Han smiler skævt ad hendes kommentar om de fire navne og ler så let. Han har ikke svært ved at forestille sig, hun kender en del, selvom de finere kredse nok er lidt uden for hendes rækkevidde, men det generer ham ikke. Han er selv kender af mange mennesker fine som fattige, og han nyder altid selskabet fra andre, hvilket gør det let for ham at møde andre mennesker. Han føler sig altid tilpas sammen med andre, selvom han i nogle tilfælde kan have lidt svært ved at være tæt på folk. Men ikke smukke unge kvinder, den sag er helt sikker.
Selv har han fået mange timers undervisning i tidens løb og er velbevandret i alle de store og små emner, der gør det let for ham at føre en konversation, og selvom han hadede det dengang det stod på, er han glad for at have gennemgået det den dag i dag.
"Ah, Deres Majestæt," siger han så leende, da hun vælter ind mod ham, og han gør sit bedste for at holde hende på ret køl og få det til at ses så lidt som muligt af de få tilskuere til galskaben. "Undskyld," hvisker han så dæmpet, "jeg kunne ikke lade være med at drille dig lidt." Han smiler så uskyldigt det vil være svært at blive sur på ham, og hans blik er så fyldt af varme og venlighed, det er designet til at tage pusten fra en kvinde.

Nadia var nok bunden af samfundet, men hun kendte alligevel folk fra de forskellige klasser, og hun havde netop mest kontakt med overklassen, da det var dem, som gav de bedste penge for de forskellige jobs. Og var der noget, som hun elskede, så var det penge, og hun ville gøre alt for at få dem.
Nadia kunne ikke lade være med at fnise svagt over Levons udbrud, da hun faldt ind i armene på ham. Hun kunne sagtens forestille sig, hvordan folk de kiggede på dem, men hun var ret ligeglad. Folk lagde i forvejen mærke til hende på grund af hendes påklædning, så hun var vant til opmærksomheden.
”Hmm..”[/color] kom der fra Nadia, som om hun rigtig overvejede, om hun skulle tage imod undskyldningen eller ej, men kunne ikke lade være med at smile. ”Jeg tror, at jeg vil acceptere din undskyldning.”[/color] sagde hun i drillende tone og satte en finger på brystet af ham og sendte ham et smil.

Han smilede til hende på sin charmerende måde og var glad for hendes fnisen, der havde været selve meningen med at sige det. Selv var han også vant til at blive set på, så det generede heller ikke ham, og han dansede blot videre med hende.
Han lo over fingeren mod sit bryst og løftede så den hånd, han holdt, op over hendes hoved og drejede hende rundt om sig selv, før han placerede hende i sine arme med ryggen mod hans bryst.
"Er jeg stadig tilgivet?" spurgte han drillende meget tæt på hendes øre, mens han vedblev at smile charmerende til hende.

Nadia fandt sig i at blive drejet rundt om sig selv igen. Det kom dog en smule bag på hende, da hun endte med ryggen mod hans bryst. Hun havde dog intet i mod det. Hun grinede svagt, da Levon hviskede hende i øret. ”Måske.” svarede Nadia med et grin.
”Men det kan være, at jeg ikke kan tilgive dig for at være charmerende.” Hun trykkede sig en anelse længere ind til ham, hvorefter hun trak sig væk fra ham igen. Hun smøgede sig ud af hans arme og drejede fronten mod ham. Hun satte begge hænder på brystet af ham og sendte ham et skævt smil. Det var ikke til at sige, hvad hun tænkte.

Han nød at mærke hende ind mod sig, nød lyden af hendes latter, der tændte en lille flamme i ham.
"Det er så svært at lade være! Er det virkelig så stor en synd?" spurgte han drillende og lagde armene mere beskyttende om hende, da hun trykkede sig ind til ham, kunf or at måtte slippe hende igen, da hun trak sig ud af hans arme. Hun stod med begge hænder mod hans bryst, og han smilede charmerende, indsmigrende, mens han rakte op og strøg hende over kinden, før han lagde sine hænder om hendes overarme og kærtegnede hende med sine tomler. Hun var meget svær at aflæse, og derfor gik han ikke skridtet videre tila t trække hende ind til sig i et kys, men holdt blot om hendes arme med en blidhed, der ikke matchede hans massive krop.

Nadia grinede svagt over hans svar. ”Det kan blive en synd at være charmerende. Specielt, hvis det gør en uimodståelig.”[/color] hviskede hun. Hun spillede et spil, det vidste hun godt, men hvor længe ville hun blive ved med at spille med? Og hvor langt ville hun gå? Og hvornår blev legen for god? Skulle hun gå hele vejen? Så mange spørgsmål uden svar.
Et svagt smil bredte sig på hende læber, da Levon strøg hende over kinden. Han vidste virkelig, hvordan han skulle gøre det. Hun følte svagt, at hun blev påvirket af hans charme, og hun plejede ellers at kunne modstå alt. Han gjorde det godt. Hun begyndte at smile en smule fjoget. Hun lagde mærke til, at gaden omkring den faktisk næsten var tom udover de få folk, som nu gik forbi.
Hun lod blikket hvile på hans læber, hvorefter hun igen kiggede op og betragtede hans øjne. ”Vi blev vist aldrig enige om, hvorefter jeg skulle takke dig.”[/color] sagde hun lavt med et skævt smil.

"Uimodståelig?" Han tyggede på ordet med et skævt smil. "Det vil jeg tage som en kompliment!" Så bredte smilet sig til begge sider af hans ansigt på mest charmerende vis. Han kunne se, hun var påvirket af hans charmerende side, og det frydede ham. Det let fjogede smil gav hende for alvor bort, og han følte sig mere sikker, da hendes blik gled til hans mund, og hun talte. Han trak hende ind til sig ganske langsomt, så hun kunne nå at sno sig fri, hvis hun ville, mens han stille svarede hende med sinde ravbrune øjne fikseret på hendes:
"Der er en hel del ting, der kunne takke mig for den lille tjeneste." Ordene var som fløjl og smøg sig om hende som en kælen kat.
Hvis hun ikke trak sig ud af hans favn, ville han fastholdende hendes blik trække hende helt ind til sig og lægge armene om hende, mens den ene hånd ville glide op i hendes nakke, før han ville fange hendes mund med sin og begynde questen på at give hende så god en oplevelse som hans øvede mund overhovedet kunne mønstre.

Nadia grinede svagt, da Levon blev enig med sig selv om, at han ville tage hendes ord, som et kompliment. Det var ikke det første kompliment, som hun havde givet, og det ville skam heller ikke være det sidste. Det var bare ikke altid, at hun gad at dele dem ud. Hun gjorde oftest kun, når hun fandt det nødvendig.
Hun lod sig blive trukket ind til ham. Tilfældige tanker strejfede hende. Hun havde ingen plan. Hun betragtede den ravbrune farve i hans øjne. Så tæt, som de stod, burde han muligvis kunne fange noget af den lilla farve i hendes øjne, som var gemt bag masken.
Et smil spillede sig over hendes læber ved hans ord. Selvfølgelig var der en del ting. Spørgsmålet var bare, hvilke ting det var, han tænkte på. Det var selvfølgelig kun en lille tjeneste, som han havde gjort hende, fordi hun ville let selv have klaret vedkommende, men hun havde sluppet for skaden.
Hun mærkede hans hånd i nakken. Det trak en smule i mundvigen. Dette var en leg, som hun havde leget en del gange før. Hun kunne enten vælge at lade deres læber mødes, eller hun kunne dreje hovedet til siden. Men det var ved at være noget tid siden, at hun havde leget. Så hun valgte ikke at dreje hovedet og lod hans læber indfange hendes.

Han nød hendes grin, sugede lyden til sig med en selvisk tilfredsstillelse, han ikke ville lægge skjul på. Han nød kvinder på mange måder, ikke kun fysisk, og da han generelt var tilhænger af latter, befandt han sig godt, når en kvinde lo - ad ham eller med ham, det kom sig i grunden ikke så vidt.
Som han trak hende ind til sig, fik han ganske rigtigt et kort glimt af hendes øjne, farven fortryllende ham til et ønske om at se mere. Dog accepterede han hendes valg i at bære maske; hun måtte have sine grunde.
Måske var det kun en lile tjeneste, han havde gjort hende, men det var også en lille belønning, han krævede - syntes han selv.
Den svage trækken i hendes mundvig opmuntrede ham til at afkræve hende et kys. Legen var ældgammel, og han nød den altid. Der var så mange kys at smage. Nogen mente, at når man først fandt en "smag" man kunne lide, behøvede man ikke prøve alle de andre, men Levon var uenig! Ville måske denne ene ikke falme med tiden og få en til at længes alligevel? Længes og fortvivles, gribende desperat efter et minde holdt gyldent kun i ens egne tanker? Næh, langt bedre var det så at holde mindet i live et sted, hvor det aldrig kunne falme. Skidt pyt med hvor mange af disse minder, han lagrede; de var specielle for ham hver og en. Det ville dette også blive, det var han sikker på!
Deres læber mødtes. Han var ikke helt blid og forsigtig, ej heller tøvende, men lod læberne arbejde øvet og præcist og med formålet at behage hende. Han kærtegnede hende let med tomlerne og lod øjnene glide i, bare nydende følelsen af hende så tæt på sig.