"Okay.." Nathaniel så mod hans arm og rystede på hovedet over ham. Han lænede sig tilbage i stolen og skulle til at tage sit glas da han opdager at det er tomt. Han sukker svagt og tænder istedet for en smøg og lader den hænde i mundvigen. Nathaniel lod de andre kugler som så småt var ved at dele sig rundt om ham og så ned på sine ben som langsomt forsvandt ned i skyggen, men kun benene, han gad ikke at gå, men had gad ikke at se på den baby der stod der og lignede han skulle til at tude.

Eugene fnøs kort, inden han rettede sin ryk igen. Da han var sikker på at faren var overstået, så han ned på sin arm. Skønt, det skulle sikker syes det sår! Han rystede kort på hovedet, inden han sukkede opgivende og vendt om på hælen.

"skide vanskabning.." Mumlede han for sig selv, inden han valgte at åbne døren til kroen, og forsvinde ud i natten igen, fuld af raseri og smerte.

// Out

//out

En rolig vinter aften, hvor mørket udenfor er koldere end det burde, mens kroens lys og rolig snakken trækker en ind, som møl om lys. Man skulle ikke tro det var et års skifte, sådan som dagen har været, men noget alkohol og afslapning skader aldrig. - Eller det var sådan Patrick tænkte mens han stod udenfor kroen, med det sidste af en smøg i munden, for at få det sidst friske luft ud af den. Han åbner døren til kroen mens han halvt om halvt er inde, trædende på skoddet.
Med et fnys og et bask her og der, kommer han ind med lidt sne på sin læder rustning. Et skuende øje checker stedet lidt for om man skulle kende nogen. Dog med et træk på skuldrene går han hen til baren og sætter sig ned; hans langbue rundt om skulderen og ryggen.
Et nik og passivt smil til manden foran ham, en normal besked for et fad mjød.

Davien gik langsomt og roligt hen ad vejen, han var ikke helt klar over hvor han var hende på det pågældende tidspunkt men han var dog så heldig at have fået instrukser hen til den nærmeste kro, og her var den så, lyset fra den ville have været det smukkeste syn for det fleste efter en lang går tur, men for gjorde det ingenting om han så skulle være gået et par timer endnu, han var dog stadig en kende sulten, og så kunne han jo ligeså godt finde sig et værelse, det var trosalt ved at blive praktisk set umuligt at se frem, så langsomt og roligt gik han ind i kroen.
Davien spejdede sig omkring og som ved alle kroer var der de skumle typer som troede de ejede stedet og som altid sad derhenne hvor lysest ville ramme dem mindst, ikke desto mindre var han ligeglad og satte sig hen til et bor i en af hjørnene, der kom hurtigt en krotøs over til ham, smilende sødt og spurgte om han kunne tænke sig noget, så davien bestilte et glas vand og lidt mad og frugt.

Med et grin og endnu et nik, fik han sit trækrus med mjød sat foran sig med et velkendt dunk, fra træ mod træ.
Hurtigt fik han sat læberne til den og drak godt igennem, så hans adamsæble lavede tørstige synk. Med endnu et, dog tungere dunk, blev drikken sat ned foran ham igen, med en hånd igennem hanken.
Han smiler for sig selv og kigger over sine skuldre, for at give det normale check til folk der kommer ind, lidt skuffet over at der ikke er så mange kvinder omkring. De er vel i seng med deres mænd for at 'skyde' det nye år ind.. tænker han og ler kort for sig selv, jaloux, selvom det var mest et forsøg på at få samlet sine tanker. Kulden kan nemt få hovedet til at blive uklar og snurrende.
Efter et kort øje efter Davien vender han sig om igen, for bare at stiger mod de mange flasker og glas der står bag baren.

der gik ikke særlig lang tid før at kvinden var kommet ned men en lille kurv med noget brød, lidt frugt og noget smør, og i den anden hånd et krus med vand, Davien takkede pænt og bukkede let til hende, hvilket af en eller anden underlig grund fik hende til at smile og grine, hun gik da også straks hen til en af hendes veninde og så grinte de igen, men Davien var egentlig ligeglad, han begyndte lige så stille og roligt at indtage føden, og kiggede sig endnu engang roligt omkring, det samme skumle typer som han havde set tidligere pegede på ham og grinte højligt, men sådanne simple uintelligente menneske var ikke engang værd at blive sure på, de forstod simpelthen bare ikke deres egen inkompetence og Davien var da heller ikke i tvivl om at han alligevel ville kunne gøre ekstremt kort process med dem, og uden udfordring er en kamp ligegyldig.

Patrick blinkede kort over den pludselige latter rundt omkring. Han skulede over mod de skumle som fik brølet godt op. Uden videre kiggede han over mod Davien som de pegede på, som fik ham til at dreje lidt akavet i ryggen, som mest så smertefuldt ud... Han tiltede lidt på hovedet og vendt sig om til sin drik igen. Gav endnu en god slurk fra den før han rejste sig op og gik hen mod ham.
Han smilede lige og nikkede kort til ham for kontakt. "Nænne lidt selvskab, nu hvor alle andre ler?" spørg han, mens det mest var ment mod at de andre omkring, skulle tag sig sammen. De skumle blev ved med at le, mens kvinderne dog begyndte at hviske for sig selv over det, for så at gå tilbage til deres arbejde.

Davien så manden som stirrede lettere mærkeligt på ham, og hans ryg var da også helt mærkelig vendt for at kigge på Davien, men han valgte dog hurtigt at fokusere på sit mad. Det gav da også et lille sæt i Davien da denne fyr pludselig stod foran ham, han havde egentlig håbet på blot at kunne side for sig selv men lidt selvskab kunne vel ikke skade, "du sætter dig endelig, mit navn er Davien smith" Sagde Davien og lavede et lille buk med hovedet for at vise respekt for hvem end denne fyr var, det gode ved at denne mand havde valgt at underholde Davien var dog at det fik pigerne til at stoppe deres tøsefnidder selvom det ingen effekt havde på idioterne i hjørnet, men de var nu egentlig lette nok at ignorere.

Med sit passive smil udtryk holdt i skak, satte han det halv tomme trækrus på bordet og bukkede sig så fremad i den bevægelse, i følge med at trække sin langbue over hovedet, sammen med de tilhørende pile; begge dele hængt mod stolen som han så fik dumpet sig ned i, mindre formelt.
"Patrick Julian" siger han da han havde fået fat i sit krus igen, med et efterfulgt hurtigt buk med hovedet, for gengivende respekt.
Et godt med kort synk af lidt ekstra mjød, for at sparke et emne op i ham, lod til at hjælpe som han mente; "Hvad bringer dig så hid til denne lille kro i dalen?" spørg han, som var de allerede godt bekendte, fulgt af endnu en kort slurk som den forrige, for at varme stemmen op, for også at lave noget mens han venter på svar.

Det glædede Davien at det i det mindste lod til at denne mand var høflig og det gjorde meget, ikke at man skulle igennem alt muligt formelt pis for at snakke, men det at man i det mindste hilste ordentligt og roligt på folk var en god måde på at få respekt fra Davien af. "Jeg leder efter en specifik mand som jeg har fået fortalt skulle bo her i dalen, en meget meget dygtig kampsports udøver, og jeg håbede på at jeg i morgen tidlig kunne finde noget som måske havde hørt om ham, kender dog intet navn, hvilket ikke ligefrem gør det lettere, og dig?" spurgte Davien roligt og valgte at tage et stort rødt æble og tage en ordentlig bid, "du tager bare et stykke hvis du får lyst" Sagde Davien roligt til denne patrick

Nikkende til hans ord, for at vise han lytter, trækker han lidt på kinden og klør, i tanker om han skulle kende sådan en person. Blinker kort da han bliver tilbudt noget af maden, kan han vel ikke sige nej. Så han griber et stykke brød for at suge lidt af mjøden op i maven, i stedet for at have den tom.
"Mig? Jeg lever i nærheden, så jeg kommer her når jeg føler for noget selvskab eller sang" svare han, som var det noget han altid sagde, med et trak på skulderen. "-og så vel også for at kigge efter kvinder i ny og næ.. Lader dog ikke til at jeg har det held idag.." forsatte han og holdt et stort grin, mens han fik bidt sig igennem det grove brød.
"Jeg kender folket omkring her, men der er dog et par stykker som kan kampsport.. Så skal desværre bruge et navn" siger han og lader det komme på tanke igen, om hvem det kunne være. Davien lader jo til at være en stor fyr, så det må være en med tunge våben at gøre..

Davien var temmelig skuffet over at selvom denne herre åbenbart var fra området så kendte han ingenting til denne kampsports ekspert som Davien omtalte, eller det var måske nærmere det modsatte han kendte op til flere, og fra hvad han vidste plejer sådan nogle at bo væk fra andre mennesker, så det kunne tage meget lang tid. "hahaha, nej der er ikke rigtig noget kvinder her idag, på trods af nogle af de kro piger, de er sku egentlig meget søde" Sagde han og smilte let, selvom han faktisk var lige ved at rødme bare ved at omtale dem, dumme fader tænkte han da det jo var hans skyld at hans sociale færdigheder, specielt til det modsatte køn var praktisk set ikke eksisterende. "altså den kampsports ekspert jeg omtaler skulle være en mester i kamp uden våben, i særdeles hed at vende modstanderes kraft imod ham selv" sagde Davien og kiggede på indædt på Patrick i håb om at han kunne hjælpe ham.

Patrick trækker op i sine øjenbryn og giver et diskret "Hmm.." og sukker. "Undskyld.. Der er stadig en stor flok, både gode og onde som udøver kamp af den slags. Jeg er dog ikke selv den store følge af kamp.. Bliver helst i baggrunden med en bue.." siger han og giver et peg mod sin langbue bag hans stol. Drikker så lidt skuffet fra sit krus og sætter det passivt med et forsøgende venligt blik for at gøre det godt.
"Og ja. De er søde.." kommentere han og lader blikket glide over mod en som får bukket sig ned bag Davien.
Han lader stemmen ruske lidt og spørg så "Er du da ude efter noget siden du vil finde den her person?"

Igen blev Davien skuffet, og kunne ikke lade være med at tænke at han var lidt nytteløs denne Patrick, hvilket faktisk irriterede ham lidt for Patrick prøvede jo bare på at være til så meget hjælp han kunne. Eftersom at denne lidt hårdere del af samtalen jo nu alligevel var forbi tænkte Davien at han ligeså godt kunne slappe lidt af "Perfektion er hvad jeg er ude efter" Sagde Davien roligt og køligt som om det var det mest almindelige man overhovedet kunne sige i hele verden, og ja for mange kunne det da helt sikkert lyde som om man blot var en idiotisk blærerøv der lige skulle spille smart, men det var jo måden Davien var blevet opdraget på, for at nå den ultimative perfektion og sindsro, og der var kun en måde dette kunne opnås, ved træning af sind og krop.

Med en latter, dyb men ment mere med Davien, end mod, læner han sig fremad med hånden om sit krus. "Perfektion? Og det regner du med at opnå med at lærer det som andre har?" spørg han, både seriøst men også hjælpende med lidt logik. "Du virker ellers mere som en af de der gladiatorer i Byens arena." siger han, ment som et kompliment, mens han vifter det lidt væk igen, med en hurtigt slurk af sin næsten færdige mjød.
"Jeg vil mene man finder perfektion igennem sit eget slid og træning. Man lærer trosalt af sine fejl~" siger han, stadig med grinet om læben, før han drikker sin mjød færdig, ventende med at bestille mere til at han har set Daviens reaktion og svar.

Selvom det ikke var ment sådan fandt Davien denne latter kraftigt hånende, og det var noget som kunne irritere ham kraftigt, han lagde dog bånd på sig selv, selvom der var en lyst til at stikke ham en på siden. Davien lyttede roligt til hvad Patrick havde og sige til ham, og han kunne da bestemt godt se hvor han ville hen med det, men forstod nu at Patrick havde misforstået ham lidt. "så du synes jeg minder om en mand som lader sig styre af sine følelse i kamp og som dræber for sportens skyld" Sagde han og grinte lidt, "Patrick, jeg har ikke tænkt mig at blive undervist af denne kampsports ekspert, jeg har tænkt mig at slås imod ham, ikke blot for at bevise overfor mig selv at jeg er stærkere men som du siger for at lære gennem hård slid, en bueskytte kan opnå perfektion ved blot at skyde igen og igen imod et mål, men kampsport skal opleves i rigtig kamp" Sagde Davien roligt til Patrick.

Lidt forbavset over den første kommentar, fatter han nu nogenlunde hvad han egentlig lige havde sagt. Han kan dog ikke lade vær med at grine endnu over at have dummet sig, med et uskyldigt ryst på hovedet.
Han prøvede at drikke fra sit krus, som han havde glemt at var tomt; dog blev hurtigt mindet om det da intet kom ud. Han lyttede endnu og sænkede lidt sine øjenbryn, da han sluttede. "Ah~ Så giver det lidt mening, ja.." Han snøftede kort. "Siger dig dog.. Pas på med hvem du slås mod. Nogen vil ikke holde tilbage fra at dræbe, hvis de skulle være stærkere. Specielt ikke hvis du er en udfordring.." siger han lettere seriøst og vifter så efter en af bartøserne, som han også fik kaldt navnet efter, med et roligt signal og peg mod sit krus. Hun nikkede og gik til baren.

Denne patrick var en kende besynderlig, men egentlig meget godt selvskab, det bragte en rigtig god stemning til bordet, hvilket af en eller anden grund irriterede de skumle fyrer i hjørnet, de sad ikke længere og pegede men stirrede dog blot ondt på Davien, det irriterede dem at Davien ikke lagde mærke til hvordan de hånede ham, og en af dem var knaldrød i hovedet, men de blev dog sittende. "ja det er jeg udmærket klar over, men indtil videre er jeg kun blevet slået af en eneste mand, og det er flere år siden, det var min bedstefar, desuden hvis de vælger ikke at respektere normerne for en sådan kamp, så gør jeg det heller ikke og jeg har et mindre es i ærmet" sagde Davien roligt og hentydede selvfølgelig til sin specielle kræft, en nærkampskæmper ville ikke have en chance imod denne kræft.

Pigen kommer gående i et ikke helt løbende, men hellere ikke vandrende tempo mod deres bord, for at sætte trækruset af mjød foran ham, ved efter at tag det tomme med hende tilbage til baren.
Med et rul i nakken rettede han sig lidt i sædet og hånden om det nye krus. "Haha. Jeg er altid spændt over at hører om magi og tricks. Lyst til at fortælle lidt? Jeg tror næppe jeg vil komme i kamp med dig" siger han med et stort grin af sin egen joke, for at smitte. Selv kan han ikke det helt store. Nok derfor han er spændt efter at hører hvad andre kan. Specielt en fyr som ham her, som siger det kan ændre en liv/død situation til det bedre.

//frys