Sarafina fulgte roligt efter den anden kvinde, og svarede ganske lavmelt. "Nej, jeg tror ikke de bliver et problem" om det var nogen hun slog ihjel på vejen, eller på anden vis fjernede, havde hun ikke bestemt sig for endnu. Det kom an på hvor kampvillige de var. Hvis de ikke ønskede ballade, kunne de jo bare gå. Det var et rart afbræk fra hverdagen bare at gøre noget udenfor en ordre. Hun skulle nok ikke vende sig alt for meget til det.

"Sådan har planen altid været - Jeg leger måske lidt med ham, men drabet er dit" Sarafina kunne mærke det var vigtigt, og selvom hun egentlig var fløjtende ligeglad med dens anden mening og følelser, havde det været planen hele tiden at hun blot skulle "lege". Så måtte Yasmin tage drabet som hun nu engang ønskede at gøre det. "Du har mit ord" Det var en æresting, som Yasmin nok mere forstod. Sarafina overholdte sit ord, og det skinnede igennem de matte øjne, som hun fastholdte den andens blik, til hun havde forstået at de var enige.

"Jeg har set hvordan de slås. De bliver intet problem," medgav Yasmin roligt. Hun vidste at hun sagtens kunne tage hans vagter. De var forfærdeligt ringe krigere i forhold til hende, når man så hvilket mønster de slås i. Yasmin så det dog kun fra den logiske tankegang, og vidste ikke helt, at det betød at hun nok var en bedre kriger end hvad hun gav sig selv lovprisning for.
"Godt, så lad os gå ind," Sarafinas ord og blik var nok. Yasmin vendte sig og gik direkte mod fordøren. Hun havde ingen intentioner om at være subtil. Hun gik blot hen til døren og åbnede den uden at banke på. Ganske rigtigt stod to af vagterne der og den ene vendte sig en smule irriteret. "Nåh.. Dig. Azar vil ikke se dig her," sagde vagten med et hånende ansigtsudtryk. De forventede ikke at Yasmin ville gøre noget ud af det. Men Mirandas ord havde haft en effekt. Og det havde Sigruns og Bjarnis ord også. Ganske vidst var hun stadig anderledes end så mange andre, men hun havde ikke tænkt sig at lade stoppe nu her. Pigen der havde forladt syden ville have stoppet. Men ikke nu.

Hun trak sin langkniv og holdt den næsten skødesløst frem mod vagten med spidsen peget mod hans bryst. "Jeg er ligeglad. Flyt dig, jeg vil se ham om han har lyst eller ej," sagde hun roligt. Som om det her bare var en normal samtale. Vagten kiggede mærkeligt på hende, før hans hånd begyndte at række ud efter sablen i bæltet. Yasmin ventede ikke på at han trak det. Hun trådte tættere på, vippede langkniven en smule op så den brød gennem halsen på manden, der spærrede øjnene op og begyndte at gøre fagter med armene mens en rallende lyd undslap hans læber. Yasmin kiggede blot intenst på ham, før hun trak kniven fri og greb fat om hans sabel der stadig hang i holderen i bæltet. Som han faldt, blev sablen automatisk trukket ud og hun vendte sig mod den anden vagt, der i øjeblikket stod dybt chokeret og nu rakte hænderne i vejret i ren og skær frygt.

Sarafina forholdte sig i baggrunden til en start. Det her var ikke hendes kamp, og hun skulle ikke storme frem og bare gå amok - mest af alt fordi det lå ikke til hende. Hun var rolig og dødselsfarlig uden at miste hovedet i hvad hun havde gang i.
Det var også som om at Yasmin ændrede natur - i hvert fald i let stil. Hun blev mere brutalt og hårdføre overfor manden foran sig, og der gik heller ikke langtid før hun fik et imponeret lille smil fra Sarafina, som var fuldt med ind i huset.
Det var brutalt.

Manden som var gået mere eller mindre i chok over den meget brutale behandling stak hurtigt halen mellem benene. Kujon.
Han bakkede mere eller mindre væk og vagte en væmmelse ved Sarafina. Hun hadede kujoner, og lige nu var han nok den mest illoyale i miles omkreds, ved sådan at bakke væk og trække sig til siden, så hans herre var mere i fare.
Den lange kniv som havde siddet i bæltet på elveren, gled lydløst og hurtigt ud af skedet og fandt sin vej frem til mandens ryg. Manden afgav et hult hyl, der ikke kunne høres som alt luft forlod ham i en forskrækkede bevægelse. Sarafina drejede kniven, så han for alvor mærkede smerten, inden han faldte til jorden med et klonk. Sarafina såligegyldigt ned på sit offer, inden hun trådte forbi ham og videre ind i huset.
Næste lokale gemte på en forskrækket køkkenpige, med øjne på størrelse med tekopper. Sarafina værfede hende væk og så afventende på Yasmin om hvor de skulle hen næst.

Der gik ikke længe for den anden vagt led samme skæbne som den første. Og Yasmin sagde intet imod det. Han bakkede væk. Han var ikkke sin våben eller sin rustning værdig. Man bakkede ikke væk. Så da Sarafina stak en kniv i ryggen på ham, kiggede Yasmin blot afventende på de to, til han faldt til jorden og Sarafina gik videre. Uden at tænke over det, tørrede Yasmin hurtigt sin kniv af i vagtens tøj og stak den tilbage i skeden, holdende et langt bedre våben i form af den sabel hun nu kastede let over i sin højre hånd. Hun fulgte efter Sarafina mod køkkenet hvor en forskrækket køkkenpige i øjeblikket var godt i gang med at løbe væk. Hun var ikke en kriger, så det var forståeligt nok.

"Der er tre vagter mere oven på. Azar er enten på sit lille bibliotek eller sit værelse," Yasmin gik væk fra køkkenet og mod de trapper der ved siden af, skjult bag den åbne dør. Hun gik op af trapperne, stadig med sablen trukket. Der var en smule blod på hendes trøje og en lille smule i håret og ansigtet fra den blødende vagt neden under. 
De kom op til en gang, hvor én af vagterne stod. Så måtte de to andre enten være i biblioteket eller i værelset med Azar. Denne gang gad Yasmin ikke engang give vagten en advarsel. Hun trådte bare frem og hamrede knoppen af sablen mod mandens tinding så han faldt sammen som en sæk kartofler. Han havde ikke hørt en skid. Han var en forfærdelig vagt. Men han var ikke hendes mål, så efter det, lod Yasmin ham bare ligge og gik videre, startende med at kigge ind på Azars værelse. Hvad Sarafina gjorde med krigeren, måtte være hendes sag. Lige nu havde Yasmin kun én ting i hovedet: Azar - Og han var ikke på sit værelse. Hun gik hen til biblioteksdøren og åbnede den, kun for at se de to vagter stå foran Azar allerede med deres våben trukne. De måtte have hørt tumulten. Yasmin stirrede på dem, før hun skævede mod Sarafina. "Samme måde som sidst?" spurgte hun, meget direkte og stadig roligt.

Det gik forholdsvis hurtigt for sig. Sarafina havde allerede mere eller mindre glemt alt om køkkenpigen igen, som var spurtet afsted - forståeligt.
Nu var hendes pmærksomhed mere på at gå videre hen af gangen, se lidt på vagten som var klasket sammen. Sarafina bøjede sig hen over ham, betragtede hvordan der hurtigt voksede en bule frem på hans tending. Kæft hvor var det elendige vagter han havde tilegnet sig - var den mand virkelig så kæphøj at han mente at han ikke behøvede bruge penge på ordentlige vagter.

Sarafina skar hans trøje op, som egetlig også gik ned i kødet, hvilket hun var ret ligeglad med. Hun tog en halskæde han havde om halsen, hvorefter hun lod knivbladet løbe over hans strube, efterlod ham til at forbløde.
Han havde ingen grund til at leve. At skåne ham ville blot være at udsætte smerten.

Sarafina var hurtig til at følge efter Ysara, efter hun havde stoppet halskæden ned i tasken, hvor den runde guldkugle i forvejen lå. Hun kunne altid bruge tingene til et eller andet.
Sarafina smilte et af sine sjældne smil "Samme som sidst" Sarafina var hurtig, og afventede egentlig ikke at Yasmin gik i gang. Hun afvæbnede den anden kriger lidt for let - havde de slet ikke fået træning? Hamrede ham ind i væggen og stak den lange kniv ind under ribbenen op i hjertet, som han stod i krampetrækninger og ikke var hurtig nok til at få elveren væk fra sig. Det var et nydeligt syn at se denne Azars noget forskrækkede udtryk. Men hun ventede også bare på at han skulle gøre nar. At Yasmin ikke var kommet alene. Yasmin behøvede ingen hjælp - men Sarafina synes nu det var meget "hyggeligt" at være med i legen.

Det så ud til at Sarafina tog den ene anden vagt der ikke var særlig dygtig. Den anden var en gammel ven af Azar og var den eneste der faktisk kunne sit kram nogenlunde. Det var tilfældigvis også den vagt, Azar ofte havde sat op imod hende når hun skulle træne, så desværre kendte han hendes mønster lige så meget som hun kendte hans. Det tog dog ikke modet fra hende, da hun selv gik mod ham med sin sabel i hånden, klar til at modtage hans angreb. Ud af øjenkrogen så hun det chokerede blik fra Azar. Men den korte øjenkontakt var nok til at hånen skinnede igennem. Hun reagerede ikke på det, valgte i stedet at fokusere på den sidste vagt, mens Sarafina med lethed så ud til at afvæbne den anden.

Yasmin og den sidste vagt udvekslede både finter og slag, men også denne kamp var hurtigt overstået. Yasmin havde ingen tålmodighed så hun pressede hurtigt vagten op i en krog og var ligeglad med at hans sabel ramte hendes venstre underarm og efterlod noget af et sår der. Hun stak selv sin sabel igennem hud kød og ind mellem ribbenene, mens hun flåede hans sabel ud af hånden på ham og kastede den væk. Derefter væltede hun ham i gulvet, trak sablen fri og så hvordan han sikkert ville dø. Hun sablens klinge hen over hans hals for at gøre hans lidelser kortvarige og vendte sin opmærksomhed mod Azar der havde rejst sig, chokeret, rasende. "Yasmin! Du træder ind i mit hjem og tager tilmed hjælp med for at klare dig her?! Har du intet lært!?" hans snerrende, vrede tone var meget tæt på at få Yasmins jernvilje til at smuldre. Men hun rystede den hurtigt af sig. Hun nægtede at lade ham kontrollere tingene nu.

Hun gik hen foran manden som burde have været hendes far, og nedstirrede ham, før hun skødesløst smed sablen fra sig og slog ham, lige i ansiget. Den forventede han ikke, så han faldt tilbage i sin stol, chokeret. Før han nåede at sige noget, lagde Yasmin sin hånd på hans pande og hendes øjne tog en mærkelig hvid nuance da hun trådte ind i hans sind og trak det med ind i sit fængsel. Azar så omgående rædselsslagen ud. Hun viste ham hans nederlag flere gange. Hun viste ham hans værste mareridt. 
I den virkelige verden gik der nok et halvt minut, før hun gav slip og kiggede mod Sarafina med et tomt blik. Inden i var raseriet dog virkelig voldsomt. Azar lignede lidt en brudt mand. Han græd i hvert fald mens han stirrede ned på den hånd han ikke havde. "Du ville lege med ham. Så leg," sagde hun, igen tom for følelser, før hun samlede sablen op og kiggede afventende mellem de to. Der dryppede blod ned fra hendes arm i en let strøm, men hun lod sig end ikke mærke med det. Det var hun alt for oprørt til.

Sarafina fnøs underholdt og lagde armene over kors. "Oh hun behøver skam ingen hjælp - jeg er her kun for at lege" Der var noget faretruende og nærmest psykotisk i hendes blik som hun stirrede på manden foran sig. Nederdrigtige mandsling. Han mindede hende faktisk lidt om en hvis kriger hun havde haft med på slæb på et tidspunkt som nød at forgribe sig på unge kvinder og tage hvad han ville have uden at spørge først.

Sarafina betragtede scenariet hvor den store stærke mand blev brudt ned styk for stykke, igennem noget som elveren ikke kunne se. Imponerende måtte hun sige. Hun forholdte sig rolig, med armene over kors alt imens det andet foregik.
Det var først da Yasmin talte til hende igen, at hun bevægede sig, flyttede sig væk fra væggen hun havde lænet sig op ad og bevægede sig slængrende, som havde hun alt tid i verden hen til den grædende mandsling.

"Du er en ynkelig mand, Azar" hun havde lænet sig fremad og hvisket det i hans øre, inden hun brutalt tog fat i nakken af ham og kastede ham tilbage i stolen, og pressede ham nede med en arm over struben.
"Ved du hvorfor det her sker? Det sker udelukkende fordi du er verdens dårligst far" hun hviskede stadig, tæt ved hans øre, og lod sin kniv køre ned af hans ud ved kinden og halsen, efterladende en stribe blod efter sig. "Først sørger vi lige får at du så absolut ikke kan få flere, ikk?" Hendes stemme var kold og øjnene lynede, som hun finhændet og med høj fart hakkede kniven ned mellem benene på manden, som fik ham til at skrige højt og ynkeligt i smerte. Hun sørgede for at dreje den godt, få så meget smerte frem som overhovedet muligt.

Yasmin tog sig ikke helt af, at Sarafina nævnte at hun ikke havde brug for hjælp. Det sagde sig selv. Hun ville måske være i en ringere tilstand nu, uden Sarafinas hjælp, men hun ville stadig have klaret sig. Det var hun helt klar over nu. Der havde kun været én god vagt, og han lå henne i hjørnet og blødte stille og roligt ud. Hun trak på skuldrene, som hun lod Sarafina tage over. Hun var en skræmmende kvinde, men Yasmin var så blottet for følelser lige nu, at hun bare observerede uden at sige eller gøre noget. Der var ingen reaktioner fra hende, ej heller da Sarafina skadede den mand, der ikke ville kaldes far. Yasmin blev bare ved med at kigge på. Også da Sarafine stak sin kniv op mellem benene på Azar, der satte i et skrig af den dybe smerte, der nu gik igennem ham, både psykisk og fysisk. Først nu bevægede Yasmin sig ud af flækken.

Hun gik hen og lagde en hånd på Sarafinas arm mens hendes rolige øjne søgte ind i hendes. "Han er ikke din tid værd," forklarede hun koldt. "Han er heller ikke min tid værd. Du havde ret, lige som alle de andre. Han er ikke spor bedre end mig. Hans vanære bespotter stadig hans ære. I det mindste er min sværdhånd ikke blevet skåret af," Yasmins ord var kolde og hårde, som hendes blik vendte mod Azar, der stadig græd og skreg mens han holdt sig for sine ædlere dele, der ikke var særligt ædle længere. Yasmin stirrede blot koldt tilbage, før hun trak sin langkniv og stak den ind i brystkassen på ham. Det krævede lidt et ekstra pres at komme gennem ribbenene, men hun gjorde det, og Azar spærre øjnene op i chok over at hans hjerte blev ramt og gennembrudt. De forblev åbne mens resten af hans krop blev slap. Igen trak hun langkniven fri og tørrede den af i hans tøj.
"Så er det gjort," hun kiggede igen på Sarafina. Stadig totalt blottet for følelser.

Sarafina var en smule uvillig fra at lade ham gå, trods at Yasmin blandede sig. Hun sendte kvinden et harmt blik, inden hun løftede sig, fra sin foroverbøjet stilling mod ham, for rigtig at kunne få fat. Hendes kniv sad stadig et ubehageligt sted, og blev først trukket ud da Sarafina var fuldt oprejst. "Som du vil - han havde alligevel ikke megen manddom at lege med" Specielt ikke nu. Hvad denne Azar havde gået igennem på ganske ganske kort tid, var værre end at blive kastreret.

Hans død var hurtigt og direkte. Ingen tid til tortur eller at udvide smerten. Kun en direkte stød. Næsten som et nådesstød for at stoppe hans smerte. Lidt som af aflive et sygt eller skadet dyr. Sarafina fnøs og tørrede sin blodindsmurte kniv og hånd af i den døde vagts tøj. "Har du det bedre nu?" spurgte hun lettere sarkastisk og vendte kniven foran sig, tjekkende at hun havde fået blodet ordentlig af inden hun satte den ned i skeden.

Yasmin havde godt hørt den spottende vrede kommentar fra Sarafina, men hun reagerede ikke på det. Hun opfangede ikke at vreden var rettet mod hende, fordi hun stoppede Sarafinas leg. Det var ikke noget, hun gjorde sig i overhovedet. Hun stak sin kniv tilbage i skeden og gjorde klar til at skulle begynde på den næste del af arbejdet: At samle ligene sammen og få dem til at forsvinde. Enten ved brand eller begravelse. Hun havde selv tænkt sig at blive her et par dage, for at tænke over tingene, så hun kunne ikke bare sådan lige brænde herregården ned. Bedst som hun gik hen mod én af vagterne, lød Sarafinas stemme igen, dybt sarkastisk. Problemet var, at Yasmin ikke forstod sarkasme og derved heller ikke kunne opfatte den slags humor eller for den sags skyld nogle andre former for humor.

"Nej," svarede hun blot ærligt, kiggende mod Azar. "Men det var heller ikke pointen med at tage hans liv. Han burde dø, så jeg tog hans liv. Det var ikke for min egen skyld, det var fordi han ikke burde leve," forklarede hun roligt, som hun kiggede lidt undersøgende på det dybe sår i sin underarm. Det blødte stadig en god del. Hun bøjede sig derefter ned til en af vagterne for at tørre sin blodige hånd af i hans tøj.

Ikke om hun begreb hvad der løb igennem knolden på den tøs. Hun var direkte distanceret, nærmest fuldstændig fra alt der var levende og kødeligt. Sarafina træk på skulderne og valgte i stedet at se sig omkring.
"Eller fordi han ikke var flink ved dig og din mor. Hvad en der passer dig" man slog ikke bare folk ihjel fordi de ikke fortjente at leve - okay, nogen gør, men de var som regel direkte psykotiske og udenfor pædagoisk rækkevide.

Blikket gik omkring, rettende på eventuelle rigdømme som hun kunne tilrage sig uden for meget ballade, men ærligt. Der var altså ikke meget at komme efter. Denne Azar var virkelig faldet i graderne det sidste stykke tid, af den ene eller anden anden årsag. Et lavt fnys forlod Sarafinas læber, som ikke andet end småmønter kom ud af en af vagternes pung. Måske et af de andre rum var mere tiltalende, selvom dette virkede som kernen af huset.

Yasmin fik sin hånd ren, men da hun stoppede rengøringen af den dryppede der nyt blod ned ad hendes håndryg. Hun kiggede intenst ned på blodet med et tomt blik og derefter på vagtens trøje. Endnu et stykke tøj blev flået af og hun fik lagt en hurtig forbinding. Det var nok ikke verdens bedste forbinding, men den var basisk gjort og ville kunne gøre det for nu. Hun rejste sig derefter op, lettere svimmel, før hun kiggede over på Sarafina. "Og det er derfor, han ikke burde leve. Det er sådan, det er blevet forklaret," af Miranda. Og nu var Yasmin også selv overbevist om, at det var sådan det skulle være. Hun kiggede over på ham. Azar. Gik hen til ham og skubbede hans døde krop ned fra stolen med en fod, næsten fraværende. Hun var ved at være træt for i dag, men det var bestemt ikke noget, hun havde lyst til at indse eller vise for Sarafina. Hun var en kriger, og nu havde hun frigjort sig selv fra den mand, der havde trænet hende. Hun havde overvundet sin træner. Hun måtte vel være successfuld nu? Hun måtte have det, der skulle til for at kalde sig en rigtig kriger?

Hun var ikke sikker, og det frustrerede hende faktisk rigtig meget, som hun kiggede ned på Azar med et tomt blik, der pludselig nærmest flammede op. Azar var grunden til alt dette. Mors død. Hendes egen måde at reagere på folk på. At hun først nu, efter at have begået alle de drab, var værdig. Vreden lyste ud af hendes øjne. Hun stirrede på ham. Og vendte sig rundt, for at gå væk, og hen til Sarafina. "Jeg bliver her de næste par dage. Jeg ved ikke hvilke planer du har, men jeg har ikke intentioner om at lade nogen finde hans lig. Eller de andre vagter," fortalte hun i en rolig tone, der slet ikke passede til hvordan hendes blik bare fremviste hendes lyst til at flå alting omkring sig fra hinanden. Dyret rørte på sig. Hendes næver knyttedes og hun rystede pludselig meget hårdt på hovedet, før hendes blik var tilbage på Sarafina. Hun fik hurtigt øjenkontakt og hendes blik blev endnu mere intenst.

Sarafina bemærkede et ud af øjenkrogen at hendes følgesven tilsyneladende var kommet til skade. Hun løftede let et øjenbryn, men vurderede hurtigt at det ikke var så alvorligt at Sarafina skulle til at lege sygemedhjælper. Eller rettere, tage stilling til om hun gad lege sygehjælper. "Jamen, så er alt jo godt" kom der en smule fraværende fra elverkvinden, hvis opmærksomhed var fanget af andre ting.
Hun gik hen til en reol, tog et par genstande ned og studerede dem. Indtil at Yasmin skubbede den døde krop af sin far ned på gulvet med et tungt klonk. Sarafina vendte sig med en eller anden lille figur lavet af dyreknogler. "Har du noget imod jeg tager lidt til mig?" det var vel pænt at spørge, selvom hun godt kunne finde ud af at snige det ned i sin taske uden at Yasmin ville opdage det.

Sarafina trak let på skulderne, som hun så ind i de vrede øjne som ikke kunne skjule deres overbalance af følelser. Nok var denne Yasmin kølig og tilbageholdende i sine træk - nærmest rolig. Hendes øjne sagde noget helt helt andet, en smule efterfulgt af et par næver som blev presset sammen. "Vi kan brænde dem, omend det måske vil vække en smule opsigt. På den anden side, har jeg ingen intention om at hjælpe dig med at grave huller. Det andet kan jeg gå med til" Så givende hun da var blevet. Det måtte være hjælpen med kuglen der påvirkede hende. Sarafina hun stod til en belønning når hun kom hjem - så kunne hun vel godt hjælpe pigebarnet lidt.

Yasmin blev stående, som Sarafina spurgte om hun godt måtte tage lidt af tingene. Figuren af dyreknogler var irrelevant. Yasmin kiggede bare på hende et stykke tid, før hun nikkede langsomt. "Tag hvad du har lyst til at tage. Med undtagelse af tingene i soveværelset," ikke fordi der var værdifulde ting derinde. Der var kun hendes mors ting, ikke så meget andet. Men det var stadig hendes moders ting. Hun ville selv tage sig af den del. Resten var hun ærligt talt pisse ligeglad med. Hun vandrede lidt rundt i lokalet på må og få for at give sig selv ro, da Sarafina nævnte at hun godt ville hjælpe med at brænde ligene. Men ikke med at grave huller. Hun trak blot på skuldrene. Så stort et behov for hjælp havde hun heller ikke. 
"Jeg har ingen intentioner om at vække opsigt. Resten af byen behøves ikke at vide at Azar er død før det er meningen at de skal vide det," sagde hun, igen meget roligt. Hun skævede mod Azar, vreden lysende ud af hendes øjne. Hun nikkede derefter langsomt. "Jeg klarer den selv herfra. Jeg håber du har fået det, du har brug for," hun var nødt til at vise sig fra en selvsikker side, og lige nu gik det da også okay. Hun så i hvert fald ikke på noget tidspunkt tvivlende ud over at sige nej tak til Sarafinas hjælp.

Sarafina var egentlig ganske tilfreds med det svar. At hun bare skulle holde sig fra Soveværelse kunne hun sgu nok godt klare. Det vidste sig da lige pludselig at være blevet en indbringende tur at tage på tortur jagt med denne fremmede kvinde, der var noget af en spøjs sammensætning. Ikke at Sarafina sagde noget til det, hun nikkede blot roligt "Okay, jeg holder mig fra soveværelset" men gamle bøger, pyntegenstande hun så nogen form for værdig i, skulle hun nok få taget med sig.
Hun stod ved reolen da Yasmin gav udtryk for at hun ikke ønskede at vække opsigt lige med det samme. "Men du skal nok ikke vente for længe. Folk bemærker hurtigt at huset er stille, og går der for mange dage uden aktivitet som de er vant til, stiller de spørgsmålstegn" Sarafina havde efterhånden været på mange missioner, og kendte hvert et fremskridt eller tilbageskridt ved at myrde et hus beboer.

Sarafina så en rum tid ned i en gammel bog med snoede bogstaver. Bogstaver hun sagtens kunne læse, men ikke forstod meningen bag. Den måtte være penge værd. Hun kiggede lidt videre, før hun hurtigt og meget pludselig løftede blikket og vendte sig om, ledende efter Yasmin. "Køkkenpigen! Hende skal du nok finde, inden hun begynder at snakke." At hun skulle havde overset blodet der svømmede fra ligende midt i gange og værelser, se det var en direkte umulighed. Sarafina var ligeglad med at det blev opdaget, men hun gad godt at samle lidt mere til sig inden ordensmagterne ville dukke op og lave rod i det hele.

Yasmin nikkede indforstået med, at Sarafina ville holde sig fra soveværelset. Det var rart at elverkrigeren respekterede det, så Yasmin gik videre med at kigge sig lidt omkring, vænne sig til tanken om en verden uden Azar. "Jeg ved det. Jeg bliver her heller ikke mere end én dag. Det her hus er irrelevant for mig," det var det i hvert fald nu. Hun gik ind i soveværelset der lå lige op til biblioteket og fandt hurtigt sin mors skjulte skrin under gulvbrædderne, samt en taske. Sit eget tøj tog hun hurtigt og fik lagt i tasken sammen med skrinet og en kæmpe pose krystaller der havde lagt på Azars natbord. De kunne nok godt bruges på et tidspunkt. Efter det var der var ikke rigtig mere af interesse for Yasmin, så hun gik tilbage mod biblioteket med tasken over skulderen, da Sarafina vendte sig mod hende, ret hurtigt og nævnte køkkenpigen.

Havde det være så mange andre, havde Yasmin nok givet hende ret. Men køkkenpigen var faktisk én af de få i tjenerstaben, der havde været med til at hjælpe Yasmin og hendes mor væk herfra. Hun rystede på hovedet langsomt. "Køkkenpigen bliver ikke et problem," fortalte hun roligt. De andre tjenere var her ikke engang, de var nok af sted for at gøre andre ting for Azar. Det var noget, Yasmin måtte tage sig af senere. For nu ville hun slappe af oven på al den strid. Det måtte man heldigvis godt, så hun dumpede langsomt ned i en af de andre stole i nærheden af den stol Azar havde siddet på før.
"Der er flere værdigenstande derovre. Ordensmagten kommer ikke før nogen sladrer. Og det kommer ikke til at ske," Når først Yasmin var sikker på noget, så var hun 100% sikker.

Ikke at hun forstod pigebarnet. Hun var meget ivrig efter at komme hertil, nedslagte sin far, for derefter at være fuldkommen ligeglad med dens rigdomme. Ikke at hun fattede det.
Men det kunne også være ligemeget. Sarafina kunne sagtens bruge de rigdomme som tøsen fravalgte sig. Det kunne gå hen og være blevet en fortrinlig forretning at være fuldt med hertil, ud over den korte torturtid hun fik sammen med herren der så fint fortsatte med at gøre tæppet under ham klistret af mørkt blod.

Sarafina sendte hende et skulende blik bestående af smalle øjne og en mistillid til orderne. "Fint, hvis du siger det" Hvis køkkenpigen så sladrede, ville Sarafina være over alle bjerge. Ikke på vilkår om hun ville indespærres i dette røvsyge område hvor støv nærmest var en del af aftensmaden!
Sarafina fulgte antegnelsen til hvor der var flere værdiggenstande, og gik ufortrødent i gang med at lede rundt, samlende specielle sten, krystaller, skulpturer og andet godt ned i sækken der nu indeholdte meget mere end den guldbelagte runde kugle. Virkelig indtjenene. "Aha.. og hvad så hvis der gør? Så er du på spanden. Jeg er her ikke til at tage skraldet.. og der er 5 døde her, inklusivt herren i huset." Sarafina vendte sig med en pose drageskæld i hånden "Det er ingen skab at være forberedt, putte. Specielt når man gør noget ulovligt" Bare at blive siddende her, var jo direkte at be om at blive taget af myndighederne.

Yasmin opdagede slet ikke det skulende blik. Hun havde travlt med, at falde til ro oven på al den kamp, så hun tænkte slet ikke over Sarafinas holdninger og meninger til dette. 
Det var først da Sarafina igen dukkede op efter at have tømt meget af biblioteket for værdigenstande, at det gik op for Yasmin, at kvinden var utilfreds med et eller andet. Da hun begyndte at rådgive og fortælle hvordan hun ville være på spanden hvis hun blev, trak Yasmin på skuldrene. Hun var stadig helt sikker i sin sag. "Jeg er vokset op i den her by, Sarafina," startede hun ud, ganske roligt. Hun var ved at begynde at slappe mere af nu, selvom det var meget forvirrende at blive kaldt putte. Hun fattede det faktisk ikke helt, sarkasmen og hånen der var i det. "Jeg har ikke bare tænkt mig, at sidde her og kukkelure og have skyklapper for øjnene. Jeg bliver her til jeg er færdig med de ting, jeg har planer om at få gjort. Jeg vil sandsynligvis vide det, hvis ordensmagten kommer, og jeg kender det her hus bedre end nogen anden. Også dets skjulesteder. Jeg er ikke tabt bag en vogn," forklarede hun, stadig i det rolige toneleje, som om at det her var en helt normal samtale for hende.
"Jeg beder dig ikke om at blive her sammen med mig. Det er dit eget valg, og jeg vil ærligt talt helst selv tage mig af skraldet så andre ikke bliver unødvendigt involveret," med det sagt var hun da taknemmelig for Sarafinas assistance, men hun ønskede ikke at bringe kvinden med sig ned i sølet. Det var lige gyldigt, hvor meget Sarafina så end havde gjort af andre ting før dette.

Sarafina himlede med øjnene af den yngre kvinde, der tydeligvis mente hun havde styr over alting der foregik omkring hende. Ja ja, hun var vokset op her. Det var skiderikken på gulvet sådan set også, gik hun ud fra. Og se hvad det havde ført til.
Men hun var ikke til stedet for at belærer den anden. Hun var ikke en mor som skulle rådføre sin umulige teenagedatter.

Hendes svar var direkte og som om hun havde været mafiabos i et tidligere liv og dette blot var en almindelig hyggestund fredag aften! Det var direkte underligt, og alligevel følte Sarafina en sammenligning mellem hende selv og den anden. Sarafina var ældre, meget ældre, og nok havde hun ikke haft en kontrollerende far som forlangte at hun blev en krigsmaskine - den vej havde hun selv fundet. "Fint. Jeg forsvinder med stor sandsynlighed når jeg er færdig med at tage hvad jeg orker." Hun var ikke sikker på at hun satte særlig stor pris på pigebarnet måde at håndtere tingene på, men det var hende selv det gik ud over hvis tingene gik ned af bakke. Det skulle nok blive interessant at afprøve

//afsluttet

- Tager hen til Yasmins far og myrder ham fint med dejlig tortur

/afsluttet