Izilarna tog sig ikke tiden til at ømme sig, hun var fuldt fokuseret på hvaf der foregik her og nu, og vagten var kommet væsentligt tættere på end hun brød sig om. Den syngende lussing medførte at vagten direkte måtte flytte hovedet, hun skulle just til at følge op, som tjenesten blev gengældt og en brændende smerte bredte sig over hendes ansigt. Hun lå stille et kort sekund mens smerten fik lov at falde til, så kom vreden, som havde han pustet til ilden et sted der brændte væsentligt bedre end først antaget. 
"DU... DU kunne have gjort dette så meget nemmere, hvis du ikke skulle springe op på lovens fede hest!" Knurrede hun dystert. Han forsøgte at få styr på hendes arme, men det var ikke noget hun havde i sinde at lade ham få, i stedet forsøgte hun at bøje sig henover ham, med en overraskende smidig bevægelse, der kun kunne tilskrives hendes stærke kernemuskulatur, inden hun med den ene arm greb om hans hals, i et forsøg på at få pusten fra ham. Hendes ben kæmpede en brav kamp for at hjælpe til med at mindske hans vejrtrækning. "Det her bliver kun værre for dig selv, så nu får du sidste chance for at opgive den her sindssyge opgave, du har rodet dig ud i" knurrede hun, den hvidhårede tyv var fakrisk ikke sikker på, at hun ville slippe ham , selv hvis han faktisk gik med til at opgive opgaven, det ville væren for usikkert og hun skulle dælme ikke snørres af en simpel byvagt 

Selvom kvinden først havde været noget af et morsomt sludrechatol gik det nu også direkte over i vrede fra hendes side. Det var rart, at han i det mindste også kunne komme igennem til hende, skønt det ikke var til nogens fordel at hun nu var decideret vred lige som han var. Om hun forstod hvad hun havde rodet sig ud i, var ham uklart. For hun virkede ikke til at tage sig af præcis hvor mange love, hun brød. Det vigtige var nok nærmere, at hun stadig modsatte sig at blive arresteret og det gik ham fuldstændig på nerverne. Mere end han brød sig om at indrømme. Hans professionalitet var strippet helt bar og han brød på slet ikke om det.

"Det er bogstaveligt talt mit arbejde!" udbrød han, stadig lige så vred men også en anelse forvirret. Hvad regnede hun lige med her? At alle byvagter bare sad og fedede den og vendte det blinde øje til mens kaos ramte gaderne og alle blev bestjålet og begået indbrud hos? Hvis byvagten ikke gjorde deres arbejde, ville Dianthos blive lige som Kzar Mora og dets indbyggere at vanvittige dæmoner. Bare tanken om det fik Tau til at rynke let på næsen sekunder før kvinden lavede en manøvre så umulig for Tau at blot tanken om at skulle gøre noget i retning af det samme kunne få begge hans ben brækket. Pludselig havde hun komplet overhånden og han var i et greb der gjorde det svært at få luft. Det var nu et reelt angreb på byvagten. En lussing kunne han se bort fra. Et kvælertag? Aldrig i livet. Tau stoppede med at forsøge at få fat i hendes arme. Det duede alligevel ikke. I stedet slog han hende hårdt i siden hvorefter han begyndte at vride sig voldsomt i et forsøg på at komme fri.

Og de havde begge to glemt en ret vigtig detalje. En brydekamp på et hustag var én ting: At gøre det på kanten af et hustag var ikke det smarteste nogen af dem kunne finde på at gøre. Og nu kom konsekvensen for dem begge. Som Tau mærkede hvordan de rullede tættere på afgrunden, greb han virkelig hårdt fat i trøjen og den anden arm på kvinden. Det var ikke så meget en taktisk beslutning som det var panik over tanken om at falde ned. Hun havde overhånden og hvis hun kunne holde sig på taget, så ville han også have muligheden. Det betød så bare desværre, at de begge to røg ned. 

De var ret heldige at det ikke var et direkte fald, for hustaget var ret tæt på et andet hustag. Så det blev mere en form for ping-pong ned til brostene. Da de nåede bunden vidste Tau ikke hvordan tyven havde det. Han havde det selv ret hæsligt, for han havde i dén grad slået hovedet. Og der var muligvis også et par trykkede ribben som han famlede desorienteret rundt.

(OOC: Har fået tilladelse af trådpartner til at lade dem begge falde.)

som den hvidhårede kvinde mærkede hvordan hun fik fat i et solidt kvælertag på byvagten mærkede hun en lettelse bruse gennem kroppen. Én ting var det ikke va ret smart, det vidste hun godt, men det sekund at han havde fået fat i hende med hans lede tackling vidste hun godt, at det desværre kun bar én vej og det var ikke diplomatiens retning. Netop med den fysiske kontakt var hun ovre i noget helt andet og selvom Izilarna gennem årene var sluppet med ret milde domme og fængslinger som var korte eller lette at bryde ud af, ville den her konfrontation med sikkerhed medføre noget væsentligt værre. Af samme årsag kæmpede hun nu så indædt.
En spids albue borede sig ind mellem hendes ribben og hun måtte bide tænderne hårdt sammen og kort snappe efter luft, for ikke at slippe sit tag i vagten, men hun var klar over, at hvis hun tillod ham et øjebliks luft, ville hendes plan ryge i vasken. Sov, sov, sov. Var det eneste hun kunne tænke på, hvis hun kune klemme nok luft ud af ham til at han gik i bræddderne ville det ikke tage hende mange æjeblikke at samle tyvekosterne og komme langt langt væk, men det lod ikke rigtigt til at han var sådan at tage ud. Hun skulle til at åbne for endnu en kæk bemærkning, som hun mærkede hvordan hans tag i hende ændrede sig, en hånd lukede sig omkring hendes arm og hun nåede dårligt at overveje situationen, før tyngdekraften tog et tag i dem begge og de røg nedad. hun gav et gisp fra sig, som det gik op for hende, at han havde fået rullet dem begge udover tagets kant og et milisekund efter hamrede hendes hofte og skulder mod det næste hustag, inden de tog endnu et styrt. Takket være hendes adrætte natur formåede hun at repositionere sig halvvejs i luften, og lod dermed Tau tage det hårdeste slag ned mod brostenene, her medførte tungden dog, at hun fik hamret sin pande mod hans kæbeparti og det ene øjenbryn sprang åbent til at væld af blod, sim piblede ned over hendes pande.
I et øjeblik rørte hun slet ikke på sig, hun mærkede gennem sin krop, som flere steder brokkede sig gevaldigt, en hovedpine sprang frem, som blod piblede nedover hendes ansigt og ned på bybagten under hende. så hævede hun blikket, inden hun beskuede fjolset, han trak stadig vejret og værre endnu, så havde faldet ikke engang slået ham ud. "Idiot..." Hvæsede hun fortørnet, som hun placerede en hånd på hans brystkasse og forsøgte at skubbe sig op og væk fra ham "Er du ude på at få os slået ihjel dit krigsliderlige møgsvin!" Fortsatte hun ufortrødent, mens hun prøvede at krabbe sig væk fra hans skikkelse, skulderen dunkede og brændte, var den gået af led?