Det kunne godt være at Melkor måske var magtfuld, men magt betød ikke alting. Der var vigtigere ting. Som racerenhed og viden. Selvom man nu sagtens kunne sige at viden er magt. Det var i hvert fald nok det man tænkte når man se på en dæmon som Vidya. Det virkede til at hun blev større og mere kraftfuld jo mere hun fik lov til at læse, og hun var aldrig stoppet med at læse hvad hun kunne få fingrene i.
”Det kræver jo at du faktisk finder den bog,” pointerede Vidya, før at hun endelige strakte sig helt op og begyndte at træde ind mellem reolerne. ”Følg med lille ven,” sagde hun. Selvom hun gik med ryggen til Maralinda, så kunne man næsten mærke smilet der strakte sig på hendes læber.
Følelsen af faktisk at gå mellem reolerne var dog var en værre følelse. Der var de enkelte levende væsner her, men de rå sjæle i bogform var her også. Der var noget over dem, der kunne drive en sindssyg hvis man brugte for lang tid med dem, og det kunne føles jo længere ind man gik. Men Vidya skulle jo til hendes bog, så de kunne skrive ned deres aftale.

"Der er altid lige det." samtykkede Maralinda med et lille skævt smil. Der var altid den lille mulighed at bogen var væk for altid og hun var for sent på den. Hun troede det ikke, håbede det ikke, men mennesker havde det med at destruere bøger i et væk.
Stille gjorde hun som hun blev bedt om og fulgte den gamle dæmon ind mellem reolerne. Stemningen skiftede her og det var som om følelser sivede fra de læderindbundne rygge der nu omgav dem. Ikke fra dem alle, men fra en enkelt hist og her. Ikke gode følelser eller nærende følelser, men mere som en nedskrevet gengivelse af en. Tomme ekkoer fra noget der havde været engang.
Maralinda gøs og rykkede sig nærmere den anden. Hun var trods alt stadig nogenlunde levende at mærke til.
Som de gik kunne hun dog ikke lade være med at skæve til hylderne og skimme titlerne. Alt for mange fangede hendes interesse og alt for ofte kriblede det i hendes fingre efter at se hvad gemte sig bag de snørklede bogstaver. Hun rørte dog intet. En advarsel om det havde været nok og andet var vigtigere. Som at se hvad den anden ville mene var en kontrakt og hvad den ville forsøge at snige ind i den.

Det var næsten som om at vejene ud fra biblioteket lukkede sig bag dem, som de begav sig ind i biblioteket, og alt lignede hinanden. Det eneste der skiftede var bøgernes udseende og titel, men der var for mange til at kunne huske vejen fra dem af, hvis man forsøgte. Og selv hvis man gjorde ville det ikke have hjulpet.
Endelig kom de dog til et lille åbent område, hvor en bog på en et lille bord. Det var det eneste der var i midten af rummet. Man kunne næsten høre en lille latter komme fra bogen, en ond latter. Bogen havde taget alt for meget magi fra Vidya i starten af hendes liv, så den var efterhånden permanent animeret, til trods for at den ikke kunne gå nogen veje.

”Jeg er sikker på at du ikke har noget imod en lille kontrakt,” nævnte Vidya og gik over til bogen og slog på en side hvor der endnu intet stod, inden at hun begyndte på dæmonisk at nedskrive en kontrakt til dem. Det var præcist som de havde aftalt, men den var flettet godt sammen, så det var ikke umiddelbart til at se at der var et hul i den. ”Hvis du vil være så venlig. Hvilket som helst navn er fint at underskrive med,” sagde hun og rakte fjerpennen til Maralinda, og trådte lidt til side så Maralinda kunne læse hvad der i det hele taget stod i kontrakten.

Det føltes i den grad som en fælde at Maralinda instinktivt fokuserede sin kræft på den anden dæmon og lod den smage på de følelser, der så uhæmmet strømmede fra den anden. Den ældre dame var påså mange måde noget af det mest skræmmende pigen havde udsat sig selv for, men også noget af det mere forudsigelige. Ikke at stedet var det. Reolerne med de mange skygger af følelser gik hende på uden at hun lod sig mærke med det, men det var intet imod den bog de stoppede ved. Den fik det til at løbe Maralinda koldt ned af ryggen ved på så mange måder at virke som en ligeværdig skygge med dæmon der behandlede den. Som havde de to delt for meget til helt at kunne adskilles mere.

"Den føles nærmest levende..." Hun mumlede det, som hun nærmede sig, men holdt så helt sin magi om den anden, som denne satte pennen til siden og Maralinda sukkede. Der var gnisten af forandring i intensionen om aftalen. Den de færreste dæmoner kunne holde sig fra og som gjorde de ændrede aftalens vilkår og derved ikke længere ønskede at overholde den der var lagt op til oprindeligt. Hvad end der blev skrevet var derved ikke hvad Maralinda havde sagt ja til. Intensionen om at overholde det nedskrevne kunne hun dog ikke fornægte. En skam det var en anden aftale. "... Vil være underordnet. Noget har skiftet..." Hun betragtede bogen og lagde hovedet på skrå uden at læse et ord af de snørklede sætninger, der kun var lavet til at drive gæk med en uforsigtig. "Den ved det også... hvordan kan en bog føle? Eller spejler den dig?"
Hun havde ikke taget imod pennen, men rystet let på hovedet af den. "Jeg gav mit ord, min intension og det holder jeg. Du får bogen når og hvis jeg finder den, men jeg skriver ikke i det der. Så finder jeg mig hellere i de gamles skyggelænker..." Hun havde ment det da hun sagde hun ville bringe bogen hertil og givet ord på det. At det ikke blev for frihed kunne hun leve med, hvis det ikke blev til et andet fængsel.

Afsluttet med 3 måneders reglen, så der er mulighed for at åbne noget nyere spil op for os begge :)