Julia sank tilbage ned og sammen i stolen som hendes blik gled fra Jeffreys og til gulvet. Det var dels et skalkeskjul for at undvige hans alt for skarpe blik og sløre hvad end han kunne læse i hendes ansigt, som han spurgte og lyttede, men det var tildels også en ubevidst reaktion på skiftet i tanker og deres flygtige berøring af Annabelle derhjemme. Den del af hjemme der gav hende savn, som hendes mand stod i midten af alt hun ønskede sig derfra for.
Om hun havde givet for meget væk var hende dog umuligt at høre i Jeffreys lette svar.

Han lod dog til at lade det falde for en stund, selvom hun heller ikke vidste om det var en god ting. Skift krævede koncentration og bragte hende i ubalance. Noget der meget vel kunne komme til at afsløre for meget i hendes udtryk. Så hun holdt blikket på gulvet og svarede så neutralt og sandt hun kunne. "Karavanen jeg var med valgte at slavetage de betalende og sende nogle hertil." Hun gjorde intet for at skjule den let bitre tone i sin stemme. Det var et smart trick, men også usselt og værst af alt havde tanken om muligheden for et sådan svig aldrig strejfet hende.

Det var stadig en underlig adfærd for ham at overvære. Ikke fordi han ikke havde set den tilbagetrukne, lettere nedbrudte måde at agere på før, men ikke hos Julia. Ikke på den måde. Men hvad hun havde været igennem var det alligevel ikke underligt. Han foretrak dog alligevel at vide hvad der var foregået, og undgå at gå i uvished.

Jeffrey rynkede kort på næsen et halvt sekundt, men lod derefter ansigtet faldet tilbage til det mere neutrale. Nok havde han været vidne og behjælpelig til megen skade og ulykke med sit arbejde. Også på bekostning af andres frihed. Men det var stadig et usselt og nederdrægtigt kneb. Ikke at der var mange standarder sydpå. "Karavane. Det lyder til du var langt syd på" Omrejst. Ikke særligt stereotypisk for kropiger.

Julia hævede blikket en anelse fra gulvet, men holdt det stadig skjult under sænkede vipper. Ikke at det tillod hende meget syn på Jeffrey, men nok til at hun ville kunne nå at opfange skift i ansigt. Måske. Hvis han lod hende. Hun havde tidligt lært intet at tage for gode vare ved ham. Han løj med sit udtryk på en måde hun aldrig havde fanget ham i at gøre med ord og det holdt hende varsom nu. Mimik var hun kommet til at være afhængig af kunne give hende en advarsel før alt endte helt galt.

Så nikkede hun let. "Næsten ude af Medanien, tror jeg. Karavanen skulle have gået til Azurien, men jeg er ikke sikker på om vi drejet væk." Hun var nu ret sikker på de var drejet mod Rubinien og Belzera, men hun havde ingen kort set eller ruter udpeget og når kort havde været fremme havde de været holdt langt væk fra folk der ikke var del af karavanen.

Naivt. Jeffrey kunne ikke undgå at tænke det, ved tanken om at være rejst med en karavane uden at vide hvilken rute de fulgte og være endt i at det var drejet væk fra den rute hun havde betalt for. Slavehandlede levede af dem. Men det var ikke sikkert at hun havde haft andre valg.

"Hvorfor rejste du?" specifikt til denne tur med karavanen, men det var et dybt spørgsmål i hans sind. Noget hans øjne afslørede. Det var et gammelt spørgsmål han havde stilt sig selv igen og igen, men aldrig fået svar på. Hvorfor rejste hun væk fra ham dengang. Hvorfor kom hun ikke tilbage. Hvor blev hun af. Men hvorfor var hun rejst afsted igen? Rejste hun væk fra eller tilbage til nogen? Så mange spørgsmål i et.

Julia holdt blikket på Jeffrey, som hun svarede og fik som forventet ikke den store reaktion fra ham. Så længe hun holdt sig klistret op af sandheden var det hvad hun kunne forvente, hvilket hun håbede at kunne et godt stykke tid endnu. Med Jeffrey var det dog aldrig helt til at sige hvilke spørgsmål han ville bringe op og hvor hurtigt de ville skifte retning.

Som taget ud af den tanke faldt hans næste og fik hende til mod hendes vilje at rette sig bare en anelse i stolen og fokusere noget mere på ham. Så sank hun tilbage ned, strøg en hånd op, førende håret væk fra ansigtet og smækkede låget i til fortiden for kun at svare med nutiden. "For at finde arbejde. Det har været svært i Dianthos med udgangsforbuddet og..." Hun gik i stå. Som stoppede hun sig selv fra at sige mere og give en anden grund, som hun ikke ønskede han skulle vide. En afledning for ikke at få spørgsmålet gentaget med fortiden inkluderet. Det ville komme, men måske kunne det blive senere - når hun vidste hvor de stod.

At Julia svarede med nutiden, kom ikke bag på ham. Fortiden var et følsomt emne, og selvom hans nysgerrighed tærrede efter at vide hvorfor og hvad der skete dengang, var der også et hav af andre spørgsmål han søgte svar på. Jeffrey holdte et roligt men skarpt blik på hende. Tog reaktionen ind, og lyttede til hendes ord. Mest af alt hørende det pludselige stop, som fik ham til at sukke lidt.

”Og?” fortsatte han, gravende roligt og langsomt videre. I hvert fald så længe hans tålmodighed var til de undvigende svar, og tydelige ubehag afspejlet i hendes træk over krydsforhøret. Jeffrey vidste stadig ikke præcis hvad han søgte, men de overordnede spørgsmål i hans sind var endnu ikke besvaret. Gad vide om de nogensinde blev det. ”Og hvad mere?” uddybede han fast, uden at fjerne blikket fra hende et eneste sekund.

Julia holdt blikket sænket, men samtidig på Jeffrey. Det var et sats at give en åbning, men nødvendigt hvis hun skulle gøre sig håb om at kunne dreje spørgsmålene den mindste smule væk fra områder hun ikke ønskede dem ind på. Det bratte stop havde sin ønskede effekt og han prikkede som ventet til det sidste ord.
Hun forblev dog tavs, men bed sammen som ønskede hun alt andet end at svare på det.

Han slap dog ikke forfølgelsen så let og med endnu en flytning på håret gav hun synligt efter for at komme med et svar. "Og der var andre grunde også.." Hun hævede blikket langsomt og mødte hans. Der var intet giv at finde der, så hun endte med at se væk. "Andrew en af dem, hvis du skal vide det. Nok den største." Det var kun delvist sandt, men hun håbede det ville aflede for andre grunde. Resolut løftede hun blikket tilbage op på ham og tilføjede fast. "Det var ikke så vigtigt hvor karavanen tog hen bare det var væk." Hvilket var helt løgn.

Jeffrey var ikke sikker på om det var for nemt at læse hende, eller om det var bevidst. Det var for lang tid siden, og som med mange ting, skulle man have føleren ud igen. Det lykkedes hende at dreje ham efter sit ønske, og han tillod sig at tro på at hun ikke ønskede at snakke om det, men derimod var tilbageholdende med svarene. Men svarede. ”Jeg bryder mig ikke om denne Andrew” svarede han brummende. Han lød til at være en meget essentiel grund til at alting gik galt. At han var den største grund til at forlade sit hjem, var en gruopvækkende tanke.

Jeffreys blik blev skrapt og gled over hendes træk som hun havde løftet blikket med en stålfasthed der var i stærk kontrast til det mere aflukkende før. ”Er du helt sikker på det?” jo mere fast hun var, des mere virkede det faktisk som om at hun ikke ønskede at snakke om det. Han havde haft fuld forståelse for hvis hun bare ønskede at komme væk, men det virkede ikke helt rigtigt. Det havde haft en indflydelse hvad vej karavanen skulle.

"Så er vi da stadig enige om noget." Julia kunne ikke lade være med at komme med den samtykkende og en anelse bitre bemærkning, før end hun forsøgte at begrave alle de ubehagelige minder med Andrew igen. De slørede hendes tanker og hendes følelser, hvilket på ingen måde var en god ting når Jeffrey allerede gjorde det samme. Hun blev simpelthen nødt til at få hold på sig selv hvis hun ikke skulle afsløre alt med amatør fejl.

Hun mødte og udholdt hans blik med fasthed til han talte og lod det så flakke let, før hun slog det beskæmmet ned. "Så næsten ligegyldigt hvor hen, da." Hun gav indrømmelsen som var det hvad hun havde forsøgt at skjule med sin direkte løgn før og fulgte den så op med flere ord af løgn. "Azurien var det ønskede sted og grunden til jeg valgte den karavane. Der skulle være muligheder derude..." Det havde det så ikke været. Hun valgt en med rute mod Belzera for landsbyen hun skulle til havde ligget på vejen dertil. Fornuftige, kropiger tog bare ikke alene til Belzera uden at løbe for alvorlige problemer andre steder.

Det gav ham en næsten skjult trækning i siden af munden at høre hende samtykke. Han skulle nok finde ud af hvem denne Andrew var, selvom han i bund og grund burde være ligeglad. Hvad betød hun egentlig for ham mere, kunne han argumentere. Men der var ingen grund til at fornægte sig selv. Kunne han få fingrene i denne Andrew og få ham til at fortryde alt han havde gjort, ville det bringe stor behag i Jeffreys sind.

"Ifølge manden der bragte jer her, var karavanen ikke på vej til Azurien?" om hun løj eller blot ikke vidste hvad retning de gik var svært at konkludere. Så godt kendte han alligevel ikke til hendes stedsans, eller hvor hun havde befundet sig før. En ting var dog sikkert, havde ruten gået mod Rubinien, var de kommet igennem Medanien og det område kendte hun, så meget vidste han.

"Det var ikke hvad de sagde i Dianthos." Løj Julia ubesværet videre. Det var endda en meget troværdig løgn leveret med nok irritation over at være blevet løjet fortil at sælge den som sandhed. Problemet var som altid om Jeffrey købte noget som helst hun sagde i gråtoner.

Han var i det hele taget lidt for fokuseret på den karavanetur til hendes smag. Der var ingen synderlig grund for ham til at ville vide noget om den med mindre han havde fornemmet hun havde været på den af anden grund end at rejse. Af samme grund tilføjede hun bittert. "Er det virkelig så vigtigt? Hæderlighed var ikke i deres verdens forståelse og det endte mig her." Hun håbede ikke det var vigtigt for ham at grave videre i det, skønt hvis han stoppede med den del ville han finde noget andet. Hvis hun ikke kunne aflede ham eller lede ham i en anden retning...

Julia lod blikket synke fra hans, men denne gang var det ikke til gulvet som før men til hans holdning og båden han stod på for at kompensere for det dårlige ben. Det kunne næppe have sat pris på natten i stolen, men siddende kunne han i det mindste flytte vægten fra det. Af den grund rejste hun sig tøvende, men fandt mod nok til at lægge en forsigtig hånd på hans arm som hun passerede ham på vejen til sengen.

Det var naturligvis for meget at forvente at hun svarede i klare og direkte toner fremfor alt den indpakning i følelser. Det gråtonede alting, givende ham følelsen af at det måtte være hendes evige beskræftigelse. Aldrig at sige noget med den fuldkomne sandhed og det blev et tidskonsumerende og trættene arbejde at udrede alle de halve, hele og ingen sandheder til noget der bare gav den mindste mening. Jeffrey elskede en udfordring, men han var træt. Det kunne vente. Bare fordi han ikke gravede videre lige nu var ikke ensbetydende med at han havde glemt emnet. Noget hun vidst havde sin erfaring med fra hans side. "Hæderlighed er kun i fåtallet. Det overrasker mig at du ikke var mere forsigtig" konstaterede han en smule tørt. Hun burde vide bedre. Aldrig tro på det bedste i alt og alle man mødte. Tillid krævede tid og arbejde især.

Jeffreys øjne fulgte hende tavst som Julia tøvende rejste sig fra stolen. Hans bryn rynkede en smule sammen, men kun i et splitsekund. Han forstod det ikke - ikke endnu i hvert fald. Hvordan kunne de være som to vidt fremmede overfor hinanden som årene var løbet, og stadig have små signaler af kendskab. Jeffrey nægtede at fremstå svag overfor hæren, overfor sine over- såvel som underordnede i de mørke rækker. Men lige nu, tog han sig til takke med at Julia på en eller anden måde vidste bedre, og han kunne synke ned i den mere komfortable stilling af at sidde ned inden hans ben ville begynde at ryste af anstrengelse. "Hvorfor.. Hvorfor rejste du?" stadig ikke givende hende fred fra spørgsmål, men denne gang blev det ikke spurgt som en ridder af mørket, men derimod en mand der aldrig havde fundet et tilfredsstillende svar på spørgsmålet og egentlig gerne ville have det.

"Jeg må jo være faldet af på den..." Julia kunne ikke lade den bemærkning stå helt uimodsagt, skønt det næppe var til hendes fordel at prikke til Jeffrey lige nu. Han viste små tegn på træthed, hvilket hvis hun ikke huskede meget galt var tegn på at den var temmelig dominerende hos ham. Hvis hun så bare kunne komme i tanke om hvad træthed gjorde ved hans tålmodighed og humør.

En god grund til at overgive stolen til ham som slet intet havde med fortiden at gøre. Eller det forsøgte hun at bilde sig ind, som hun fjernede hånden fra hans arm og med en stivhed i skuldrene fortsatte mod sengen. Ikke at hun helt forventede han gjorde noget, men mere at hun nu altid forventede nogen i magt gjorde.
Julia havde stadig ryggen til ham, som spørgsmålet hun ikke ønskede blev stillet. Gentaget uden mulighed for hende at forstå det som andet end til fortiden med den betoning han havde i stemmen. Det fik hende til at stivne, før end hun langsomt vendte sig og lod sig synke ned på senge at sidde. "Det er kompliceret..." Hun havde stadig ikke set på ham og holdt da også nu blikket mod gulvet.

Jeffrey brummede som svar. Det måtte hun være, for Julia havde aldrig været naiv. Ikke han havde set, og han havde set en del til hende i fortiden. Så meget at det havde været underligt da hun ikke længere havde været der. Ingen var før kommet så tæt på, og alligevel bildte han sig selv ind at han ikke bebrejdede hende for at være rejst.

Jeffrey fulgte hende med blikket. Stivheden i hendes skuldre gik ikke ubemærket hen, men frembragte en svag rynke i panden og træk i næsen. En trækning der ikke varede mange sekunder, men en synlig fremtræden af at han ikke brød sig spor om hvad det signalerede. Ikke at hun så det, siden hun stod med ryggen til. "Forpligtelser at opfylde?" Hans blik var overraskende roligt. Ikke spidende efter at hun skulle kigge op. Han godtog faktisk at hun kiggede ned. Væk fra ham. Han var ikke sikker på hvorfor endnu.

På sin egen sære vis var sengen et bedre steder at sidde end stolen havde været det. Den udfordrede ikke hans magt på samme måde og var blødere. Det sidste vigtigst forsøgte Julia at holde fast i, men hun vidste bedre. Problemet var at hun altid havde respekteret Jeffreys autoritet og plads i magt og nu havde Andrew indlært i hende hvad hun skyldte den magt. Noget hun ikke ønskede at tænke i nu.

I stedet holdt hun blikket sænket, som hun modvilligt svarede. "Nej.." Et enkelt ord. Han ville næppe lade hende slippe med ja og nej svar ret længe, men det var et forsøg værd. Især da det ikke havde været forpligtelser der fik hende til at rejse. De var først kommet bagefter. En historie for hvorfor var dog ved at have fundet sin endelige form i hendes sind og den var skræmmende tæt på sandheden uden at ville afsløre alt.

Jeffrey var ikke langsom til at komme med en opfølger på det simple svar. "Hvad var det så? Trængte du bare til at komme videre?" han mærkede en let bitterhed i sin egen stemme som han udtrygte ordene. En bitterhed han ikke havde haft til hensigt at bruge, men alligevel kom frem. Følelsesmæssigt var det alligevel for tæt på til at han kunne holde den udelukkende neutrale autoritære tone.

Men noget ændrede sig i hans blik, som tankerne om hvorfor hun holdte blikket væk fra ham og han mærkede en ubehag i sin egen mave. En følelse der fik ham til at flytte sig let i stolen og kigge ind i væggen i stedet, stadig med hende i sit synsfelt. "Julia, er du bange for at jeg gør dig fortræd?" Han var slet ikke i tvivl om at hele sitautionen gjorde hende utilpas til mode. Det kunne ikke undre nogen, som hun sad i krydsforhør. Men det slog ham at der var en risiko for at hun troede han ville håndhæve sin autoritet med andet end at hæve stemmen.

Hendes enkle ord fik ikke lov at hænge længe mellem dem, før Jeffrey tog til genmæle. Tonen havde fået en bitterklang, der mere ordene selv fik Julia til at se op fra gulvet og møde hans blik. En fejl og det vidste hun som hun gjorde det. Øjne afslørede alt for meget og var de sværeste at sløre for følelser og andet. Hendes egne så meget som hans. En hver mulighed for at lyve direkte forsvandt ved at se op og gav hende det mere lyst til at være ærlig overfor ham. Forbandet nok.
"Nej, jeg havde ingen planer om at rejse." Så meget var sandt. Hun havde ignoreret ordre om at vende tilbage til hovedkontoret og i stedet sendt besked om hvor nyttigt det var hun blev. Det var ikke taget pænt.
At lade den hænge der kunne hun så heller ikke helt, for den samtale skulle ledes i en anden retning. Hun sænkede blikket tilbage til gulvet og virkede til at synke en smule mere sammen hvor hun sad. "En gammel bekendt af mine forældre opdagede mig og var ikke til at forhandle med..." Ordre leveret direkte var ikke ligefrem det, når den der leverede dem selv havde sine til at sikre hun lystrede.

Hans næste spørgsmål kom bag på hende. Nok til at hun atter løftede blikket, men også mærkede hvordan det flakkede over ham og ikke rigtig ville møde hans. Så åbnede hun munden for at svare, kun for at fugte læberne og trække let på den ene skulder,før hun så helt væk. "Nej.. måske?.. jeg ved det ikke..." Hendes stemme svandt ind for hvert ord. Han havde aldrig gjort hende fortræd før. Holdt fast i hende ja, hævet stemmen også, men aldrig mere end det. Alligevel lå de sidste år imellem dem nu og slørede alt for hende.

Det var så ømfindigt et emne, og at holde følelserne pakket helt væk inde bag var begyndt at blive en fysisk umulighed. Han foretrak at være den der aflæste. Udelukkende. Men det kunne han ikke holde lige nu. Han havde holdt så forbandet meget af hende, at han ikke kunne pakke bitterheden væk, ej heller at han ikke forstod hvorfor hun var rejst.
Noget det heller ikke lødt til at hun havde haft lyst til. Den nyhed fik næsten Jeffrey til at falde sammen i stolen. Næsten. "Du kunne havde fundet mig. Jeg kunne havde stoppet det" ordene blev mumlet ind i hånden han havde løftet op for at hvile sit ansigt imod. Han var faktisk ikke sikker på at han kunne havde stoppet det, havde det været af anseelig kræft hun var blevet slæbt hjem. "Hvorfor ville de have dig hjem?" Det var tydeligt at hun ikke bare havde været en simpel servitrice nu, som hun havde udgivet sig for. Det kunne betyde flere ting.

"Jeg har aldrig haft et ønske om at gøre dig fortræd. Det har ikke ændret sig" med hvad hun havde været igennem, som han lige nu kun kunne gisne om, ville det slet ikke komme bag på ham hvis ikke hun troede ham. Der var gået år. År kan ændre folk markant. Men lige det, havde ikke ændret sig hos Jeffrey. Han var ingen helgen og blev det aldrig, men han ville ikke gøre hende fortræd, ikke engang hvis hun, efter andres mening, gav ham en god grund til det.

Julia holdt blikket bevidst på gulvbrædderne og ville ikke se op på ham. Det var et gammelt sår at rive op i. Et der ikke havde gjort så ondt da det blev lavet, men som var blevet dybere for hvert hovslag væk. Allerede dengang havde hun haft en klar fornemmelse af at det var en fejl at rejse, men valget havde aldrig været hendes. Lyset kom først og så familien. Sådan havde det altid været. "Du var der ikke." Meget belejligt var hendes afrejse sket mens han havde været væk i eget ærinde.
Det næste var sværere at vinkle og dreje, men langt fra umuligt. Hun havde sagt nok af dumme ting denne morgen til at hun ikke lød som en lavtstående borgerlig og at familien havde nogen med magt til at slæbe hende væk. "Fordi det ikke var passende jeg levede som jeg gjorde." Hun havde nydt det og været bekvem i det. Langt mere end i de fine kjoler og det tunge politiske spil bag stenmurerne.

Hans ord rang sande som alle hans ord gjorde det og en god del af hende troede ham. Det var ikke hvem han var, men... Hun trak skuldrene beskyttende op og lukkede armene sammen om sig. "Jeg ved det..." Hun lignede ikke en der hverken vidste det eller troede det. Stadig træt, udsultet og øm i store dele af kroppen var heller ikke de bedste forudsætninger for at tro der ikke ville komme flere slag. Ikke når det var hendes krop mere end hendes sind der forventede det.

Meget belejligt at han ikke havde været der. Jeffrey ville ikke havde tvunget hende til at blive. Hvis hun ville rejse, var det hendes valg, men var hun blevet tvunget til at rejse, havde han haft indvendinger. Men han kommenterede ikke på det. Tog blot svaret ind og gav sig til at gruble over det, som han altid plejede at gøre. "Hvem er til at beslutte hvordan du skal leve dit liv" han kendte godt svaret. Familie, forpligtelser, forventninger. Ord der nok havde runget mere forstående i hans hoved, havde han haft de ting i sine unge år.

Jeffrey betragtede hende bare. Svaret der afslørede at Julia ikke vidste hvad hun skulle tro på mere. Intet under, taget omstændighederne i betraktning. Efter nogle lange sekunders stilhed, rejste han sig langsomt. Givende sit ben tid til at indse at det skulle holdes i gang. "Jeg kommer tilbage igen om lidt" som han gik ud af døren låste han den ikke efter sig. Hun havde været låst nok inde, og han tvivlede på at hun bestemte sig for at stikke af. Det var trods alt det sikreste sted hun lige nu befandt sig, og vagterne patruljerede tit gangene. Jeffrey slæbte sig ned i køkkenet, uden at gøre andet end at brumme til forbipassende.

I køkkenet fik han fat i en af pigerne der som altid så forskræmt op på ham, selvom han aldrig havde lagt en hånd på hende. Han kunne selvfølgelig ikke garentere for hvad resten af hæren havde gjort. "Jeg skal bruge noget tøj" det tog lidt tid og mere tålmodighed end han lige nu gad, at forklare hende hvad han mente med tøj, inden han gik videre efter noget mad.
Det endte med at han fik pigen til at følge efter sig med en bakke med mad og Jeffrey selv par den let slidte sæk med noget mere komfortabelt tøj. "Tak, bare gi' mig det" hun begyndte svagt at protestere at hun godt kunne bære det ind, men nåede ikke langt med sine ord før hans blik stoppede hende. Han åbnede døren, puffede sækken ind og fik derefter bakken ind på bordet, inden han gik tilbage for at lukke døren og samle sækken op igen og sætte i fodenden af sengen. "Spis"