Taget fra kollegaen ændret sig og han hamrede ikke længere sine hænder i skuldrene, men prøvede at hive ham rundt i stoffet. His det gik i stykker, gik det i stykker. Det var ingen forhindring, selvom det nu gav lidt mærker fra sig i sidste ende hvor stoffet omkring hans hals blev spændt. Men lidt smerte havde alle vel godt af. 

Eskild var ikke tæt nok på at fornemme hverken spænd eller kropslige glæde fra Stian, men hans egen krop var nu pænt med på hvad der skulle ske, så den satte selv i spænd. Den slog nærmest lejre så at sige. Han ville dog ikke unde om det var Stian som faktisk var den som var årsag til dette, selvom han nu gerne selv havde set det for sig med Samuel. 
Me lidt besvær fik han lukket noget af luftrummet mellem dem og kunne få en snert af idé om hvordan det stod til i kollegaens bespændte bukser. Det var nok mere tanken om at skulle fantasere omkring Alister, end det var at stå med Eskild. Men det gjorde ham nu intet. Absolut intet. 

Legen tungerne fik med hinanden kunne Eskild virkelig smage hvordan Stian smagte. Øllen var ikke alt, men det var det mest fremtrædende. Men som Stian alligevel fik et form af tag på det hele, skilte deres munde fra hinanden Eskild trak tungen til sig selv og tørt sig let om munden fra den våde oplevelse. 

Eskild var bestemt besluttet på at det ikke var slut, så han greb let fat om Stians hånd og ville få ham med hjem. "der er intet galt i at give efter, du kan jo tydeligvis godt blive opstemt af det," med en reference til buksen. Men heldigvis var der ikke langt til Eskild hjem, selvom hjemme nok ville se en anelse tomt ud. Materialistisk næsten. 

 Stian var ikke helt med på den, og det var kommet så pludseligt at han havde svært ved at forstå hvad der foregik. Hvordan havde det eskaleret så hurtigt? De havde blot stået og snakket forinden, og nu var Eskilds tunge i halsen på ham. Aftenen havde virkelig taget en drejning som Stian aldrig havde forestillet sig kunne ske. Han var ikke engang sikker på om han var til mænd - fascinationen af Alister var opstået langsomt, og han kunne stadig ikke indrømme overfor sig selv at han var tiltrukket af den ældre halvelver. Så at han nu stod og tungekyssede med sin kollega.. som var en mand, forekom ham værende helt forkert. 

Og alligevel.. fik Stian ikke standset Eskild som han burde. Deres tunger dansede, og selvom det stadig var et rimelig anstrengt kys fra Stians side af, kom han stadig til at gengælde det. Når han var beruset tænkte han ikke klart - og af en eller anden grund havde øl nummer to slået ham hårdere ud end forventet. Måske var det grundet at Stian ikke havde spist nok idag; så det var nok dér den var gået galt. Hvis man som Stian var en svagdrikker, skulle man ikke drikke på tom mave.

 Hver gang han forsøgte at trække sig væk, var der noget andet i ham der trak ham tilbage - en blanding af ham selv og Eskilds tag på ham. De stod presset tættere op ad hinanden nu - og Stian bemærkede vagt at der var kommet en bule i den andens bukser. Den unge byvagt bemærkede selv sin egen gejst i bukserne, og håbede lidt at Eskild ikke havde opdaget det. Stian ville ikke tænde på det her overgreb - Men hvorfor fanden skubbede han ham så ikke bare væk? Var det virkelig et overgreb hvis Stian ikke forsvarede sig ordentligt? 

 "Hah.." deres læber slap endelig hinanden, og uvilkårligt trådte han et lille skridt væk fra Eskild. Han tørrede deres våde kys af sine læber imens han trak vejret tungt, og så lettere forbavset på sin kollega med sine overophedet kinder. Eskilds sorte hår bølgede omkring ham, og han så yderst tilfreds ud med hvad der lige var sket. 

 Før Stians hjerne fik processeret hvad hans næste skridt skulle være - at smutte, blev han taget fat i af Eskild om håndleddet, og alle tanker om at stikke af forduftede. Hans blik skød fra hånden, til Eskild - og han rynkede brynene forvirret. "Eskildd.." hans stemmeføring var blevet en smule påvirket af alkoholen som, efter kysset, havde taget ordentlig fat nu. Stian følte sig svimmel, og omtåget.
 "JJeg forstår ikke helt hvad der sker." erklærede han, og begyndte modvilligt at gå med ham. Det var som om kroppen bare lystrede Eskild, og al fornuft han havde tilbage i hovedet langsomt blev skubbet væk. 

Men kunne sige meget, men dagen havde ikke gået som forventet for nogen af dem. Eskild var ikke kommet med på turen for at ende med Stian. Det havde slet ikke været en plan at blive eller lade sig socialisere med dem. Men Issac havde haft andre planer og Eskild gad ikke hjem i tomheden og bare sove hele aften og natten væk som det ikke eksisteret for ham. 
Eskild kunne dog ikke lade det passere, Stian havde formået at grisse ham til, så .. 

Alkoholen havde dog ikke samme tag på ham, som den syntes at have på kollegaen. Var han virkelig en så svag drikker eller havde han ikke taget sine forbehold og fået noget mad i skrutten i løbet af dagen som ville kunne suge væsken til sig og dulme den mulige ros det gav. Eskild nød tit lidt brød her og der, hvorfor han ikke stod så skæv for sig som Stian. Var det måske tilfældet, at Stian var tom og derfor blev slået omkuld som en kvist i stormvejr? Det var dog en ligegyldig ting at overveje, for han skulle hane aften brugt effektivt på den ene eller anden måde. 

Grebet om Stian var spændt og ikke lige til at flette sig ud af, men det virkede heller ikke til at der blev gjort modstand, havde han måske givet op og blot lod sig føje for nu. "Kald det gengæld" kommenteret han uden at se på Stian som han sagde det. Det var ham med det fugtige og kolde skidt. Det var næsten kun fair at han fik det lunet op igen. 
De nåede til Eskild hjem og han fik låst dem ind og smækket døren bag dem. Han havde ikke i sinde at slippe Stian så nemt, ikke før de kom til sengen. Den kære enkelmandsseng som stod og savnede noget kærlighed.

Men Eskild gav sig nu selv lov til lige at vende mod Stian, den frie hånd blev blidt lagt ved halsen før han lod sine læber glide op ad den modsatte side af hvor hånden lå. Lod Stian det ske, vidste han, at det nok skulle gå for sig, ellers ville det blive en lang og træls kamp. 

 Stian ville gerne give den anden kamp til stregen, men han synes at det hele sejlede for ham, og hans sind dæmpede hans lyst til at tage flugten. Det var også derfor han kun havde hevet lidt tilbage, for at få sin hånd til sig før, men Eskild havde så godt fat, at det ikke nyttede noget alligevel. Det lå stadig så fjernt fra Stian at det her var noget Eskild kunne finde på at gøre, at han havde svært ved at tro på at det rent faktisk skete. Måske havde hans berusede tilstand fundet på det - men.. sådan en fantasi havde Stian dog ikke. I hvert fald ikke bevidst. 

 "Gengæld?" papegøjede den unge byvagt, og han rynkede bryn og næse i en mærkværdig grimasse. Var det fordi han havde spildt øl på Eskild? "Virker ddet ikke lidt.. overdrevett bbare for dét?" I et forsøg på at trække hånden til sig igen, begyndte han at ruske den lidt tilbage med lidt mere kraft denne gang, men Eskild var beslutsom, og Stian måtte ty til andre midler hvis han skulle få ham til at slippe ham. Midler han ikke kunne bruge når han var beruset, og midler der var for omstændige. Han havde intet at forsvare sig med andet end sine næver, for han havde skiftet ud af sin byvagtsuniform tidligere inden de tog på kroen. 

 Ganske hurtigt nåede de hjem til Eskild. Det var en del lunere herinde end udenfor, men før Stian nåede at ænse noget som helst, blev han nærmest skubbet ind over dørtrinnet, og døren lukket hårdt i bag dem. Han væltede kort over sig selv, men fik hurtigt støttet sig op ad væggen, og så nu mod Eskild, "Eskildd.. Jeg tror jeg skal hjem." sagde han seriøst, men stod svajede en anelse. 

 Det eneste svar han fik, var blot Eskilds tilnærmelser for anden gang. Han stod stift op ad væggen, og mærkede hvordan det gav ham gåsehud da Eskilds lange fingre kælede hans hals. Stian pressede sig hårdt tilbage mod væggen i et forsøg på at forsvinde ind i den - og så mærkede han de varme læber på den anden side af halsen. Det sitrede i ham imens han strakte halsen, og han bed tænderne sammen. Stian kunne ikke komme uden om hvordan hans hjerte hamrede mod hans brystkasse, og blodet der susede ned til hans skridt. "Nhn." brummede han uvilligt, og klemte øjnene hårdt sammen. 

 

Skulle han havde været ærlig, troede han faktisk at Stian ville gøre mere modstand. Selvfølgelig forekom kollegaen som skabshomoseksuel siden han teet sig som han gjorde omkring nævnelse af Alister, og måske det var årsagen til at han ikke kæmpede så meget igen. Turde han ikke give efter for sine lyster og fantasier, var det måske i mod alt han troede og stod for? Eskild kunne vel kun unde ham det, at kæmpe i mod og opretholde sig selv om han ser og så sig selv. 

Kunne han havde fået sat en hånd for munden at Stian, havde han gjort det. Men der blev papegøjer og satte spørgsmålstegn ved de valg han havde taget for dem begge. Uanset hvor meget han ruskede og trak i hånden, var han holdt i stram snor som en hund. Hvis Stian havde haft nogen som helst form for fysik til at forsvare sig selv, var Eskild på skideren, men det havde han ikke. Han var ikke robust bygget som Alister eller Issac. Det var næsten synd at sige, men selv Svampus kunne have forsvaret sig selv bedre. 

Hånden slap Stians håndled, det faldt næsten i takt med som Stian strakte sin hals. Hånden blev lagt på maven af Stian som den lige så fint gled ned til kanten af bukserne og under. Huden var blød og overraskende glat, men som den gled længere ned, fik han føling med hårene og fornemmede hvordan blodet havde forrådt Stian. Munden gled op ad halsen og stoppede ved kæben af Stian. Han lod kort panden støt til Stians hoved, som han flyttet sin ene fod for at skub Stians ben mere fra hinanden. 
Fingrene gled en tand længere ned som alt faldt mere på plads indtil de ramte pungen af Stian. 

 Stian prøvede virkelig at tvinge sin hjerne til at sende faresignaler ud i hans krop, men kroppen blev bare ved med at reagere modsat til det den blev udsat for af Eskild. Det var en utydelig linje af lyst, og forfærdelse - og han var aldrig blevet tvunget sig på af andre, før. 

 Han stod, i hvad han syntes føltes længe, og tænkte, imens han så op mod det mørke loft. Der var generelt ikke meget belysning herinde, og derfor kunne han heller ikke se Eskild særlig tydeligt. Han var lidt en skygge, der tog for sig af Stian. Den unge byvagts hånd blev sluppet, og pr refleks tog han fat i den andens overarm, i et forsøg på at fjerne den hånd der nu var på vej ned af maven, til buksekanten. "Stohp.. Esskild." brummede han ud mellem tænderne, og gispede da Eskild tvang sin hånd ned i bukserne uanset hvad Stian sagde. 

 Fødderne flyttede på sig i et forsøg på at vride sig da den anden byvagt pressede sig mod ham og holdt ham fanget op af væggen. "Fuuck-"  stønnede han hæst, blandet med forfærdelse da Eskild tog fat om pungen på Stian. Han gjorde et par ryk, og forsøgte igen at vride sig fri af grebet. Lidt mere ihærdigt prøvede han at skubbe den anden væk ved at mase sin albue mod hans overfaldsmands brystkasse. Begge Stians hænder var nu ved den arm, hvis hånd var i bukserne på ham, i et forsøg på at få den op derfra. Eskild lod dog til at være rimelig stædfast, som et træ i vinden. 
 
 "Eskildd!" hvæsede han lidt mere, og gjorde alt hvad han kunne få at undertrykke sin luftige vejrtrækning.  

Det var en umådelig modstand kollegaen gjorde sig. Det var næsten på grænsen til irriterende. Eskild sukkede let tungt, den varme ånde krøb om Stians hals. Læberne snittede kun let huden som han kæmpede for at få fat i Stian og mærke det pumpende legeme. 

De brummene, stønnene og hvæsene lyde var ikke noget som han tog sig særligt af - selvfølgelig nød han lyden af stønnene, det vidnede blot om at Stian på sigt alligevel nød det. Modvilligt eller ej, så nød modparten dette. Hånden blev kørt en anelse op og greb om legemet som det var skaftet til et sværd der skulle trækkes, men hånden lå der blot solidt, de ryk som forekom, var udelukket Stians egen skyld. Som han kæmpede for at blive frigjort. 
Så i sidste ende, der valgte Eskild at løftede hovedet og trak det fra Stian, det tomme blik var en visuel visning for, at han nærmest virkede død i blikket. At han ikke kunne se. Det blev kun tydligere jo tættere man var, og de stod tæt nok til at dette ville kunne opfanges nu. Den frie hånd greb omkring Stians kæbe. Fingrene boret sig ind kinderne og han trak let armen tilbage før han bankede den frem. Nok var det voldelig at slå ens kollegas hoved ind i væggen for at få ham til at holde kæft, men hvad der kunne være værre, var at give Stian væk som skabshomoseksuel med lyster til Alister. "Erkend nu bare du kan lide det," bed han arrigt af ham.

Han løsnede grebet om Stians legeme, lod det være op til ham om han ville kæmpe videre eller blot give efter for det. Men Eskild ville nu ikke give så let op. 

 Hvorfor - tilbød han at følge Eskild hjem igen? Det havde nok været hans allerstørste fejltagelse i aften, eller begyndte det måske allerede langt tidligere da han havde takket nej til frokost? Hvis han havde haft mad i maven, ville han ikke stå nu og være så beruset som han var - nyttesløs og svag.

 Et gisp slap hans adspredte læber som havde han brændt sig på Eskilds hånd da denne tog rundt om ham og mærkede hvor hård han modvilligt var blevet. Han forsøgte at rykke hofterne tilbage med det samme, men Eskilds solide greb, gjorde blot at han var med til at bevæge hånden frem og tilbage på ham. Derfor standsede han med det samme med et indestængt støn, og trak istedet vejret hårdt ud gennem næsen. 

 Med den smule lys der kom ind fra vinduet, kunne Stian se skæret ramme det døde blik der mødte ham nu - der var ingen sympati eller liv i øjnene - hvilket fik Stian til at løfte øjenbrynene chokeret. Der skulle gå lidt tid før hans påvirkede hjerne forstod hvad det var han så.. er han blind?

 Længere nåede han dog ikke at tænke den tanke da han blev grebet hårdt i kæben, og med det samme blev banket tilbage i væggen. Han stønnede forbavset af smerte da han kunne mærke hvordan det dunkede i hans hovede. Og hvis han ikke var svimmel før - blev han det i hvert fald nu. Automatisk slap han sit tag om Eskild, og brummede forfærdet. Han tog sig hurtigt til baghovedet for at tjekke om der var sket mere end bare overfladisk smerte. Det var nok kun en bule han ville få imorgen.
 "Urh - Skullee jjeg kkunne lide dét her? Du er for meget Eskild." snerrede han sløret. Et kort øjeblik glemte han hånden om sit skridt, og blev først mindet om det igen da Eskild slap ham. 

 Stian trak vejret tungt, nu var han både beruset, i smerte og modvilligt ophidset. Så mange følelser på én gang. Med den ene hånd mod væggen støttede han sig, og klemte benene for at få styr på sig selv. "Farvel, Eskild." brummede han bestemt, og skulle til at bevæge sig mod væggen. Han ville ikke være her et sekund længere, og få ødelagt sin værdighed. 

Stian indså at han var den ansvarlige for onanien der greb om ham og blev udført på ham, skønt det var Eskilds hånd der havde taget omkring ham. Det var en ligegyldighed, for Eskild nød det, selvom han personligt selv foretrak at det var på ham det skete. Han kunne ikke undlade at han havde lysten eller behovet, at det så var noget der skete på den mere brutale måde, det var ikke noget han ville stå til ansvar for. 

Det var ikke muligt for ham at vide, hvad Stian indså eller ikke indså, men han kunne kun arbejde ud fra lydene der blev givet. En kropslige reaktion var nok til at give lidt, specielt hvis han havde taget i manden -- hvilket han jo havde. !! og det var nu tydeligt for Eskild at Stian havde luret ham. Det fik blot et smil frem på ham, det var næsten et pirrende og selvtilfreds smil, det hørte ingen sted hjemme i dette scenarie, men han nød det. 

Han fornemmede med, som kollegaen skulle te sig som et pattebarn og mærke efter for om han blødte. Skulle det ske, skulle der flere slag til eller et hårdere slag, men måske Stian blot var vattet og blød som en æggeskal. 

Passiv stod han og så på, som Stian fik trukket hånden op fra sine bukser og ville bevæge sig væk fra ham. Farvel? nu måtte han le og han lagde armene let over kors og så meget akkurat på Stian "Alister skulle vel næppe vide besked omkring dét, at du nyder tanken om ham," i sådan en grad, at du sikkert onanere til ham. Det var ingen hemmelighed at Eskild var til mænd, så han kunne nemt sige sådanne ting om sig selv, men Stian - han var en anden sag. 

 Stian var kun nået et par sløve, men bestemte skridt da truslen fra Eskild blev ytret. Han stivnede i alle sine bevægelser, og stirrede frem for sig - af rædsel. Kunne Eskild virkelig finde på at gøre en realitet ud af sin trussel eller ej?  Han gned sine læber mod hinanden eftertænksomt, og drejede nu hovedet mod den anden byvagt og så forfærdet på ham. 

 Blikket flakkede rundt for at undersøge Eskild, men den anden var som en lukket bog. Han havde dog en meget god idé om.. at den anden mente hvad han sagde. "Det mmå du ikke." brummede han i vantro og sank en klump. Med støtten fra væggen rejste han sig mere ret op. Alt gjorde ondt i ham. Hovedet, hjertet.. kroppen. Hvordan kunne han være opstemt nu? 

 Selvom Stian og Alister havde været ude for nogle akavede ting, så var der ingen tvivl om at halvelveren var hans overordnede, og det var ikke propert at længes efter ham. Hans hjerte slog et slag over. Det var først nu, i Stians fulde tanker, at det gik op for ham.. at han længtes efter Alister. Sikke et rod. 

 "Eskildd.. Sig du ikke mener hvad du sagde." Han trak vejret tungt ud af næsen, og svajede. Næverne blev knyttet. "Du må ikke sige noget til.." han kunne knapt ytre navnet, "..Alister." 

"Det hjælper ikke at se sådan på mig," hånede han kollegaen. Det var til ingen nytte at sende forfærdet udtryk eller grimasse i hans retning, og Stian havde jo alligevel opdaget at han intet kunne se, så ingen grund til at være så hemmeligsfuld omkring det. Han havde intet problem med det, for han havde alligevel mulighed for at fornemme så meget andet. Blodet pumpede i kroppen, lungerne klappede trak sig sammen, alt der kunne afløse noget i kroppen, det kunne Eskild fornemme. 

Men han ventede en anelse tøvende for at se hvad Stian ville sige eller gøre, men han tryglede ham næsten. Ah. Mhm. Han var i et sødt spot. "Hjælp mig med at hjælpe dig," var hans endelige tilbud. Det var måske grumt at overveje, men uanset hvordan man så på det, så var Eskild ikke en den eneste der var opstemt, hvorfor ikke blot lade sig falde hen. 

Tænk at man kunne være så ynkværdig omkring at ens forelskelse kunne blive afsløret, det var ubetydeligt, for det var noget man ikke var i kontrol over, men alligevel virkede det til at Stian så gerne ville have kontrol. Det kunne han selvfølgelig også få ved at være den som hjalp Eskild. 

 Den ubehagelige dunken i Stians hovede var begyndt at tage til som et ualmindeligt forstyrrende element. Det var allerede slemt nok med alkoholens slør, og han følte sig ganske fjern i hovedet som Eskild snakkede. Det virkede som om intet af dette var virkeligt, og at det bare var en ond drøm Stian kun kunne håbe på at vågne op fra. 

 Desværre var det meget virkeligt. Stian rynkede brynene sammen til den andens ord. "Og hvadd er det helt præcist du øn-ønsker at jeg skal hjælpe dig med?" spurgte han bidende, og havde svært ved at holde balancen, han bed sig lidt i læben, og sendte den anden et blik fuld af harme. "Skal jeg tilfredstille dig sseksuelt?" vrissede han spydigt. Der var ingen grund til at danse rundt om den varme grød. "Err det dét du vil have?" Han førte en hånd gennem sine blonde lokker for at dulme hovedpinen, men lige lidt hjalp det. 

 Stian måtte læne sig op ad væggen igen med ryggen og sukkede. Hvad fanden skete der? Var det virkelig dét her det skulle ende med? Han knugede sine hænder lidt, og havde svært ved at orientere sig. 

Som kollegaen syntes at skulle fatte sig en anelse, valgte Eskild at få trukket en stol ud fra bordet og satte sig foroverbøjet over med underarmene hvilene på knæene, som bødlen der ventede på at måtte gøre sit arbejde i nattens mulm og mørke. Han var rettet direkte mod Stian, så det virkede næppe som nogen fornøjelse. 

Det generet generelt ikke Eskild om kollegaen havde sine problemer med ham, for i sidste ende havde det viste sig at Stian var svag, trods for at være regelryttende og lovlydig. Men han trak skævt på smilebåndet, da han hørte Stians første bidende spørgsmål, men det blot opfulgt af et andet med en stærk vrissen. "Hvorfor ikke? Jeg er ikke den eneste som har haft en ..." han lod en finger illustrere en rejsning som provokation til Stian. 

Men han kunne nu også bare have sagt 'ja tak, nu som du tilbyder', men det havde været lidt for nemt. 

 Den provokerende oprejste finger fik det til at trække sig sammen i hans mave, og han måtte se væk. Det var utrolig skamfuldt at Eskild havde set ham blive opstemt i hans nærvær. Det var ikke just kærlighed der var imellem de to byvagter - og man kunne knapt kalde det et venskab. Lysten der var i ham, var ikke rettet mod sin kollega som sad overfor ham, udspekuleret og afventende. Men man kunne ikke altid styre sine kropslige reaktioner. 

 Berøringen var kommet som en overraskelse for ham, og tydeligvis reagerede kroppen på en sult han havde undertryk længe. En sult, og en længsel for at blive rørt af Alister på den måde, som Eskild gjorde. Det var selvfølgelig minus den voldelige gestus af Stians hoved der blev banket ind i væggen - og det gøs i ham blot ved tanken at Eskild kunne finde på at gøre en anden kollega ondt. 

 På trod af sig selv, undslap en vantro latter den unge byvagts læber, og han rystede på hovedet imens han så frem for sig. Han var stadig temmelig beruset, så følelserne var over det hele. "Og.. Hvis jeg ikke gør som du ssiiger..?" kom det spørgende fra ham, men han kendte svaret, "Så vil du sladre til min ssergent?" Uviljen var i i Stians slørede blik, men han gik ikke. Han kunne bare være gået. Men hvad hvis Eskild rent faktisk.. gjorde alvor af truslen?  

Fingren blev sunket igen, som budskabet var blevet taget i mod til den andens ærgrelse. Det var kun rart at vide, at andre i byvagten havde utålelig lyster, at de så modarbejdet dem, var en kæmpe skam. For det var da så meget bedre at have en interesse i sit eget køn. 

"Sladre er sådan et kedeligt ord. Afslører din hemmelighed du har for ham, ja. Som det mindste," der var jo ikke bare følelser på spil, men også det faktum at Stian delvist havde givet efter for Eskilds læber og såvel hånd om ham. Men han kunne godt tvivle at kollegaen tænke så langt, trods slaget med hovedet nu ikke havde været så voldsomt igen. Men det var nok bare det stof de var lavet af. Han var måske vokset op med lidt mere voldelige oplevelser for sig, mens tøsen havde haft det generelt nemt måske. 

Men det var ved at blive trættende at vente på Stian. "På den lyse side.. så kan du også blive tiltredsstillet," sagde han som han rejste sig og trådte lidt væk fra Stian og åbnede døren ind til soveværelset. 

 Det var afpresning. Den anden byvagt sad og havde den frækhed at afpresse Stian, som hvis det var en helt normal fredag aften for dem begge. Men denne aften var alt andet end normal, og det den anden havde gang i var forkert. Den unge byvagt havde fortrudt at gå med Eskild; hvorfor rev han sig ikke bare væk tidligere da han havde chancen? Stian kunne ikke forstå det; for selv beruset tilstand havde han stadig en smule klarhed over hvad denne situation bragte sig med. Han skulle have kæmpet mere imod. Men hans hjerne og krop var to modsatte poler lige nu, og den ene ville have noget det andet ikke ville.

 Men ikke med Eskild. tænkte han forfærdet. Alligevel skævede Stian tøvende efter sin kollega, som han traskede uanfægtet mod soveværelset. Han sank en hård klump i halsen, og følte sig tør i munden. Selvom latteren kortvarigt havde været over hans læber, var der ingen humor at finde i de brune øjne. Hvis sergenten fik at vide at Stian sukkede efter ham, så var han bange for at han ville blive flyttet til et andet distrikt. Eller værre - hvad hvis han blev smidt ud af byvagten? I Stians fuldemands sind gik bekymringerne amok - og selvom der sikkert ikke ville ske noget i den dur, frygtede han det lige nu, og ville ikke risikere det. Han ville ikke risikere at miste Alister, og den respekt de havde til hinanden. 

  Eskild prøvede at være tillokkende, sådan tog Stian i hvert fald hentydningen. Så han kunne også blive tilfredsstillet? Stian havde svært ved at tro at han kunne nyde noget som helst samkvem med Eskild, men han overvejede situationen nøje, og skævede hjælpeløst mod døren - den var lige der. Gå hjem. Men istedet begyndte han at gå i retningen mod Eskild. Han knugede hænderne og sukkede modløst. "Fortæl mmig hvor du vil have mig." kom det sammenklemt fra ham. 

Om den næsten ti centimeter høje vagt havde givet helt op og bare lod sig gå med, var ikke helt til at sige. Men det forekom nu meget sådan. For selvom Eskild havde fjernet fokus og bevæget sig væk fra ham, tog han ikke snittet for at komme væk. Én hver anden havde vel gjort det. Samuel forsøgte på det, men nu havde han generelt set også være mild ved Samuel. Forskellen var vel der, at Samuel var et ømt punkt for ham, ikke at han ville stå ved det for andre eller sig selv. 

Fod trinene fulgte blot efter ham, og han satte sig på sengekanten og afventede tavst Stian. Et tidligere problem havde ramt ham, mødet med Samuel. Trangen til at kunne se hvordan personen så ud. Noget som ikke var en trang her, for han var ikke interesseret i at vide hvordan folk så ud, de var ubetydelige og ligegyldige (så at sige). "Hvordan vil du selv foretræk at gøre det?" han kunne nemt diktere at Stian skulle sidde der, eller stå sådan der, men hvad havde Stian mest lyst til. Eskild var rimelig frisk på det hele, om det så blot handlede om, at de gav hinanden en hånd samtidig. Men han kunne lige så godt finde ud af hvad Stian var mest til - måske det alligevel ikke var sidste gang de ville få den fornøjelse (eller forulempelse). 

 Ordene der forlod Eskilds læber overraskede ham, og med et tungt suk stod han ubeslutsomt ved dørkarmen, og betragtede den anden byvagt. "Nå så nnu er du venlig nok til at tænke på mine følelser?" sagde han sarkastisk og skulede hen mod ham.  Der var heller ikke meget lys i værelset - men Stian foretrak det sådan. Så kunne han bedre være i fornægtelse over hvad der skulle ske under hele akten. Han kunne vel altid.. forestille sig at det var en anden. Hans mave trak sig sammen. 

 Stian rystede svagt på hovedet, og begyndte tøvende at gå hen til sengen hvor Eskild sad. Han sukkede frustreret. Hvis bare han snart kunne blive ædru så han ikke følte sig så vattet og overvundet. Tungen stak kortvarigt ud mellem Stians læber for at fugte dem imens han kiggede overvejende ned på manden foran sig. "Altså." han svang hånden utilfredst ud til siden. Stian kunne ikke tro at Eskild bare ville lade ham bestemme, efter den behandling han havde fået ude i stuen. Ville han virkelig sidde og være buddy-buddies med Stian og finde ud af hvordan de bedst kom igennem natten på? 
 "Kann du ikke bare sige hvad du vil have, sså jeg kan få det overståett?" sukkede han opgivende, og en anelse sløret. 

Et klukkende grin forlod ham som han rystede på hovedet. Nej. Det ville ikke være særlig betænkeligt af ham, at give Stian den magt i sidste ende. Han var dog interesseret i at høre hans input, men disse var kun input. Der var gjort sig klare tanker om hvad han ville og hvordan det kunne ske. 

Men ingen input blev givet, blot en bønfaldelse til at få det overstået. Han rejste sig langsomt, armene hang næsten ranglet fra kroppen, men de fandt deres vej og styrke som han fik rettet sig helt op. "Hmpf," frøs han og placeret sig selv for ham. Hænderne blev placeret på skuldrene af kollagen før han fik dem til at vende rundt, så Stian stod med ryggen til sengen. Trådte han et skidt tilbage, ville han falde i. Hænderne slap skuldrene og valgte i stedet at arbejde på at knappe op for Stians skjorte. Men som det skete for sig, tillod han sig selv at kærtegne Stians hals i kys og kæl. 

Nå sidste knap var åbnet, var det blot at få skubbet Stian i sædet. Men den tid den sov, for skulle han stå eller ligge - den ene havde en fordel af kunne lade fingrene hat fat i håret af den anden. 

 Der var noget uhyggeligt ved den andens latter. Manden overfor ham var utilregnelig, det vidste han allerede godt - men hvad mere kunne han forvente der ville ske i løbet af deres tid sammen? Eskild var uforudsigelig; og dét gjorde ham farlig. 
 Stian sagde ikke mere, om Eskild var reel i at ville vide hvad han foretrak og ikke foretrak, kunne han ikke vide med sikkerhed. Men han ville ikke give ham den fornøjelse. 

 Stian rettede sig stift da Eskild rejste sig fra sengen og trådte hen til ham. At han var blind, men stadig kom mod ham med sådan en nøjagtighed, forbavsede ham. men når øjnene ikke ser, bliver alle ens andre sanser skærpede. Og det var Eskilds i den grad. At den anden fnøs, og lød en anelse.. skuffet? gav det Stian en lille tilfreds følelse. Det var ikke kun ham der skulle få en dårlig oplevelse ud af det her. 

 Eskilds magtfulde hænder landede på Stians skulder, og fik vendt ham hurtigt rundt så Stian nu var den der stod med benene op ad sengekanten. Han svajede en anelse, men genfandt balancen. Ville Eskild have ham ned på sengen, måtte han vel skubbe til ham. Som de slanke fingre bevægede sig ned ad Stians skjorte, drejede han hovedet for at benægte hvad der skete. Hele hans krop fik gåsehud da Eskilds fyrstelig læber kyssede ham på halsen, og et tungt suk forlod hans læber. Det var en blanding af nydelse og fortrydelse i hans vejrtrækning, som blev en smule mere overfladisk. Han prøvede dog at holde sig selv fra lave for mange lyde overfor Eskild - han ville, igen, ikke give ham fornøjelsen af høre hans støn. 

 "Mhrm.." rømmede han sig for at fortrænge hvordan det dirrede i ham som knapperne blev åbnet, og kyssene tiltog. Til sidst hang hans skjorte løs, og åben. Afslørende, og viste mavemusklerne, samt den muskuløse brystkasse på hans overkrop. Han var ingen bøf, men trænet var han da. Den bare brystkasse hævede og sænkede sig, og Stian skævede olmt på Eskild som den anden knugede om de blonde lokker. Stian undertrykte hvert et tegn på nydelse. Men hans hjertebanken, og blodet forrådte ham. Armene hang slap om siderne på ham, og følte sig som en dukke der bare ventede på at blive placeret hvor den anden nu engang ville ham.