Hermés slægten var sin egen gren af mystik - mystik af særheder. Finneas gav et indforstået nik, en bekræftelse der næppe kunne behage modtageren i det endnu uklare spil der lå for dem. Juristen samlede på kort, men smed samtidig mange af sine esser af sig for at give noget fra sig selv igen. 

Øjnene lyste op i mørket, det orange skær af dem som han var et bæst af natten afspejlet hans natur i sekundet, for de, som gav en interesse for andet end deres egne. Skønt havde han ikke høje tanker om mennesker i magtpositioner, de kunne sjældent se udover egen næsetip, for alt der betød noget, var blot at det gik deres vej. "Alt der ligger på Dere sind, kan være en forhindring for målet De har for dem. Så fortæl mig... Hvad er så skrøbeligt for Dem, at vi går på list omkring det?" Hemmeligheder huede ingen, specielt ikke en, som ville have det nemt - og hvor nemt agtede Kitt at få det, for som vejen var lagt for nu, var der intet nemt at spotte. 

"Målet helligere midlet, så har jeg grønt lys, agter jeg at agere som jeg planlægger tingene ud fra min egen fornøjelse" 

Hans egen fornøjelse? Tanken strejfede ham i et kort glimt af vantro, men ikke en mine fulgte med. I stedet lod han sig glide med strømmen. Spillede spillet.
"Det er en… selvsikker læsning," begyndte han lavt, næsten som en eftertanke, men tonen bar en svag antydning af noget andet. Blikket forlod ham ikke. Et øjeblik virkede det, som om han overvejede noget, ikke ordene, men manden foran ham.

Kølig marmor. Og overnaturlig… ja, skønhed.
Lyset fangede øjnene igen. For skarpt. For klart. Noget i dem glødede, som burde det være blevet i mørket. Men Kitt blinkede ikke.

Hvor interessant.

Afstanden mellem dem var reduceret til noget, der næppe kunne kaldes passende. Et enkelt åndedrag, måske to. Alligevel stod Finneas urokkeligt. Det fik et svagt træk til at spille i Kitts mundvig.
"Byvagten havde deres forsøg," fortsatte han roligt.
"De fandt intet." Han lod tommel- og pegefinger glide mod hinanden i en langsom, overvejende bevægelse.

Øjnene dalede til læberne, inden de i et ryk kom tilbage til de intense øjne. "Så jeg må gå ud fra…" En pause. "…at De har tænkt Dem at gøre det bedre?"

Besynderligheden af slægtens arv tittede frem i Kitt. Finneas rykkede sig ikke fra sin position, skønt musklerne omkring øjnene gav et tegn fra sig af suspekt. Privatfæren var etableret af en årsag og i et embed af hans kaliber krævede en 'fære' af en art for professionelisme. 

Juristen gav sig dog ikke, han ville ikke give plantageejeren den (uforventet) sejr. "Selvsikkerhed er ikke en hver mands kunnen, og med et erhverv som mit, er kriblende usikkerhed, tvivl og tøven ikke til nogen gavn" lød det stillestående fra ham, som det hele kom ud i et simpelt åndedragt af ligegyldighed. Uindbydende til videre opfølgning.  

Provokerende som hele affæren var gået hen og blevet, skimtede øjnene halv skulende som de ænsede modpartens flyttende fokus. Finneas kunne nok finde på undskyldninger, men ikke undskyldninger til hvorfor han ville have suget blodet fra en igennem tungen..

"Byvagten bruger ikke deres ressourcer tilstrækkelig, de glemmer at udnytte evnerne deres mænd har, såfremt de tillader det," og selvom Finneas ikke så grund til hvorfor ikke evner skulle udnyttes til de ting, så var der tvivl til hvor vidt evner kunne bruges til den slags sager - eller uagtet sagens indhold. Evner kunne afsløre unødvendige ting, lede efterforskning i forkerte retninger - og så meget mere. "Men små øre har det med at vide bredt omkring byens kriminalitet," tilføjet han. 

Kitt bemærkede det lille smykke piercet i Finneas' lyse bryn. Med en mat overflade reflekterede det lyset i stuen. Blikket gled tilbage til øjnene og blev dér, mens han lyttede til den yngre mand. Kitt fandt ham løjerlig – store ord for en knejt. 

Et lavt brum forlod Kitt med et nik. De øjne så skarpt ind i hans. Stålsatte, men med det samme udtryk af nonchalance, som om alt kedede juristen.
Kitt tog sig selv i at spekulere på, hvor meget der skulle til, før det udtryk revnede.
"Og jeg antager..." sagde han lavt, "at de ører er Deres?"
Fingrene løftede sig, som om han ville pege på noget ved juristens ansigt. Et øjeblik tøvede de i luften.
Så strejfede han det lille smykke i brynet med knoen.
"De hører tydeligvis mere end resten af byen."

Han lod stilheden hænge et øjeblik længere end nødvendigt.  

"Nuvel." Kitt pustede langsomt ud gennem næsen. Han kørte en flygtig lok væk fra ansigtet og trådte et skridt bagud. "Drengen stjal et arvestykke der er uvurderligt."

Bemærkelser og blikke vandret, og Finneas var ved at være ganske tvivlsom om klintens endelig mål for den aftenen der var startede i et kald af arbejde. 

Øjnene havde formet sig i et let kneb som han var klar til at stille et spørgsmål der var alt andet end arbejdsrelateret hvis ikke det havde været fordi Kitt Tane formåede at holde krusen. "En mand kender sine knib, gør han ikke?" trods for juristen af sin unge udseende næppe kunne se ud som en mand ved siden af fersken forhandleren. 
Det fortalte dog et bekræftende svar på. Skønt det absolut intet bekræftet helt konkret. 

Afstanden kom endelig tilbage, og en lettelse kunne kort antydes ud fra juristens brystkasse, trods for intet i hans krop var levende foruden hans kropsholdning. "Og skal drengen være i et stykke når det er?" en dusør på levende og død lød altid bare så meget bedre .. det var hvert fald en nem og proteinrig snack.

Et flygtigt smil farvede læberne. Noget ved deres samtale morede ham, trods emnet.
"Så længe han er ved bevidsthed..." Ordene blev hængende mellem dem som røg fra et stearinlys. Kitt gjorde intet for at samle dem op. Lod stilheden arbejde for sig. Lod juristen selv afgøre, hvor mørkt udsagnet skulle forstås.

Han betragtede Finneas et øjeblik endnu, før et lavt, næsten eftertænksomt brum gled ud mellem læberne.
"Jeg vil gerne..." Han gned langsomt hånden over hagen, som om ordene først dér fandt deres form. "...have mig en lille snak med knægten." Mundvigen løftede sig en anelse.
"Det er trods alt lettere at få sit budskab igennem til én, der stadig kan høre det." Et køligt glimt tændtes i de mørke øjne.

"Han tog noget fra mig." Kitt trak langsomt vejret ind. "Jeg foretrækker, at folk lærer, hvad den slags koster." Blikket hvilede roligt på juristen, uden vrede. Næsten værre.

Han trak let på skuldrene og vendte sig mod karaffelen. Ravgylden væske malede krystalglasset.
"Får jeg mit arvestykke tilbage, kan vi alle spare os selv for en ubehagelig afslutning."

En blodtørst kom snigende frem i luften, og skønt det havde været retmæssig at antage det var vampyren som afgav en sådan aura fra sig, var det fra mennesket ham selv. Finneas begyndte lige så stille at studere situationen nøje, en hver bevægelse kom som et følge af et ryk på en skakplade og fra tid til anden, der havde Kitt formåede at skabe en mild overraskelse og komme et skridt nærmere på et skatmat. 

Men juristen lyttede til et hvert ord og åndedragt der forlod mandens mund og uden han tænkte for meget over det, hævede han let hagen som et minimalt tegn på anerkendelse. Hævet over loven var ikke noget som klædte alle, men alligevel kunne Kitt næsten tale sig ind i det, som det var en ret udelukkende til ham og for ham. "Ubehagelige slutninger kommer normalt i sidste ende for de, som krydser de forkertes veje..." kommenteret han stille i takt med at hagens hævning blev sænket igen. 

"Men nuvel, klinten har vel altid ret, ikke sandt?" en sætning som havde mere end en fortolkning, bare på noget dybere end som så - men i sidste ende også viste dem begge hvor døren var. 

Det prikkede varmt i nakken. Finneas' ord satte sig som en nærende kraft i hans nerver, og Kitt satte karaffelen fra sig, før han vendte sig.

"Skål på dét." Han løftede krystalglasset mod juristen med et smil, der klædte mørket i hans blik på besynderlig vis. Næsten jovialt. Som om de havde talt om en vellykket handel og ikke om konsekvenserne ved at krydse den forkerte mand.
Finneas havde naturligvis intet at skåle med. Kitt kastede et beklagende blik mod hans tomme hænder, trak let på skuldrene og tog en slurk på begges vegne.

Klienten har vel altid ret.

Et luftigt sug fulgte, da glasset forlod læberne. "Hm." Han betragtede Finneas over kanten et øjeblik. Et lille smil trak i den ene mundvig. "De må tilgive mig, men jeg har svært ved at tro, at De nogensinde har levet efter dén overbevisning."

Alligevel nikkede han langsomt, som om de netop havde indgået en uudtalt aftale. "Men vi forstår hinanden." Han drejede glasset dovent mellem fingrene.
"Jeg vil have drengen. Jeg vil have mit arvestykke." En lille pause. "Hvordan De fremskaffer begge dele, behøver De ikke kede mig med." Blikket fandt Finneas' igen. 

"Bare sørg for, at han stadig kan føre en samtale, når han kommer."