Jack kikket på sofaen lidt og valge at sidde lidt i kandten mens blikket forsat fanget i mod hinden han kunne mærke hjeret hammer stille af sted jo mere han lærte hinde at kende jo mere syntes han om hinden jack kikket stille han vidste ikke helt hvad han skulle sige dog ” ja det behøves man nu heller ikke men kan godt  lide det ” svaret jack høflige og slog halen lidt op mod sine lår jack kikket så stille han vidste ikke helt om han turde sprøger Elmira  men han sagde så  stille ” så hvad race er du ?” jack vidste ikke om hun kunne lide at snakke om det men han gjorder også teng på at sige at det også var oki vis du ikke kunne lide at snakke om det ” det helt oki vis du ikke ville snakke om det ” svaret jack men  det ville være en skam for jack var nysgerige.  Jack kikket lidt op og ned af hindens ben som hun hadet sadgt i sofaen men lod sin ikke bide af det som sådan blikket fanget igen Elmira mens han vente på et svar fra hinden han hadet gætte så langt at det måtte være noget med tid hun kunne  mest den måde hun regeret på fra sidste gang :

Det føltes en anelse underligt, som han hele tiden kiggede på hende, men Elmira kunne ikke få sig selv til at bede ham om at kigge væk. For så længe han bare kiggede, så var der jo ingen problemer i det. Alligevel samlede hun nervøst hænderne i sit skød, hvor hun gned hænderne let sammen. Hun smilte af hans ord, som hun lod blikket vandre rundt i det mindre rum, som både var arbejdsrum, stue og spisested. Men det var fint for hende, der var jo kun hende. ”Jeg ville ikke vide, hvad jeg skulle finde et større rum ud med” forklarede hun uddybende, som hun ikke ejede mange ting. Hun havde kun det, som hun havde behov for. Elmira lænede sig let tilbage i sofaen, som hun mærkede posen med perler imod sin ryg. Hun flyttede sig let for at tage posen af og lægge den over på bordet med åbningen imod hende, så hvis perlerne faldt ud, så kunne hun altid redde dem fra at ramme gulvet.

Ulvens spørgsmål kom en anelse bag på hende, som hun rynkede let på brynene, men foldede hænderne foran sig. Hun strøg fingrene op til det røde hår og afslørede sit ører, blot så han var sikker på at hun ikke var elver eller noget. Men havde de ikke allerede fastslået at hun var menneske? Måske han var begyndt at tvivle på hende? ”Det er okay..” startede hun ud, som han begyndte at undskylde for sit spørgsmål. Hun rettede let på skulderne, så håret atter faldt ned over hendes ører. ”Jeg er menneske, så der er intet specielt over mig” forklarede hun igen med et overbevisende smil på læben. For hun havde intet at skjule, men hun havde ikke i sinde at fortælle sin livshistorie, for han ville næppe forstå det.

Jack fik den ide at hun måske ikke brød sig så meget om at blive kikket på så  hans blik fanget gulvet lidt det var altså svært det her hvordan skulle han gøre sig en indtryk på hinden jack sukket lidt men smilte så da hun sagde hun bare var et menneske men det var nu ikke det han mente.jacks hale flaveret lidt da han ville lave et eller andet.han var ikke tyben som bare sad stille han ville undersøge og udforske men lige nu gjorder hun det ikke nemt for ham jacks smile kom stille over ham igen mens han kikket på  det papier hun hadet på boret. ” tenger du ?” spurte jack hinden stille og peget med løfte pande hen mod alt det papir som hun hadet  jack vidste ikke helt hvordan han skulle komme tætter på Elmira når hun skubbet ham væk på den måde men det skulle nok komme det vidste han et eller andet sted. Måske ikke lige nu men måske snerer jacks øre lyttet rolige efter alle lyde mest for at høre efter om der var fare på fere men det var der ikke lige nu

Noget kunne tyde på at Jack var blevet bedre til at læse hende, for han valgte selv at kigge væk. Måske han kunne mærke, at det gjorde hende lettere utilpas, at han valgte at stirre på hende? Hun havde ikke selv lyst til at sige det til ham, men smilede alligevel, da han valgte at kigge væk uden hun havde sagt noget. Elmira tog en rolig indånding, som hun smilte for sig selv. Måske han ikke var så slem alligevel? Han havde da i hvert fald allerede lært en del. Hun var lettere overrasket over hans spørgsmål, før at hun smilte stort og nikkede. ”Jeg restaurerer gamle bygninger i landet” forklarede hun uddybende og med en klar passion for emnet. Man kunne i hvert fald fornemme hvor interesseret hun var for emnet på hendes stemme. Hun rejste sig stille op fra sofaen og gik hen til papiret for at løfte det op og tage det med hen til bordet, så han kunne kiggere nærmere på det.

”Det er en mindre bygning i Elverly” forklarede hun uddybende, som hun førte fingrene over papiret og fulgte omridset af det lille hus. ”Den ene væg kollapsede under en storm, men jeg ville lige sikre mig, at de ville have det bygget som tidligere” fortsatte hun med begejstring i stemmen. Uden at tænke over det, havde hun faktisk sat sig til rette ved siden af ham. Når man fangede hendes interesse, så bekymrede hun sig ikke helt så meget om, hvem hun sad sammen med. Hun pegede mod væggen til højre, som var den hun skulle rekonstruere.

Jack lytted interneret  og kikket på hindens papier  jack syntes hun var god måske kunne han få sin far overtalt til at lave de gammel temlpe inden i deres hjemlige by, men der skulle meget overtales til.noget jack ikke kunne gøre lige nu det kunne også være en stor ting for Elmira at måske være den første menneske til at se hans hjem by. Jack tog sig til hagen og kikket ” de gode jeg kan lide dem... ” svaret han hurtit og gald det var regtit jack kunne lide kuns hans blik kikket lidt hurtiger mens blikket fanget hvor tæt på hun enlige var på ham men det sagde jack ikke noget lige nu ”jeg...tror...vis jeg kan få overtalt min far og  vis du har lyst til det at lave lidt på hvores gammel tempel den har det ikke så godt mere ” sagde jack stille og rolige jack sagde så stille og kikker ned mod jorderen igen ” altså vis du har lyst til at give en hånd med den vores er gammel og der er noget Historie over det ” svaret jack stille med et blidt smil over ham hun

Der hvilede en ro over Elmira, som emnet ikke længere omhandlede hende, men i stedet de ting hun gerne ville udrette for andre. Hun kunne bruge mange kræfter på at genskabe historie og kultur i landet, det var ikke alle der satte pris på det, så hun var lettere forbavset over at Jack faktisk vist en interesse for det. Derfor hvilede der også en venligt smil over hendes læber. Hun rødmede let, da han valgte at rose hendes tegning, men det forsvandt hurtigt igen. Egentlig havde hun aldrig vist det til andre, mest af alt fordi det var de færreste, som faktisk brød sig om bygningerne de boede i. Men Jack lod til at have en vis interesse for historien og var måske endda interesseret i at bevare den? ”Tak” svarede hun med et venligt smil på læben, som hun vendte blikket imod ham og nikkede let. Hun kiggede retur på tegningen og lagde hovedet let på skrå. Hun var næsten færdig og klar til at vise det til kunden, så spørgsmålet var om de var tilfreds med resultatet eller ej. Elmira havde set det hele.. Næsten.. Hvilket var grunden til at hun ikke havde problemer med at genskabe noget fra fortiden, hun var indbegrebet af tid.

Jack talte igen, denne gang var der en dybere mening bag hans ord, som hun lænede sig tilbage i sofaen og slap papiret, som det stillede rullede sig sammen på bordet, når hun ikke holdt fat i hjørnerne. Hun vendte de grønne øje mod ham, hun var lettere forbavset over tilbuddet, men snart blev det erstattet af et stort smil. ”Tror du virkelig, at din far vil gå med til det?” spurgte hun lettere forbavset, men man kunne også fornemme håb i hendes stemme. Hun trak det ene ben op til sig, som hun vendte kroppen imod ham og lagde hænderne ned i sit skød. ”Jeg vil elske at få chancen for at komme tættere på jeres historie” forsikrede hun ham med et oprigtigt smil på læben. Han skulle bestemt ikke betvivle hendes interesse for emnet. Men kunne han overtale sin fader? Det lød i hvert fald på Jack, som om det kunne blive en udfordring?

Jack kunne ikke lade være med at rødeme lidt vad skulle han gøre lige nu hun udforderet ham lidt men han tog stille sin hånd hen over hindens mave og så varmt i hindens øjne igen men vendte dem så stille væk igen ”  jeg ville se hvad jeg kan gøre min far er lidt srteng... men han er god nok i bund og grund mens min mor minder om mig ” svaret han stille og mærket hjerte hammert mere ind før nu hvor hun lå ind mod ham han kunne ikke lade værd med at smile ” vores hjem er gammel men også ungt det staret med  at min forfader ville bygge et hjem for ulve altså sådan nogle som mig.de bliv jagte som vilde for mange år siden og det er grunden til min far ikke kan tilgive for det  men vi er også fredelige folk  men der er ingen der ved hvor vi bor og det måske også meget godt ” svaret jack stille og nusset  hendes mave stille og kikket mod de terninger  men da Elmira spurte om hun hadet en chance til at komme hjem til hans ringe smilte han stort ” så længe du er med mig og jeg kan snakke  med min far så kan det måske lade sig gøre ” smile han varmt med et stille grin jacks hale lorveret nu stille og rolige mens øjne fanget hindens lidt. Hun var smuk af en kvinde at være også sød jack vidste ikke helt hvorfor men det føltes naturlige at være sammen med hende lige nu ” jeg tror du ville kunne lide mit hjem der er flere gammel huse og byninger der måske også trenger til en hjælpen hånd ”

Det eneste grund til at Elmira havde vendt sig imod ham, var for at kunne se ham i øjnene, når de talte sammen. Desuden så var det uhøfligt ikke at kigge på den man talte med, og så længe at de sad ved siden af hinanden, så ville det være nemmere hvis hun drejede sig krop imod ham. Der hvilede da også et roligt smil over hendes læber, som hun dog gispede let, da han rørte ved hendes mave. Elmira bed sig kort i læben og trak sig lidt væk, men forlod ikke sofaen som hun stadig var interesseret i emnet. ”Jeg vil selvfølgelig ikke trænge mig på, men du må gerne give det et forsøg” svarede hun med et smil. Det var ikke fordi hun bare vil trænge ind på deres grund. Hun havde betragtet det hele fra afstand så længe, så det var svært at hun nu var nødsaget til at bevæge sig rundt for at få det hele med. Tidligere havde hun blot vendt fokus mod hans landsby, men det var ikke helt så nemt nu. Elmira skulle jo tydeligvis have hans fars tilladelse for at komme ind i byen.

”Hvis det er, så kan jeg gå med til at have bind for øjnene, så jeg ikke kan finde din landsby igen, når jeg er færdig?” foreslog hun, hvis nu hans far ønskede at holde landsbyen hemmelig, så ville det være dumt, hvis han viste hende vejen. For så ville hans far uden tvivl blive truet af hende og det ønskede hun ikke. Tværtimod. Hun nikkede til hans ord, han lød overbevist om at det kunne lade sig gøre, men der var ingen garanti for det. ”Måske vi skal overveje mulighederne efter noget søvn? Det er ved at blive godt mørkt uden for” Elmira havde lært at mørket betød søvn og hun kunne da også godt mærke at hendes krop var blevet træt, så det var kun et spørgsmål om tid.. før at hun ville falde i søvn. ”Men måske du skulle snakke med din far før jeg tager med dig” forklarede hun, så ville hans far ikke følge sig presset og så ville hun heller ikke trænge sig på uden tilladelse.

Jack grinet lidt men kikket hen over mod sofaen han lage sig blidt ned og kikket ud mod vinduet det var blivet let mørkt og storme to til. Hvad skulle han gøre  for at få snakket sin far til at få et mennske til at se på deres gammel tempel ” ja lad os sove på det det kan være jeg finder ud af noget i morgen ” svaret jack stille og lage hovdet på skår mens for at se hen mod Elmira med et varmt smil på læben hun var sød nok  jack lukket stille sine øjne men vånget lidt senere på natten da han vågnet af nogle lyde uden for nok blæsten men han kunne ikke lade vær med at være lidt nysgerige og kikket lidt rundt i hendes hus mens for at lære Elmira at kende hans åndedrat var lætte men heller ikke ulve øjne så sig stille mod de teninger hun hadet lavet hun var god men hvor god mund hun var det kunne jack godt tænke sig at vide måske han kunne vise sin far de teninger ” men han ville nok flå det i sykker !” svaret jack med et stille smil på læben .

Med en rolig bevægelse fik Elmira rejst sig op fra sofaen, som han lagde an til at lægge sig ned. Hun ønskede ikke at blive fanget i sofaen, og foretrak sin seng, da den var mere behagelig at ligge i. Hendes bevægelser var rolige, som hun ikke helt kunne skjule det smil, som hvilede over hendes læber. Han havde formået at få hende til at slappe af igen, ved at distrahere hende med det, som hun virkelig brændte for. At genskabe tabt historie. Elmira vendte de grønne øjne imod ham, som hun nikkede til hans ord. ”Sov godt” svarede hun stille, som hun hvilede hånden imod døren, før at hun åbnede trædøren og gik ind på sit værelse. Der var kun 2 døre i huset udover hoveddøren, en til hendes værelse og en til badeværelset, hvor hun havde en beholder med vand stående, så hun altid kunne friske sig op.

Elmira forsvandt ind på værelset og lukkede stille døren efter sig, som hun fandt hen til sin seng og satte sig på kanten for at trække kjolen over sit hoved. Kjolen blev foldet pænt sammen, som hun lagde den over på et bord ved siden af sengen. Langsomt trak hun benene op i sengen, som hun hev tæppet over sig og lagde sig på siden, så hun fik vendt ryggen imod døren. De trætte øjenlåg blev lukket i, som hun hurtigt faldt i søvn.

Jack kikket igen ud af vinduet da det bliv slåtet mod det a en gren den lyd ville kunne holde en vågen vis det var han satte sig nær det og så stille ud mens nogle lyn og torden  kom jack var ikke bange han elskede torden  men han tanker var et helt andet sted lige nu han ville være der for  Emly lige nu  dog irteret ham lidt at han var vånget nu hvad skulle han gøre .eller hvad skulle han lave nu stille sad han og sang stille på dyre sprog som der var kun ganske få der kunne forstå men sangen skulle efter sine give beskyttel til huse men om det passet vidste jack selt ikke halen lage han stille over sig mens blikket fanget de  små lyn der kom  mens han sad der og tænke over  hvordan han skulle få sin far overtalt jack stoppet stille sin sag og kikke den døre der var lukket

Elmira lå egentlig meget godt i sin seng, men alligevel var hun lettere nervøs over, at have en mand i sit hjem. Hun var nervøs for at han ville komme ind til hende på værelset, men så ville hun have hørt døren gå op og de lyde, som stormen afgav var ikke noget, der kunne holde hende vågen. Hun var van til alle mulige lyde og de var faktisk beroligende for hende, som hun smilte svagt i søvne. Der gik ikke lang tid før, at hun havde fået viklet sig godt ind i det store tæppe, som var blevet snoet omkring hendes ben. Hun endte med at ligge på maven, som hun dog var lettere urolig i sin søvn.

Med ét sæt satte hun sig op og skævede mod vinduet. Gardinet dækkede for lynene og hun kunne godt svagt fornemme deres glimt, som hun skubbede benene ud af sengen og strakte sig for at bevæge sig imod døren. Hun trængte til noget væske. Med en let bevægelse hev hun tæppet med sig og viklede kroppen ind i det behagelige stof. Døren blev åbnet og hun gik ud. For et øjeblik havde hun glemt alt om at Jack befandt sig i hendes hjem, så hun stirrede bare lettere forskræmt på ham og bakkede bagud, som hendes ryg ramte døren. ”Øhm..” hun rystede på hovedet og fik dækket kroppen godt med tæppet, så han ikke kunne se noget hud over hendes ansigt. Det gik dog langsomt op for hende, at det bare var ham. Og at hun selv havde tilbudt ham muligheden for at sove der. ”Kan du ikke sove?” spurgte hun stille, som hun flyttede sig væk fra døren og bevægede sig imod den anden dør for at gå ud på badeværelse og tage et krus med vand, så hun kunne slukke tørsten. Elmira dyppede hænderne ned i vandet og smed det op i ansigtet for at tørre det af i tæppet, før hun vendte retur til Jack.

Jack stirtet sstadig ud mod vinduet men man kunne se på hans øre de lytte til hvad hun sagde  et stille smil kom over han læber mens han vente de lysene agtit øjne i mod hende ” lynde vækket mig så jeg kunne ikke falde i søvn kald det et dyre indstingt ” svaret han stille med et smil for det var sandt hunde ulve og ander dyr kunne høre lyne hurtige ind nogle anden menneske kunne  jacks blik fanget Elmia stille han slappet af  lige nu men var også på vagt over for vis der skulle ske noget.jacks øjne søgte igen hen mod vinduet lige nu så han mere dyre agtit ud ind han gjorder før og lyne fik hans blæs til at skinde i mørket lige nu hadet han lyst til at være tæt på Elmia men hun skulle selv vise hun ville have ham  jaks hale lovert stille  jack var ikke bange men han vidste der altid var fare på fær når det lynet

Det havde hjulpet at få noget at drikke, som Elmira atter fik ro i kroppen, munden føltes ikke helt så tør, som den havde gjort tidligere. Hun lod dog blikket hvile imod ham, før at hun kiggede imod vinduet og smilede svagt til ham. ”Det må være forandringen i miljøet, som også gør det svært for dig at sove” svarede hun med et høfligt smil, som hun bevægede sig hen til ham og rakte et krus til ham. ”Der er vand på badeværelset, hvis du har brug for mere at drikke” svarede hun med et venligt smil på læben. Hun lod blikket glide imod det mørke vindue, som lynet lyste skoven op fra tid til anden. Hun gabte let, som hun endnu ikke følte sig udhvilet og endte med at holde den ene hånd foran sin mund. ”Jeg går i seng igen, vi kan snakke videre imorgen” tog han ikke imod krusset, så ville hun blot stille det fra sig på bordet. Dog vendte hun langsomt tilbage til sit værelse for at lade døren glide i og trække tæppet over sig.

Dagen efter…
Stormen havde efterladt jorden fugtig og våd, vinduerne var også dækket af regn, som Elmira langsomt slog øjnene op igen og satte sig op i sengen. Hun strakte hænderne over hovedet og vendte blikket imod sin kjole for at trække den over hovedet. Med nogle lette skridt gik hun hen til vinduet og trak gardinet fra for at beskue naturen udenfor. Hun hvilede sig let imod karmen og smilte af solen, der atter skinnede på himlen. Der var næsten ingen skyer, så det tegnede til at blive en god dag. Med nogle rolige bevægelser strøg hun fingrene over øjnene for at fjerne de sidste rester af søvnen og bevægede sig over trægulvet imod stuen igen. Hun pausede ved døren, som hun lagde øret imod den for at høre om han stadig sov eller om han var vågen. Det ville være synd at vække ham, hvis han endelig var ved at få noget søvn.

Jack  hadet for længst stået op og stod ude for and døren og spisete noget kød han hadet fanget dagen før. Det vat sundt han vidste ddet bliv en lang dag vis han skulle snakke med sin far han sukket rolige han ville ikke efter lade Emlia lige nu det gik  så godt ørne hang lidt ned, men ørne fanget også at hun var vånget så råbet han ” jeg er ude for !”  blikket søgte mod skoven det var fugtit og vådt det kunne jack godt lide for det gjorder det sjover at finde hjem ørne var dog stadige ned. Blikket kikket rundt han kunne måske godt bo her en dag men lige nu var det kun en plan han måtte holde sig til jacks hale loveret still mens hans tænder satte sig det det saftit kød  og tykket lidt på det

Stemmen forsikrede hende om, at hun sagtens kunne bevæge sig ud af værelset. Hvilket hun gjorde med ynde, som hun roligt åbnede døren og bevægede sig ud i stuen for at tjekke tegningen på bordet igen. Endnu en streg blev slået over papiret og hun smilte igen. Det var behageligt at være hjemme, men hun vidste også godt, at hun havde ting, som skulle ordnes før hun ville kunne gå med ham. Hvis han altså fik talt med hans far. Uanset hvad, så ville hun nødigt trænge sig på, så det ville være bedst, hvis han gik selv. I hvert fald til at begynde med. Hun bevægede sig hen til hoveddøren, som hun stak hovedet ud. ”Godmorgen” svarede hun smilende, som søvnen havde gjort hende godt. Kroppen var langt mere afslappet, som hun dog gik tilbage ind i hytten for at finde noget brød som hun kunne spise. Døren lod hun stå åben, så de stadig kunne tale sammen. ”Skal du snakke med din far først?” spurgte hun roligt, som han jo altid kunne hente hende, hvis det var i orden med hans far, så kunne hun også få ordentlig nogle opgaver inden hun skulle med ham?

Jacks blik rette sig mod døren og han sagde først ikke noget men sagde så ” ja det skal jeg...” jack elskede morgen med fyle sang  det var som om Stomen selt ikke var der overhovet et stille smil kom fra ham mens han gik ind  og kikket mod Emlia et et varmt over sine læber han gik lidt tætter på og så hinde i øjne lidt. ” jeg skal nok skrive itl dig hvordan det går med at få min far overtalt ” blikket faldt ned mod hindens hænder han ville godt lægge en hånd på hindens og bare nusse den blidt men han vidste ikke hvordan hun hadet det med det lige nu. Lige nu gik det kun godt hans far ville nok ikke blive gald for det men han ville nok heller ikke blive sur over det på nogle måde det hadet jo været ham selv som hadet sagt de ville have lavet deres Temple lidt nyre stand ind den var i nu så det kunne ikke skade at spøger vel

Elmira vidste godt, at hun ikke kunne blande sig i hvad hans far mente omkring det hele, men hun håbede da lidt, at han i det mindste ville lytte, for hun ville gerne have chancen for at se templet og ikke kun høre om det. Nu havde han jo fortalt hende om det, så hun håbede da ikke at chancen ville blive taget fra hende, bare fordi hans far var en anelse nervøs for mennesker? At hun havde løjet om at være det, var jo nok en anden sag, men der var ingen indikation på at hun ikke var menneske, så længe hun holdt sig fra skarpe genstande, så ville hun sagtens kunne gå for et menneske. Hun nikkede smilende til ham, som han kom indenfor. ”Så vil jeg vente på din fars svar” svarede hun høfligt, før at hun greb fat i den stykke brød, som hun havde knækket af det store brød. Han havde lige spist, det kunne hun i hvert fald lugte på ham, så han behøvede næppe mere mad.

”Jeg venter på svar, imellem tiden kan jeg lige få styr på nogle ting herhjemme” fortsatte hun med et nik imod døren. De ville ikke komme langt, hvis han blev ved med at blive her og så ville det bare trække ud i den anden ende. Derfor forsøgte hun heller ikke at holde på ham.

Kysset imod hendes pande forvirrede hende en anelse, som hun blot stirrede på ham. Hun havde lidt svært ved at ryste følelsen af sig. Dog valgte hun at nikke opmuntrende til ham, som han håbede at det ville lykkes ham. Derfra valgte hun dog straks at sætte sig ved bordet, som hun tog fat i kullet og fortsatte med at tegne den bygning, som hun egentlig havde lovet at fremvise for kunden indenfor de næste par dage. Men hun var stadig en anelse forvirret over, hvad der faktisk var sket. Mænd var nogle underlige væsner og Elmira kunne ikke rigtig gøre sig klog på dem. Det var lidt som om de alle higede efter det samme, de havde alle sammen en voldsom lyst til at røre ved kvinder. Det gav hende kuldegysninger og ikke nødvendigvis på grund af noget godt, som det gøs hende ned af ryggen. Hun måtte ryste det af sig, som hun fordybede sig i sine tankerne og lidt glemte, hvad der var sket, som timerne løb afsted. Det var først da brevet dukkede op, at hun blev mindet om det.

Elmira foldede brevet ud, som hun begyndte at læse indholdet. Et bredt smil gled over hendes læber, som hun havde fået lov til at besøge byen. Så skulle hun bare huske at få alle sine ting med, så hun ikke glemte noget. Det skulle helst klares uden de store udfordringer, så landbyens ikke blev irriteret på hendes tilstedeværelse og det skulle heller ikke gå udover Jack, når hun nu lidt havde trængt sig på. Brevet blev foldet sammen igen, som hun straks i gang med at pakke en mindre taske med papir, kul og lidt at spise til turen.

---

Vandfaldet var et godt stykke fra hendes hjem, så hun var faktisk gået hjemmefra i god tid, men de skikkelser, som ventede på hende. Fik hende faktisk til at tøve, som hun klamrede hånden omkring tasken og holdt sig skjult af busken. Elmira måtte flere gange fortælle sig selv, at der ikke ville ske hende noget, men der skulle meget overtalelse til, før at hun gik hen til dem og kiggede lettere nervøs på den store ulv. ”Er I sammen med Jack?” spurgte hun lettere forsigtigt og holdt godt fat i tasken, da hun var bange for at de ville tage den fra hende. ”Beklager forsinkelsen” svarede hun med en høflig tone og bukkede hovedet let for dem. Hun måtte heller være forsigtigt, så hun ikke fik problemer allerede. Hun var iført en grøn kjole, som gik hende til lige over knæene. Hendes armen var bare, da der kun var stropper i kjolen til at holde den oppe.