Koda måtte tænke sig godt omher, ville hun have en lille alf med sig, det kunne vel godt blive nyttigt, men Koda kom så tit ud i problemer at den lille alf måske mere ville få problemer ud af det end det ville gavne. Men stadig kunne Koda ikke få sig til at blot lade den lille alf være helt alene når sådan hele verden var imod den.
"Jooo, det kan du da godt, men jeg rejser bare af tilfældige veje uden rigtigt noget mål" svare Koda venligt. Det var hendes normade blod der gjorde det, hun kunne bare ikke blive samme sted flere dage af gangen, det var bare Koda's natur.
"Følg du bare mig et stykke tid, så må vi se hvad der sker" sagde Koda så venligt og havde næsten lyst til at klappe Jes oven på hoved men lod hver da hun var bange for at mase ham.
Koda havde stadig svært ved at forstille sig hvor eftertragtet denne alf var, men hun tog hans ord for gode og stolede derfor på Jes.

Jes klappede lystigt i sine hænder, som var hele hand verden reddet af Koda. Han lettede op og fløj rundt i cirkler før han så landede stille og satte sig på Kodas hoved. Hår er altid dejlig blødt.
"Du vil ikke fortryde det! Jeg er godt selskab!" sagde han og lagde sig på maven, på Kodas hoved så han kunne se lidt ned over hendes ansigt, med et smil.
"Så din tur her i skoven var også bare en tilfældig vej? Jeg syntes den var meget heldig!" sagde han, med humor på at han jo var en firkløver alf. Det er jo sådan hans humor nu engang er. Barnligt og hyperaktivt.

Koda kiggede efter den lille alf og var lige ved at blive rundtosset af at se ham flyve i cirkeler, men morsomt så det nu ud og Koda små grinte blot lidt. Det var utroligt at finde sådan et lille væsen med så meget liv i sig, det var nærmest helt herligt.
"Det lyder godt" sagde Koda venligtog skulle lige vende sig til at have en alf siddene oven på hoved.

"Heldig og heldig, måske på nogen punkter, men jeg var entelig på jagt efter skovens hemmelighedder men de er jo lige som forsvundet med elementernes hærgen" forklarede Koda venligt og satsede ikke på at finde andet i dag end lige Jes. Hvilket på en måde i sig selv måske var heldigt nok, nu havde hun da noget selvskab til hun kom ud af skoven igen, og så var Jes sikker på at de mænd ikke kom efter ham igen.

Jes blev siddende på hendes hoved og pegede så til venstre igennem skoven. "Hvis du vil ud, så ligger der et lille sted i den retning!" sagde Jes noget ophøjet med at han føler sig meget mere sikkert nu, og kan måske komme til at se verdenen på tæt hold!
Han blinkede lidt og begyndte så at le over først at have fattet at hun var ude efter glemte skatte. Med et knips med sin finger, sad han bare på Kodas hoved med et bredt grin. Han havde kastet lidt held på Koda. Altså må du selv bestemme i hvilket omfang hun er heldig. Om det er at hun finder en enkel dyrbar krystal eller falder i et hul med en skjult ruin.