Det var sjovt, som tilstedeværelsen af den lille, bløde kat på skødet af Faust, kunne give en følelse af tryghed, som han ellers ikke plejede at have. En følelse af, at et lille uskyldigt væsen rent faktisk kunne lide ham. 

Et lille, umærkeligt smil krusede kanten af vampyrens læber, som han på opfordring fra Ves forsigtigt strøg Snebold over pelsen. Hun måtte kunne lide det, for hun lænede med det samme hovedet ind mod hans hånd for at opfordre til mere.

"Jeg håber ikke, at jeg forstyrrede dig i noget." Lød det efter et øjebliks stilhed undskyldnende for Faust. Han brød sig i virkeligheden slet ikke om at have været påtrængende over for Ves, der jo var hans gode og værdsatte kollega. Det skulle nødig sætte deres forhold over styr, at han sådan dukkede op i hans hjem ud på de sene nattetimer. 

Som spørgsmålet blev stillet, stoppede Ves kort op med at nusse Millie, som han kiggede på Faust. Det var måske lidt upassende som kollegaer som de sad her, men selvom Ves havde forkastet Lyset, så havde han stadig et blødt hjerte.
Som Millie skubbede hovedet mod hans hånd, og han begyndte at nusse hende igen, så rystede han sagte på hovedet. Måske lidt forstyrrelse af søvn, men det var ikke ligefrem en prioritet han alligevel havde.

"Ikke ligefrem," sagde Ves, og kiggede ned på Millie som blev ved med at gnubbe sit hoved mod hans hånd. Så meget for at hun havde været godt sovende da de blev vækket. "Det virker lidt som om at jeg har behov for mindre søvn i takt med alderen alligevel." Hvilket nok i grunden mere var nogle af de særheder elvere begyndte at få når de blev rigtig gamle.
Men selv som Ves sad her og næsten kun var blevet vækket, så virkede han ikke som om at han var blevet hevet ud af sin søvn, og der var ingen bebrejdelse at finde i ham.