Rafik så kort på Riddick. Han havde for en gangs skyld gjort noget uden at blive tvunget til det. Han havde trænet. Hvad der så havde været hans motivation vidste han ikke, fordi det var tydeligt at udsigten om Rafik straffede ham for det ikke hjalp. Måske skulle han være meget hårdere hvis han skulle motivere sin elev, men det måtte komme til overvejelse senere. "Ikke dårligt, men det kan blive meget bedre. Jeg troede lige at du var en uselvstændig bastard, men det viser sig at selv bastarder kan tænke selv." Det var nok den største omgang ros Riddick kunne får fra Rafik lige forløbig. Han skulle hvert fald ikke sætte sit hoved efter mere af den slags. Han anså Riddick som en bastard. Han var ikke født inden for klanen, derfor var han en bastard, en uren nærmest. Han brød sig virkelig ikke om folk udenfor klanen, og derfor faldt Riddicks far også i Rafiks agtelse, da han valgte at få sig en unge med en kvinde udefra. For Rafik var Riddick en horeunge, derfor havde han på ingen måde medlidenhed med ham.

Rafik fjernede sin kuppel, og solen skinnede ned på ham igen, men det gjorde ham ikke noget. Ikke endnu. Om ikke så mange timer ville solen være på sit højeste, og fordi Riddick kom for sent, ville han blive nød til at træne i den høje sol, og hans hud ville nok blive forbrændt, men Rafik havde været på forkant og i hans taske var der en salve til at lindre smerten. Han rejste sig op, og holdte en hånd over sandet, og en firkantet piedestal rejste sig på højde med Rafiks bryst. Han så hen på Riddick. "Læg dig herop, og du ved hvad der sker hvis du brokker dig!" Hans stemme var kold og nådesløs. Det var tydeligt at det ikke ville være et spørgsmål om at Rafik ville straffe sin elev, hvis han modsagde sin læremesters ordre. Straffen ville komme nådesløs og hård. Rafik havde igen tømt sit sind, så Riddick ikke ville kunne se hans intetioner. Piedestalen var på størrelse med en briks, bare lidt højere. Riddick ville uden problemer kunne ligge på den, uden at hans krop ragede udover, undtagen hvis Riddick selvfølgelig prøvede på det.

Han så på sin elev med mistroiske øjne. Hvad var han ude på? Den knægt var umulig, men når han begyndte at opføre sig ordentlig eller fedte for ham, så var der noget galt, eller så havde han gang i noget lusket. Rafik var en mand der bedst kunne lide at ting forholdte sig ordentligt, men han regnede aldrig med at en udefra kommende, en bastard, ville kunne indordne sig i klanens fællesskab. Alligevel var han lidt lettet over at han ikke skulle igennem alle mulige problemer for at overtale knægten til at gøre som det blev sagt, fordi meget så ud til at være meningsløst, men hvis det blev gjort som der blev sagt, så ville det gøre langt mere gavn end man ville kunne tro.

Han gik hen til sin elev, og så på ham med sine nøddebrune øjne, og smilede lidt under alle de tørklæder der indhyllede ham. "Nu ligger du stille, og du rører dig ikke ud af flækken, lige meget hvad der sker. Hvis du så meget som flytter dine fingre vil det gå ud over dig. Du må heller ikke bruge magi. Husk! Det er kroppen vi styrker nu." Igen sørgede han for at holde sit sind i ro, så det ville være meget svært for Riddick at læse sig frem til Rafiks hensigter med denne øvelse, hvilket han tidsnok ville få at se. Det kunne nærmest virke som om han ville udsætte sin elev for en hvis tortur. Måske en hårdheds prøve. En test til at se hvor hårdfør hans elev var, og hvor mange prygl han kunne tage.

Han rakte sin ene hånd hen over sin elev, og sandet dannede lynhurtigt to meget solide lænker omkring Riddicks fødder, så de ikke kunne flyttes. Rafik holdte hele tiden øje med den mindste bevægelse ved Riddick. Han skulle nok holde ord. Straffen ville ikke altid komme lige med det samme, men komme, det skulle den nok. Da lænkerne var på plads lod han sin arm falde langs siden af sig selv, og halvdelen af sandbriksen, fra Riddicks hovede og helt ned til lige på midten af hans røv, sank sammen, så Riddick skulle holde sig vandret i luften, uden anden hjælp en sine mavemuskler, og han måtte ikke røre sig ud af flækken. Rafik håbede at han ville fange Riddick uforberedt, fordi øvelsen ville blot blive meget hårdere hvis det skete. Lænkerne omkring Riddicks ankler gjorde at han ikke gled ned fra briksen i sin øvelse, så det var egentlig blot en hjælp. Rafik begyndte at gå rundt om Riddick, mens han skulle holde sig vandret, og ikke røre sig. Rafik havde foldet sine hænder bag sin ryg.