"Jeg regner ikke ligefrem med at skulle sætte ild på flere ting," svarede Zirra forlegent og pillede ved en halvvåd hårlok. "Husafbrænding er ikke normalt på mine daglige gøremål." 

Tæpperne blev bragt til dem og kærligt lagt om dem, så meget som den gamle dame nu kunne. Hun emmede af moderlig omsorg, og hentede mere te til dem løbende. Generelt holdt hun sig fra rummet, de var i, og lod dem have lidt privatliv.
Zirra sank lidt ned i sin egen stol ligesom Alran selv havde gjort, og tæppet fik hun bakset endnu mere henover sig uden at spilde den varme te. Møjsommeligt fik hun bakset armene ind under tæppet også, så hun til sidst bare var en klump tæppe med et hovede for oven  og to hænder, der holdt om tekruset. Dampen lod hun glide over sit ansigt i afslappende bølger. Hun glædede sig til noget rigtigt tørt tøj, og Alran virkede til at ønske sig til det samme. 

Der gik et par timer. Healeren kom forbi allerede kort efter de havde fået puttet tæpper om sig, og han fik hurtigt fikset hvad han kunne, og taget sig af deres skrammer. Zirras var heldigvis kun overfladiske, og healerens primære bekymring var al den røg, begge unge mennesker havde indåndet. Mens han stadig var i gang, kom en kurér ind med et brev til den ældre dame, der lyste op i et stort smil og så på Alran.
"Gode nyheder, unge mand," sagde hun. "Du kan roligt tøffe hjemad, så snart du er på benene igen. Byvagter og præster er blevet instrueret i at alt er i orden, og der allerede er blevet snakket med dig." Hun rakte ham en lille seddel. "Hvis nogen betvivler dig, skal du blot vise dem dette."
Hun lagde ligeledes en seddel til Zirra, for selvom de ikke havde fået hendes rigtige navn, havde de en beskrivelse af hende. Men hun behøvede ingen instrukser. Det her havde hun prøvet før. 

Det var da kært. Sådan som hun puttede sig fuldkomment ind i tæpperne, der blev give dem. Det mindede ham om jægernes trætte og trofaste dyr, der krøllede sig sammen både nær sin ejers fødder men også nær kroers blussende ildsteder for at suge til sig af varme og tryghed. Selvfølgelig var Zirra ikke et dyr – med mindre man sammenlignede hendes smidighed fra træklatringen tidligere med det af en kat. Zirra var Zirra. En besynderlig kvinde med en lige så besynderlig standhaftighed. Hun havde flere gange i løbet af deres lege med byens lovhåndhævere overrasket hende, og noget sagde ham, at hun ikke var helt færdig med det endnu.


Blusen var røget for at gøre det mindste besværligt for healeren at komme til hans forbrændte ryg, da husets ’mor’ vendte tilbage med de gode nyheder, som hun så fint lagde det ud. Til hans milde misfornøjelse skete det lige som en savle blev smurt henover et mere råt område, der tvang ham til at suge luft skarpt igennem tænder pga. svien der skete. Alran skulle forestille at være en hårdfør mand, men selv ikke han kunne nægte, hvor forbandet ondt sådan noget gøre. Det var squ da værre end, når skaden oprindeligt blev påført!
Han bed hurtigt ydmygelsen i sig. ”Tak, ma’am. Jeg sætter pris på, at det blev rettet ud så hurtigt og effektivt,” sagde han med en underlæggende høflighed og respekt, som en knægt altid ville have for sin mor. Eller i dette tilfælde – en moderlig figur. Lige på dét punkt kunne man påstå, at Alran faktisk var ordentligt opdraget. Hvilket han egentlig også var, så man bort fra hans beskidte mund og dæmpede empati ved førstehåndsindtryk. Sedlen blev foldet et par gange, før han proppede det ned i sin bukselomme, der heldigvis var tørre nok til at ikke ville beskadige papiret. ”Og jeg sætter pris på jeres gæstfrihed. Jeg håber dog ikke at jeg ender her igen i den nære fremtid.”

Ømmende rullede han med skulderne, som arbejdet på ham var blevet ordnet, og han rejste sig stift fra sin stol for at kunne smide den ødelagte trøje tilbage over hovedet. Lidt var altid bedre, så han ikke skulle ende med at blive taget for uanstændighed i gaderne. Han kendte mindst én i hovedstaden, der ville sprætte efter ham af den grund.
Opmærksomheden faldt så atter på Zirra, mens et par tanker svævede overvejende i hans hoved. Og så med en hånd kuplet omkring nakken tog han alvor for sine tidligere ord. ”Du… ved hvor du kan finde mig. Du overholdte din del af aftalen, så jeg skal nok… hjælpe dig.” Han prøvede ikke at tale for åbenlyst om det. Hun havde ikke selv virket til at være meget åben om det, og de var ikke helt alene længere. ”Hvis ikke, du kan finde mig, så bare spørg efter mig. Der skulle gerne være en der ved, hvor jeg er.”

Zirra fik et smil på læben af Alrans høflighed over for kvinden, der kom med de gode nyheder. Så der var er par pæne ord gemt i manden. Hun havde observeret hans grimasser mens healeren arbejdede på ham med en bekymret rynke mellem brynene. Forhåbentlig ville han ikke få nogen vedvarende ar af at have reddet hende. 

Så snart hun også selv var fikset igen, kom hun på benene lige som ham. Hun havde lyst til at følge ham ud, men burde blive og aflægge rapport, så hun blev stående, mens Alran talte. 
"Jeg skal nok komme forbi en dag," svarede hun lige så uforståeligt for de andre forsamlede. "Af alle civile, der lige kunne have besluttet sig for at de skulle løbe ind i en brændende bygning og hjælpe mig, er jeg glad for det var dig, der endte med at gøre det. Tak, Alran." 
Zirra gav alran et forsigtigt kram - hun vidste jo ikke helt om han var med på det - og lod ham så få fred. Han skulle have plads til at komme hjem og sunde sig. Det ville nok også være bedst, hvis Zirra ventede et par dage med at opsøge ham igen. De skulle begge komme sig, og det nyttede næppe noget at starte sværdtræning op, hvis de var helt kvæstede i kroppen. 

Zirra fik aflagt sin rapport til den midaldrende kvinde, der bestyrede huset, da Alran var gået. Så sparede det Zirra for noget papirarbejde, og hun kunne komme hurtigere hjem. I nat ville hun komme til at sove rigtig, rigtig godt.