Forsigtigt kommer hun op og stå, et kort øjeblik. Hun vakler og knytter de blodige hænder om Zamins tøj. Hun ser ned og konsenterer sig om at få sine ben til at holde hende. Hun vælter frem og ind i hans skulder. Da han snakker til hende bliver hun nød til at se op.. Hun ryster på hoved, " nej" siger hun hæst.
hun bider sig i læben og ser ned af ham, han er helt blodig og det er hendes skyld. Skyldfølelsen vælter ind over hende. " undskyld.." siger hun stille.

Han ligger armene om hende da hun vælter ind i hans skulder, holder hende oppe.
Forsigtigt nikker han og løfter hende op, som en brud.
Holder hende forsigtigt, som glas der ikke må gå i stykker men heller ikke må smutte mellem sine fingre og smadres.
Hans blik glider rundt og han går mod udgangen, mod lyset.
" hng?" mumler han og ser mod hende. " Bare du er i sikkerhed " siger han roligt..
" lad os tage hjem" siger han beroligende og går mod udgangen..

Tanken bliver ikke til handling. Hendes arme vil ikke bevæge sig, i stedet vender hun bare hoved mod hans skulder. Tårerne former sig under hendes mørke øjenvipper og hun trækker vejret tunkt. Hun smiler taknemmeligt ind mod hans skulder og puster ud. Ja.. bare de begge er i sikkerhed.. tænker hun og skyldfølelsen forlader hende lidt.
" jaeh.. bare væk " siger hun med et smil og ser mod lyset. Hun kniber øjene sammen mod det skarpe lys. Hun lukker øjnene og lytter i stedet til lydene. Vandet og mågerne. Tegnene på at alt nok skal blive okay..