Det var ikke noget Caelon umiddelbart reagerede på. Kench havde altid været lidt af en sær snegl, og han var ret så fokuseret på at spise suppen. Den varmede ham godt op, og det ville nok egentlig ikke kræve alt for meget før han var tilbage på fødderne. I hvert fald hvis Kench blev her og passede på ham, selvom Caelon foretrak at vise at han selv kunne klare det. Dog var der en ting han ikke var klar over. Det illle problem som Kench var begyndt at opdage.
Han færdiggjorde maden i stilhed, og hostede da også svagt, inden han kiggede sig omkring. "Ireth?" spurgte han svagt ud i rummet. Han kunne dårligt se hvad hun lavede fra hans position i sengen. 

Hvis Kench havde været et dyr med øre oven på hovedet havde de formegentlig prikket op i luften og i retningen af hvor hendes... fornavn blev kaldt fra? Hun vendte op og lukkede bogen i inden hun fik øje på maden der stadig bobblede over ilden. Det var bestemt noget hun havde lavet... til.. Caelon. 
Hendes ansigt lavede en forvirret grimasse inden hun samlede skålen som hun selv havde brugt op igen og fyldte den med mad. Var hun bare gået i stå midt i sit arbejde inden hun kunne give ham maden? Det kunne ligne hende at blive distraheret, men det her var bare latterligt. Med lidt en rysten på hovedet raslede hun følelsen af sig af at der var noget der var gledet galt.

"Ja?" spurgte hun da hun stod i døråbningen ind til soveværelset med den nye skål i hånden. Hun kiggede lidt fra hans skål og til den hun havde i hænderne... hun havde altså givet ham....... Hun ente med bare stå og stirre ned i maden som om hun kunne se mere end bare en overflade af sovs og rodfrugter. Det var virkelig en underlig følelse hun havde over hovedet.

Det var ikke så underligt at Caelon ikke rigtig lagde mærke til noget mærkeligt ved Kench. Han var syg, og når hun alligevel ikke var i nærheden af ham, var det begrænset hvad han kkunne lægge mærke til. Alligevel, hvis han havde været i et andet stadie, havde han nok kunne finde ud af hvad der skete.
Han skulle til at åbne munden igen for at fortælle hende, men gav så lidt op. Hun kunne trods alt stadig læse hans tanker.
”Tak for maden,” tænkte han, og håbede hun ville komme og tage hans tomme tallerken. Han var ved at blive godt træt igen.

Hendes blik flakkede lidt rundt i rummet imens hun kunne mærke en snurren lige bag ved hendes øjne. Hvad helvede var det? hun lagde i hånd imod sin tænding og lukkede øjnene. Det hjalp sjovt nok ikke at skulle se ting foran sig. At åbne øjnene igen fik næsten rummet til at tilte en smugle. 

Hun stod stille uden at svare Caelon på hans taknemmelighed. Længere end hun selv havde regnet med. Længe nok til at det virkede lettere underligt, selv for Kench. Næste gang hun åbnede øjnene forsvandt fornemmelsen dog som havde den slet ikke været der.
Hun løftede blikket op med et undersøgende udtryk. Rummet havde hun ikke set før.. men hun havde bestemt været i huset her før. Det var elver healerens sauna af en hytte. Hvis ikke hendes hukommelse havde påmindet hende det, gav det sig i hvertfald siden han lå i sengen. Tilsyneladende ikke i synderlig god tilstand.
Hun lagde hovedet på skrå med et dømmende blik. En syg healer. Kønt syn alligevel. 
"Er det ikke lidt ironisk at en healer ikke kan helbrede sig selv?" spurgte hun en anelse snerrende uden at bruge den mindste muskel i ansigtet. Det tog hende dog ikke mange sekundter at beslutte sig for at hun ikke havde noget at gøre her. Hun havde formegentlig afsluttet en af hendes afleveringer af urter med mere i bytte for... hvad...? Kench rystede lidt på hovedet inden hun samlede sin rygsæk op på vejen hen imod døren ud. 
Hun mødte sit eget blik i en sort glasflaskes overflade hvilket fik hende til at stoppe op. Hun rørte sig lidt på kinden med et mistroisk blik inden hun hævede øjebrynene og åbnede døren ud til verden.

Der var noget galt. Så meget begyndte Caelon ligeså stille at opdage, men det var svært at vide hvor lang tid der var gået med stilheden fra Kench, men selv han synes der var gået lidt tid efterhånden. Hans hoved dunkede også. En hovedpine han var ret sikker på at han ikke havde haft tidligere, men den var åbenbart kommet nu.
Han følte dog nærmest en isnende kulde gå gennem da han hørte hvad hun sagde... eller tænkte ind i hans hoved. Det var ikke fordi at det var en ting han ikke kunne forstille sig hende sige, men de var tættere nu. Det var ikke som da de mødtes. Hun vidste ting om ham, som ingen anden gjorde.
"Ireth? Ireth??" tænkte han, og han åbnede endda også munden for at sige noget. Stoppe hende fra at gå. Men ikke et ord kom ud. Hans stemme føltes som om at den var væk, og der var intet han kunne gøre for at stoppe halvdæmonen for at gå.

Kench stoppede i døråbningen. Ireth? Hvor fanden kendte han hendes fornavn fra? Hun skar en grimasse over at høre hendes navn fra hans indre stemme. Hun fik nogle klamme kuldegysninger som hun ikke helt kunne identificere hvad var fra. Hun kunne næsten mærke hun blev en smugle vred. Vred? Over hvad? Flere havde fundet ud af hendes navn før uden at det havde gjordt hende så oprevet som dette. Hun fnøs inden hun gik videre og slog døren i med et smæld.

Hun trak sin lille kappe op omkring skuldrene med et meget olmt ansigtsudtryk. De folk hun stødte på vej ud fra byen trådte næsten væk i det sekund de kastede et blik på hende. Der var bestemt et eller andet galt, men det var ikke til at sætte fingeren på.

//over and out ;D//

Caelon lå tilbage, og følte der var noget helt, helt galt, men han kunne intet gøre, især ikke som endnu et hoste anfald meldte sig. Der var dog intet han kunne gøre, og snart efter var han faldet i søvn igen. Urolig drømme var med til at forstyrre søvnen, men i det mindste blev hans helbred bedre.
Det tog et par dage, men snart efter var han på benene igen, men alligevel plagede tankerne om Kench ham. Noget var sket sidst hun havde været her, og han var ikke sikker på hvad.

//Out