Han kiggede overrasket på mennesket. "Jamen... I er jo ikke planter? I bliver jo bare våde af vand?" Han kunne ikke helt nøjagtigt se hvordan var så vigtig en del af menneskers overlevelse. De havde jo ikke rødder som de drak med. Var det virkelig så nødvendig for dem at drikke vand gennem munden? Han gjorde det jo kun for at han ikke kom til at se helt vissen og træt ud. Det var jo ikke noget han skulle. "Men det er sjovt at jage," sagde han begejstret. "Sådan at liste efter et bytte, og så springe frem fra sit skjul og overraske det! Jeg tror før jeg endte herude i skoven, så gjorde det rigtig meget. Bare på en anden måde end i gør det på. Hvis jeg husker rigtig så var spejle rigtig gode til at jage gennem." Han smilede som et lille glad barn, der huskede nogle af sine yndlings barndomslege. For ham var det jo også nærmest lege, men han kunne - eller ville - ikke huske de grusomheder det oftest ledte til når han forfulgte sit bytte.

Kasey blinkede lidt, som hun stod der og manden kom med nogle fuldstændig latterlige påtalelser. "Skal... skal du ikke have noget at spise? Uden regn dør naturen, uden natur forsvinder dyrene så vi ikke kan jage dem, og afgrøderne dør, så vi heller ikke har det at spise," udbrød hun, og glemte næsten sig selv. Det her var simpelthen for bizart, og hans forklaring på jagt gennem spejle gjorde det ikke ligefrem bedre.
Måske havde hans jagt ikke været så uskyldig som han gav udtryk for, og der var noget skræmmende ved at se en fuldvoksen mand, have et sådan barnligt smil på læberne. Selv Kasey kunne se at det hele ikke helt stemt overens.

Han kiggede overrasket over på pigen. Han lagde hovedet på sned med et løftet øjenbryn. Han kløede sig igen eftertænksomt på næsen. Hun virkede ikke tryg ved ham fordi han ikke skulle spise. Var det virkelig så væsentligt for mennesker at spise? Han synes at huske at de spiste tit, men han kunne da også godt lide at spise. Det smagte jo dejligt med god mad, men det var jo kun for at holde sig pæn? Han konkluderede at det måtte være væsentligt. "Jo, jeg visner også hvis jeg ikke spiser, men jeg dør ikke. Det tror jeg hvert fald ikke. Men det er jo dejligt at spise," sagde han med et stort smil. Små minder i det bagerste af sit sind fortalte ham at han har en gang deltaget i et ganske overdådigt måltid, men det måtte være for mange århundrede siden. Ja, over det årtusind han stort set havde brugt i sin lille dam. "Sådan er det vel for åmænd," sagde han med et skuldertræk og et uskyldigt smil. Han havde ikke en bedre forklaring på hvorfor det ikke var lige så vigtigt for ham, som det var for mennesker.

Det var helt klart ikke en mand der stod foran hende, men Kaseys viden for omverdenen var ikke så stor. Hun havde levet et meget isoleret liv i ulveklanen, og selvom hun havde hørt historier om andre væsner, var det ikke sikkert de var sande. Der havde nok sneget sig en dæmon eller to med i de historier, men for nu forbandt Kasey ikke dette væsen med disse skrækfulde væsner hun havde hørt om. Nej, åmand var nok det korrekte term for ham. 
"Det.. må være grunden," kom det korte svar fra Kasey som så endnu engang væk fra manden foran hende, men det var ikke for at tjekke for at se om hun ville blive overfaldet. Nej, nu var det kun usikkerheden ved at være omkring ham, der gjorde det.

//Inaktiv