Hvert ord der kom ud af Rosalees mund var musik i Morigans øre. Efter hun gav ham tilladelse og et kys, tog han fat om hendes talje og vendte hende om på maven, med en hurtig bevægelse. Han skubbede hendes hår til siden, for så at lade sin hånd løbe ned af hendes smukke blege ryg. Han kunne have stirret på hendes ryg i timer, men lige nu var hans lyst for overvældende, i stedet gav han hendes balde et ordentlig smæk. For derefter at kysse hende fra skulderpladen og op af hendes frie hals. Han hjalp med at få hendes ben til at lægge, så hun lå foroverbøjet med bukkede ben, så hendes numse struttede. Dette syn var nok til at få ham til at komme, men han gav hende endnu et smæk på balden og lod så endelig sit lem finde hendes varme skød igen. Han lod det køre forsigtigt et par gange imens hans mund fandt tilbage til hendes hals og kyssede hende blidt der. Han elskede nærheden denne stilling gav og han lod sine hænder nå om og fik fat i hendes bryster, han gav dem et par hårde klem imens han lavede nogle hårde stød ind i hende. Han overgav sig helt til følelsen af hende og det sendte de bedste stød igennem Morigans krop og han stønnede i ren nydelse. Rosalee var det bedste der var sket for ham i mange år og midt i hans støn fik han sagt hendes navn "Åh Rosalee"   

 Rosalee lod sig føre af Morigan, med ét var hun vendt om på alle fire. Hun mærkede håret glide ned på siden af hende, og hun kunne ikke længere se ordentligt tilbage på elveren. Hun kom med et overrasket støn da han smækkede hende på ballen, og det fik hende til at smile af lyst. 
  Berøringen fra Morigans hænder var en velkommen følelse, og hun nød det.. Denne aften havde været en af de bedste oplevelser hun havde haft i sengen, og det sagde ikke så lidt. Men arbejdede jo heller ikke på bordellet for at få sine egne lyster frigjort - men denne gang blev der tænkt på hende. For en gangs skyld. 

  Morigan trængte ind i hende igen, og begyndte at støde i hende. Hun allerede kommet et par gange under deres leg, og nu var elveren selv vidst også ved at nå slutspurten tænkte hun. Sikken stamina! 

  Rosalee følte sig omsluttet af ham, da han lænede sig over hende for at kysse hendes hals, imens han stadig var inde i hende. At han stønnede hendes navn gav hende følelsen af storhed, og hun pressede sig tilbage mod ham og holdt ved så han kunne nå endnu længere op i hende. De var begge varme af sved, men det var lige meget. Det hele føltes så godt.

Følelsen af at Rosalee pressede sig imod ham, gjorde han ikke kunne klare det mere. Med grebet om hende lod han sig endelig drukne i sine sanser og lod sig selv bygge op til hans klimaks og med et eksploderede den endelig. Morigan udstødte nogle høje støn idet han kom. Følelsen var så overvældende at han mistede sit syn og endte med at ligge helt udmattet oven på Rosalee. Han formåede dog at kravle af hende og ligge sig på siden, helt svedig og i den 7 himmel.  

De lå begge varme og med hurtig vejrtrækning. Morigan kunne ikke lade være med ikke at ligge sig ind til Rosalee. Han tog sin arm og lagde den om hende så de kunne ligge i ske. Morigan borede sit ansigt ind til Rosalees hals og indåndede endnu engang hendes søde duft. Hun var virkelig en dæmon drøm.

Efter at have ligget sådan i lidt tid begyndte Morigans hjerne at vågne op fra sin liderlige tilstand og der gik et alvorligt sug igennem hans mave.. han tog chokeret hånden  op til sit ansigt.. masken var ganske rigtig væk. Rosalee havde set ham- hele ham. Han satte sig hurtigt op og var ved at gå i panik. Ingen havde set hans ansigt i årtier.. han vidste ikke om han skulle lade som ingenting eller true Rosalee. Ville hun mon stille spørgsmål når han tog sin maske på igen. Skulle han fortælle hende sandheden? Kunne han stole på hende.. 

Morigan blev gal på sig selv- hvordan kunne han have været så dum. Lade sin lyst overtage ham på den måde.. Det havde dog samtidig været en befrielse De så længe havde længtes efter. Han sad helt opgivende med hænderne foran sig og vidste ikke hvor han skulle gøre af sig selv..

  De begge stønnede højt og nydende til Morigans klimaks, og det var som om alle kræfterne forlod hendes krop da hun mærkede hans elskovssaft fylde hende op. Hendes krop rystede af lidt af udmattelse fra deres seance, og da Morigan kollapsede ned over hende, gjorde hun det også selv. Der gik dog ikke længe før Morigan rullede væk fra hende og lagde armen om hende, så de lå omfavnende i ske. Rosalee følte sig klistret af sved, men hun var ligeglad. Lidt kropsvæsker var ikke noget som genererede hende.. Det fulgte jo lidt med jobbet. Hun fjernede en hårlok der havde klistret sig til hendes hals, og rettede sig en smule til, så hun lå som støbt til Morigan.

Hun lukkede øjnene for at slappe en smule af. Det tog da ikke skade at nyde øjeblikket og roen en smule, inden der kom flere kunder til. Og så duftede Morigan også ret godt. Tilforladeligt må man sige. 

Rosalee bemærkede Morigans rumsteren, og der var en anden følelse i rummet, end den der før havde fyldt den. 
Hun forsøgte at dreje hovedet, så hun bedre kunne se på elveren, og hvad det var han havde gang i. Nu lå de lige så godt. 
  "Er der noget i vejen? Du er hvid som et lagen - hvilket er ret imponerende med den glød du har." Hun smilede charmerende til ham, og satte sig op, så hun blev støttet af albuerne. 

Morigan kiggede på Rosalees dejlige smil og blev endnu mere fortvivlet. Hvordan skulle han dog kunne lyve overfor hende. Det han havde oplevet sammen med hende denne aften, var noget af det bedste som var sket for ham i flere år, endda årtier. Han kiggede ned på sine hænder og knugede dem. Skulle han virkelig sige sandheden, han følte han næsten ikke kunne være andet bekendt, efter deres intime omgang..
Et dybt suk brød ud af hans læber. "okay..." sagde han stille og blev selv opmærksom på hans lille stemme. Han rømmede sig og med blikket der stadig var på hans hænder sagde han så "Jeg håber virkelig at jeg kan stole på dig.. du skal vide jeg kan ikke gå ud af dette rum uden min maske på. Jeg er ikke en slyngel, men jeg bærer på en hemmelighed og jeg håber at min identitet kan blive her imellem os." Han løftede hovedet og så ind i hendes smukke øjne og lidt efter tog han sin ene hånd og lagde den ovenpå hendes, i håb om at hun forstod hans alvor. 

  Rosalee løftede et vurderende øjenbryn, der fik hende til at se en smule arrogant ud. Men hun var nysgerrig over hvorfor denne elvermand, pludselig havde fået sig sådan en alvorlig mine i sit ansigtsudtryk. 

  Hun rettede sig mere op, da det lignede at elveren endelig havde besluttet sig for hvad der var op og ned. Hun truttede læberne lidt frem, og pillede lidt ved dem imens hun så afventende på ham. Hvad ville han mon sige? Det måtte være noget meget seriøst siden han tog sådan på vej. Et kort sekund slog det hende - havde han ikke nok til at betale for deres aften? Hun skulle lige til at sige noget da han så endelig talte, og hun holdt sig tilbage. 

 "Wow wow wow"  afbrød hun hurtigt, og løftede hænderne i en afvigende manøvre. Nok var hun en nysgerrig sjæl, men en sympatisk én af slagsen? næppe. Hvad ville denne mystiske mand få ud af at fortælle hende sine hemmeligheder? Hvad skulle hun bruge dem til? Rosalee var ikke en afpressende type - Det var ikke sådanne tricks hun slog om sig med. Og så var hun vel egentlig også ligeglad. "Jeg ved ikke helt hvad De forventer af mig, min kære. Men De behøver ikke at fortælle mig Deres livshistorie."  Sagde hun med en nyfunden, blid stemme. Så blid hun nu kunne lave den. 

Hun kom hen på siden af ham og slog benene over kors efter at hun havde slynget dem udover sengen. "Det der sker herinde er bag lukkede døre, og imellem os. Hvis De har noget fidus med den der maske og en hemmelig identitet.. så kan De bare slå Dem løs med det. Det blander jeg mig skam ikke i." Hun kiggede nonchalant ned på sine negle imens hun snakkede. 

Det var en lettelse for ham at vide at Rosalee ikke tænkte videre over hans hemmelighed. Nogle gange var det svært for ham at forstå hvordan folk kunne tage det så let at have hemmeligheder eller en hemmelig identitet. Især når han selv brugte så mange kræfter på at være gemt. Selvom han har været på flugt i mange år og næsten vænnede sig til at gå med sin maske altid, så var der få stunder i hans sind, der fik ham til at savne at være en fri mand, især stunder som denne. At kunne være forbundet med et andet menneske. Det dyrebare og intime, blot ved at kunne studere hinandens ansigter. Rosalees ansigt var især et han ville gemme i sit sind. Han ville savne hende. 

"Tak, det er jeg virkelig glad for at høre" Fik Morigan sagt med en stemme der var blandet af lettelse og en smule bedrøvelse. Hans tid med hende var forbi. Han kyssede hende blidt på hendes bare skulder, rejste sig og begyndte at kigge efter hans tøj. Det lå spredt rundt om i lokalet, hvilket gav ham et smil på læberne. Efter at have fået taget bukser på fandt han sin pose frem med krystaller, den var fyldt godt op og selvom Morigan ikke var rig, så manglede han ikke noget. Han ville have givet Rosalee lige hvad hun ønskede sig, men nøjes med at give hende den fyldte pose og håbede hun forstod med denne gestus at han havde fået alt hvad han drømte om og mere til. Da han satte posen ved siden af hende, bukkede han hovedet for at kysse hende en sidste gang. Hendes bløde læber var noget han ville drømme om. Stadig med ansigtet tæt til hendes sagde han "Tak for alt, jeg håber vores veje krydses igen" Han vendte sig om for at finde resten af sit tøj. 

  Rosalee var ikke særlig empatisk, og slet ikke sympatisk - det har altid været falsk hvis hun har vist noget i nærheden af dette. Det gjorde at mange så hende som en kold og ubehagelig kvinde. Specielt fordi hun oftest sagde tingene som det var. Hvis hendes relationer ikke var noget hun kunne udnytte til sin egen fordel - så var det spildte ressourcer for hende at bruge. Sådan var hendes mor også. 

Da Morigan takkede hende, nikkede Rosalee til ham; som et slags, "velbekomme." Hun havde et lille smil om læberne, og prøvede at tilpasse sig stemningen. Morigan så bedrøvet ud - men de havde også haft en henrivende aften med hinanden. Så det var da klart at han var ked af at skulle forlade Rosalees varme rede. Det kildede forsat på hendes skulder hvor Morigan havde plantet sit kys, og imens han fandt sit tøj og gjorde sig klar til at gå, betragtede Rosalee ham. Alle har hemmeligheder - Mange af de kunder som besøgte Rosalee, på godt og ondt, havde hemmeligheder. Det var ikke nyt for hende.

Morigan var kommet hen til hende igen, og kyssede hende. Hun gengældte det med et smil, og inden han helt gav slip, nappede hun ham i underlæben og lænede sig tilbage i sengen.
  "De ved hvor De kan finde mig." lød det charmerende fra hende med et lille kluk. Hun tog fat i den lille pose med krystaller og vejede den i hånden alt imens hun forsat betragtede Morigan. "Jeg elskede vores tid sammen." tilføjede hun for at være venlig, men der var en skjult sandhed i hendes ord.

Morigan kunne stadig mærke bidet i hans underlæbe og hvis han ikke var så tilfredsstillet havde han nok taget Rosalee i sine arme igen. Men nu stod han næsten fuld påklædt og gjorde sig mentalt klar til at forlade denne varme rede og ud på Dianthos travle gader, gemt bag sin maske igen. 
Han kiggede på Rosalee smilte til hende og pakkede atter sit ansigt ind. Hun var den første der havde set hans ansigt i flere 100 år og måske også den sidste i meget lang tid. Han vidste ikke om han kunne modstå ikke at komme tilbage til hende igen, ikke mindst for friheden af at vise sit sande ansigt men også for at nyde denne kvindes dejlige nærvær. 
Dog var det ikke længe han skulle tilbringe i Dianthos så spørgsmålet var hvor længe der ville gå før han kunne besøge hende igen. Han var lidt bange for at blive afhængige af disse besøg, så måske var det meget godt han snart skulle rejse meget langt væk, så han ikke endte med at lave den samme fejl igen, ligesom i hans yngre dage hvor hans flugt fra familien næsten lige var begyndt. 
Han var kommet for at finde sin forsvundet dæmon, men fandt en yderst god erstatning i stedet.

Morigan vendte blikket mod Rosalee en sidste gang og sagde "Farvel min smukke rose" og før han fik et svar og gik han ud af døren. 

 Rosalee sad og strak sig behageligt imens hun betragtede Morigan der var ved at nosse sig sammen til at smutte igen. Hun kunne ikke lade være med at gabe sagte, men skyndte sig hurtigt at skjule gabet og smile sødt til Morigan da han kiggede på hende igen. 

 Hendes brune, ovale øjne klemte sig sammen til et påtaget, venligt ansigt, og hun undrede sig over hvorfor den anden ikke var gået endnu. Træt, sad hun og pillede en løs lok om sin pegefinger, og ændrede sin måde at sidde på i sengen. Det havde var en dejlig tur sammen - men, tiden sammen skulle slutte nu. Det var lidt det.. der var idéen med et bordel. Han var dog mere end velkommen til at komme igen. 

Men nu lod det endelig til at Morigan havde besluttet sig for at gå, for det nu var han ytrede sit farvel. 
"Tutte-luh." sagde hun motiverende til den anden, og vinkede kort med fingrene. 

Og så var han gået.