Caelon kiggede kort over på Kench. Hun havde det tydeligvis ikke godt i sin nye form, men han kunne intet stille op lige nu. En almindelig healings eliksir kunne ikke gøre noget, så han forsatte med sit arbejde, selvom hans hænder blev ved med at ryste.
Han kunne komme med mange grunde til hvorfor det skete, men først da han tabte kniven, som nær havde ramt hans fod, og han begyndte at gispe efter vejret, var han klar over hvad der var igang med at ske med ham. Han havde været oppe hele natten uden han havde opdaget det, så han havde aldrig fået taget sin morgen medicin. Selv fra Kench's position, ville hun kunne se hvor absolut skrækslagen han så ud. Dog var alle tanker om Kench væk fra hans hoved. Hun havde været stille i et stykke tid. Så selvom hele hans krop rystede og han dårligt kunne få vejret, fik han da vaklet over til et af hans skabe med eliksirer og det var nærmest manisk hvordan han skubbede flaskerne med eliksirer til side for at få fat i en der stod aller bagerst, med kulsort væske i. Han fik kun lige akkurat fat i den, før hans ben gav efter og han faldt ned på jorden med et dunk.
Han kunne næsten mærke sygdommen allerede sprede sig i hans krop, så selvom hans hænder rystede, fik han taget proppen af og nogen lunde ramt munden så han kunne få det ned. Helt godt gik det dog ikke, da han stadig havde problemer med at få vejret. Heldigvis hjalp det en hel del, da det første kom ned gennem halsen, og han ligeså stille kunne begynde at få vejret. Dog rystede han stadig, men det stoppede ham ikke for at hive op i sit ærme og skubbe forbindingen væk fra pletten på hans arm, for bare at erkende at jo, det havde bredt sig. Stadig næsten uviden om at Kench stadig var i rummet.
Krystallandet
