Arista så rundt, med et undrende blik. Faldt om ... Når ja, det var det der skete. sagde hun roligt, dog en smule forbavset
Arista tog glædeligt imod hånden fra Nickazho og kom da op og stå. Mange tak. sagde hun smilende og venligt.
Hun så sig undrende omkring. I hvilken retning skal vi? spurgte hun ham stille, mens hun roligt trak vejret. Hun var noget kun nysgerrig, for hvor mon han boede henne?

Nickazho smilte venligt da Arista kom på benene, men slap også hendes hånd så snart hun var kommet op at stå.

"Ingen årsag" Han havde egentlig aldrig regnet med at sige de to ord efterfulgt hinanden i en sætning til en krystalisianer.
Da Arista spurgte om retning tvivlede dæmonen tydeligvis ikke på sit "kompas" i hovedet.

"Vi skal et godt stykke vej. Et sted hvor der er forholdsvist fredeligt. Vi skal følge vandkanten et stykke rundt... hmmn.. Jeg skal nok vise vej, det er klart. Jeg behøver vidst ikke at forklare vejen for dig, for du skal jo ikke finde ud af det på egen hånd.." Det var en tale som både var henvendt til Arista, men også til Nickazho selv. Dæmonen følte sig en smule dum på dette plan, og dermed måtte han lige konstatere for sig selv, at der slet ingen nytte lå i det med forklaringen.

"Kom med denne vej..." Sagde Nickazho hurtigt, sådan så Arista ikke skulle tænke for meget om dæmonen når nu han halvt om halvt også snakkede til sig selv.
Den lillae dæmon fulgte strandkanten og så gik han ellers bare derud af.

//out

Arista smilede til Nickazho, mens hun blot fulgte efter ham, langs strandkanten. Hun havde kort undret sig over hans besynderlige svar, men det glemte hun alt om, mens hun fulgte ham.


//out