Renatikas svingende arme beroliger den rødhårede knægt, på sin vis, for ét eller andet sted ved han godt at hun ikke ville lade dem svinge sådan, hvis hun var sur, mut eller trist. Så ville hun nok slet ikke snakke til ham, måske slet ikke være her i nærheden af ham. Det er han nu egentlig meget glad for. Han kan ikke huske hvornår han sidst har snakket med hende, men han er sikker på at de ikke snakkede pænt til hinanden, sidste gang. Han har fundet ud af, at så længe han ikke nævner Mørkets Lord, så kan de holde det ned på et normalt niveau.
"Dernede?"
Lucifer overraskes af hendes pludselige interesse, men smiler alligevel. At høre hendes stemme kan kun undervurderes.
"Jeg tror der er..."
En tavshed kaster sig over dem, atter en gang, og en let brise får træets blade til at gynge fornøjet i en melodisk dans. Lucifer skænker dem et kort blik, før han, efter en kort tænkepause, færdiggør sin sætning.
"Støv og sand og edderkopper. Store edderkopper. Og tykke spindelvæv. Måske et par skeletter, fra folk der er faldet i kløften, både med og uden vilje."
Lucifer gyser over sine egen tanke. Gad vide hvor mange der egentlig er faldet derned, i tidens løb? Eller måske sprunget med vilje. Han selv har i hverfald overvejet det et par gange i sit liv, men er dog aldrig gået så vidt, og håber på at det aldrig bliver en nødvendighed.
"Det kan også være, at der bor en engel. Hvad tror du Renatika?
Lyder det lettere melankolsk fra ham, og hans blik bliver fjernt, hvilende i den orange horisont.
Krystallandet
