”M-hm? Så intet nyt under Isaris Sol, hører jeg,” Salem lod sig fremstå ganske nysgerrig, nu, over at der var blevet talt så rosende om ham. Smilet bredte sig, som han tog bakken og gik hen til stolen, for at tage plads med bakken over skødet, nu efter Theodore havde givet ham pladsen. Han bredte et stykke stof hen over den hvide dyne og den hvide natkjole, for at beskytte dem for suppe. Han tog skeen, klar til at made sin hustru, da det var nødvendigt at hjælpe hende. For der var dage, hvor selv det at holde på en ske kunne udtrætte hende. Men han gjorde ikke noget, før Lydia og Theodore fik talt færdigt.

”I lige måde, Theodore. Du er altid velkommen her,” Svarede hun helt oprigtigt og sendte ham nogle kærlige, men matte gråblå øjne.

Salem nikkede godkendende mod Theodore, og med et charmerende blink i øjet, sendte han Theodore roligt videre. ”Det varer ikke så længe, så kommer jeg ned og spiser sammen med dig og Ceelia,” Lovede han.

Nedenunder var stuepigen Mathilde allerede i fuld færd med at dække bordet pænt, dækket op til fire personer, da Selmy forventedes at komme hjem senere på dagen. Det var sjældent at hele familien kunne spise samlet, men Mathilde var vant til at skulle holde maden varm.

Ceelia sad allerede på sin vante plads i sofaen, hvor Theodore havde ligget sidst han var her. Hun broderede sorte kragefugle med skinnende tråd, på en lige så sort silkeskjorte, mens nynnede en ældre religiøs melodi, vippede lidt på sin smalle fod, der bar en behagelig stofsko til indendørsbrug. Hun ignorerede ganske enkelt, at de havde en gæst på besøg i dag, men der var ingen tvivl om, at hun holdt et skarpt øje med Theodore. Hun brød sig meget lidt om alle mænd, der ikke var hendes far eller bror. Og brød sig lige så lidt om teenagedrenge.

Uden at skynde sig tøffede Theodore ned ad trapperne, stadig med fødderne stukket i Selmys bløde hjemmesko. Trappen knirkede, uanset hvor forsigtigt han satte fødderne, så til sidst opgav han at tage hensyn til det. Hvis nogen ville vide, at han var på vej ned, kunne de i hvert fald ikke undgå at høre det.

Der var betydeligt mere liv i stuen, end da han først var ankommet. Mathilde vimsede travlt omkring og dækkede bordet, mens hun gjorde klar til aftensmaden. Theodore overvejede at tilbyde sin hjælp, især da han fik øje på Ceelia, der sad henne i sofaen og broderede. Hun lod til at ignorere ham fuldstændig. Eller også var hun bare meget optaget af sit arbejde. Han håbede lidt på det sidste.

Han nåede imidlertid ikke at sige noget til Mathilde, før hun var forsvundet ud i køkkenet igen, og han havde ikke lyst til at følge efter hende og forstyrre. Han ville sikkert bare komme til at gå i vejen. Så i stedet blev han stående lidt rådvild midt i stuen, usikker på, om han burde gå hen og hilse på Ceelia.

Hun skræmte ham ærlig talt en smule.

Det var selvfølgelig noget pjat. Hun sad jo bare og broderede. Men Theodore havde på fornemmelsen, at hun sagtens kunne få ham til at føle sig som en komplet idiot uden så meget som at lægge nålen fra sig. På den anden side kunne han heller ikke blive stående og glo som en statue, indtil Salem kom ned. Så han tog mod til sig og bevægede sig forsigtigt over mod sofaarrangementet ved pejsen, hvor han satte sig i lænestolen.

Hans blå øjne hvilede et øjeblik på Ceelia. Han åbnede munden, men nåede at fortryde, inden der kom en lyd ud. I stedet gled blikket ned til den sorte silkeskjorte i hendes hænder og den fine kragefugl, hun var ved at brodere. Det var faktisk ret imponerende. "Wow, du er god til det dér," sagde han omsider, med en oprigtighed, der forhåbentlig kunne opveje, hvor elendig han var til at begynde en samtale.

Hendes nynnen ophørte, da Theodore stod der midt i stuen, og bare stod. Men hun sagde ikke noget, men fortsatte med at stikke nålen ind og ud af stoffet, for at kreere fjer efter fjer. Det var lige før hun kunne mærke hans nervøsitet i rummet. Kun godt. Det betød bare, at han ikke havde glemt deres lille, korte samtale fra sidst.

Uden at se op fra sit beherskede arbejde med nål og tråd, bemærkede hun selvfølgelig at Theodore luskede sig tættere på og fik valgt en plads. Fars plads... Hun sukkede dybt over komplimenten. Hendes grå øjne flyttede opmærksomheden hen på Theodore.

”Det må du jo vide. Selmy har fortalt at du er søn af en syerske,” Svarede hun en smule stikkende, der måske kunne mistænkes at være snobbet. Men Ceelia ønskede blot at lade Theodore vide, at hun vidste lidt mere om ham nu. Hun stoppede med at brodere, for i stedet at folde den ufærdige skjorte pænt sammen, og lagde det ovenpå bunken af hendes andre hjemmeprojekter.

”Du render stadig i hælene på min bror, kan jeg forstå.” Hun krydsede sine arme, og skiftede også hvilket ben der var krydset over det andet. Hendes humør var ikke helt til at tyde, for det holdt hun aktivt skjult for ham, men hun havde en skarphed over sig. "Under mærkedagen kom Selmy ikke hjem den nat..." Hun så mistænksomt på Theodore, og afventede en rigtig god forklaring. For Selmy ville jo aldrig fortælle hende noget.