at reagere med blot at presse læberne hårdt sammen. Underlivet der blev presset mod hans, fik ham til at klynke igen, men det blev noget anstrengt og halvkvalt på grund af læberne var presset sammen, og mod mandens. 
 Det faldt slet ikke Ergin ind at bide efter mandens læber. Han var for forarget og overrasket over kysset. I stedet begyndte han at vride sig, hvilket virkede til at få manden til at flytte sig. Det var dog ikke fordi Ergin var mere tilfreds over hvad manden gjorde i stedet, og i et forsøg på at få det til at stoppe, tog han hårdt fat i mandens hår, og rev bagud. Hårdt.Ergin kunne bestemt ikke lide hvad manden gjorde! Heller ikke selvom hans krop gav udtryk for noget andet! 

De små klynk, som drengen kom med, lod ikke til at påvirke Deavás særlig meget, han var travlt optaget af at få noget ud af den tid, han allerede havde lagt i drengen. Men han havde bestemt ingen planer om at få ham til at bryde sig om det. Det kunne være det kom med tiden, når de havde tilbragt dage, måske endda uger sammen. Ikke fordi Deavás havde tid til at spilde al sin tid på ham, så Ergin skulle nok forvente, at han ville ende med at tilbringe en del tid alene i mørket. Men lige nu måtte han da også kunne indse, at Deavás ikke havde planer om at lade ham gå så nemt. Han holdt igen, som Ergin forsøgte at skubbe ham væk med hånden imod brystkassen, det fik ham blot til presse yderligere imod drengens underliv. Hvad håbede han på at opnå lige nu? Endnu engang forsøgte drengen sig med ord.. Han havde tydeligvis ikke indset det endnu, derfor løftede Deavás også en hånd fra sengen imod drengens mund for at blokere eventuelle lyde. Det blev kun afbrudt, da deres læber blev presset sammen.

Han nappede ganske svagt til drengens hals, som han sukkede stille og lod den varme ånde vandre op imod drengens øre. Stille lagde han mere og mere af sin kropsvægt imod drengen, så han ville få problemer med at kæmpe imod. Deavás slikkede endnu en gang drengen, denne gang på kinden, før at deres læber blev presset sammen i et kys, der muligvis kun var ensidigt for nu. Men det bekymrede ham ikke. De små klynk fortsatte, som Deavás lod blikket glide ind i hans. Der hvilede fortsat et sulten blik og det blev kun forstærket af drengens klynk, hvilket blot morede ham.
Grebet om håret kom en smule bag på ham, som han dog udbrød et lavt støn, smilte bredt imod drengen, som han rev hovedet væk fra drengens hånd. "Så du vil gerne have det hårdt.." hvæste han lystent, som han ellers flyttede hånden fra drengens brystkasse og hurtigt stak den ned i hans bukser for at gribe fat omkring hans lem. Han klemte et par gange, før at han bukkede sig over ham og begyndte at slikke drengens brystvorte, først med tungen og dernæst med tænderne, som han nappede ud efter ham. Armen i drengens bukser forsøgte at skubbe bukserne ned, så Deavás kunne få fuld adgang til hans krop.

 Hånden mod Ergins mund fik ham ikke til at stoppe med at komme med utilfredse lyde, det fik dem dog til at blive mere dæmpet. Det fik dog også Ergin til at vride sig endnu mere, mens han prøvede at få åbnet munden nok til at han kunne bide manden i hånden. Det var dog ikke specielt effektivt. 

 Ergin troede lige han slap for den klamme hånd, men den fandt tilbage til hans mund da manden fjernede læberne fra Ergins. Han nåede lige at komme med en utilfreds lyd, inden det blev dæmpet af hånden. Som hans ansigt kom ned til Ergins ører, prøvede han ihærdigt at dreje hovedet væk, men det var ikke rigtig til, med hånden for munden. I stedet kom han med nogen halvkvalte opkastlyde, for det var da ganske grotesk og forkert hvordan manden rørte ved ham. 

 De ivrige vrid fra Ergin blev stoppet, da manden lagde sig mere ned over ham. Øjnene blev knebet hårdt sammen, mens Ergin blot ønskede at han forsvandt og kom væk. Det virkede dog ikke, og da han mærkede manden stikke hånden ned i hans bukser kom der endnu en opkast lyd fra Ergin, og han gav sig til at prøve at få manden af sig, med alt den energi han havde. 

 Tårene begyndte lige så stille at trille ned over hans kinder, mens han prøvede at komme med højlydte lyde. Han ville væk. Han skulle væk, og det kunne ikke gå hurtigt nok!

Drengens forsøg på at undslippe eller væmmes ved situationen lod ikke til at påvirke ham særlig meget. Deavás havde muligvis prøvet det der var værre, så der var virkelig ingen håb for at han ville undslippe lige nu. Men han var ved at være godt træt af, at Ergin gjorde så meget modstand, som han gjorde. Tanken om at binde ham fast igen dukkede op, som han dog hurtigt konkluderede at det ikke ville få ham til at stoppe med at vride sig voldsomt. Drengen var jo ude på at gøre det virkelig svært for ham. Der måtte en anden taktik i spil, hvis han skulle have arbejdsro.

Med en fast hånd omkring drengens lem, en anden imod hans mund, lænede Deavás sig atter ned til hans øre, som han åndede ham lige så stille op ad halsen. "Hvis du ikke snart kan bruge dine arme til noget nyttig, så må de jo ryge.." hvæste han køligt ind i drengens øre, før at han slikkede ham langsomt op af øret. Så slap han roligt munden, for at lade drengen trække vejret og samtidig få chancen for at bearbejde den nye information. Imellemtiden rettede Deavás sig op for at skubbe bukserne ned over Ergins knæ, så han var mere eller mindre blottet under ham.

Nok var truslen ikke reel lige nu, men han kunne hurtigt ombestemme sig og derved gøre alvor af truslen. Det kunne selvfølgelig også tages i mindre bidder, hvis Ergin ville foretrække det. "Måske det endda er nok med dine fingre" fortsatte han i en skummel og ubehagelig tone, som han lod blikket vandre ned over drengens krop.

 Alle bevægelserne stoppede brat ved mandens ord, og Ergins blik blev en anelse fjernt og tomt. Han følte sig splittet, for selvfølgelig var han ikke interesseret i at miste arme, og han ville egentlig helst undgå at blive snitte eller skåret mere i. Han havde dog heller ikke lidt til at manden skulle forsætte hvad han havde gang i. Han var dog ikke i tvivl om at manden mente hvad han sagde. Uanset hvad Ergin valgte, ville han egentlig ikke vinde noget, og det var et valg mellem pest eller kolera. Det ene valg havde dog ikke lige så mange konsekvenser for han fremtid, hvilket nok også var derfor hænderne slap manden, og i stedet lagde sig ned i sengen langs hans sider, og knugede sig godt om, hvad end de fik fat i. 
 Med hånden væk fra Ergins mund, kunne man tydeligt hører de små klynk der kom fra ham, som bukserne blev taget af ham. Han gjorde ikke noget for at forhindre at det skete, men han gjorde bestemt heller ikke noget for at hjælpe. Han håbede at hvis han nu bare lå stille som en kedelig klump ville manden lade han være. 

 Selvom det da helt sikker var at fortrække blot at miste lidt fingre, frem for hele armen, knugede Ergin hænderne mere sammen mod sengen. Han kunne meget tydeligere mærke kulden i rummet, som han nu lå der med hele kroppen blottet, og kun den opsprættede trøje til at gøre et dårligt forsøg på at dække ham. 
 Alt inden i ham skreg på at han skulle gøre noget. Skrige, råbe, slå, sparke. Et eller andet. Alt for at slippe for hvad det virkede til manden ville med Ergin. Øjnene blev knebet hårdt sammen som Ergin overvejede hvad han kunne gøre, for at slippe. Det var efterhånden gået op for ham at han ikke ville kunne stikke af bare sådan lige, ikke at det betød han havde tænkt sig at stoppe, men lige nu havde han ikke lyst til at miste arme eller fingre!

Drengen tabte pusten og det hele faldt til jorden, som Deavás følte, at han fik fri adgang til hans krop. Ordene lod til at have den rette effekt, som Ergin ikke længere forsøgte at skubbe ham væk eller vride sig ud af hans greb. Det gjorde situationen langt nemmere at håndtere, som han mødte drengens tomme blik. At der ingenting var at se i hans øjne, gjorde ikke ham spor. Han kunne sagtens tilfredsstille sig selv uden at tænke på drengens lyster. For han lod ikke til at have et ønske omkring hvad der skulle ske imellem dem. At Ergin i stedet søgte ly i lagnerne og måske forsøgte at distancere sig selv, bekymrede ham ikke spor, som han bukkede sig helt ned over ham igen og lod læberne strejfe drengens brystkasse ganske let. Mon det ville være hans først gang med en mand? Udfra hans reaktion lod han ikke til at have erfaringerne med det. Eller måske han i virkeligheden havde dårlig erfaring med det?
Bukserne røg af, de blev smidt langt væk, som Ergin ikke skulle have chancen for at tage dem på lige foreløbig, hvis han overhovedet skulle bære tøj i den tid, han befandt sig i hulen. Eller grotten nærmere. At drengen lå helt stille gjorde blot at Deavás tog sig den frihed at nyde situationen lidt mere. Der kom muligvis ingen modspil eller andet ud af ham, men så kunne han vel gøre, hvad der passede ham. Derfor skubbede han sig også længere ned over hans krop, som tungen vandrede over hans brystkasse, ned forbi maven, omhyggeligt rundt om såret ved maven og ned til drengens lem.

Svagt løftede han hovedet, for at møde drengens blik, så åbnede han dog munden og slugte meget hurtigt drengens lem, helt ned til roden. Straks efter løftede han en hånd imod drengens hofter for at presse ham imod madrassen, så han ikke lige pludselig genfandt nogle kræfter og kæmpede imod. Neglene havde han også boret ind i drengens hud, som han strøg tungen omkring hans lem. Der gik dog ikke lang tid før at han slap og rettede sig op for at løsne knapperne i skjorten og skubbe den ned over armene og helt af. Den blev omhyggeligt hængt over sengekanten, som han stod på knæene løsnede han også sine bukser for at skubbe dem ned og blotte resten af sin krop. Så lagde Deavás sig ret hurtigt ned over ham igen. Pressede deres underliv sammen, som han placerede en fast hånd omkring Ergins hals og pressede ham ned i madrassen på ny. "Husk hvad jeg sagde" hviskede han i hans øre, hvis drengen nu skulle have glemt det i sin forskrækkelse.

 Det lå i mod alt Ergin troede på at maden rørte ved ham som han gjorde. Det var noget en mand og en kvinde gjorde med hinanden. Ikke en mand og en mand. Det var forkert. Det var unormalt. Endnu et smertefuld klynk forlod Ergins læber da der igen blev slikket på såret i maven.

 Hele Ergins maveindhold vendte sig, da manden lod munden omslutte hans lem. En sær lyd kom fra ham, en blanding af et støn, klyn og opkast-lyd. Hårdt knugede hænderne om lagnet og selvom han virkelige prøvede at ligge stille, så kunne han ikke. Han kunne simpelthen ikke bare overgive sig til noget så forkert. Han lå lige så stille og vred sig, men langt fra lige så meget som før. Selvom han bestemt ikke fandt det dejligt, kunne han ikke holde små klynkende støn tilbage, som han krop forrådte ham lidt. Hovedet drejede han ud til siden. Han kunne ikke få sig selv til at se på ham. 
 Heller ikke da manden flyttede sig så Ergin hen på ham, men et lettet suk forlod hans læber. Ud af øjenkrogen kunne han se manden begyndte at tage trøjen af, og Ergin kunne ikke lade være med at prøve at krybe lidt væk. Da manden satte sig på sengen klynkede Ergin lidt igen.
 " Jeg vil ikke..  " lød det ynkeligt fra ham. Han regnede ikke med at manden ville lytte, men han var nødt til at prøve. Han satte sig op på albuerne med et desperat blik. Endelig flyttede han også blikket hen på manden igen
 " Jeg lover at høre efter! Jeg skal nok gøre hvad som helst du beder om! Bare.... bare ikke de.. " han blev afbrudt da manden lagde hånden om Ergins hals og han blev lagt tilbage ned mod madrassen. Hænder tog hurtigt fat om mandens håndled, for forsøge at rive den lidt væk fra hans hals. Han vred sig en lille smule, men stoppede ved mandens ord. 

Hvad drengen tænkte om den situation han var havnet i, betød ikke spor for Deavás, som han faktisk var mere eller mindre ligeglad. Ergin havde selv henvendt sig til Deavás ved at stjæle fra ham, så det var vel kun fair, at Deavás nu vendte sin opmærksomhed imod ham? Ikke at han havde forventet denne form for opmærksomhed, men altså.. Ergin kunne ikke rigtig vælge, for der var ikke længere et valg, han kunne tage. Han var heller ikke særlig påvirket af drengens lyde, som han slugte hans lem og strøg tungen omkring, før at han trak hovedet til sig og lod tungen slippe hans lem til sidst. Blikket skævede imod ham, men han lod sig ikke påvirke af drengens forsøg på at undslippe. Han var blevet bedt om at ligge stille, så Deavás ville anbefale ham at gøre lige netop det.

Der var intet krav om øjenkontakt lige nu, som Deavás kun søgte hans blik for at få en fornemmelse af, hvad drengen tænkte og følte i situationen og så han muligvis kunne se hans næste træk, før det blev ført ud i livet. Deavás fandt det dog nødvendigt at smide tøjet, som han gerne ville have mere fysisk kontakt med drengens krop. Ikke at drengen ønskede det, men altså.. Han sukkede lettere tilfreds, som han tog et øjeblik for at kigge på drengens krop. "Jeg kræver ikke, at du har lyst" svarede han lettere koldt til drengens klynk, som han gav udtryk for, at lysten virkelig ikke var der. Så løftede han dog en hånd imod drengens lår for at bevæge den op langs hans inderlår. "Endnu.." hviskede han lavt, som han lænede sig over ham igen for at plante et kys imod hans brystkasse. Han havde ignoreret drengens tidligere udtalelse, men som han kravlede over ham igen, smilte han lettere lusket. "Hvad som helst? Så tilfredsstil mig" ordene blev skubbet ud imellem kyssene, som han tvivlede på at drengen ville tage imod det ønske lige nu.

 Det løb Ergin koldt ned at ryggen, da manden tydeligvis var ligeglad med om Ergin havde lyst til hvad der skulle ske eller ej. Ikke at det kom bag på ham, for manden havde trods alt giver udtryk for, hele vejen igennem, at han var ligeglad med om det han gjorde var noget Ergin kunne lide eller ville have. Da han så tilføjede endnu slap endnu et klynk ud mellem Ergins læber, men det ændrede sig hurtigt til et hulk, tankerne om at manden ville beholde Ergin her nede i de mørke rum. Og længe nok til at Ergin ville kunne lide behandlingen. Det så meget fjernt og uvirkeligt for Ergin, for han kunne bestemt ikke se sig selv nyde mandens behandling. Det var jo så forkert!
 Kyssene mod brystkassen fik Ergin til at rykke overkroppen en smule, i et forsøg på at gøre det besværligt at kysse, men det gjorde bare at kyssene ramte andre steder på overkroppen end manden forsøgte at kysse. Ergin sank en klump som han pludselig skulle tage stilling til hvad han skulle gøre. Han vidste da ikke hvad man gjorde? Han dog set manden gøre lidt på Ergin, og han vidste da hvad man gjorde med en pige, men var det sådan nogle ting han ville have? Han prøvede at flytte hænderne fra sengen, og op på manden krop, men han var bare så utrolig nøgen, og hænderne ville ikke rigtig samarbejde. Det hjalp heller ikke lige frem at han kunne mærke deres hud ramme hinanden. Det var voldsomt kvalmende.
 " ... hv... hvordan? " stemmen var meget lille, og Ergin håbede manden bare ville fortælle han hvad han skulle gøre, så han kunne få det overstået. 

Drengen var fanget under ham, som Deavás ikke havde i sinde at flytte sig lige foreløbig, netop fordi han havde erfaret at Ergin ville tage en hver chance for at flygte, så det var bedst at låse ham til sengen. Særligt nu hvor drengen havde fundet lidt ro, eller måske bare overgivet sig, så kunne han da umuligt give ham yderligere håb for at flygte. Deavás havde skam i sinde at beholde ham, som et lille kæledyr eller noget legetøj. Han var ikke sikker på, hvor vidt han ville sørge for hans helbred, men han skulle nok sikre sig at kroppen blev holdt i gang, så drengen ikke langsomt visnede bort i mørket. Det eneste, der skulle visne, måtte være hans gejst.

Det var underholdende, som Ergin forsøgte at flytte overkroppen væk fra hans læber, men han havde ikke problemer med at flytte med hans bevægelser, som han skubbede tungen over sin læbe og lod den vandre ned over hans brystkasse. Drengen var blevet desperat, for ellers ville han næppe have foreslået, at han ville gøre hvad som helst for at slippe. Det håb kunne han godt give ham, som Deavás løftede blikket og mødte drengens, da han flyttede sine hænder op imod hans brystkasse. Drengen var forvirret, som Deavás løftede sine hænder og placerede dem ovenpå Ergin for at skubbe hænderne ned imod sit lem. Der var et lystigt glimt i hans blik, som han forventede at drengen ville trække sig, før hænderne kom så langt ned, at han ville kunne flytte dem rundt om hans lem.

”Gør, som jeg har gjort ved dig” svarede han stadig smilende, som han tog mere fat i hans hånd for at trække den ned imellem sine ben. ”Gør du det godt nok, så får du noget fred og lidt at spise” måske drengen kunne arbejde med en belønning og derved bide den kvalmende følelse i sig og bare overgive sig lidt? Det var et spinkelt håb, men hvis Ergin ikke gjorde noget, så måtte Deavás jo bare tage hånd om tingene.

 Ergin ønskede noget så inderligt, at han havde en eller anden fancy evne, der kunne hjælpe ham med at komme fri. Et eller andet der kunne slå manden ud, eller slå ham ihjel, så Ergin kunne stikke af. Det var dog ikke noget han kendte til at han kunne. Hvis han kunne, og det lå gemt dybt i ham, var det nu det gerne måtte dukke op. For han havde virkelig brug for det nu. 

 Men der skete ikke noget. Ergin fortsatte med at ligge og klynke og vride sig under kys og tunge. Han havde det dårligt helt ude i fingerspidserne, og kæmpede virkelig for ikke at komme med for mange lyde, der viste hvor ubehageligt og ulækkert han havde det. Det var bare ikke nemt. Klynket blev lidt mere anstrengt da manden begyndte at flytte på Ergins hænder, og han drejede hovedet  ud til siden så han ikke skulle se på hvad der skete. Ergin lod manden flytte hænderne uden andet brok, end klynket. Han havde jo trods alt selv forslået det. Det var helt klart et bedre alternativ end det der ellers ville ske! 
 Selvom det havde været Ergins eget valg, begyndte han alligevel at give lidt modstand. Øjnene kneb sig sammen, og jo længere hånden kom ned over maven, jo mere modstand gjorde ham. Det var bare så forkert! Han kunne nærmest ikke overskue det.

 Mandens ord fik det til at løbe koldt ned af Ergins ryg. Manden havde gjort  så mange ting ved Ergin allerede, så det var en meget løs beskrivelse. Han havde dog en ide om, hvad manden hentydede til, ud fra hvor han forsøgte at flytte Ergins hænder hen. Han nikkede lidt, og åbnede så øjnene lidt, da manden sagde han ville få mad og fred. Det gav da Ergin et lille håb, for at slippe for manden, men det gjorde det vildt meget nemmere at gøre hvad manden ville have ham til. 
 Ergin sank en klump og kneb øjnene sammen igen, som hans hånd blev ført ned mellem manden ben. Et klynk blev halvt kvalt af opkast lyde,  da hånden ramte manden varme lem. Det var modbydeligt! Meget modvilligt og tøvende, lod Ergin tage hånden om den. Mere gjorde han ikke for nu.

Drengen havde tydeligvis ikke meget at forsvare sig med, for havde han haft en nyttig evne, så havde han nok brugt den for længst, derfor var Deavás slet ikke i tvivl om, at han måtte være uden magi. Hvilket blot gjorde det langt nemmere for ham, at more sig på drengens bekostning. Han kunne gøre nok så meget modstand, men Deavás var ikke bekymret for at det ville falme med tiden. Drengen skulle bare lige have tid nok til at indse, at der ikke var nogen vej udenom, men at han blev nød til at gøre, hvad der blev sagt. Ellers ville han nok aldrig slippe fri. Han kunne selv godt lide tanken om at have ham til at vente på sig, når han var ved at gå i spåner over at være i isolation så længe uden kontakt til andre. Men først skulle de lige have styr på nogle detaljer.

Det var på sin plads, at Ergin tog del i fællesskabet, selvom de kun var to, så kunne Deavás da umuligt holde stemningen oppe, når Ergin insisterede på at klynke sådan. Men han lod det ikke gå sig på, som han blot flyttede drengens hænder længere imod syd. Ergin havde været den, der havde bragt det på banen, så måske Deavás følte at han skulle tage en større del i det. Ellers måtte han jo bryde deres aftale, hvis ikke han kunne holde den. ”Vil du gerne ud af vores aftale?” hviskede han lettere køligt, som han søgte drengens blik, selvom det var svært, når han insisterede på at kigge væk. Derfor endte han også med at bukke sig ned for at bide ham i kinden. Ikke nok til at få ham til at bløde, men måske nok til at få ham til at vende hovedet imod ham.

Lyden af drengens klynk og de opkast lyde, han tydeligvis ikke kunne kontrollere fik ikke ham til at stoppe, som han dog ventede på at drengen lukkede hånden om hans lem. Der var dog ingen bevægelse at spore i hånden, som han sukkede lettere opgivende og valgte at lukke sin hånd om drengens hånd og sit eget lem for at tvinge ham til at bevæge den. Hvis han skulle have lidt hjælp til at komme i gang, så kunne han godt hjælpe ham, men måske drengen skulle motiveres yderligere? ”Brug du bare al den tid, du har behov for. Du slipper ikke før, jeg har nået et, to klimaks” hviskede han lettere skummelt imod drengens hoved, som han dog havde trukket sig lidt, da han havde rettet hovedet. Der hvilede et ondskabsfuldt blik rettet imod Ergin lige nu.