Fordi... var det normalt?
Theodore kendte ikke rigtig reglerne for den slags. Han havde aldrig puttet sådan med sine venner hjemme i Medanien. Ikke engang når de havde overnattet hos hinanden. "Så du er kommet som min læge og ikke min ven?" spurgte han nysgerrigt og løftede brynene afventende. For hvis dét var tilfældet, var det vel endnu mindre normalt at ligge og klamre sig sådan til hinanden. Ikke at de klamrede sig til hinanden eller noget. Det gjorde de helt sikkert ikke. Heldigvis fik Selmys latter revet ham ud af de kaotiske tanker.
Du savler, når du sover.
Theodore udstødte en forfærdet, demonstrativ lyd over den pludselige fornærmelse. "Mobber du mig?" Han forsøgte at fange Selmys blik og kneb øjnene mistænksomt sammen. "Jeg er syg, jo." Selmy flyttede sig, og Theodores blik flakkede efter ham for at se, hvad han havde gang i. "Så du kan ikke bebrejde mig for at ..." Ordene døde på hans læber. Selmy havde løftet en tegning frem mellem dem. I det sparsomme lys, der slap ind gennem det lille, runde vindue, kunne Theodore skimte en skikkelse på papiret.
Ham.
Han holdt et øjeblik vejret og betragtede skitsen. Kullets mørke streger havde fanget noget, han ikke selv vidste, hvordan han skulle sætte ord på. Måden hans hoved lå på puden. Hårets uordentlige fald. Skyggerne omkring hans ansigt. Selv den lille, pinlige detalje ved mundvigen.
Theodore sendte Selmy et blik.
"Du kunne i det mindste have undladt savlen ..." mumlede han, men der var ikke meget indignation tilbage i stemmen.
Han anede ikke, at Selmy kunne tegne så pænt. Hvordan kunne han være så pokkers dygtig til alt muligt? Theodore kunne dårligt tegne en hest, uden at den kom til at ligne en en kartoffel med alt for lange ben.
"Jeg vidste ikke, du var så dygtig." Han lod blikket glide tilbage til tegningen. "Jeg er aldrig blevet tegnet sådan ... før." Han sank og vidste ikke helt, hvad han skulle stille op med følelsen. Det var mærkeligt at se sig selv gennem en andens øjne. Især når den anden havde brugt så meget tid på at få alle de små detaljer med.
Alle. De. små. Detaljer.
Men så trak den ene mundvig sig skævt op.
"Jeg havde da ret i én ting ..." Han skævede drillende mod Selmy. "Du har virkelig siddet og stirret på mig, mens jeg sov."

Krystallandet

