Et øjeblik fornemmede han, at den anden vogter stivnede, og han var klar til at trække sig tilbage og undskylde. Måske han havde misforstået, at der var en invitatation.

Men da Iáin gav sig hen til ham, vidste han, at han havde gættet rigtigt. At Iáin rent faktisk gerne ville det samme, som Idrys, og han pressede ivrigt sin krop mod ørkenelverens, åbnene læberne en smule for at lade sin tunge finde vej til at smage på Iáns. Den ene hånd vandrede en smule nedad, hvilende på Iáns bagdel.

Hans øjne var halvt lukkede, skjult bag de lange øjenvipper.

Flammerne havde omfavnet skovenbunden længe nok og sat rodfæste i rødderne for spredningen. Iáin svævede, Gud forbyde han svævede, men han svævede i længsel, affektion og begær for mere. Kroppen fortalte alle, hvad den hungrede efter, trods for hjernen betragtede det som et stort forræderi, kunne end ikke den dy sig. 

Han overgav sig til det hele, som smeltet smør på en brandvarm pande over ilden. Idrys ville ingen modvillighed opleve. 

Om det var et eller andet malplaceret ønske om dydighed der tidligere havde holdt Iáin fra Idrys, vidste han ikke. Den solbrune hud, de lyse lokker og høje slanke skikkelse, der gjorde, at Idrys var nødt til at title hovedet en anelse opad på skrå for at fange hans læber, havde altid forekommet ham utroligt tiltrækkende. 

Hans intentioner om at lære mere om Iáins drage var ret hastigt ude af hans sind, som hans hænder ivrigt begyndte at finde vej under ørkenelverens klæder. Trædende en smule bagud, trækkende Iáin efter sig, stødte hans fod dog ind i noget, der gav den alarmerende lyd af en potte, der rokkede uroligt i sin underskål.  En af de dyrebare planter..