Katah sluttede med at vaske sit ansigt, der var intet som et koldt friskt bad. Hun skyllede kort håret igennem før hun gik op på breden ved siden af ham, to små flammer tændes i hver af hendes håndflader, og som hun førte ilden over kroppen fordampede vendet langt hurtigere, og hun kunne i løbet af ganske få minutter igen tage tøj på, selvom det forrevne skind i forvejen ikke dækkede meget mere end det der var højst nødvendigt. "Skal du ikke finde de andre?!" spørger hun idet hun spænder øksen fast over ryggen, hun havde endnu ikke fattet at han forstod hvad hun sagde, men det måtte hun åbenbart bare indfinde sig med

Jerik rystede på hovedet af hende. Han behøvede ikke bekymre sig om de andre. De havde hørt hans kald, og derfor vidste han at de ville være i nærheden. Mest af alt fordi han nærmest var som en ekstra leder i den lille flok. Hans aura var særdeles stærk når han var stinkdyr, og de andre stinkdyr tiltrakkedes nærmest af ham. Så selv hvis han skulle blive væk ville det næsten være sikkert at der ikke engang ville gå en dag før han havde fundet sig en ny flok. Selvom han dog holdt af den lille flok han var i nu. Den var tilpas stor og alle stinkdyrene kendte deres plads. De kommunikerede også fint, og satte duftspor af til andre stinkdyr. Så der var altid noget at lave i den lille flok. Forsigtigt hoppede han tilbage på bredden, inden han krummede sig sammen på en blød tot græs.
Fra en busk på den modsatte side af bredden dukkede en fin hun stinkdyr frem med en skinnene blank pels. Alpha-hannens eneste pige. Ganske fin og meget blid af sig. Ikke lige så krigerisk som den ene af hendes brødre var det. Hun stoppede kort tøvende op, inden han gav en kort lyd fra sig om at det var ok at nærme sig. Stadig tøvende, men beroliget af hans aura, luntede hun hen til bredden, trippede over der hvor der var mindst vand, og lappede vand i sig, ikke så langt fra ham.

Hun betraktede dyrerne, hvor måtte man leve fredeligt her, hende selv var det eneste menneske hun havde stødt på i mils omkreds, gennem skoven på sin lange jagt efter den hurtige kanin, gad vide hvor hun egentlig var endt, hun vendte blikket mod himlen og fangede solen, hvorefter et smil brød frem, nu kunne hun hurtigt finde tilbage, men det blev ikke foreløbig. Hun satte sig ned i skovbunden og lænede sig en anelse tilbage, mens hun stille så på dyrerne

Der lød en masse småpiben fra dem; deres måde at kommunikere på når de ikke brugte kaldet. Hun syntes at virke træt i dag. De havde godt nok også gået langt. Med en form for spinden rejste han sig op og puffede hende hen på pladsen som hun da også to imod dog ikke helt uden protest.
Han smilede indenvendigt af hende. Tora, som han kaldte hende, var sød nok men hun havde skam også sin værdighed som stinkdyr. Han vidste godt selv at der var et par hunner der så op til ham i flokken, men han holdt altid fin afstand imellem dem, ville ikke risikere at der skete et eller andet unødvendigt. Også selvom stinkdyrene i flokken godt kendte til hans lille hemmelighed, havde de en tendens til at behandle ham mere som en af deres egne end som en der var halvt menneske, halvt stinkdyr.
Han så vakst imod en busk da to små stribede lyn ilede hen imod dem. To af dette forårs unger der legede med hinanden efter at have været i en hule lige fra deres fødsel. Det var tydeligvis et stort eventyr af dem, og de betænkede sig ikke engang ved det tobenede væsen der var i nærheden af dem, istedet pilede de omkring hende i ta fat.

Jerik daskede dovent med halen, inden han fandt en større bille at gnaske i sig. Som det var her i denne skikkelse tænkte han ikke så meget over hvad tingene smagte af. Hans smagsløg var helt anderledes sådan her.

Katah strakte sig, hun var træt selvom det kun var midt på dagen, hun sov trods alt mere om dagen og var vågen om natten, det havde hu været vant til fra hun var barn og lille, om natten blev der áltid festet og hvad der tilhørte.
Hun betraktede roligt de små unge med et lile smil på læben, hun nød de kolde bjergtoppe, men der var intet som skovens stilhed.
Hun fik kigge over på Jerik idét han gnaskede billen i sig og der løb en kuldekysning genem hende, kryb, hvor hun afskyede det mere end noget andet. Hun kom til at tænke på dengang hun klippede sig skaldet på grund af lus, det var nok der det hele var startet egentlig.
Hun samlede en halvtyk gren op som hun gav sig til at skære mønstre og snirkler i, i samme stil som hendes tattoveringer, intil hun ved et uheld fik knækket grenen, og kastede den irriteret fra sig.
Hun sendte endnu et blik rundt, man vidste aldrig had folk var i stand til, så hendes opmærksomhed var konstant skærpet, hvilket også tærrede på hende

Han så op imod kvinden da hun tilsyneladene syntes at væmmes ved hans måde at nære sig på.. Men okay. Han gav hende ret. Biller var ikke så lækre især ikke at spise hvis man var menneske. Så hellere spise et par flagermus. Selvom det egentligt var lidt bizart. Han satte sig ned og gav et kort bjæf fra sig, lige i samme øjeblik resten af flokken dukkede op på den anden side af bredden. Det var tydeligvis ikke en lille flok, men den var heller ikke helt stor. Et godt sted midt imellem. Roligt, dog skyndsomt hoppede Jerik væk fra Tora, idet han fik øje på alpha-hannen. Lederen skulle ikke tro at det sorthalede stinkdyr gjorde unødige tilnærmelser til hans pige. Istedet hoppede han hen til kvinden og gav sig til at betragte hendes udskæringer med levende interesse, Noget han altid havde syntes om var at skære ting i træ, og han brugte da også gerne tiden på det når han da ikke syede eller bekymrede sig for landets og dronningens ve og vel.

Hun kiggede vurderende på flokken, mon de kunne finde på at angribe, hvis de var mange nok? Hun kastede tanken fra sig, de kune vel egentlig ikke gøre hende noget, hun kunne daske dem alle sammen væk med et enkelt slag hvis det endelig kom til stykket. Idét Jerik igen kom tæt på hende los hun forsigtigt en finger løbe langs hans rygrad, da hun var lille havde hun også et kæledyr, at det var en bjørn var så en anden side af sagen.
Katah bemærkede hurtigt hans interesse for hendes skæreri, og hun samler hurtigt den ene stump af den knækkede gren og kigger på den "Er det noget du bryder dig om, hva?"

Han skød kort ryg. Så behageligt. Halen tjattede af behag et par gange, akkurat som en kats hale ville gøre det. Han kom med et lille piv, som tegn på at ja, det var meget interesseant og spændene. Det bragte minder frem om da han var mindre og boede hos sin alkoholiker af en far, de gange han ikke havde fået mad. Sådan nogle stunder havde han enten været på gaden og tigge, eller også havde han siddet i et hjørne og skåret figurerer ud af små kvaster fra brændestablen. Han havde altid fundet det afslappende. Nærmest som en form for meditation.

Hun grinede lidt for sig selv, endten var dette dyr meget klogt ellers havde hun måske et skjult talent. Hun fortsatte med at ae ham, undrende over at de andre stinkdyr ikke syntes det var lidt sært, men det kunne selvfølgelig være at de syntes det, det kunne hun jo ikke rigtigt gøre sig klog på. Hun betraktede selv udskæringen, den var faktisk okay, hun havde fået skåret lidt dybt nogle steder, nogle gange var hendes umenneskelige styrke bare til besvær, eller, det var den faktisk rimelig tit. I hvert fald når man ikke er i bjergene. Hun sukkede, det var efterhånden også længe siden hun havde set sin stamme, dér var der faktisk udfordring i en fysisk duel, da alle besad den samme kræft som hende selv, måske burde hun snart aflægge dem et visit. Hun trak på skuldrene og kiggede ned på Jerik, han havde just kke lige de samme problemer

// frys (jeg smutter i seng nu ^^)

Jerik betragtede betaget udsmykningen. Den var interesseant, ikke helt så blid som de mønstre han brugte når han skar i træ, men alligevel var der noget over dem. Et eller andet personligt måske? Han gned sig kort op af hendes hånd, velvidene at de andre stinkdyr holdt vagtsomt øje med både hende og ham. Gad vide hvad hun egentligt tænkte på. Hvilke forhold var hun kommet fra? Og hvilken del af landet? Han tiltede hovede en anelse på skrå i nysgerrighed.

// frys (( helt iorden ))

Hun grinede over hans tydelige interesse i udskæringerne "Du må være det mest intelligente dyr jeg nogensinde har mødt!" siger hun roligt og stryger ham over ryggen igen, men hun klør ham ned af siderne med neglene. Hendes blik møer hurtigt hans nysgerrige, "Hvad ville du sige hvid du kunne snakke, hva?" hendes blik er spørgende, selvom hun er klar over at hun ikke vil få nogte svar.

Han så med hovedet på skrå op på hende. Hvad han ville sige? Vel ikke så meget.. Og dog.. De små øjne så fra hendes ansigt ned imod hendes tøj. Mon der var bare en enkel tråd deriblandt skindet som kunne bruges til en form for kommunikation..? Men ville det så ikke gøre ham endnu mere sær?. Jo det ville. Altså måtte han finde en anden måde at finde ud af hvilken side hun var på.
Han pilede ned mod bækken igen og søgte rundt i vandkanten indtil han fandt en større mørk sten han puffede op og fik skubbet hen til hendes ene side. Derefter løb han tilbage igen og fandt en gnitrende hvid sten, som han med større besvær fik læssert op på hendes anden side. Selv satte han sig imellem dem og så op på hende med et spørgende udstryk. Som ville han vide hvilken side hun var på.
Ja, han måtte indrømme at det var sært, men ikke lige så sært som hvis hendes tråd pludselig var begyndt at opføre sig underligt og danne bogstaver.

Hun fik et mindre chok idet han farede afsted, men satte sig blot op i skrædderstilling, først havde hun absolut ingen idé om hvad han havde gang i, indtil han kom slæbende med sten nummer to, hun havde hørt en del om hvad der foregik i riget, men hun havde valgt ikke at blande sig, det hele måtte gå som det ville, indtil det kom til at berøre hende, men indtil da måtte de selv finde ud af det.
Hun tog begge sten op i hænderne og kiggede på det lille dyr, før hun med en kaftanstrengelse knuste de små sten og dannede en bunke grå grus forean sig "Jeg tager ikke stilling lille ven, det bliver først den dag der er nogle der vil ændre på min måde at leve på, eller forhindre min stamme i at have det godt. Eller for den sags skyld omdanner riget til et sted med slaver og magthavere!"

Han lyttede opmærksomt til hendes svar. Så turde han godt forvandle sig tilbage.. Men først.. Han skævede rundt. Endnu engang pilede han væk, denne gang ind under en busk hvor han blev lidt tid, indtil der pludsellig lød en del knagen.
Istedet for et stinkdyr der hoppede ud af busken, var det denne gang Jerik i sin mere eller mindre menneskelige skikkelse der tittede op. I det lange sort/hvid stribede hår sad kviste, blade og andet småskidt. De sære sølvgrå øjne med det svage grønne skær, så hen imod hende. Håbede virkelig ikke hun blev vred eller et eller andet. Over hele hans lave spinkelt byggede krop var der et tyndt lag pels der dækkede fint, men alligevel lod han sin lange sorte hale være beskyttende omkring skridtet. Han sagde intet, lod hende komme sig over det mulige chok hun ville befinde sig i.
Hele tiden var han parat til at anvende sin magi igen, selvom det at være i sin menneskelige skikkelse var en hel lettelse igen. Han skulle jo ikke forfalde sig til stinkdyrsskikkelsen. Det kunne gå hen og blive farligt. En af de yngre stinkdyr i flokken pilede hen til ham, og gned sig op af hans ben. Selv i denne skikkelse var han stadig en del af flokken.

Hun lod sig ikke notere da han endnu engang forsvandt, dog kiggede hun underligt da det rumsterede i busken, var han blevet angrebet af et eller andet? Hun rejste sig ikke, men rettede sig op. Indtil han kom ud i menneskelig skikkelse, idet samme greb hun fat i sit spyd og pegede mod ham, hun kunne ganske nok tænke sig til det, men nægtede at tro på det.
"Sig mig hvad i gudernes navn bilder du dig?" hvæser hun hidsigt, men falder med det samme lidt mere til ro, indtil hun kom i tanke om at han havde siddet og snakket til ham mens han var i sin dyreform, og hun fik en uendelig lyst til at kvæle sig selv "Du kunne være havnet på menuen!" hendes stemme er på ingen måde mere kontrolleret, den er faktisk feminin for en gangs skyld, og ganske overrasket, irriteret, forbavset, det var ikke til at sige hvilke tanker der løb gennem hendes hoved

Idet samme hendes spyd vendte sig imod ham, hævede han hånden og et svagt lysende beskyttelsesskjold dukkede op foran ham. " Det må De undskylde. Det var ikke for at gøre Dem vred eller til skamme for den sags skyld, men omstændighederne i landet gør at det er nødvendigt for mig at holde mig mindst muligt synlig. Men det tærer på mine magiske kræfter, og til kan i længden være farligt at holde sig i skikkelsen da man får mere dyriske instinkter der.." Han skævede til stinkdyrsflokken. Stinkdyret nede ved hans fod kradsede let i hans ben, krævende at få opmærksomhed, selvom han ignorerede den unge han ganske glimrende.
" Jeg valgte at gå i min normale skikkelse igen, for ikke at gå hen og få for meget stinkdyrspersonlighed, men også for at hvile den del af min evne en smule..." Han så lidt usikkert på hende. Meget i tvivl om hvorvidt det var sikkert at præsentere sig for hende eller ej. Det var jo høfligt nok at gøre det, men hun kunne vælge at sælge oplysningerne, også selvom hun var neutral.

Hun satte hårdt spydet i jorden og tog sig til panden "Arrrgh, jeg nægter at tro det!" hun rettede igen det stålgrå blik mod ham med en vurderende mine og et løftet øjenbryn "Så længe duikke siger det til nogen! Jeg snakker altså ikke til dyr normalt!" hendes stemme har igen fundet den rolige monotome klang, hun ønskede ikke at gøre ham fortræd, nok havde han overrasket hende med sit lille trick, men han var ikke ret stor og hun havde det så dårligt med at kæmpe mod folk der var mindre end hende selv

Roligt sænkede han skjoldet igen. " Jeg skal nok lade være.. Desuden..Hvem skulle jeg sige det til? Jeg lever blandt stinkdyrene, og er allerhøjest på kroen 2 gange om måneden for at få noget ordentligt tilskud til min føde." Han bøjede sig ned efter det lille stinkdyr der ivrigt hoppede op i hans favn, og næsten med det samme gav sig i 'krig' med Jeriks lange hår. Han betragtede Katah inden han bukkede kort. "De kan kalde mig Themis. *Hvad er Deres navn?" Spurgte han høfligt. Det var tydeligt at hans selvdiciplin var god, især når man tnkte på hvordan han levede, og den baggrund han nu engang havde.

Hun løftede skarpt et øjenbryn mod ham og nikkeder så anerkendende "Man ved aldrig med folk i dette rige, de har det med ikke at kunne holde kæft!" siger hun bestemt, mpske en anelse advarende "Mit navn er Katah af Kathork stammen, Datter af Ramil af Kathork stammen!" Hun var holdt op med at pæsentere sig med at give hånd som nogle gjorde hernede, efter en uheldig episode med en brækket hånd, og hun kom til at grine ved tanken, men blev hurtig alvorlig igen

Han lod sig uden videre dumpe ned på jorden, hvilket nok ike var så smart da en mindre flok unger stæsede ivrigt hen efter hans hår. Som de selv havde forklaret det for ham var det noget sjovt og langt pels han havde når han var i denne skikkelse. Blidt trøg han den ene over ryggen. " Noget af en titel De har. Sådan en kan jeg ikke pryde mig med. Jeg er blot et gadebarn opvokset i fattigdom, indtil hr. Nova tog mig under sine beskyttende vinger og jeg lærte en måde at tjene penge på uden at min fader ville spilde dem på druk."
Det vippede let i hans halespids.