Arthurr var ikke faldet i søvn endnu. Han hørte de små grin der kom fra dem, efter han lage sig ned. Han havde godt på fornemmelsen at de ville komme, men hvordan ellers kunne kan ligge sig til ratte? Han skulle jo finde den bedste måde at ligge.

Arthurr fniste lidt da Morigan sagde frøken. Malibu var i den grad en frøken~ Måske skulle han drille hende lidt med det senere.
Han sukkede dybt, og lade sine hænder under sit hoved. Hans øre kom med et lille flik. Han gav endnu et gab og faldt til ro. Ja Sorah havde ret. Han var bare en stor kat. Dog ville han bare grine af dem hvis de lavede grin med hans rase. De skulle bare vide at han ville lave sjov med dem tilbage.

Det tog ikke mere end et par minutter før han var faldet i søv. Han snorkede ikke, men han prustede dybt. Nu var han forsvarløs. Men det betød bare at han stolede på de andre nok til at ligge sig til at sove nu.

Freden begyndte at sænke sig over dem alle i rummet. Mætte og trætte. Alle havde haft hver deres gøremål i dag, og det var på tidspunkter som disse, at de alle kunne samles og slappe af. 

Malibu nikkede lidt og smilede lyttende til Morigan da denne viste kødet, som følgesvenden Haga snart kunne nyde i sig. Tyran, selv havde fået lidt råt kød tidligere under madlavningen. Der havde Malibu været så fiks at snuppe et par skårende klumper som Arthurr ikke fik holdt øje med. "Geden.. Jeg giver det maks en uge." grinte hun kort, og spiste det sidste der lå på hendes tallerken. Hun kiggede hen mod Sorah engang imellem, for at være sikker på at hun ikke manglede noget og var tilfreds. Hun puffede dog karaflen med vand hen til hende, hvis nu hun blev tørstig. 

Da Morigan rejste sig og kaldte hende frøken.. gik det koldt ned ad ryggen på hende. "Urgh, Morigan, du ved godt at jeg ikke er nogen frøken! og hold så op med at snakke så formelt. Din dumpap." hun rakte tunge af ham og rejste sig for at tage sin, og de andres tallerkerner med sig, undtagen Sorahs - hun spiste jo endnu. Malibu havde tænkt sig at sætte sig tilbage til bordet efter, sådan så Sorah ikke var fuldstændig forladt til sig selv. Hun gik forbi Arthurr, der lå og prustede og sørgede for at hun ikke gik ind i ham. "Hils Haga." kaldte Malibu efter Morigan der forsvandt udenfor. Hun fik sat tallerkenerne på plads, og besluttede sig for at rengøre dem senere. Malibu sukkede lidt med armene placeret i siderne, det var altid lettere rodet når Arthurr havde været i køkkenet. Men madlavning var det han var i køkkenet for når han var der! ikke oprydning. 

Roligt placerede hun sig foran Sorah igen, og lod hende spise. Hun løftede sit glas med vand og drak et par slurke. Det var virkelig en rolig stemning her til aften. "Hvad er så dine planer nu, Sorah?" Spurgte hun venligt. 

Sorah var forsvundet til sin egen lille verden, sin sikre bobbel. Dog var der bestemt ikke stille, da hun nærmest havde en indre krig i hovedet, som hun sad og fyldte sig med mad og passivt lyttede til de andre der snakkede. Hun vidste godt hun var emnet, men det generede hende ikke. De var trods alt de folk hun brugte mest tid sammen med, desuden snakkede Sorah selv om nogle af de andre. Bevares så var de også lidt mere... Stabile så at sige? 

Sorah's blik rettede sig af og til mod Arthurr, som var begyndt at brumme da han var faldt i søvn. Det frydede hende på en eller anden måde. At det store faretruende kattevæsen så fredelig ud når han sov. Gad vide om hun selv så fredelig ud? Eller om hun så mere skræmmende ud. Tanken fik hende til at hæve et øjenbryn inden hun så mod vandkaraflen, der blev skubbet over mod hende. Hun tyggede af munden "Tak." sagde hun hæst og hældte et glas vand op og tog noget at drikke.

Hun så mod Morigan som De passerede og returnerede nikket. Sorah vidste at De havde det svært med hende og det var også fair, hun var heller ikke for alle og en hver. Hun færdiggjorde sin tallerken og tog et nyt glas vand. De røde øjne rettede sig mod Malibu som hun satte sig foran hende. Let trak hun på skuldrene "Pelsjagt?" sagde hun med et hæst grin.

Stilheden omfavnede Morigan, da De trådte udenfor. Selvom De holdte af bandens snakken og til tider larm, var der intet som ørkens stille natur, til at få Morigans hjerte og sind til at falde til ro. 
De piftede og oppe fra en palme kunne de høre Hagas glade skrig og kort tid efter, hendes vingeslag. Morigan blev glad ved synet af hende og da hun landede på Deres arm, fik hun lidt nus på hovedet. De behøvede sjældent at sige noget til Haga, for når de fik øjenkontakt, var der et bånd imellem dem, som gjorde en fælles forståelse opstod. Morigan fandt maden frem og Haga skreg af glæde, da hun så det lækre kød. Det tog hende ikke lang tid at fortære det hele og Morigan måtte le lidt af hendes iver. Dog forstod De godt hun var sulten efter det hårde arbejde de alle havde været på. 
De nussede hende lidt på maven og derefter satte hende op på skulderen. De gik sammen lidt væk fra bandens hule, hen til en palme, hvor Morigan satte sig nedenfor og derfra kunne De kigge på den smukke solnedgang foran dem.
De nød endnu engang følelsen af stilhed der omringede dem og lod et suk undslippe deres læber. Her var der plads til tankerne og følelserne, som Morigan ofte holdt tilbage. Med masken og hætten oppe lukkede De trygt øjnene og der gik ikke længe før Morigan faldt i søvn. 

// Tillader mig at lukke tråden, da der ikke kommer svar længere//