Han stirrede egentlig bare tilbage til dæmonen. Han kunne næsten mærke den harme der var i Barads sind og han var faktisk fuldstændig ligeglad. Den dæmon havde jo ingen form for fornuft og almindelig logik. Godt nok var han tilhænger af Kile, men han nærmest undervurderede naturen. At han troede at Elementals var mod deres egne var underligt.
"Det kan godt være at de har levet længe, men igennem deres liv så har fornuft og logisk sans ikke fundet vej til deres sind. De er så ignorant som et barn." Han fnøs lidt hånende af dæmonen. Det kunne godt være at Barad var 480 år ældre end ham, men man skulle virkelig tro at Barad var hele 10 somre yngre end vampyren. At man kunne tro sådanne ting om naturen, så var man virkelig blæst for al fornuft. Han var lige så blæst som en af Mørkets Krigere, der også havde den holdning om naturen. Måske regnede han ikke med at han kunne herske over naturen, så var han da i det mindste så intelligent, men at tro at Elementals, en del af naturen, var kommet for at smadre den, var alligevel lidt groft. Enhver idiot kunne se det, selv Morgoth kunne nok godt, og han frygtede dem jo. Hvis ikke han havde frygtet dem så var jo ikke kommet alle de advarsler om Elementals op. Han satte Elementals i så dårligt lys at man regnede med at de var blodtørstige dræbere der gjorde alt for at dræbe hvert enkelt menneske bare for fornøjelsens skyld. Hvem ville nogensinde kunne flygte fra en ildelemental der var hurtigere end en steppebrand, eller en vindelemental der var så farlig som en orkan. Hvem ville kunne vide sig sikker på havet i nærheden af en vandelemental, der var lige så uforudsigelig som havet. Hvordan vil du kunne undgå et træelemental, selvom de er langsomme, så er dens magi så hurtig som lynet. Man kunne ikke flygte fra dem. Hvis de ville have en, så fik de dig også.

Barad brød sig ikke om den måde Latoris talte til ham på, det var simpelthen bare respektløst. Han hævede sit tyngdekraftfelt nok til at Latoris ville kunne mærke at han blev skubbet til. Selv alt den sne og is, der før havde været under Barad, var nu skubbet væk, og gav formen som en sphere rundt om ham. Barad blev stille og roligt ved med at hæve styrken på han evne.

Hans kappe begyndte at blafre lidt efter at Barad begyndte at hæve trykket, og håret dansede lystigt. Hovedskallerne klirrede mod hinanden og sværdet svingede frem og tilbage, men Latoris lod sig ikke synderligt røres af det. Han så ud som om det var noget han oplevede hver dag, selvom han aldrig oplevede det fænomen.
Efter ikke særlig lang tids blafren begyndte det hele at falde til ro omkring ham. Kappen lagde sig blidt omkring hans ryg og håret faldt ned foran hans øjne igen. Skallerne slog nogle enkelte slag mod hinanden med nogle hule lyde før de faldt til ro, og sværdet vippede en smule. Han kunne godt mærke at Barads evne blev stærkere hele tiden, men for ham var det bare en blid brise der flød gennem ham. Han var i den tilstand har var så langt tæt på at være udødelig som mulig, men han kunne ikke rigtig bruge vejret, da det alligevel krævede en smule koncentration. Han kunne heller ikke være i dette stadie for evigt, men alligevel et godt stykke tid.
"De har en imponerende evne Barad. Den vil virke godt mod mange folk." Han nævnte ikke at det ikke virkede på ham, siden Barad nok godt selv kunne regne det ud, siden lufttrykket ikke længere påvirkede hverken ham eller hans ting. Mange blev bange for ham når han gik over i det stadie, hvilket også var farligt hvis han var i dræber lyst, siden han kunne sætte dele af hans krop ud af stadiet, hvilket også kunne betyde sværdet eller hans tænder. Han havde ingen intentioner om at gøre det nu, da trykket nok ville presse hans sværd ud af hånden på ham. Ikke på det nuværende tidspunkt det skulle bruges. Han havde heller ikke ligefrem tænkt sig at kæmpe. Han gad ikke. Han var ikke en gang sulten, hvilket ofte kunne give ham lysten til en lille kamp, men han havde spist for et par dage siden.

Barad stoppede med at bruge sin evne, så tyngdekraften bliv normal igen. Han så bare lidt forvirret på Latoris i stedet. *hvordan kan man ikke blive påvirket af et tyngdefelt?* tænkte han. Han så på ham med forundret øjne.
Han kunne da mærke hvilken evne han brugte og gjorde det selv. Tak og i lige måde sagde han og smilede roligt til Latoris.
Han stoppede med at benytte sig af evnen og gik lidt nærmere. Da han var kommet nærmere kunne han se at Latoris ikke var nogen levende person, men en vampyr. Hvordan kan det være at du kan modstå solens krafter på din hud? spurgte han roligt og med en venlig tone.

Han vidste det virkelig ikke. Han havde dog et bud. Måske hans evne til at manipulere med vejret gav ham en form for resistens mod vejret, men han vidste det ærlig talt ikke. Kemarano, hans skaber havde også en resistens over for solen, så måske stammede det derfra, men sige det med sikkerhed kunne han ikke.
"Jeg ved det ikke. Solen har aldrig brændt mig. Jo jeg har været bange for solen, men det viste sig bare at jeg kan modstå den af en eller anden grund. Min hud er også en smule mørkere end andre fra min race. Måske har det noget at gøre med min skaber, men jeg ved det ikke. Jeg har altid elsket solen, selvom det er meget underligt for en vampyr. Kærlighed til solen plejer ikke at høre os til. Vi holder normalt mere af månen, som jeg holder lige så meget af. Naturen er et dejligt sted." Han havde egentlig levet det meste af hans liv i naturen. Han havde aldrig rigtig boet inde i en by. Landsbyer kan man godt sige, men aldrig i en store befolket bebyggelses område. Han brød sig egentlig ikke om det, og han elskede at opholde sig i den fri natur. Der hvor vejret herskede. Der hvor han kunne være i et med sit element. Han var nok det der kom tættest på et 'vejrelemental', hvis man skulle kategorisere andre folk som elementals. Han ville dog ikke rigtig få sig sådan en titel, da han nok ville ende med at blive jagtet af nogle skøre Elementals jægere. At nogen kunne være så dumme, at prøve at jage sådanne væsner var alligevel underligt.

Han så på ham med hans lysende blik. Han undrede sig lidt over hvem hans skaber kunne være, hvis det da var derfor, at han kunne tåle solen.
Han rystede lidt på hovedet, han ville ikke tænke på det mere, men var egentlig mere interesseret i at komme videre. Han ville gerne sludre, men han ville egentlig heller hjem i hans hule, da han ikke har sovet i et par dage.
Så må du takke din skaber når du møder ham igen. sagde han roligt og vente sig om, mens hans form skiftede til en mere røg agtig en. hans horn og pikke var ikke længere synlige, men han lignede mere en røgsky med ansigt nu. Pas på dig selv 'vejrmand' sagde han med et lille grin. mens han stille bevægede sig i en nordlig retning.