Jin nikkede begejstret. ”Det meste af mit liv, men min mor ville tilbage herned, så vi flyttede!” sagde han. Ikke at det at flytte nogle trolde var så omstændigt. Det var mere den lange tur herned der havde været ufattelig krævende for Jin. Mest af alt fordi han ikkke var vant til at gå i så lang tid, eller varmen der virkede til at være hernede. Den tykke pels var da også stadig mere beregnet til nordens kulde egne, men han klarede sig rimelig godt når han holdt sig i skyggen af træerne på de varme sommerdage.

”vi?” Han lagde hovedet på skrå forvirret og kiggede på Runila og op og ned. Nej, hun kunne ikke være en dværg. ”Nej, du er for høj til at være de små folk!” erklærede han endelig. ”De plejede også at have skæg! Massere af det endda.” Nu var det ham der kneb øjnene sammen overfor hende. Talte hun nu sandt om at hun var en del af dem, for han begyndte at tvivle allerede nu. Og han huskede specifikt at de gik ham max til livet! 

 Runila nikkede opmærksomt til hvad Jin sagde, og vurderede stadig hans højde med nyfunden respekt. Selvom han havde sagt tidligere at han var menneske, så var hornene og højden ikke særlig menneskelige. Men hun kunne ikke sætte en finger på hvad han var. 

 Med armene i siderne, rynkede hun lidt på næsen af Jins ord, og nu lod han til at være mistænksom på hende; Runila så godt hvordan han kneb øjnene sammen for at se hende an. Runila løj sjældent, kun når hun skulle ud af vanskeligheder. 
 
 "Ja ja, men det mest mændende som har skæg. Det er ikke alle dværgekvinder som har skæg." påpegede hun med et lille fnys. Armene fjernede sig fra hendes sider og lagde sig istedet overkors. At han kunne se at hun var højere end normen for dværge, gjorde at hun følte sig afsløret. Det var jo ikke fordi det var en hemmelighed at hun var anderledes - men da hun var opvokset blandt dværge, så hun sig selv mere som en dværg fremfor en elver. Det var ikke helt let at bo i Dragorn når man var anderledes. 

 "Jeg er halv.. dværg." indrømmede Runila så endelig, og pillede en smule flovt ved sine korte, spidse ører. 

Jins halede svingede lidt muntert bag ham, nu når den ikke var blevet stoppet i bukserne, da han ikke ligefrem havde haft tid til at klæde sig på, som om at han var et menneske. Ellers havde han jo været meget mere omhyggelig!
Han rynkede også lidt på næsen, da hun pointerede at det ikke var alle dværge der havde skæg. Han var ellers sikker på at de fleste af dem han havde mødt havde haft det. Men det var måske også mest dem med de dybe stemmer han kunne huske, så måske han bare ikke havde set den anden side?

Han blinkede et par gange, da hun så endelig sagde at hun kun var halv af det, og selvom Jins første indskydelse var at spørge hvilken del af hende der var dværg, kom hans lille hoved i tanke om at det ikke var helt det folk mente når de sagde det som sådan.
”Ooohhh. Det er derfor du både er...” han tøvede lidt som han lavede hovedet på skrå. ”Mellemhøjde og uden skæg!” Hun var næppe høj i forhold til ham. Det måtte være underligt at være så lang nede ved jorden konstant, men det var en meget mere… menneskelig højde end hvad han selv havde. Selvom mennesker naturligvis også godt kunne være meget høje. Det ville han i hvert fald påstå hvis hun spurgte. 

 Runila betragtede det høje 'menneske' foran sig som denne talte. Det gik dog ikke hendes næse forbi at halen på dette såkaldte menneske, svajede lystigt fra side til side. Skulle hun bringe det på bane igen? Desuden.. var han også utroligt højere end hende - mange var højere end hende.. men han var overnaturligt høj. 

Den unge halvdværg granskede den andens ord, og spidsede læberne en anelse. "Mellemhøjde.. Ja." Gentog hun med et nu overbærende blik. Det kunne man vel godt kalde det. Hun var mellem højde af dværgen og elveren. Hendes attitude gik i sig selv, og fandt et mere imødekommende smil frem til den anden. Det lod til at mennesket med halen og hornene ikke havde nogen ilde hensigt med noget som helst af det han sagde. Han var vel bare.. Runila prøvede at finde et venligt ord, knapt så begavet. Ej, nu måtte hun lade være med at dømme. Jinjin overfor hende var ganske sød. 

 "Så.. bor du herude i skoven?" spurgte hun nysgerrigt og så sig omkring. Nu ville hun hellere tale om Jin end som sig selv og hendes gener. Gad vide hvor sådan en stor person kunne bo hvor der var plads nok uden at vække opsigt.