Hermés slægten var sin egen gren af mystik - mystik af særheder. Finneas gav et indforstået nik, en bekræftelse der næppe kunne behage modtageren i det endnu uklare spil der lå for dem. Juristen samlede på kort, men smed samtidig mange af sine esser af sig for at give noget fra sig selv igen. 

Øjnene lyste op i mørket, det orange skær af dem som han var et bæst af natten afspejlet hans natur i sekundet, for de, som gav en interesse for andet end deres egne. Skønt havde han ikke høje tanker om mennesker i magtpositioner, de kunne sjældent se udover egen næsetip, for alt der betød noget, var blot at det gik deres vej. "Alt der ligger på Dere sind, kan være en forhindring for målet De har for dem. Så fortæl mig... Hvad er så skrøbeligt for Dem, at vi går på list omkring det?" Hemmeligheder huede ingen, specielt ikke en, som ville have det nemt - og hvor nemt agtede Kitt at få det, for som vejen var lagt for nu, var der intet nemt at spotte. 

"Målet helligere midlet, så har jeg grønt lys, agter jeg at agere som jeg planlægger tingene ud fra min egen fornøjelse"