Safiras opførsel var ærligt ikke det der bekymrede ham mest, han var trods alt vant til lidt kvinde hysteri, og han var også ret god til at komme glat ud af det igen, man skulle bare sige lidt søde ord på det rigtige tidspunkt, snakke lidt om hvor lidt man ville have sådan en stærk selvstendig  kvinde der var sur på en. Benjamin var for at være ærlig en mester i at sige det rigtige på det rigtige tidspunkt. 
Lettere elegant stoppede han op og vendte om på hælen, før han smed armene op i luften, med stokken i højre hånd, hold fast til håndflade, med lilleog ringefingeren. Et brødbetynget udtryk lagde sig over hans ansigt, og han kiggede ned et øjeblik, som om han virkelig skammede sig. Ikke at han gjorde, men det behøvedes hun da ikke at vide. "Hey jeg skulle ikke have gjort det. Mit temprament løb af med mig, jeg er ikke ude på noget okay" Han sænkede forsigtigt hænderne, for selvom han faktisk havde haft skumle tanker da han startede med atr følge hende på vej, var de forsvundet hen ad vejen, han havde for længst indset at det ikke var det vær at pisse hende af, han var nok selvsentreret, men dum ville være en skam at kalde ham, så han havde besluttet sig for bare at lade det der skete ske, om end kunne han jo forsøge at styre det i den retning han egentligt ville ha det til at gå. Han kørte hans hånd igennem håret, hvilket fik et par enkelte pjuskede totter til at hænge ned i hoved på ham, som de altid havde gjort da han var dreng, før han gav hende sit medst charmenrende skæve smil. Det havde altid virket da han var yngrere og gerne ville ha sin vilje hos en ældre dæmon, og hans udseende havde ikke ændret sig meget siden da. "Du kan godt tilgi mig ik?"

Safiras hænder gled til sine hofter. Hendes mund dannede et katsk smil som hun roligt sagde "Er det hvad du altid siger. Du tror sikkert du er så smart, men tror du ikke jeg ved hvad du prøver på. Tror du ikke selv jeg en million gange har snøret folk om min lillefinger?" "Gemini, Aries. Kom tilbage til mor." tænkte hun som tågen og den ansigtsløse Safira forsvandt og hendes mærker på armene genopstod.
Hun trådte frem til dæmonen der gemte sig bag navnet Benjamin og fnes. "Men. Du er vel noget af en charmetrold, så hvorfor ikke tilgive dig, du er vel en smule sød." hun begyndte at gå videre. Ligeglad med hvad der før skete. Hvorfor skulle hun også bekymre sig, han vidste hvad hun tænkte og hun havde allerede gættet det. Så nu var det egentligt blot for Safira at finde ud af hvordan hun skulle komme ind i hans hoved.

Han var vel charmerende, det måtte hun indrømme og han vidste hvordan han skulle tale for sig. Hun ville ikke bare lade resten af turen være kedelig så som hun nåede til ham vende hun sig "Skal vi så fortsætte vores tur og lægge det her... Hvad siger folk nu? Bag os?" Med et falsk smil og et par vink med øjnene håbede hun han blot ville sige "Ja" så de hurtigt ville kunne komme videre, ellers måtte hun jo fortsætte alene.

Benjamin lod roligt sine øjne følge hende, med stokken presset mod jorden. Om end han burde, var han ikke videre påvirket af deres lille... hændelse, som han fra nu af ville tænke på det som. en uheldig oplevelse at starte deres bekendtskab på, men for hans sag vedkommende, ikke noget der behøvedes at være af større betydning. 
Mest for hans egen skyld fordi han virkelig ikke havde videre lyst til at lade sit, ellers normalt godt tøjlede temperament, løbe af med sig. Lod han hendes kommentar slippe,og tilbød hende i stedet sin arm som om intet var sket. "Lad os endelig min frøken. Intet ville glæde mere" Igen med hans ubekymrede smil spillende om læberne

Safira tog mod hans arm med et smil, også selvom alt det der lige var sket, kun lige var over. Men hun luftede sin hage mod himlen en smule. For nu følte hun sig selv en smule højere end herren ved hendes side. Og så måske fordi hun stadig var en smule irritabelt anlagt. "Så nu bliver jeg nødsag til at spørge." Safira stoppede sin flabet holdning og så på Benjamin med et neutral intet sigende blik. "Hvad er din plan med at følge mig af vejen?" hun sagde ikke mere men hun var overbevist om at han stadig rodede rundt i hendes hoved så hun tilføjede "Det er klart ikke fordi du bare har lyst eller at du keder dig. Så hvorfor?" hvis han ihvertfald stadig var inde i det så måtte han vel have hørt hende.

Indvendigt leende lagde Benjamin mærke til hendes ophøjede holdning, ikke at det gjorde ham noget. I hans værden var han kommet ud af den situration som sejersherren. Hun havde trods alt haft de bedste muligheder for at skade ham, og alligevel havde hun ikke gjordt det. 
Hans indvendige leen blev dog midlertidigt til en højlidt en ved hendes noget frembrusende spørgsmål. Han havde ikke lige set hende være så ligefrem med ham. "Hvad får dig til at tro at jeg ikke følger dig på vej af mit hjertes godhed?" Undgik han smilende spørgsmålets sande svar, det var trods alt ikke høfligt at sige til en dame at man havde planer om at bagbinde dem og kneppe dem langt ind i næste uge op af et træ på offentligt ejndom. Tanken deriomod fik ham til at smile.

Hans smil kunne Safira ikke lide med det svar. Selvfølgelig havde han ikke en eneste gnist af godhed i hans hjerte. Han var nok en charmør og en meget flot fyr som Safira måtte indrømme. Men gjorde dæmoner som ham nogensinde noget ud af deres hjertes godhed? Nej, det mente Safira simpelt ikke var muligt for noget levende væsen. Godhed var en fiktiv ting der hørte til i eventyr og myter. Alle ville have noget for noget. Også ham.
"Hjertes Godhed.... Aldrig hørt om det, så hvorfor skulle det begynde nu?" spurgte hun så mens hun desværre huskede sig selv på at hun flere gange havde redet spædbørn fra mørket. Det ville nogen nok sige var godhed, men det var jo blot af egen egoistisk interesse... Eller hvad?

I et pludseligt ærligt øjeblik besluttede Benjamin at give hende sandheden, se hvordan hun håndterede at få hans oprindelige intentioner af hvide. Han lagde for sig selv ikke skjul på at han længe havde lagt den plan bag sig. Han havde haft det alt for underholdende med hende indtilvidere, og hun kunne være en magtfuld allierede, og selv han vidste at voldtægt ikke var den bedste måde at skabe venner. "Det ærlige svar frøken, er at jeg havde alle intentioner om at hive dig ind imellem træerne og voldtage dig. måske korsfæste dog mens jeg nu alligevel var i gang" Det sidste var bare hans syge humor der spillede ind, selvom han da nu han tænkte over det ikke ville have haft noget imod en god korsfestning. 

Safira så med et ondskabsfuldt smil mod Benjamin som stadig havde hende i deres armkrog. Det var da godt han var komplet ærgerlig med hende. At det var så forstyrrende var noget for sig selv, men ærgerlighed var vel en dyd. "Nå jamen. Så havde jeg jo ret fra starten, men når man er ærlig opnår man normalt mere end kedelig voldtægt." sagde hun så. Hun kunne næsten mærke på dæmonen der gemte sig bag navnet Benjamin at han ikke mente den sidste del helt så meget som det første. Men alligevel kunne det delvist blive sandt, men så skulle hun vise ham præcis hvorfor hun kalde sig den stærkeste heks i Mørkets rækker. Om det så betød hun skulle stikke af før kampen nåede sit fulde hede, men hun ville fandme ikke bare give ham hvad han ville have. Men han kunne vel fortjene det, bare han kunne udvise en hvis form for charme istedet for den vulgære humor han havde brugt før.