Hun var ikke alene om at være forbavset, tvært i mod. Basil blev lige overrasket hvergang han skulle stå under den sol. Den sol som var mindst flere hundrede kilometer tættere på syden end det centrale. Det gav på ingen mode mening for ham, at det skulle være sådan. Nok den stod for så meget liv, var den også skyld i så meget død. 
Men han kunne ikke rigtig give hende et svar, for han var løbet tør for bidske kommentar, det skulle bare ikke gå udover hende mere, selvom hun var tilrettelagt for det og nok også fortjente det lidt. Men han vidste bedre, lige nu gjorde han da. 

Så som han stod derude, tøvende og tvivlende så om på hende fra øjenkrogen, som hun kom til syne, sank han en lille klump og rømmede sig svagt: "Kan du hjælpe mig her," det var næsten forfærdeligt at spørge hende om hjælp. Hjælp som han var så svag og fattet minus. Men han ville ikke rode til, og han vidste at ryggen skællede, han kunne mærke det. For et lille sekund havde han forsøgt at mærke det an med hvis han skulle presse vingerne ud, men det havde han hurtigt stoppet sig selv i, da han fornemmede det. 

Lige nu var Aaliyah til for at hjælpe ham, selvom han flere gange havde bidt af hende og hun følt det var lidt hårdt. Hun vidste godt at det ikke var hans sande jeg som talte, men nok mere solens påvirken. Aaliyah vidste godt hvordan solstik virkede, hvordan det kunne ændre en person og virkelig skade denne. Hun havde ikke selv oplevet det på egen krop, men hun havde set det før, fordi solen hernede var så voldsom. Den var slet ikke lavet til Basil.
Som hun trådte ud på badeværelset, var det ikke noget nyt syn som mødte hende. Hun havde set hans nøgne krop først, det var nu var anderledes var de skader som solen havde givet ham. Hans krop var rød, også selvom hun havde smurt så meget af ham som overhovedet muligt. Hans ryg var skallende og hårdt med taget, og hun kunne huske hvordan han havde lydt da han havde trukket vingerne til ham. Det havde lydt smertefuldt.

"Selvfølgelig vil jeg hjælpe dig, Basil" Svarede hun som hun kom ud og mødte ham på hendes bade område. Det gjorde virkelig ondt at se ham på denne måde. Hun følte med ham. Men han havde også selv trukket sig derud. Måske skulle hun få en snak med Pompeia, hvad dette virkelig handlede om? Hun gik hen til ham, som han stod foran det tomme kar. Det ville nok tage lidt tid at varme så meget vand op, men hun ville skynde sig. Hun havde intet imod at han spurgte om hjælp. Det skulle han gøre.
Hun tømte den første varm kande ned i karret, som den havde stået over ilden, som var derude.

"Kom, Basil. Sæt dig i" Hun kiggede varmt over på ham, som han stod der og bare ventede på hende. Hun skulle nok blive derude, så hun kunne hjælpe ham med at få vasket de steder, hvor han ikke lige havde mulighed for det. 

Det hele ville før eller siden indehente dem. Men han forblev passiv som hun bekræftede, at hun ville tage over. Det var ynkeværdigt for ham. Hvis han endelig skulle have lidt last af en art, ville han selvfølgelig have foretrukket ild, men solen var ild, bare sjældent en værdig fjende, for den ville altid vinde. 
Selv i det kolde nord, selv der ville den vinde. 

Da hun gav ham besked på at gå i, fik han trukket de sidste klæder af sig selv og satte sig i. Det var tydeligt at han var beskidt af sand og dets snavs. Som hvis han havde været nede og rode i det, men det var bare som følge af at lette til og fra det, det satte sig klæbende til huden, som man svedte. Men han tog sig ikke af det. Benene bukket sammen og knuget ind til maven, som han sad der. Armene lagt om benene og koldt dem tæt til sig, der var jo ikke noget, hun ikke allerede havde set, men alligevel. Om hun purret vand udover ham, ville han nok blive siddende i den samme stilling. 

"Tak," mumlet han stille og lagde hovedet til siden og fjernet blikket fra hende. 

Han var tydeligt påvirket af alt hvad der var sket denne dag, hvilket hun måtte støtte ham i. Det var også derfor at hun havde siddet ved hans side hele dagen, blot for at lade ham vide at hun var der, hvis han havde haft brug for hende. Nu havde han brug for hende ude i bade rummet, og her ville hun igen stå klar for ham. Hvad hvis hun ikke havde fundet ham? Hvad var der så sket? Så havde han lagt og stegt videre. En ubehagelig tanke. 
Aaliyah fik hurtigt fyldt karret, men det tog jo den tid som det tog og det kunne hun ikke gøre noget ved. Da hun gav ham besked, fulgte hun ham, som han smed resterne af hans bekældning og trak op i karret og lod vandet omslutte ham.

"Du skal ikke takke, Basil" Svarede hun roligt, som hun satte sig ned på hug ved siden af karret. Hun fandt en blød klud frem, så hun kunne hjælpe ham, på den måde som han nu havde brug for. Det var tydeligt at han var snavset af det arbejde han havde lavet med Talice, men det var ikke det eneste som havde sat sig. Solen havde jo været værre ved ham. Hun måtte være forsigtig, når hun valgte at hjælpe ham med kluden. Hun trak kluden ned i vandet, vred den da den kom op og hun lod den kærligt og blødt bevæge sig hen over den sarte ryg, og de solskoldninger som han havde fået. 

Lyden af vand som ramte kanterne var den eneste lyd han bed mere mærke i. Han lod hende tage sig af ham, og han veg ikke fra hende, når hun tog kluden og hjalp ham med at blive ren. Men han skævede ned til vandet og så hvordan det transparent viste hvad der lå i mellem lagene. Selvom det gjorde ondt som kluden rørt den rødglødende hud, gav han ikke efter. Sjældent havde han følt sig mindre mand end han gjorde nu. 

Efter nogen tid, lod han hovedet vendt i hendes retning og han så lidt på hende; "Undskyld," nu hvor han ikke måtte takke, måtte han beklage. Han skjulte intet for hende lige nu. Blottet for ærlige følelser af fortrydelse. Hun forstod nok ikke tingene som de var, men alligevel ville hun nok aldrig få det fortalt. Vide hvad hun var skyld i, hans pinsel var hendes skyld, selvom de nu havde været to om at danse tango. 

Det var tydeligt at mærke at han ikke var sig selv, han nærmest trak sig ind i sig selv, som han sad i karret foran hende og hun sad ved hans side. Der var ingen ord, hans blik var fastnet på vandet. Hun var slet ikke sikker på hvad der gik igennem ham, hvilke tanker han havde. Kunne alt dette skyldes solens stråler og den skade som den havde gjort hende eller stak der noget andet under? Hun var der for ham og hun ville da ønske at han ville åbne op for hans tanker, og indvillig hende i alt det der skete omkring ham. Hun havde stadigvæk mange spørgsmål, til alt dette.

Som hun lod kluden glide over hans krop, ikke kun på hans ryg, nu have hun bevæget sig videre, blot for at hjælpe ham, med den følsomme hud. Hun mødte hans blik med et smil, som han drejede hans hoved imod hende. "Hvad undskylder du for, Basil?" Spurgte hun undrende. Der var da intet at undskylde for, hun var bare glad for at hun havde fundet ham derude og fået ham med hjem, så hun nu kunne være over ham.

"For at være efter dig," svaret han lavmælt og undveg hendes blik som han svaret hende. Det var på ingen måde nogen retfærdigt at han var efter hende, men han kunne heller ikke dy sig selv fra det. Hun var roden til hans problem. Hendes hungren efter ægteskab, familieliv og børn. Havde hun viklet ham om sin lillefinger, uden at han havde været opmærksom, med alle de år hun havde været så forbandet kostbar og hellig, havde det blot været et spil for gallariet. 

Nej, tankerne spillet et puds med ham. Aaliyah var måske en Kazimi af sind, ophav og hjerte, men end ikke hun var så snu og lusket. Hun besad ikke sådan en karakterstisk. Men alligevel kunne han ikke helt stole på sin hjerne. Den stak til ham. Men han ville ikke indvie hende i det, og måske havde hun også fået det indtryk af ham. Så Basil lod blikket vandre lidt omkring i rummet. "Har du noget tøj jeg kan låne," spurgt han, som han lagde hånden på hendes for at tage kluden fra hende, intet tvang eller voldsomt i dette, men et mildt forsøg på at få sig selv på fode igen, på sine egne betingelser. Gerne før han mistet grebet på tyngdekraften igen. 

Inderst inde vidste Aaliyah godt, at der var en grund til at han havde været efter hende. Hun havde nok ikke behandlet ham som hun skulle, igennem de sidste par år. Hun havde ikke været hel fair, og den følelse modtog hun nu selv. 
Hun havde måske lagt al for store forhåbninger over på hans skuldre, ting som han som person slet ikke var klar til endnu. Hun troede egentligt at hun havde været klar under bryllupsnatten, hvor de talte om dette. Hun havde lettet sine egne tanker, hun vidste godt at han ikke var klar og derfor ville hun ikke presse ham. Hun ville ikke nævne det. Hun ville blot nyde det de havde sammen. Det blev hun nød til. "Det er okay, Basil" Svarede hun roligt som kluden gled rundt på den sårede hud, "Jeg ved godt at jeg heller ikke har været fair overfor dig. Det må du undskylde." 

Det var et svært forhold som de havde sammen. Hun vidste godt, inderst inde, at hun måske var roden til dette. Med hendes tanker om den, den måde hun havde holdt ham hen, der var nok flere ting som han havde lagt mærke til og hun ikke havde. Hun var i tvivl om, om han ville sige det til hende. Det ville han nok ikke. Så stolt var han. Hun tvivlede på at han ville vise sine følelser for hende på den måde. De måtte bare arbejde sammen.
"Selvfølgelig, jeg skal nok finde noget til dig" Kom det roligt og varmt smilende fra hende. Da han lagde hånden på hendes, for st tage kluden, lod hun ham gøre det. Så resten hun sig, for st gå ud af rummet og finde nogle klæder til ham.

Det var generelt et stort rod. 

Han havde ikke mange ord at give hende, men alligevel prøvede han lidt her og der, var det for at behage hende eller sig selv. De kunne næppe komme længere denne dag lige nu og her. Selvfølgelig ville han ikke fortælle hende noget, men det virkede til, at hun heller ikke ønskede at grave dybere eller videre for den sags skyld. Han havde ikke i sine at give sig, hvilket hun måske også på nuværende tidspunkt havde erfaret. 
Basil svaret hende ikke, for han var kort tom for ord, og vidste ikke hvad eller hvordan han skulle i mødekomme det hun sagde, for han vidste ikke helt hvad hun selv mente. Hvad havde hun ikke været fair med, og hvorfor beklaget hun for det. Det ville være smart at spørge, men han magtede det generelt ikke lige nu. Hans største fortrukne handling lige nu, var at komme til sit værelse og bare sove helt ud og være for sig selv, lade tankerne flyde. 

At hun ville finde noget til ham, var et skridt tættere på hans flugtplan. Så i mellemtiden fik han ordnet sig færdig, selvom musklerne var ømme og trætte, nok primært for anstrengelserne efter træningen med Talice. Men ikke ømme nok til, at han ikke kunne få det fikset hurtigt nok og kunne forlade karet og klæde sig ind i et af hendes tørreklæder. Selvom den tørre varme og luft nok skulle have tørret ham hurtig, ville han gerne bare selv have den indvirkning og kontrol. 

Det havde bestemt ikke været en hel normal dag, for de to. Han virkede bestemt ikke til at være sig selv, og det at han ikke havde fortalt at han var her oppe, for at træne Talice, virkede mærkeligt. Hvorfor skulle det lige være ham? Hvordan kendte Pompeia til ham? Der var så mange spørgsmål som hun endnu ikke havde fået svar på, hvilket virkelig undrede hende.
Generelt havde han ikke virket som sig selv, og hun var ikke helt sikkert hvor de stod. Men han havde haft alle grunde til at være efter ham, det vidste hun godt og hun var godt klar over det. Men hun havde jo regnet med at de havde talt det igennem, under bryllupsnatten. Der var nok meget som endnu ikke var talt igennem mellem dem, og mon det blev det? 

Hun var smuttet ud af baderummet og ud af hendes kammer. Hendes familie var fuld af mænd, så det burde virkelig ikke være svært at finde noget tøj til ham. Han ville nok komme til at ligne en Kazimi, mere end han måske ønskede. Det ville være en hel ny stil til ham, så måske så hun lidt frem til at se det, bare for at opleve ham i den slags klæder. 
Da hun kom tilbage med tøjet under armen, var han allerede hoppet ud af karret og stod med et tørreklæde og tørrede sin krop. Hun havde ikke regnet med at han havde haft så travlt, men hvis han var færdig og klar, kunne hun jo ikke sige noget til det.
"Værsgo," Svarede hun roligt, som hun lagde klæderne på hendes seng. 

Lyden af hendes fortrin havde været det afslørende for ham, for hvor hurtigt han skulle handle, selvom det trak i musklerne på måder, han ikke havde mærket i evigheder. Det stak og nev så forfærdeligt, at han næsten fik en krampe trækning. Men han satte farten ned, som hun kom til syne igen, selvom det nok havde været afslørende for hende, at han havde travlt. 

Men de fik begge slæbt deres fødder ind i hendes rum igen. Hans blik på klæderne var ikke just af begejstring, han kunne næsten sige, at det kun bekræftet hans frygtsomme teori. Men han måtte ikke lade det dvæle for længe i ham, ikke her hvert fald. Basil blev nødt til at summe over det for sig selv. Bare ham, uden hendes blik i nakken. Så halvmodvilligt fik han iført sig i klæderne, og han ville have foretrukket noget af deres tjenestefolkstøj, hvis han skulle være ærlig. Selvfølgelig så det godt ud på dem, men de havde gløden til det, det osede af rubinsk fyrste sønnede, i sådan en grad at han bed det i sig. 

Håndklædet blev lagt lagt på en stol ryg, "Tak," sagde han blot igen og prøvede at strække sig, uden at det ville ømme ham mere end hvad godt var. Lidt tvivlsomt så han på hende, og valgt at tage teten. 

En usikker, svagt rystende hår, blev lagt ved hendes kind og han gav hende et blidt kys på læberne, før han trak sig. Det var hans måde at sige farvel på, for nu. Mimende sagde han til hende, at hun skulle lade ham gå, med et insisterende blik. Det var dét han efterlod hende på, før han fik grebet sine klæder i favnen og efterlod hende tilbage. 

Selvfølgelig var det ikke fair, men han havde brug for det.