"Æde mig?"
Han kunne denne gang ikke holde et grin tilbage. Det er kun en mild klukken og det er jo ikke ondt ment, men han finder alligevel tanken absurd. En så fin herre, sidde og gnave i ham? Nej, det virker mildest talt latterligt. Der er bedre fisk i havet. Ikke velbevarede lig der er flere tusind år gamle.
"Nej, det tror jeg ikke. De er af højere standard. Jeg tvivler på at De gider sætte Deres tænder i mit fæle legeme."
Dog er advarslen om tankelæsning endnu en god ting - mere information. Så denne dæmon benytter sig altså af at rode i andres sind. I Vladimirs tilfælde kan det meget vel være nyttigt, da hans eget sind er fyldt med faldgruber og landminer. Vanvid er gemt i deres små bokse. Vrede og frustration, der for længst er begyndt at samle støv over at være samlet sammen så længe. Hvis nogen skulle være så uheldig at rode rundt derinde.. så kan det meget vel påvirke deres eget sind. Men nu ønsker vampyren ikke at Elizeph skal gå hen og blive sindssyg af de gemte følelser med de eksplosive kræfter. Der er ingen grund til at holde sandheden hemmelig - lige meget hvordan, så vil Elizeph med sikkerhed snuse sig frem til den alligevel. Han er klog nok til at gøre således.
"Nuvel. Hvis De insisterer." siger han overgivende, men bevarer roen over sig. Et smil er stadig placeret på hans læber.
"Hans navn er Nearyn Darkstar og han driver Den Hvide Lotus. Det undrer mig ikke, hvis De allerede har hørt om ham. Ganske vist et menneske, men af den mere imponerende slags."

Elizeph misser med øjnene.. så lavt havde han ikke troet om Vladimir.
"Det er da vel blot Deres spøg?" han rynker brynene.
"Jo, har desværre hilst på denne forstyrrede person. Typer som ham der gemmer sig i sine egne dimentionslommer.. Ikke ligefrem meget ære over det.. De kan hilse og fortælle Deres herre, at næste gang han sætter en fod udenfor sin kravlegård, blir den hugget af hvis jeg ser ham!" siger han fast. Ja, han bryder sig bestemt ikke om Nearyn.. Opblæst og indbilsk.. simpelthen bare et ynkeligt menneske med storhedsvanvid.
"Er det ham der har sendt Dem?" spørger han så roligt.. Det er jo ikke Vladimir han har et problem med.. men hans "chef".
Han mindes at huske Nearyns tågesnak om at Elizeph skulle tjene under ham.. han må da have spist et eller andet giftigt, hvis han seriøst havde troet på det selv.

Hans smil bliver stille og roligt til en maske. Han bliver nødt til at forholde sig selv høfligt og ikke bakke sin herre op. For at være fuldstændig ærlig, så føler han heller ikke nogen egentlig trang til det. Nok er han blevet imponeret af Nearyns sjældne storhed, men han er endnu ikke kommet til at holde af ham. Det gør ikke noget at Elizeph bærer nag - trods alt tænkte Vladimir også sådan om ham. Og en del af ham gør stadig det. Det er svært at indrette sig efter noget som helst menneske, og især ikke ét med et så grusomt storhedsvanvid, men på den anden side, så er det netop dette der giver Nearyn sin charme.
Til 'advarslen', så vælger Vladimir at nikke høfligt og endnu engang bøje sin nakke for dæmonen.
"Det vil jeg gøre." lover han. Det vil han. Ingen løgn der. Nearyn skal da nok have lov til at vide, hvor meget afsky Elizeph føler for ham. Helt inderst inde, så ønsker Vladimir ganske vist også at se hans reaktion, hvis han gentog hvert eneste ord af dæmonens tale. Det kunne blive noget af en morsomhed! Åh, Vladimir er da heller ikke andet end end ked gammel stodder. Det er næsten helt sørgeligt at overvære. Endnu engang, så får han lyst til at klukke, men underkuer denne følelse med al sin vilje. Det kan jo tolkes forkert, hvis han vælger at opføre sig idiotisk nu.
"Nej. Hr. Darkstar har ikke sendt mig." svarer han ærligt. Han har ikke fået nogen som helst ordre på at få fat på Elizeph. Han ved end ikke om Nearyn er interesseret i ham, men det er noget han går ud fra, hvis man tænker over dæmonens ald-øhh.. styrke. Fænomenale styrke. Jovist.
"Jeg løj ikke for Dem, da jeg sagde at mine interesser var personlige."

Det siger vi så.. tænker han.. uden at tro på det.
"De er besynderlig, hvis De ikke skulle være klar over det.. Hvorfor arbejder De dog for den storhedsvandvids prægede imbecilprægede mand til Darkstar?" han hæver et øjnbryn.. det forstår han ikke..
Nok er hans egen herre et fæ uden lige, dum som en dør og snot tåbelig.. Men han har i det mindste ikke storhedsvanvid... Så hellere arbejde for ham end for Darkstar.
"Jeg må indrømme, at hvad jeg har kunne dømme Dem for hidtil, er De da for intelligent til at ligge under for den plattenslager.." han har fæstnet sit blik til Vladimir.. Han vil have det her afklaret.. måske er Nearyn stadig ude efter at være herre over Elizeph? synd for ham.. for selv hvis han fik fat på Shinichiro, som er den eneste der kender Elizephs fulde navn, ville han ikke kunne få det.. for Shinichiro kan ikke udtale det, så det er nyttesløst, og det priser Elizeph sig lykkelig for... Det er en stor sikkerhed..

"Jeg bebrejder Dem ikke." siger han indrømmende. Det er jo en anelse besynderligt at han underkaster sig en mand som Darkstar, når han i teorien sagtens kan flå struben ud af ham i stedet. Men han har jo sine grunde. Grunde Elizeph ikke vil kunne forstå, selv hvis Vladimir forklarede det langt og detaljeret. Naturligvis havde fæle mænd det med at love grund og grønne skove til deres undersåtter, men det er jo ikke rigtig et sådant forhold han har til ham. Han udviser respekt og går med til at parrere ordrer, men derfor føler han stadig et mere ligeværdigt forhold end hos herre og tjener. Han nægter alt andet. Hvis noget menneske tror at det kan behandle ham som en simpel slave, så skal det menneske sove med et øje åbent. Måske skal han dog forsvare sin herre bare en lille smule. Det er jo et tveægget sværd at opføre sig sådan - på den ene side gør han det jo nærmest kun for at sætte Elizeph på plads, men på den anden side, så er det kun godt at han undervurderer Nearyn.
"Det virker som en sær ting at gøre... men jeg har mine grunde. Grunde som selv jeg kan hæve mine øjenbryn af. Men ser De, hr. Elizeph... jeg er gammel." siger han alvorligt og ser dæmonen i øjnene. Et blik der virker tusind år ældre end han selv er, er boret fast i hans øjne og giver ham et udseende der er direkte træt.
"Før i tiden ville jeg end ikke overveje muligheden at tjene under et menneske... men jeg har ændret mig. Jeg har rejst verden rundt og mødt alle typer De kan remse op. Jeg føler ikke.. der er mere tilbage. Ikke flere bøger at læse. Ikke mere vin at smage. Og jeg har brug for ro. Dette kan Nearyn Darkstar give mig. Mit ønske er simpelt, men han kan give mig det. Kald mig senil, hvis De vil. Men af arrogante herrer, så er han ikke så ringe endda. Undervurder ham endelig ikke, for Deres egen skyld."
Han smiler nu, som til en gammel ven.
"Måske er det blot mig."

"At undervudere andre ligger ikke til mig.. Men det gør det tilsyneladende hos ham." siger han roligt.
Ikke flere bøger at læse? pah! det passer ikke.. langt fra.. Ligegyldigt hvor gammel han er, kender jeg mange biblioteker han ikke engang har SET! tænker han, og svømmer lidt hen i de baner.. hans store interesse.. at lære nye ting, udøve det i praksis.
"De burde stadig overveje at rive Dem fri fra sådan noget. De er vampyr, ikke sandt? De kan jo ikke ligefrem tvinges til at tjene under nogen.. Og De bliver heller ikke sindsyg uden en hersker.. Det er jo oftest hvad der går galt for dæmonerne her i landet..." han ser lidt overvejende ud.
Det er sikkert derfor dæmon-dræbermaskine er så voldelig... tænker han.. En af de dæmoner han kender til, og som han aldrig har brudt sig om.. opblæst, men desværre fandens stærk, og dygtig i sit ervhverv, til trods for sin meget unge alder... Nu ledes Elizephs tanker hen i den retning.. et sted midsunder han denne dæmon i hans tanker... Ung, og stadig så kraftfuld.. nok kan hans magi ikke måles mod Elizephs.. men hans ihærdighed og udødelighed er beundringværdig...

Han rives ud af sine egne tanker igen, da han hører Vladimirs sidste ord.
"Men.., det agter jeg ikke at dømme Dem for.." han klør tænksomt sin hage..
"Jeg tror blot De er i stand til mere end hvad der kan fortjene ham.."

"Jeg er klar over det." siger han venligt, ja med en næsten faderlig stemme. Han taler virkelig som en gammel mand - som om han har set skæbnen i øjnene og har fået at vide, at der ikke er noget at gøre, for at ændre stien der er lagt for ham. Personligt, så tror han ikke rigtig på skæbnen... de fleste gange. Men sådan lyder han i øjeblikket, principper strøget til side og alt det. Det er sjældent at Vladimir overhovedet giver lov til at lade en fremmed se en så nøgen side af ham. Han har for det meste utallige facader oppe - det medvirker jo at Elizeph må flå den første ned og opdage der er endnu én. Grave og grave sig igennem dem, indtil han finder en kerne så værdifuld, at den næsten har magiske egenskaber. Men nu vælger Vladimir at skrælle lagene af selv - for at give Elizeph et glimt af sig selv. At han kunne give utallige forklaringer på sit valg - alt fra et ønske om en bedre verden til griske motiver og måske endda noget som en håbløs forelskelse i Darkstar. Der er virkelig et utal af muligheder og måske er der lidt sandhed i dem alle,
(bortset fra FORELSKELSEN, det føler han trods alt ikke. Måske fascination, men ikke noget NÆR forelskelse)
men den egentlige grund har han lige givet væk. Ro. Han vil nyde sine omgivelser og vide det er sikkert for hans kvinde at færdes udenfor. Han vil leve uforstyrret og nyde den vin han så godt kender til. Måske er der bøger at læse, men hvornår har han nogensinde tid til at læse en bog, når han hele tiden bliver afbrudt af dæmoniske angreb og smerte og tårer? Han vil af med det.
"Men jeg agter at gennemføre hvad jeg har sat mig for. Hvad Nearyn Darkstar opnår i sit liv, er nogenlunde ligegyldigt for mig. Så længe jeg får hvad jeg vil have, er jeg villig til at betale en pris for det. Det.. forstår De vel godt? Hvis De stadig undrer Dem over hvorfor jeg opsøger Dem, så kan jeg vel også tilfredsstille Deres nysgerrighed yderligere: De er den nye bog. Den friske vin. Den sjældne blomst. Når man har levet så længe at livet kører i ring, bliver man desperat efter en ny sti at følge, hvor nye syn kan nydes. Kan De følge mig?"

Elizeph nikker bare roligt.. det giver da lidt mere mening.. dog strejfer tanken ham; Han er da vist homoseksuel.. nå.. Ikke alle af den seksualitet opfører sig som Eclipse... eller.. det håber jeg da i hvert fald ikke! tænker han og gyser.. ja, Eclipse har knald i låget -forstået på flere måder!
Elizeph ser lidt tænksomt på Vladimir.. starten til en snemand er begyndt at dale langsomt ned fra den mørke himmel, der rummesterer over deres hoveder.
"Ja det giver jo straks mere mening.." siger han roligt.
"Hvis De vil prøve noget nyt, med massere af udfordringer.. så giv Dem i kast med mørk magi.. Ligegyldigt hvor længe man studere, støder man konstant på nye emner..." og det er ganske rigtigt.. ingen behersker sort magi til fulde. der vil altid være en ny formular. altid et helt nyt emne.. altid noget man aldrig har hørt om før.. selv for Elizeph som ellers kender til så meget.. Og han kan det han kender til hudløshed.. fra ende til anden...

"Mørk magi..." siger han overvejende og nikker derefter. Hans blik er taknemmeligt - som om Elizeph lige gav navnet på en god doktor, der er den eneste i verden der kan kurere den livstruende sygdom han har fået sig. Havde han dog vist hvad Elizeph tænkte om ham, med hensyn til seksualitet, så havde hans følelser for dæmonen nok været helt anderledes. Han ville miste respekten for ham, det er både sikkert og vist, og hvis han nogensinde var begyndt at bryde sig om ham, så ville hele verden styrte i grus, ved blot det enkle ord.
Men heldigvis, så er Vladimir jo ingen tankelæser. Tak skaberen for det.
"Jeg takker. De er en beundringsværdig mand, Hr. Elizeph. Kan jeg nogensinde byde Dem på noget?" spørger han så endelig. Han føler nærmest at disse forhold ikke er de rette til at snakke under. Intet slår en god middag og en flaske stærk vin der passer til. Det er langt mere beroligende forhold at snakke under. Men så vidt regner Vladimir ikke at komme. Det indbyrdes had mellem racer står nogle gange i vejen for den slags. Men Elizeph er ganske vist stærk og Vladimir vil ikke lade ham gå.

Elizeph står lidt og tænker over Vladimirs tilbud.. han kunne måske..? Ja, måske..?
"Jooh.. Måske et råd.. Kender De til nogle dygtige og pålidelige eleksirbryggere her i landet? Kroværten er ikke til at stole på, og ubehøvlet hvorom alting er.. så han er ikke til at regne med.." Elizeph ser igen op på himmelen.. det er tydeligt på ham, at dette ikke bare et et tilfældigt spørgsmål, men at der ligger en meget dyb mening bag det.. MEGET dyb..
Folk ved det nok ikke, men Elizeph, den aseksuelle dæmon har kærlighedsproblemer.. Ikke for ham selv, men for hans egen søn.. hvilket går ud over Elizeph.. temmelig problematisk når det kommer til stykket,,

(frys)

"Ak, er alle kroværter ikke nogle fæle bastarder?" sukker han og ryster langsomt på hovedet. Nok er det ikke lige hans foretrukne selskab, men fra tid til anden, så er han nogenlunde tvunget til at komme i kontakt med typen. Informationer, og så videre. Der har ikke været den kroejer, der ikke ville tage imod bestikkelse, for at snuse lidt rundt for ham. Han gider jo heller ikke gøre alle ting selv, når han ligefrem kan få andre til at gøre det for sig. Han ved dog ikke ligefrem om det er en ting Elizeph kunne finde ud af at gøre. Måske er hans standarder virkelig for høje. Det kan ikke helt siges om Vlad - han er vant til at krybe nær møddinger. Nogle gange har der bare været brug for det. Når man er tvunget til at færdes denne jord i form af den vampyriske race, så er man nødt til at være tilpasningsdygtig.
"Personligt kender jeg ingen, men hvis De vil have det, kan jeg trække i et par tråde?" foreslår han hjælpsomt.

"Hvis De kan skaffe mig navnet på en dygtig og pålidelig eleksirbrygger.. så ville det være fint ja." siger han roligt.
Der skal orden i tingene.. Selv om Eclipse nok vil hade mig for at blande mig.. tænker han let overvejende.
Vinden bærer snefnug med sig, så de slår så hårdt som hagl mod Elizephs ansigt.. han drejer hovedet så han har nakken mod vinden.. koldt.. en rigtig isvind.

"Jaså. Jeg vil se hvad jeg kan gøre for Dem, Hr. Elizeph." siger han med et nik. Han ved ikke helt hvorfor han gør det. Etablere et godt forhold mellem dem, velsagtens. Dette er til gengæld ikke fedteri, som han tidligere gjorde brug af. Hvis manden ville have en eleksirbrygger, så skal han da også have lov til det. Det gør da ikke så meget og det er ikke den store besvær for Vladimir. Det er i hvert fald lettere end det var at finde dæmonen, det er både sikkert og vist.
Vinden irriterer ikke Vladimir. Han føler den ikke rigtigt, selvom han er klar over at den er der. Han er klar over kulden, men føler ingen ubehag ved den. Det eneste ubehag han føler, er når hans hårtotter flagrer mod hans øjenkroge og prikker til ham.
"Det bliver ikke noget problem."

Elizeph nikker.. Han kunne sikkert selv finde en.. men han er ikke meget for at snuse rundt blandt pøplen.. det er yderst sjældent at han gør således.
Han ser kort mod Vladimir.. først nu ser han rigtigt på ham.. altså på hans ydre..
Meget normal at se på.. men skægget finder han besynderligt i et land som dette, hvor nærmest hver en mand er glat i ansigtet..
Men det tænker han ikke rigtig over..
"Godt så." han nikker let.
"Hvis De ønsker penge eller anden slags belønning for det, kan De blot sige til."
Elizeph er hæderlig, og betaler folk for deres tjenester

Belønning. Penge. Jeg modtager intet fra dæmoner. tænker han ved sig selv, men giver intet andet end et høfligt smil til Elizeph. Han forstår godt hans intention, men derfor er der jo stadig ikke noget han kan tilbyde ham. Materialistiske ting fordufter så let og det har han ikke brug for i øjeblikket. Til gengæld vil han bede om noget langt mere værdifuldt - noget det vil holde ved så længe han formår at holde liv i det.
Han ryster roligt på hovedet og svarer nøgternt:
"Jeg har ikke brug for den slags. Men hvis De engang imellem vil velsigne mig med Deres selskab, vil jeg være yderst taknemmelig."
Selskab. Det er altid det eneste han kræver fra folk. Deres opmærksomhed. Deres tillid. Dem selv. Det er langt vigtigere end penge og giver ham langt større tryghed i livet.

Elizeph mærker en underlig fornemmelse inden i, som bare skriger; BØSSE!!!!!! af Vladimir.. selvfølgelig kun inde i Elizeph's eget hoved.. og han trækker ikke en mine.
"Nuvel da... selv om jeg finder det besynderligt at bede om.." han trækker bare let på skuldrende.
Ja ja da.. sære kan folk da være.. tænker han.
Han vender ansigtet mod fæstningen/slottet(what so ever)
Og overvejer kraftigt bare at sætte kursen ind der.. for han fryser noget så grusomt..

OOC: VLADIMIR X ELIZEPH VLADIMIR X ELIZEPH VLADIMIR X ELIZEPH VLADIMIR X ELIZEPH 8DDDDDDDDDD !!!!!! NUUUUU!!!!!!

IC: "Udmærket! Det vil jeg huske." siger han triumferende og nikker venligt. Dette er jo mere perfekt end han overhovedet kunne forestille sig. Nu kan han virkelig komme til at grave i Elizeph, pille alle hans lag af og se hvad det er for en forunderlig kerne der gemmer sig indeni ham. Nok kan han godt tænke sig at finde ud af, lige præcis hvor gammel denne dæmon er, men han bliver vel nødt til at opgive det lidt. Hvis han virkelig har det så personligt på det område, så bliver han nødt til at drikke ham fuld først - hvis det da kan lade sig gøre.
Vi får se.
"Men nu vil jeg ikke længere opholde Dem."
Han bukker venligt.
"De må have en fortsat god aften."

(Nej stop det nu din Yaoi freak!! XD)

Elizeph kan ikke undlade at finde Vladimir besynderlig.. Han bider dog ikke yderligere mærke i det, så han nikker blot kort.
"Og i lige måde til Dem.." siger han og nikker kort høfligt med hovedet.
Vinden er stadig skarp, hård og bidende.. en ondsindet vind, syntes Elizeph.. Men da et hagl rammer ham på kinden, bliver han først irriteret.
"Så stop dog det elendige vejr!!" snerrer han lavt, hæver staven fra jorden, slår dens bund mod jorden, mens han hvisler en besværgelse.. den er lav, men det er som om den hviskes af den hylende vind, og bæres afsted..

Dernæst går der ikke mange sekunder inden vinden lægger sig, og den hårde sne bliver pudderlet endnu engang.
Han ser kort mod Vladimir, endnu et lille nik inden han så blot fortsætter ind af porten til fæstningen, ind af den store port...

//out

Elizeph kommer gående mod fæstningen.. Egentlig så forstår han ikke hvorfor det er kaldet en fæstning.. for efter hans mening er det langt mere et slags slot.. mon det bare kaldes en fæstning på grund af de enorme, tårnhøje mure hele vejen rundt om bygningen? han fundere lidt over det, mens han hører gruset knase under hans fødder... på vej op mod den store port, der med syleskarpe spydspidser tårner sig mod den grå himmel.
Han standser let op, og lader blikket glide op på himmelen.
... Nå... så i protestere, små himmelvæsner? hvad bliver det næste? syreregn? tænker han roligt.
Men i kan godt glemme det! I får ikke Xiau tilbage... han flytter de sorte lokker hår lidt fra ansigtet med den ene hånd, med de 5 velplegede negle.
Han er iført en hvid kjortel i dag inderst.. under den en sort underkjortel, og udenpå en lang sort og vinrød frakke.. sådan en med slæb.. den han egentlig for det meste bærer når han er udendøre... den med meget vidde i ærmerne, og røde kanter.. rødt for, og den store krage med de smukke guldbroderier..

Hvad i Gudernes navne.. var den første tanke der kom, da hun så fæstningen.
For et øjeblik siden havde hun redet roligt rundt, uden så meget som at bemærke fæstningen. Men lige så snart ekumaens ene klov trådte ud på grusvejen dukkede den op.
Hun piftede imponeret over det. Det var da et flot stykke konstruktion nogen havde fået sat op der! Hendes blik gled så længere ned af vejen og hun så en mand med frakke m. slæb og langt sort hår.. Elizpeh. Der fandtes ikke andre der ville klæde sig sådan.
Cashi satte roligt sin ekuma i trav, for at indhente ham.
"Elizeph?" Kaldte hun med sin blide stemme og kom tilsidst op på siden af ham. Først nu kom hun i tanke om amuletten og mærkede under sin tunika om den endnu var der.